Forældreansvar og beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen)

HOVEDPUNKTER

• Konventionen blev indgået under Haagerkonferencen om International Privatret.
• Den dækker kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar.

Hvad er omfattet?

Konventionen har til formål at give international beskyttelse til børn på op til 18 år ved at fastlægge:

• hvilket land, der har kompetence til at træffe foranstaltninger for at beskytte et barn eller dets ejendom
• hvilken lov, der gælder for udøvelsen af denne kompetence
• hvilken lov, der gælder for forældremyndighed
• at beskyttelsesforanstaltningerne anerkendes og håndhæves i alle underskrivende lande
• samarbejde mellem de underskrivende lande.

Foranstaltningerne, der har til formål at beskytte et barn, relaterer til:

• forældreansvar
• forældremyndighed
• værgemål
• hvordan barnet er repræsenteret
• placering af barnet i plejefamilie eller i anden pleje
• overvågning af denne pleje
• hvordan barnets ejendom forvaltes.

Hvilket land er ansvarligt?

Det land, der har kompetence til at give beskyttelsesforanstaltninger, er generelt det land, hvor barnet normalt har bopæl.

Det er det land, hvor de opholder sig:

• for flygtninge eller internationalt fordrevne børn
• for børn, hvis sædvanlige bopælsland ikke kan fastslås
• i nødsituationer (valgfrit).

Undtagelse

I særlige tilfælde, hvor et andet land synes at være bedre egnet til at vurdere barnets tarv, kan det få tilladelse til at udøve kompetence.

Hvilken lovgivning gælder?

• Det land, der udøver kompetence, gør det ifølge egen lovgivning.
• Undtagelsesvis kan det anvende eller tage hensyn til loven i et andet land, der er nært knyttet til situationen — hvis dette er til gavn for barnets tarv.
• Et land kan kun nægte at overholde den lov, som konventionen udpeger, ud fra begrundede hensyn til den offentlige orden og barnets tarv.

Anerkendelse og fuldbyrdelse

• De foranstaltninger, som et underskrivende land foretager under denne konvention for at beskytte et barn eller dettes ejendom, skal være anerkendt i alle andre underskrivende lande.
• Kun i et begrænset antal tilfælde, som angivet i konventionen, må et land nægte at anerkende.
• Når beskyttelsesforanstaltninger er erklæret forskriftsmæssige i et andet land, skal dette land håndhæve dem, som havde det selv vedtaget dem, og gøre det i overensstemmelse med sin egen lovgivning.

Samarbejde

• Hvert underskrivende land skal udpege en eller flere centrale myndigheder, der skal udføre de forpligtelser, der er pålagt af konventionen.
• Disse myndigheder skal samarbejde og udveksle oplysninger med hinanden samt fremme samarbejde i disse tilfælde mellem deres nationale myndigheder.