Toldinformationssystemet
RESUMÉ AF:
Forordning (EF) nr. 515/97 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?
- Den har til formål at styrke det administrative samarbejde (gensidig bistand) blandt de nationale myndigheder og mellem myndighederne og Europa-Kommissionen vedrørende anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne i EU.
- Toldinformationssystemet bidrager til at forebygge, efterforske og retsforfølge transaktioner, der er i strid med EU’s told- eller landbrugsbestemmelser.
- Gennem en hurtig udbredelse af oplysninger øger systemet effektiviteten i samarbejds- og kontrolprocedurerne hos de kompetente myndigheder, der er omhandlet i forordningen.
- Systemet gør det desuden muligt at udveksle data om varer, der bevæger sig mellem et EU-lands og et tredjelands toldområde.
HOVEDPUNKTER
- Betingelserne for anvendelsen af toldinformationssystemet er defineret i selve forordningen. Systemet må udelukkende omfatte data vedrørende:
- varer
- transportmidler
- virksomheder
- personer
- udviklingen i sager om svig
- disponibel ekspertbistand
- bevaring, beslaglæggelse eller konfiskering af varer
- bevaring, beslaglæggelse eller konfiskering af likvide midler.
- Rådet kan træffe afgørelse om at give internationale eller regionale organisationer adgang til toldinformationssystemet. På visse betingelser kan data også deles med andre nationale myndigheder, tredjelande og internationale eller regionale organisationer og/eller EU-agenturer.
Databeskyttelse
- De udvekslede oplysninger kan indeholde personoplysninger*. Udveksling af personoplysninger må kun finde sted, såfremt det er nødvendigt for at opfylde systemets formål, f.eks. med henblik på observation, særlig kontrol eller operationel analyse*.
- Alle oplysninger i toldinformationssystemet er fortrolige og må kun gengives af tekniske årsager, f.eks. i tilfælde, der kan berettiges ved informationssøgning. Såfremt den myndighed, der har registreret personoplysningerne, godkender det, kan personoplysninger overføres til risikostyringssystemer, der bruges i forbindelse med nationale toldkontroller, eller til systemer til operationel analyse, der anvendes på EU-plan.
Elektronisk sagsregister på toldområdet
Det elektroniske sagsregister på toldområdet (FIDE) udgør en særlig del af toldinformationssystemet. Her registreres sager vedrørende personer og virksomheder, der har været mistænkte for eller er fundet skyldige i overtrædelser.
Forbedret risikostyring og afsløring og forebyggelse af svig
- Forordning (EU) 2015/1525, der har fundet anvendelse siden 1. september 2016, ændrer forordning (EF) nr. 515/97 med henblik på at forbedre afsløring, efterforskning og forebyggelse af toldrelateret svig ved at strømline udvekslingen af oplysninger og tilgængelige beviser samt forbedre det etablerede systems funktionsmåde. Den afhjælper manglerne i systemerne for afsløring af toldrelateret svig samt håndterer forsinkelser i efterforskninger foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).
- Forordning (EU) 2015/1525:
- indfører en database med indberettede container status messages (CSM-database). EU-lande har samme adgangsniveau til CSM-databasen som Kommissionen
- etablerer en central database vedrørende indførsel, udførsel og transit
- præciserer muligheden for at bruge oplysninger opnået via gensidig bistand som bevis i retlige og administrative procedurer
- fastsætter den procedure, der giver Kommissionen mulighed for at indhente dokumenter fra virksomheder. EU-landene skal på Kommissionens anmodning fremsende dokumentation vedrørende indførsels- og udførselsangivelser, og denne anmodning skal behandles inden for fire uger
- forenkler proceduren for datalagring i toldinformationssystemet ved at afskaffe forpligtelsen til årligt at revidere oplysninger og ved at fastsætte en maksimal lagringsperiode på fem år, der i begrundede tilfælde kan forlænges med yderligere to år
- kræver, at Kommissionen senest den 9. oktober 2017 foretager en vurdering af behovet for at udvide omfanget af de oplysninger om udførsel, der er indeholdt i databaserne, samt muligheden for at udvide omfanget af oplysningerne i transportdatabasen ved at medtage oplysninger om indførsel, udførsel og transit af varer ad landevej og med fly.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den trådte i kraft den 13. marts 1998.
BAGGRUND
VIGTIGE BEGREBER
Personoplysninger: oplysninger om en fysisk person, som allerede er identificeret eller er identificerbar (dvs. at personen kan identificeres enten direkte eller indirekte, f.eks. ved hjælp af et identifikationsnummer eller elementer, der er særlige for denne persons fysiske, fysiologiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet).
Operationel analyse: analyse af operationer, der udgør, eller forekommer at udgøre, en overtrædelse f.eks. i forbindelse med indsamling af oplysninger, evaluering af oplysningers pålidelighed, sammenkobling af oplysninger samt formulering af henstillinger, der har til formål at identificere implicerede personer eller virksomheder og/eller påvise andre overtrædelser.
HOVEDDOKUMENT
Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EUT L 82 af 22.3.1997, s. 1-16).
Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 515/97 er blevet integreret i den originale tekst. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/757 af 3. februar 2016 om fastlæggelse af de operationer, som ved anvendelsen af landbrugsbestemmelserne kræver indføring af oplysninger i toldinformationssystemet (EUT L 126, 14.5.2016, s. 1-2).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89-131).
Se konsolideret tekst.
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/345 af 10. marts 2016 om fastsættelse af indberetningshyppigheden for Container Status Messages, oplysningernes format og fremsendelsesmåden (EUT L 65 af 11.3.2016, s. 38-39).
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/346 af 10. marts 2016 om fastsættelse af de elementer, der skal indgå i toldinformationssystemet (EUT L 65 af 11.3.2016, s. 40-48).
Rådets afgørelse 2009/917/RIA af 30. november 2009 om brug af informationsteknologi på toldområdet (EUT L 323 af 10.12.2009, s. 20-30).
Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 70/2008/EF af 15. januar 2008 om papirløse rammer for told og handel (EUT L 23 af 26.1.2008, s. 21-26).
Se konsolideret tekst.
seneste ajourføring 29.10.2019