Koordinering af sociale sikringsordninger
RESUMÉ AF:
Forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?
- Den fastlægger nogle fælles regler for at beskytte retten til sociale sikringsydelser, når personer flytter inden for Den Europæiske Union (EU) samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.
- Den anerkender, at EU-medlemsstaterne bestemmer aspekter såsom modtagere af de sociale sikringsordninger, niveauet af ydelserne samt betingelser for at være støtteberettiget.
- Denne forordning om koordinering af sociale sikringsordninger erstatter ikke de nationale ordninger med en fælles europæisk ordning.
HOVEDPUNKTER
Anvendelsesområde
- Forordningen dækker alle traditionelle grene af social sikring, dvs.:
- sygdom
- moderskab og faderskab
- alderspension
- efterløn og invalidepension
- ydelser til den efterladte og ved dødsfald
- arbejdsløshedsydelser
- familieydelser
- ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdom.
- Modtagere er sikre på, at ydelserne bliver udbetalt, at de er dækket i forbindelse med sundhedsydelser, og at de modtager familieydelser, selv om de flytter til en anden medlemsstat.
Modtagere
- Alle statsborgere i EU (og deres familier), der er dækket af lovgivningen om social sikring i en medlemsstat, har fordel af disse koordineringsregler. De gælder både personer, der udøver lønnet beskæftigelse og selvstændig virksomhed, tjenestemænd, studerende og pensionister, men også dem, der er arbejdsløse, endnu ikke arbejder eller ikke arbejder mere.
- Reglerne gælder også for ikke-EU-statsborgere og deres familiemedlemmer, der bor lovligt i EU.
Grundlæggende principper
Modtagere:
- er dækket af lovgivningen i et enkelt land og betaler præmien i det pågældende land; de myndigheder, der administrerer den sociale sikringsordning, afgør, hvilken retskreds de tilhører (princippet om, at kun én lovgivning gælder)
- har samme rettigheder og forpligtelser som statsborgere i det land, hvor de er dækket (princippet om ligebehandling eller ikkediskriminering)
- er garanteret, at tidligere forsikrings-, arbejds- eller bopælsperioder i andre medlemsstater bliver inkluderet i beregningen af deres ydelser (princippet om sammenlægning af perioder)
- kan, hvis de er berettiget til en kontantydelse i en medlemsstat, modtage denne ydelse, hvis de ikke bor i den pågældende medlemsstat (princippet om, at ydelser kan udføres til alle medlemsstater, hvor modtageren eller familiemedlemmerne bor).
Det europæiske sygesikringskort
- Det europæiske sygesikringskort (der er gratis) giver personer, der opholder sig i en anden medlemsstat end deres bopælsland, herunder ferieophold, adgang til sundhedsmæssige ydelser under opholdet på samme vilkår og til samme pris som dem, der er forsikret i det land.
- Udgifterne til lægebehandling betales/refunderes efterfølgende af den sociale sikringsordning i oprindelseslandet. Det europæiske sygesikringskort udstedes af sikringsordningen for sundhedsmæssige tjenesteydelser i den forsikrede persons land.
Koordineringsinstrumenter til sociale sikringsordninger
- Institutioner skal besvare alle henvendelser inden for rimelig tid og skal kommunikere de oplysninger, som de pågældende personer har brug for til at håndhæve deres rettigheder under forordningen.
- De skal også arbejde tæt sammen og gensidigt hjælpe hinanden til gavn for borgerne.
Den Administrative Kommission og Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed
- Den Administrative Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger, der hører under Europa-Kommissionen, består af repræsentanter fra medlemsstaterne, eventuelt bistået af sagkyndige rådgivere. Den behandler administrative spørgsmål og fortolkningsspørgsmål vedrørende reglerne om koordinering af sociale sikringsordninger. Den opfordrer også medlemsstaterne til at samarbejde om spørgsmål vedrørende koordinering af sociale sikringsordninger.
- En samarbejdsaftale mellem Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed, der blev oprettet ved ændringsforordning (EU) 2019/1149, og Den Administrative Kommission fastlægger reglerne for samarbejde mellem de to enheder med henblik på at koordinere deres aktiviteter og undgå dobbeltarbejde i forbindelse med mægling mellem medlemsstaterne, hvilket omfatter både spørgsmål vedrørende sociale sikringsordninger og arbejdsret.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Forordningen trådte i kraft den 1. maj 2010. På den dato trådte forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 i kraft.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1-123). Tekst offentliggjort i berigtigelse (EUT L 200 af 7.6.2004, s. 1-49).
Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 883/2009 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284, 30.10.2009, s. 1-42).
Se den konsoliderede udgave.
seneste ajourføring 12.12.2022