Erstatningssøgsmål

Erstatningssøgsmål giver personer, som har lidt skade som følge af Fællesskabets aktiviteter, mulighed for at opnå skadeserstatning fra den institution, som har forvoldt skaden.

Erstatningssøgsmål giver mulighed for at opnå skadeserstatning for skader, der skyldes fællesskabsinstitutionernes regeludstedende virksomhed, herunder f.eks. vedtagelse af en fællesskabsforordning. De gør det også muligt at drage en medlemsstat til ansvar, hvis den har tilsidesat sine EF-forpligtelser ved ikke at gennemføre et direktiv.

Sager vedrørende erstatning inden for kontraktforhold, dvs. vedrørende kontrakter indgået mellem Fællesskabet og tredjemand, er omfattet af en række særlige regler, og EF-Domstolen griber kun ind, hvis en specifik klausul i kontrakten indeholder bestemmelser herom. Vilkårene for erstatningssøgsmål følger af den gældende lovgivning. Denne lovgivning er fastsat i kontrakten, og i princippet er der tale om national lovgivning. EF-Domstolen kan have kompetencen til at træffe afgørelse, hvis dette fremgår eksplicit af en klausul i kontrakten, nærmere bestemt voldgiftsbestemmelserne.

Erstatningssøgsmål uden for kontraktforhold er derimod omfattet af ensartede regler, og EF-Domstolen har kompetence til at træffe afgørelser. De er baseret på EF-traktatens artikel 288, stk. 2, som bestemmer at: "For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold, skal Fællesskabet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv". De suppleres af EF-Domstolens omfattende praksis.

Generelle principper

Enhver fysisk eller juridisk person, som har lidt skade, kan, uanset om der er tale om en medlemsstat eller en privatperson, kræve skadeserstatning. Sagsøgeren skal indbringe sagen for EF-Domstolen senest fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.

Der anlægges sag mod den institution, som har pådraget sig et erstatningsansvar. Der kan anlægges sag mod en enkelt eller flere institutioner, f.eks. Rådet og Parlamentet, hvis den skadeforvoldende retsakt er vedtaget ved den fælles beslutningsprocedure.

Fællesskaberne har et subjektivt ansvar: der er tale om et culpaansvar. Dette betyder, at sagsøgeren ikke skal bevise, at den pågældende retsakt er retsstridig, men at den institution, som har vedtaget retsakten, har begået en fejl.

Sagsøgeren skal bevise, at han har lidt skade, og at der er forbindelse mellem den skade, der er påført, og den anklagede institutions handling:

Hvad angår forbindelsen, kræver EF-Domstolen, at der er en direkte årsagssammenhæng.Skaden kan også skyldes sagsøgerens adfærd. Hvis dette er tilfældet, reduceres eller bortfalder institutionernes erstatningsansvar.
Hvad angår skaden, skal sagsøgeren bevise, at han har lidt en sådan, og at den er aktuel, dvs. at den består på det tidspunkt, hvor sagen forelægges EF-Domstolen. EF-Domstolen kan også tage fremtidig skade i betragtning, selv om det på tidspunktet for sagens forelæggelse ikke er muligt at foretage en nøjagtig opgørelse af denne. Den accepterer fremtidig skade, hvis denne er overhængende og forudsigelig og kan forudsiges med tilstrækkelig sikkerhed. EF-Domstolen afviser derimod at antage søgsmål vedrørende hypotetiske skader til behandling.

Erstatningsansvar for skader, der skyldes fællesskabsinstitutionernes regeludstedende virksomhed

Fællesskabet kan drages til ansvar for sine faktiske handlinger, herunder navnlig de faktiske handlinger, der gennemføres af Fællesskabets ansatte, men også for sin regeludstedende virksomhed. EF-Domstolen anerkender dette princip og bekræfter, at Fællesskabet kan pålægges et erstatningsansvar som følge af sine forordninger. Den afviser derimod, at der kan tildeles skadeserstatning med henvisning til skader, som forårsages af fællesskabstraktaterne som sådan.

Hvis fællesskabsinstitutionerne skal drages til ansvar, skal den sagsøger, som indbringer sagen for EF-Domstolen, opfylde tre krav.

For det første skal han bevise, at der er tale om en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private. EF-Domstolen betragter de generelle principper om proportionalitet, respekt for erhvervede rettigheder, ikke-forskelsbehandling og berettigede forventninger som højere retsregler til beskyttelse af private.

For det andet skal sagsøgeren bevise, at den fejl, der har forårsaget skaden, er uundskyldelig. EF-Domstolen kræver således en handling, der er så alvorlig, at fællesskabsinstitutionernes overtrædelse er åbenbar og grov og grænser til det vilkårlige. Den har f.eks. fundet, at Rådet havde begået en uundskyldig fejl ved bevidst at tilsidesætte ligebehandlingen af to typer landbrugsproducenter.

Der er sket en udvikling i retspraksis i løbet af 1990'erne, og der kræves ikke længere en krænkelse af en højere retsregel, men blot en simpel overtrædelse af en retsakt (f.eks. manglende overholdelse af en gennemførelsesforordning til en basisretsakt).

For det tredje skal sagsøgeren føre bevis for forbindelsen mellem den skade, han har lidt, og den regeludstedende virksomhed. I den forbindelse kræver EF-Domstolen, at skaden er "særlig og alvorlig":

Den skal være særlig, for så vidt at den vedrører en begrænset og klart identificeret gruppe af virksomheder. En forordning, der påfører en meget stor gruppe virksomheder skade, kan derimod ikke give anledning til skadeserstatning.
Den skal være alvorlig, for så vidt at den overskrider "grænserne for, hvilke risici der knytter sig til økonomisk virksomhed inden for det pågældende område".

Medlemsstaternes ansvar

EF-Domstolen har fastlagt princippet om medlemsstaternes ansvar over for privatpersoner som følge af manglende eller fejlagtig anvendelse af en fællesskabsregel. Privatpersoner kan gå til den nationale domstol for at kræve skadeserstatning, hvis skaden kan tilskrives medlemsstaten og skyldes en væsentlig aktivitet eller lovgivningsaktivitet, der vedrører fællesskabsretten.

Betingelser for, at medlemsstaten kan drages til ansvar:

Målet med fællesskabsretsakten er at give privatpersoner visse rettigheder.
Indholdet af disse rettigheder skal kunne bestemmes på grundlag af bestemmelserne i fællesskabsretsakten.
Der skal være årsagssammenhæng mellem medlemsstatens krænkelse af sin forpligtelse og den skade, som den pågældende har lidt.

Kompetencefordelingen mellem EF-Domstolen og Retten i Første Instans

Retten i Første Instans er kompetent i erstatningssager uden for kontraktforhold, hvor målet er at opnå skadeserstatning for skader forvoldt af fællesskabsinstitutionerne og deres ansatte. Den er også kompetent i erstatningssager inden for kontraktforhold, som er baseret på kontrakter indgået af Fællesskaberne, hvis disse eksplicit indeholder bestemmelser herom.

Afgørelser i erstatningssager uden for kontraktforhold truffet af Retten i Første Instans kan appelleres til EF-domstolen for så vidt angår retsspørgsmål. Den er også kompetent i erstatningssager inden for kontraktforhold, som er baseret på kontrakter indgået af Fællesskaberne, hvis disse eksplicit indeholder bestemmelser herom.

See also