Klimaindsats — bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner (2021-2030)

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2018/842 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordningen, der kaldes forordningen om indsatsfordeling (ESR), som ændret ved forordning (EU) 2023/857, har til formål at reducere drivhusgasemissioner* fra følgende sektorer: indenlandsk transport (bortset fra luftfart), bygninger, landbrug, småindustri og affald. Disse sektorer tegner sig for næsten 60 % af emissionerne i Den Europæiske Union (EU).
Med henblik herpå fastsætter forordningen 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner i EU’s medlemsstater. Den fastsætter også reglerne for definition af årlige emissionsgrænser for drivhusgasser, udtrykt i årlige emissionstildelinger, for årene 2021-2030, der gradvist fører til de ovennævnte mål. ESR er en del af en række politikker og foranstaltninger, der skal reducere EU’s emissioner med mindst 55 % inden 2030 i henhold til forordning (EU) 2021/1119, den europæiske klimalov (se resumé), som gjorde EU’s mål for klimaneutralitet inden 2050 juridisk bindende.

HOVEDPUNKTER

Ikke alle medlemsstater har det samme 2030-mål. ESR fordeler byrden ved reduktion af drivhusgasemissioner i overensstemmelse med hensyn til retfærdighed og omkostningseffektivitet.

Senest i 2030 skal medlemsstaterne reducere deres emissionsniveauer for drivhusgasser i forhold til 2005 i overensstemmelse med de procentsatser, der er fastsat i kolonne 2 i bilag I, som varierer fra 10 % (Bulgarien) til 50 % (Danmark, Luxembourg, Finland, Sverige og Tyskland).

Europa-Kommissionen har beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter medlemsstaternes individuelle årlige emissionstildelinger for årene 2021-2030, udtrykt i ton CO₂-ækvivalenter, i overensstemmelse med de lineære forløb, der er fastsat i forordningen. Eftersom 2030-målene og det system af forløb, der fører til dem, blev ændret i 2023, vil Kommissionen i 2023 ændre Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2126 for at ajourføre antallet af årlige emissionstildelinger, der er tildelt medlemsstaterne i årene 2023-2030.

Den ændrede forordnings fleksibilitetsregler giver medlemsstaterne lov til at:

låne, inden for visse grænser, årlige emissionstildelinger fra det efterfølgende år som dækning for store emissioner i et givet år
henlægge, under visse omstændigheder, det overskud af årlige emissionstildelinger, der skal anvendes i et efterfølgende år
overføre op til 10 % (for årene 2021-2025) og 15 % (for årene 2026-2030) af deres årlige tildelinger til en anden medlemsstat
udligne, under visse betingelser, ethvert overskud af deres emissioner med drivhusgasoptag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (reguleret af LULUCF-forordningen).

Ni medlemsstater (der er anført i bilag II: Belgien, Danmark, Irland, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Østrig, Finland og Sverige) må annullere en begrænset procentdel af deres tildelinger under emissionshandelssystemet op til sammenlagt højst 100 millioner ton CO₂-ækvivalenter for at kompensere for overskydende emissioner i ESR-sektorerne. Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen senest den 31. december 2023, hvis de har til hensigt at gøre (yderligere) brug af den begrænsede annullering af ETS-kvoter.

Kommissionen vil foretage kontroller af overholdelsen i 2027 (der dækker emissioner i 2021-2025) og 2032 (der dækker emissioner i 2026-2030). Hvis disse kontroller viser, at en medlemsstat i løbet af et givet år, efter anvendelse af ovennævnte fleksibilitetsmuligheder, ikke har nok emissionstildelinger til at dække alle sine drivhusgasemissioner, vil den overskydende mængde blive ganget med 1,08, og resultatet vil blive tilføjet til de genererede emissioner i det efterfølgende år.

Medlemsstater, der opfylder visse kriterier for bruttonationalprodukt og drivhusgasemissioner, kan modtage et begrænset antal tildelinger fra en sikkerhedsreserve, som indeholder op til 105 millioner ton CO₂-ækvivalenter, for at kompensere for de emissioner, de eventuelt genererer, og som overstiger deres 2030-mål.

Kommissionen:

tilpasser og offentliggør de årlige emissionstildelinger for hver medlemsstat
sikrer korrekt opgørelse via EU-registeret for overholdelse af reglerne i forordningen
reviderer forordningen og aflægger en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union senest 6 måneder efter hver globale statusopgørelse i henhold til Parisaftalen (se resumé). Denne rapport omfatter især en vurdering af behovet for yderligere EU-politikker og -foranstaltninger i lyset af de nødvendige reduktioner af drivhusgasemissioner i en ramme efter 2030 og kan om nødvendigt ledsages af lovforslag.

Forordning (EU) 2018/842 ændrer desuden forordning (EU) nr. 525/2013, som efterfølgende er blevet ophævet og erstattet af forordning (EU) 2018/1999 (se resumé.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Forordning (EU) 2018/842 trådte i kraft den 9. juli 2018.

Ændringsforordning (EU) 2023/857 trådte i kraft den 16. maj 2023.

BAGGRUND

Forordningen er endnu et skridt hen imod opfyldelsen af EU’s tidligere forpligtelser under Parisaftalen om at reducere drivhusgasemissioner med mindst 40 % inden 2030 i forhold til 1990.

De sektorer, der er dækket af forordningen, omfatter næsten 60 % af alle emissioner inden for EU.

For yderligere oplysninger henvises til:

Indsatsfordeling 2021-2030: Mål og fleksibilitetsmuligheder (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

Drivhusgasemissioner. Emissioner fra kuldioxid, methan, dinitrogenoxid, hydrofluorcarboner, perfluorcarboner, nitrogentrifluorid og svovlhexafluorid.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26-42).

Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2018/842 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«) (EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1-17).

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2126 af 16. december 2020 om fastsættelse af medlemsstaternes årlige emissionstildelinger for perioden 2021 til 2030 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (EUT L 426 af 17.12.2020, s. 58-64).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1-77).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30. maj 2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 1-25).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 11.12.2023