Strategi for den indre sikkerhed

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (særligt artikel 72), som trådte i kraft i slutningen af 2009, lagde sammen med EU’s charter om grundlæggende rettigheder fundamentet for udviklingen af en EU-sikkerhedspolitik, der er baseret på retsstatsprincippet, respekt for grundlæggende rettigheder og solidaritet.

Efter vedtagelsen af Stockholmprogrammet (EU’s program for retlige og indre anliggender i perioden 2010-2014) vedtog EU i 2010 sin strategi for den indre sikkerhed. Eftersom mange sikkerhedsudfordringer (cyberkriminalitet, terrorisme, illegal indvandring og organiseret kriminalitet) i sagens natur er grænseoverskridende og tværsektorielle, kan ingen EU-medlemsstat reagere effektivt på disse trusler alene. Desuden skulle Europa blive bedre til at modstå kriser og katastrofer. Strategien for den indre sikkerhed var EU’s fælles dagsorden for at anvende alle tilgængelige ressourcer og ekspertiser for at håndtere disse udfordringer.

Den blev i 2015 efterfulgt af den europæiske dagsorden for sikkerhed 2015-2020, som, i lyset af Charlie Hebdo-angrebene i Paris det pågældende år, lagde stor vægt på at løse problemer med terrorisme og radikalisering, international organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.

I 2020 fastsatte EU sine vigtigste prioriteter for perioden 2020-2025 i sin strategi for EU’s sikkerhedsunion. Strategien fastlægger fire strategiske prioriteter på EU-plan:

• et fremtidssikret sikkerhedsmiljø for borgerne og sikre og modstandsdygtige kritiske infrastrukturer
• håndtering af foranderlige trusler, såsom cyberkriminalitet, ulovligt indhold på internettet og hybride trusler
• beskyttelse af europæerne mod terrorisme og organiseret kriminalitet, herunder udvikling af handlingsplaner for bekæmpelse af smugling af migranter, narkotika og ulovlig handel med skydevåben
• udvikling af et stærkt europæisk sikkerhedsøkosystem ved at bekæmpe kriminalitet og opretholde retsordenen gennem tættere samarbejde og informationsdeling.