Rådet for Den Europæiske Union støttes af De Faste Repræsentanters Komité for regeringerne i Den Europæiske Unions medlemsstater (Coreper) og højt specialiserede arbejdsgrupper og komitéer.
Disse forberedende organer bidrager til at forberede Rådets arbejde. De består af delegerede fra hver medlemsstat i EU og bistås af Generalsekretariatet for Rådet.
Udvalg, grupper og arbejdsgrupper kan nedsættes ved traktaterne, mellemstatslige afgørelser, Rådets afgørelser eller ved afgørelser truffet af Coreper. De kan være permanente (f.eks. Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, der er beskrevet i artikel 134 i TEUF), eller de kan oprettes ad hoc med et specifikt formål og ophøre med at eksistere, når deres opgave er løst.
De kan ledes af en udpeget eller valgt formand, af en delegeret fra det land, der har det roterende seksmåneders formandskab for Rådet, af en repræsentant for Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik eller af Generalsekretariatet for Rådet.