Godstransport og personbefordring ad indre vandveje
RESUMÉ AF:
Forordning (EF) nr. 1356/96 — regler om godstransport og personbefordring ad indre vandveje mellem EU lande
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?
Den har til formål at sikre, at transportvirksomheder, der udfører godstransport eller personbefordring ad indre vandveje, har fri udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med denne transport mellem EU-lande.
HOVEDPUNKTER
-
Forordningen gælder for godstransport og personbefordring ad indre vandveje på deres vej mellem EU-lande og på transitsejlads gennem disse.
-
Enhver transportvirksomhed, der udfører godstransport eller personbefordring ad indre vandveje, kan udføre disse tjenesteydelser mellem EU-lande, hvis de opfylder visse betingelser:
-
Den er etableret i et EU-land i overensstemmelse med dette lands lovgivning.
-
Den har i dette land tilladelse til at udføre international godstransport eller personbefordring ad indre vandveje.
-
Den anvender fartøjer, som er registreret i et EU-land, eller den, såfremt de ikke er registreret, er i besiddelse af en attest for, at fartøjerne hører til et EU-lands flåde.
-
Den opfylder betingelserne i forordning (EØF) nr. 3921/91 om transportvirksomheders adgang til at udføre intern godstransport og personbefordring ad indre vandveje i et EU-land, hvor de ikke er hjemmehørende (kendt som »cabotage«).
-
Der gælder særlige regler for de rettigheder, transportvirksomheder fra ikke-EU-lande har i henhold til den reviderede konvention om sejlads på Rhinen (Mannheim-konventionen), konventionen om sejlads på Donau (Beograd-konventionen), eller for rettigheder, der følger af andre internationale aftaler eller traktater, som EU er part i.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den trådte i kraft den 2. august 1996.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til »Indre vandveje« på Europa-Kommissionens websted.
HOVEDDOKUMENT
Rådets forordning (EF) nr. 1356/96 af 8. juli 1996 om indførelse af fælles bestemmelser vedrørende godstransport og personbefordring ad indre vandveje mellem medlemsstaterne med henblik på fri udveksling af tjenesteydelser for denne transport (EFT L 175 af 13.7.1996, s. 7-8).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Rådets forordning (EØF) nr. 3921/91 af 16. december 1991 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern godstransport og personbefordring ad indre vandveje i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 373 af 31.12.1991, s. 1-3).
seneste ajourføring 22.09.2016