Forstærket samarbejde med Island, Norge og Schweiz: Luganokonventionen

RESUMÉ AF:

Konventionen om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

Rådets afgørelse 2009/430/EF — indgåelse af konventionen om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN OG AFGØRELSEN?

Konventionen har til formål at sikre en tilsvarende udveksling af retsafgørelser mellem EU-landene og Island, Norge og Schweiz. Kendt som den nye Luganokonvention, erstatter den Luganokonventionen fra 1988.

Afgørelsen indgår konventionen på vegne af Det Europæiske Fællesskab (nu EU). Den fastlægger også de erklæringer, der skal afgives på det tidspunkt ratifikationsinstrumentet bliver deponeret (vedlagt afgørelsen).

HOVEDPUNKTER

Anvendelse

Konventionen finder anvendelse på retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Den finder ikke anvendelse på:

skat, told eller administrative anliggender
fysiske personers rets- eller handleevne
ejendomsrettigheder, der opstår gennem ægteskab
testamenter og arv
konkurs og tvangsakkord
social sikring eller voldgift.

Opnåelse af et højt udvekslingsniveau af retsafgørelser

Konventionen, undertegnet af det Europæiske Fællesskab sammen med Danmark, Island, Norge og Schweiz, skulle træde i kraft, når den blev ratificeret af signatarstaterne. Danmark var en separat kontraherende part i denne konvention, fordi landet havde fravalgt den daværende Bruxelles I-forordning fra (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001) — efterfølgende erstattet af forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

De kontraherende parter deponerer deres ratifikationsinstrumenter hos Det Schweiziske Forbundsråd, som fungerer som konventionens depositar. Når konventionen træder i kraft, står den åben for:

kommende medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning
EU-lande, der handler på vegne af visse ikkeeuropæiske landområder, der er en del af deres landområde (f.eks. franske oversøiske territorier, som f.eks. Nouméa), eller for hvis eksterne forbindelser de er ansvarlige for
enhver anden stat efter enstemmig accept fra alle kontraherende parter.

Baseret på de bestemmelser, der gælder mellem EU-landene

Konventionen følger EU’s nuværende regler om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område mellem EU-landene. Det betyder, at der er lignende bestemmelser i EU og i Island, Norge og Schweiz. Konventionen letter også den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af de afgørelser, som bliver truffet af de nationale retter i disse lande.

Konventionen kræver generelt, at personer, som har bopæl (lovligt ophold) på en konventionsstats område, sagsøges i den stat, uanset deres nationalitet. Dog indeholder den specifikke kompetenceregler i visse sager, såsom:

Kontrakter: Retterne i det land, hvor forpligtelsen bliver overholdt, er kompetente.
Underhold: Retterne er kompetente på det sted, hvor den berettigede (den person, som er berettiget til de betalinger, som det i dommen er vedtaget) har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted.
Erstatning uden for kontrakt (en uretmæssig handling eller en tilsidesættelse af en ret, som medfører skade eller tab, hvor den skadelidte har ret til effektive retsmidler): Retterne er kompetente på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.

Konventionen indeholder også specifikke kompetenceregler i sager om:

forsikring
forbrugeraftaler
individuelle arbejdsaftaler.

I sager om forpagtningsaftaler (besiddelse af land eller ejendom som forpagter) og ejendomsret er retterne i den kontraherende stat, på hvis område ejendommen er beliggende, enekompetente.

Et antal protokoller er knyttet til konventionen som bilag blandt andet for at sikre, at konventionen fortolkes på en så ensartet måde som muligt.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN OG KONVENTIONEN FRA?

Afgørelsen trådte i kraft den 27. november 2009. Konventionen trådte i kraft mellem EU og Norge den 1. januar 2010, mellem EU og Schweiz den 1. januar 2011 og mellem EU og Island den 1. maj 2011, i henhold til artikel 69, stk. 5, i konventionen.

BAGGRUND

Undertegnelsen af konventionen udgør en vigtig institutionel udvikling. I sin udtalelse 1/03 bekræftede Domstolen, at Det Europæiske Fællesskab er enekompetent til at indgå den nye Luganokonvention. Konventionen, som blev undertegnet den 30. oktober 2007, er et væsentligt element af EU-retten og gælder for en ubestemt periode.

HOVEDDOKUMENTER

Konventionen om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 147 af 10.6.2009, s. 5-43).

Efterfølgende ændringer af aftalen er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008 om indgåelse af konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 147 af 10.6.2009, s. 1-4).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Konvention om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet i Lugano den 30. oktober 2007 — forklarende rapport fra professor Fausto Pocar (professor i international ret ved Milanos Universitet) (EUT C 319 af 23.12.2009, s. 1-56).

Berigtigelsesprotokol til konventionen om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet i Lugano den 30. oktober 2007 (EUT L 18, 21.1.2014, s. 70-71).

seneste ajourføring 31.07.2018