Den fastlægger en strategi til støtte for EU-landene i deres bestræbelser på at reducere sundhedsmæssige, økonomiske og sociale problemer relateret til et skadeligt og farligt alkoholforbrug.
Strategien fastlægger hovedtemaer, udpeger de forskellige aktionsniveauer og opregner de foranstaltninger, som EU-landene har truffet for at fremme god praksis. Den opfordrer også alle andre interesserede parter til at træffe foranstaltninger for at reducere alkoholrelaterede skader. Europa-Kommissionens indsats har suppleret de nationale strategier på dette område.
HOVEDPUNKTER
Fem prioriteter
Beskyttelse af unge, børnog ufødte børn — dette omfatter tre specifikke mål:
at reducere indtagelse af alkohol blandt mindreårige og nedbringe et skadeligt og farligt alkoholforbrug blandt unge
at reducere skaderne for børn i familier med alkoholproblemer
at reducere indtagelse af alkohol under graviditet.
Reduktion af alkoholrelaterede dødsfald og personskader som følge af trafikulykker
Reduktion af alkoholrelaterede skader blandt voksne og de negative konsekvenser på arbejdspladsen — de specifikke mål er at:
reducere alkoholrelaterede kroniske fysiske og psykiske sygdomme
reducere antallet af alkoholrelaterede dødsfald
informere forbrugerne, således at de kan træffe velovervejede valg
bidrage til at reducere alkoholrelaterede skader på arbejdspladsen.
Information, undervisning og oplysningskampagner — der lægges særlig vægt på indvirkningen af et skadeligt og farligt alkoholforbrug på:
det ufødte barn
mindreårige forbrugere af alkohol
arbejdspræstation og bilkørsel.
Udvikling og ajourføring af en fælles dokumentation på EU-niveau — indsamling af sammenlignelige oplysninger om en række forhold, herunder:
forbrugsniveau
drikkevaner
alkohols sociale og sundhedsmæssige virkninger.
Støtte til EU-landene
EU’s rolle i denne strategi er at supplere EU-landenes bestræbelser, tilføje en merværdi til deres initiativer og gøre EU-landene i stand til at samarbejde om at løse fælles problemer.
En treårig fælles handlingsplan om at reducere alkoholrelaterede skader, der blev oprettet under EU’s sundhedsprogram, startede i januar 2014. Den har til formål at støtte EU-landenes fremskridt mod de fælles prioriteter på linje med EU’s alkoholstrategi og at hjælpe dem med at håndtere og reducere alkoholrelaterede skader.
Gennemførelse af strategien
En rapport fra 2013 konkluderede, at de fleste EU-lande havde ajourført og styrket deres alkoholstrategier i samme retning som EU-strategien.
Konklusionerne var, at EU-strategien inden for de fem prioriterede områder havde vist tydelige resultater med hensyn til at støtte EU-landenes bestræbelser.
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En EU-strategi til støtte for medlemsstaterne i deres bestræbelser på at reducere alkoholrelaterede skader (KOM(2006) 625 endelig udg. af )