Delegerede retsakter

I henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan Den Europæiske Unions (EU) lovgiver give — Kommissionen — beføjelser gennem særlige regler, der er nedfældet i en retsakt (»basisretsakten«), til at vedtage »delegerede retsakter«. Delegerede retsakter er ikkelovgivningsmæssige retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen, og som har til formål at ændre eller supplere ikke-væsentlige elementer af lovgivningen.

Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter er dog underlagt strenge betingelser:

Kommissionen hører eksperter fra EU’s medlemsstater, før den vedtager delegerede retsakter. Derudover kan enten Europa-Parlamentet eller Rådet for Den Europæiske Union tilbagekalde delegationen af beføjelser til Kommissionen. Desuden kan en delegeret retsakt vedtaget af Kommissionen kun træde i kraft, hvis hverken Rådet eller Parlamentet fremsætter nogen indsigelser inden for den frist, der er fastsat i basisretsakten, og som sædvanligvis er to måneder.

Delegerede retsakter bruges typisk, når lovgivningsmæssige retsakter — inklusive bilag — skal tilpasses (løbende) for at tage højde for videnskabelige og tekniske fremskridt.

SE DESUDEN