Ioannina-kompromiset har sit navn fra et uformelt møde blandt EU’s udenrigsministre i Ioannina i Grækenland i slutningen af marts 1994. På mødet vedtog Rådet en afgørelse om kvalificerede flertalsafstemninger i et udvidet EU med 16 medlemmer. Denne beslutning blev efterfølgende ændret som følge af Norges beslutning om ikke at blive medlem.
Det kompromis, der blev opnået, indebar, at såfremt Rådets medlemmer, der repræsenterer mellem 23 stemmer (det hidtidige blokerende mindretal — antal stemmer, der skal til for at blokere en godkendelse, der kræver kvalificeret flertal) og 26 stemmer (den nye grænse for blokerende mindretal), tilkendegav, at de agtede at modsætte sig Rådets vedtagelse af en afgørelse, som skal træffes med kvalificeret flertal, skulle Rådet gøre alt, hvad der står i dets magt for inden for en rimelig tidsfrist at finde en tilfredsstillende løsning, der vil kunne vedtages med mindst 68 ud af 87 stemmer.
Artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Union introducerer en ny definition af reglen om kvalificeret flertal, som gælder fra den .
Fra denne dato og frem til den var det dog muligt for alle EU’s medlemsstater at anvende de tidligere regler om stemmevægtning. Det var også muligt at benytte »Ioannina-kompromiset«. Det gav lande, der udgør mindst tre fjerdedele af EU’s befolkning eller mindst tre fjerdedele af antallet af medlemsstater, der udgør det nødvendige minimum for at blokere en afgørelse, mulighed for at modsætte sig en afstemning om en retsakt ved kvalificeret flertal i Rådet for hermed at kunne finde en løsning inden for en rimelig tidsfrist.
Fra den blev den nye regel om kvalificeret flertal obligatorisk. Grænserne for udløsning af et »Ioannina-kompromis« blev sænket til mindst 55 % af EU’s befolkning eller mindst 55 % af det antal medlemsstater, der skal til for at danne et blokerende mindretal.