Det indre marked for elektricitet (fra 2021)
RESUMÉ AF:
Direktiv (EU) 2019/944 om fælles regler for det indre marked for elektricitet
HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?
- Det fastsætter regler for produktion, transmission, distribution, energilagring og elektricitetslevering samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at skabe reelt integrerede konkurrencebaserede, forbrugerorienterede, fleksible, rimelige og gennemsigtige elektricitetsmarkeder i EU.
- Direktivet omfatter blandt andet regler for detailmarkederne for elektricitet, mens forordning (EU) 2019/943, som blev vedtaget samtidig, hovedsagelig fastsætter regler for engrosmarkedet og netdriften.
- Det ophæver direktiv 2009/72/EF (se resumé om Det indre marked for elektricitet) fra den 1. januar 2021.
HOVEDPUNKTER
Kunderettigheder
Direktivet præciserer og styrker eksisterende og indfører nye kunderettigheder:
- retten til frit at vælge leverandør og begrænsninger af skifterelaterede gebyrer og opsigelsesgebyrer, undtagen ved opsigelse af tidsbegrænsede fastpriskontrakter før deres udløb
- retten til adgang til mindst ét prissammenligningsværktøj, der opfylder visse tillidskrav. Private værktøjer, der opfylder kravene, kan tildeles tillidsmærker.
- retten til at deltage i borgerenergifællesskaber, idet man bevarer de fulde forbrugerrettigheder, herunder retten til at trække sig ud af fællesskabet uden sanktioner
- retten til en dynamisk elpriskontrakt (baseret på priserne på spotmarkedet eller day-ahead-markedet) med mindst én leverandør og med enhver leverandør, som har flere end 200 000 slutkunder, og ret til at blive informeret om de muligheder og risici, der er forbundet med en sådan kontrakt
- retten til en aggregeringskontrakt, som er uafhængig af elektricitetslevering
- retten til at producere, forbruge, lagre og sælge elektricitet, individuelt eller gennem en aggregator*
- retten til at anmode om installation af en intelligent måler inden for fire måneder, idet EU-landene skal sikre, at et intelligent målersystem indføres, undtagen hvor det vurderes endnu ikke at være omkostningseffektivt
- energifattige og sårbare forbrugeres ret til målrettet beskyttelse, idet regulerede priser dog kun er tilladt på visse betingelser
- retten for kunder, der står over for en afbrydelse, til i tilstrækkelig god tid at modtage oplysninger om alternative foranstaltninger, såsom betalingsplaner eller udsættelse af afbrydelser.
Fakturering
- Regninger skal være klare, korrekte og præsenteres på en måde, der gør det let for slutkunder at foretage sammenligninger.
- Faktureringsoplysninger skal gøres tilgængelige mindst hver sjette måned eller én gang hver tredje måned på anmodning, eller hvis slutkunden har valgt at modtage elektronisk fakturering, og mindst én gang om måneden, hvis måleren kan fjernaflæses.
Aggregatorer
EU-landene skal:
- sikre, at aggregatorer kan tilbyde aggregeringskontrakter til kunderne, uden at disse kunder skal indhente samtykke fra deres leverandør
- sikre, at aggregatorer kan deltage på alle elektricitetsmarkeder på rimelige vilkår, og at transmissions- og distributionssystemoperatører behandler aggregatorer på samme måde som andre markedsdeltagere, herunder når de anskaffer ydelser
- indføre gennemsigtige regler, der klart fordeler roller og ansvarsområder mellem alle markedsdeltagere, og fastsætte regler for udveksling af oplysninger mellem markedsdeltagerne
- fastsætte regler for kompensation mellem aggregatorer og leverandører, hvor aktivering af fleksibelt elforbrug resulterer i en ubalance i omkostningerne. Denne kompensation vil være strengt begrænset til dækning af de deraf følgende omkostninger, og beregningen af kompensationen kan tage hensyn til de systemiske fordele ved fleksibelt forbrug.
Borgerenergifællesskaber
- er partshaver- eller medlemskontrollerede enheder, der er baseret på frivillig og åben deltagelse, som har ret til at beskæftige sig med produktion, distribution, levering, forbrug, aggregering, energilagring, energieffektivitetsydelser eller ydelser til opladning af elektriske køretøjer eller yde andre energiydelser til sine medlemmer eller partshavere
- har ret til at blive tilsluttet distributionsnet uden forskelsbehandling i forhold til regulering eller adgang til alle elektricitetsmarkeder
- har ret til at dele deres egen elektricitetsproduktion med deres medlemmer i overensstemmelse med en cost-benefit-analyse af distribuerede energiressourcer
- har ret til, såfremt det er tilladt i det pågældende EU-land, at eje, etablere, købe eller leje distributionsnet på de betingelser, der er fastsat i de gældende bestemmelser
Adgang til data og interoperabilitet
- Direktivet opdaterer reglerne for netoperatørers, forbrugeres, leverandørers og tjenesteudbyderes adgang til målerdata og forbrugsdata. Endvidere foreslås det, at Europa-Kommissionen i afledt ret fastsætter regler for interoperabilitet for at lette dataudvekslingen.
- Dataforvaltere skal sikre ikkeforskelsbehandlende adgang til data fra intelligente målersystemer, idet reglerne for databeskyttelse overholdes.
Elektromobilitet
- EU-landene skal etablere et regelsæt for at fremme tilslutning til distributionsnettet for ladestandere til elektriske køretøjer
- Distributionssystemoperatører* må kun eje, udvikle, forvalte eller drive ladestandere til elektriske køretøjer, hvis ingen andre organer har udtrykt interesse i en åben udbudsprocedure, som er godkendt af myndighederne og i overensstemmelse med reglerne for tredjeparts adgang.
Distributionssystemoperatører (DSO’er):
- er ansvarlige for at sikre, at systemet på lang sigt kan tilfredsstille en rimelig efterspørgsel efter distribution af elektricitet, herunder omkostningseffektiv integration af nye produktionsanlæg, navnlig anlæg der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, samt for at forsyne systembrugerne med de oplysninger, der er nødvendige for at få effektiv adgang til og bruge systemet
- skal offentliggøre netudviklingsplaner for distributionssystemer og beskrive de investeringer, der er planlagt for de næste fem til ti år
- skal, hvis de er en del af en vertikalt integreret virksomhed, som minimum være uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, af andre aktiviteter, der ikke vedrører distribution
- må ikke eje, udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, medmindre visse særlige betingelser er opfyldt.
Transmissionssystemoperatører (TSO’er)*:
- skal sikre, at systemet på lang sigt kan tilfredsstille en rimelig efterspørgsel efter distribution af elektricitet i tæt samarbejde med transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører i nabolande.
- skal forvalte og sørge for sikker drift af systemet, herunder holde balancen mellem udbud af og efterspørgsel på elektricitet.
- må ikke eje, udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, idet der gælder samme betingelser som for distributionssystemoperatører.
Nationale energireguleringsmyndigheder:
Ren energi
Direktivet er en del af pakken Ren energi til alle europæere.
HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?
Det træder i kraft den 1. januar 2021.
Direktiv (EU) 2019/944 reviderer og erstatter direktiv 2009/72/EF og skal indarbejdes i EU-landenes lovgivninger senest den 31. december 2020.
Det oprindelige direktiv 2009/72/EF skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden 2011.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
VIGTIGE BEGREBER
Aggregator: en fysisk eller juridisk person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på et elektricitetsmarked.
Distributionssystemoperatør: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for driften og udbygningen af elektricitetsdistributionssystemet i et område samt dets sammenkoblinger med andre systemer og for at sikre, at systemet på lang sigt kan tilfredsstille en rimelig efterspørgsel efter distribution af elektricitet.
Transmissionssystemoperatør: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for driften og udbygningen af elektricitetstransmissionssystemet i et område samt dets sammenkoblinger med andre systemer og for at sikre, at systemet på lang sigt kan tilfredsstille en rimelig efterspørgsel efter transmission af elektricitet.
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (omarbejdning) (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 125-199).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/941 af 5. juni 2019 om risikoberedskab i elsektoren og om ophævelse af direktiv 2005/89/EF (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 1-21).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/942 af 5. juni 2019 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 22-53).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 54-124).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1-77).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82-209).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55–93).
Efterfølgende ændringer af direktiv 2009/72/EF er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
seneste ajourføring 01.10.2019