Ikke alle medlemsstater har det samme 2030-mål. ESR fordeler byrden ved reduktion af drivhusgasemissioner i overensstemmelse med hensyn til retfærdighed og omkostningseffektivitet.
Senest i 2030 skal medlemsstaterne reducere deres emissionsniveauer for drivhusgasser i forhold til 2005 i overensstemmelse med de procentsatser, der er fastsat i kolonne 2 i bilag I, som varierer fra 10 % (Bulgarien) til 50 % (Danmark, Luxembourg, Finland, Sverige og Tyskland).
Europa-Kommissionen har beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter medlemsstaternes individuelle årlige emissionstildelinger for årene 2021-2030, udtrykt i ton CO2-ækvivalenter, i overensstemmelse med de lineære forløb, der er fastsat i forordningen. Eftersom 2030-målene og det system af forløb, der fører til dem, blev ændret i 2023, vil Kommissionen i 2023 ændre Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2126 for at ajourføre antallet af årlige emissionstildelinger, der er tildelt medlemsstaterne i årene 2023-2030.
Den ændrede forordnings fleksibilitetsregler giver medlemsstaterne lov til at:
Ni medlemsstater (der er anført i bilag II: Belgien, Danmark, Irland, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Østrig, Finland og Sverige) må annullere en begrænset procentdel af deres tildelinger under emissionshandelssystemet op til sammenlagt højst 100 millioner ton CO2-ækvivalenter for at kompensere for overskydende emissioner i ESR-sektorerne. Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen senest den , hvis de har til hensigt at gøre (yderligere) brug af den begrænsede annullering af ETS-kvoter.
Kommissionen vil foretage kontroller af overholdelsen i 2027 (der dækker emissioner i 2021-2025) og 2032 (der dækker emissioner i 2026-2030). Hvis disse kontroller viser, at en medlemsstat i løbet af et givet år, efter anvendelse af ovennævnte fleksibilitetsmuligheder, ikke har nok emissionstildelinger til at dække alle sine drivhusgasemissioner, vil den overskydende mængde blive ganget med 1,08, og resultatet vil blive tilføjet til de genererede emissioner i det efterfølgende år.
Medlemsstater, der opfylder visse kriterier for bruttonationalprodukt og drivhusgasemissioner, kan modtage et begrænset antal tildelinger fra en sikkerhedsreserve, som indeholder op til 105 millioner ton CO2-ækvivalenter, for at kompensere for de emissioner, de eventuelt genererer, og som overstiger deres 2030-mål.
Kommissionen:
Forordning (EU) 2018/842 ændrer desuden forordning (EU) nr. 525/2013, som efterfølgende er blevet ophævet og erstattet af forordning (EU) 2018/1999 (se resumé.
Forordning (EU) 2018/842 trådte i kraft den .
Ændringsforordning (EU) 2023/857 trådte i kraft den .
Forordningen er endnu et skridt hen imod opfyldelsen af EU’s tidligere forpligtelser under Parisaftalen om at reducere drivhusgasemissioner med mindst 40 % inden 2030 i forhold til 1990.
De sektorer, der er dækket af forordningen, omfatter næsten 60 % af alle emissioner inden for EU.
For yderligere oplysninger henvises til:
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af , s. 26-42).
Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2018/842 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
seneste ajourføring