Indførelse af euroen

HOVEDPUNKTER

Forordning (EF) nr. 974/98:

• omfatter i bilaget datoer for indførelse af euroen og valutaombytning og udfasningsperioden¹, hvis det er relevant, for hver deltagende medlemsstat
• bekræfter, at den fælles valuta:
  • er euroen
  • er opdelt i 100 cent
  • erstatter de deltagende medlemsstaters nationale valutaer med den aftalte omregningskurs
  • er valutaenheden for Den Europæiske Centralbank og de deltagende nationale centralbanker
• angiver, at henvisning til national valuta i et retligt instrument² er lige så gyldige, som hvis valutaangivelsen var i euro
• anfører, at nationale pengesedler og mønter vedbliver at være lovlige betalingsmidler fra dagen før indførelse af euroen i den pågældende medlemsstat
• giver:
  • Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der deltager i euroen, enebeføjelse til at sætte eurosedler i omløb
  • medlemsstaterne ansvar for at udstede euromønter, der er i overensstemmelse med de pålydende værdier og tekniske specifikationer, som Rådet for Den Europæiske Union har aftalt
• fastlægger vilkårene for eventuelle udfasningsperioder for nationale valutaer, en mulighed som ingen af medlemsstaterne i euroområdet hidtil har anvendt
• beskriver en »overgangsperiode« som højst 3 år, som starter på datoen for indførelse af euroen og slutter på datoen for valutaombytning
• fastslår, at nationale pengesedler og mønter forbliver lovlige betalingsmidler, indtil senest 6 måneder efter de respektive datoer for valutaombytning — i denne periode skal banker og kreditinstitutter veksle deres kunders nationale valuta til euro uden beregning, hvorefter kun eurosedler og -mønter er lovlige betalingsmidler i medlemsstaterne i euroområdet
• kræver, at medlemsstaterne indfører sanktioner mod falske eurosedler og -mønter.

Forordning (EF) nr. 1103/97:

• erstatter den europæiske valutaenhed, en valutakurv med nationale valutaer, der tidligere blev anvendt til regnskabsformål i EU, med en omregningskurs på 1:1 i alle juridiske dokumenter fra den 1. januar 1999
• sikrer, at indførelsen af euroen ikke påvirker kontinuiteten i kontrakter og alle juridiske aftaler og forpligtelser, der indeholder henvisninger til en national valuta
• anfører, at omregningskurserne for nationale valutaer til euroen er på seks cifre — de må ikke rundes op eller ned
• kræver, at enhver omregning fra en national valuta til en anden skal foregå via euroen.

Artikel 140 i TEUF og protokol nr. 13, der er et bilag til TEUF, fastsætter de økonomiske og finansielle betingelser, der kaldes »konvergenskriterierne«, som medlemsstaterne skal opfylde for at indføre euroen. De er som følger.

• Prisstabilitet. Inflationsraten må højst være på 1,5 procentpoint over gennemsnittet af de tre medlemsstater, som klarer sig bedst, i 1 år.
• De offentlige finanser. Disse skal være sunde og holdbare, hvilket godtgøres ved fraværet af en afgørelse fra Rådet om forekomst af et uforholdsmæssigt stort underskud.
• Valutakursstabilitet. Store valutasvingninger skal undgås, hvilket godtgøres ved deltagelse i valutakursmekanismen uden alvorlige spændinger og uden devalueringer i en periode på mindst 2 år.
• Rentekonvergens. Langfristede rentesatser må ikke overstige gennemsnittet af rentesatserne i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet (med mere end 2 procentpoint).