Konventionen har til formål at sikre en tilsvarende udveksling af retsafgørelser mellem EU-landene og Island, Norge og Schweiz. Kendt som den nye Luganokonvention, erstatter den Luganokonventionen fra 1988.
Afgørelsen indgår konventionen på vegne af Det Europæiske Fællesskab (nu EU). Den fastlægger også de erklæringer, der skal afgives på det tidspunkt ratifikationsinstrumentet bliver deponeret (vedlagt afgørelsen).
Konventionen finder anvendelse på retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
Den finder ikke anvendelse på:
Konventionen, undertegnet af det Europæiske Fællesskab sammen med Danmark, Island, Norge og Schweiz, skulle træde i kraft, når den blev ratificeret af signatarstaterne. Danmark var en separat kontraherende part i denne konvention, fordi landet havde fravalgt den daværende Bruxelles I-forordning fra (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001) — efterfølgende erstattet af forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
De kontraherende parter deponerer deres ratifikationsinstrumenter hos Det Schweiziske Forbundsråd, som fungerer som konventionens depositar. Når konventionen træder i kraft, står den åben for:
Konventionen følger EU’s nuværende regler om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område mellem EU-landene. Det betyder, at der er lignende bestemmelser i EU og i Island, Norge og Schweiz. Konventionen letter også den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af de afgørelser, som bliver truffet af de nationale retter i disse lande.
Konventionen kræver generelt, at personer, som har bopæl (lovligt ophold) på en konventionsstats område, sagsøges i den stat, uanset deres nationalitet. Dog indeholder den specifikke kompetenceregler i visse sager, såsom:
Konventionen indeholder også specifikke kompetenceregler i sager om:
I sager om forpagtningsaftaler (besiddelse af land eller ejendom som forpagter) og ejendomsret er retterne i den kontraherende stat, på hvis område ejendommen er beliggende, enekompetente.
Et antal protokoller er knyttet til konventionen som bilag blandt andet for at sikre, at konventionen fortolkes på en så ensartet måde som muligt.
Afgørelsen trådte i kraft den . Konventionen trådte i kraft mellem EU og Norge den , mellem EU og Schweiz den og mellem EU og Island den , i henhold til artikel 69, stk. 5, i konventionen.
Undertegnelsen af konventionen udgør en vigtig institutionel udvikling. I sin udtalelse 1/03 bekræftede Domstolen, at Det Europæiske Fællesskab er enekompetent til at indgå den nye Luganokonvention. Konventionen, som blev undertegnet den , er et væsentligt element af EU-retten og gælder for en ubestemt periode.
Konventionen om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 147 af , s. 5-43).
Efterfølgende ændringer af aftalen er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Rådets afgørelse 2009/430/EF af om indgåelse af konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 147 af , s. 1-4).
seneste ajourføring