EU’s forsvars- og forsvarsindustripolitik

En forsvarsindustripolitik for Den Europæiske Union (EU) er en relativ ny udvikling i lyset af, at det europæiske samarbejde har eksisteret i mere end 60 år. Det retlige grundlag for EU-tiltag inden for forsvarsrelateret industri er artikel 173 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som understøtter industripolitikken.

Selv om flere EU-medlemsstater har store, teknologisk avancerede forsvarsindustrier, som har spillet en væsentlig rolle i de nationale økonomier, er forsvarsområdet blevet betragtet som et følsomt område, hvor landene i høj grad har ønsket at bevare deres suverænitet. Artikel 346 i TEUF gav medlemsstaterne betydelig handlefrihed i forbindelse med udbud af forsvarsrelaterede kontrakter (det samme gjorde dens forgænger, Romtraktaten), hvilket resulterede i et fragmenteret marked.

Med udgangspunkt i tidligere tiltag vedtog Europa-Kommissionen i 2013 en strategi for at styrke effektiviteten og konkurrenceevnen inden for det europæiske forsvars teknologiske og industrielle basis. For at sikre en mere effektiv anvendelse af forsvarets midler fremhævede strategien betydningen af:

Der blev sat yderligere skub i EU’s forsvarsindustripolitik med den europæiske handlingsplan for forsvarsområdet (2016) og en meddelelse om Oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond med henblik på at understøtte samarbejdsbaseret forsvarsforskning og -udvikling (2017).

Den europæiske handlingsplan for forsvarsområdet består af tre dele:

På baggrund af to pilotprogrammer vil Den Europæiske Forsvarsfond under den flerårige finansielle ramme for perioden 2021-2027 få et budget på ca. 8 mia. EUR. Fonden skal finansiere projekter, hvor mindst tre enheder (hovedsagelig virksomheder og forskningsorganisationer) fra tre forskellige medlemsstater i fællesskab udfører forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for forsvarsområdet, og skal fremme grænseoverskridende aktiviteter blandt små- og mellemstore virksomheder.

SE DESUDEN