Den indeholder en liste over de ikke-EU-lande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum til passage af Den Europæiske Unions (EU) medlemsstaters ydre grænser, og de lande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav.
Den ophæver og kodificerer forordning (EF) nr. 539/2001, der er blevet ændret flere gange.
HOVEDPUNKTER
Forordningen er en udvikling af Schengenaftalen og -konventionen, som Irland ikke deltager i, og de er derfor ikke bundet af den eller underlagt anvendelsen af den.
Forordningen indeholder i sit bilag lister over:
de ikke-EU-lande og territorier, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved indrejse i EU i forbindelse med ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage og
de lande og territorier, hvis statsborgere er fritaget fra visumpligten ved indrejse i EU i forbindelse med ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.
Forordningen giver også mulighed for følgende:
Undtagelser. Medlemsstater har mulighed for at fritage visse kategorier af personer fra visumpligten, såsom indehavere af diplomatpas eller tjenestepas, medlemmer af besætningen inden for civil luftfart og skibsfart, skoleelever, der rejser i grupper, indehavere af en tilladelse til lokal trafik samt konventionsflygtninge og statsløse, som bor i EU og har et rejsedokument, der er udstedt af deres opholdsland
Gensidighed. En mekanisme, der giver mulighed for gensidighed, hvis et ikke-EU-land, der er fritaget for visumpligten, beslutter at pålægge et medlemsstat visumpligt
Midlertidig suspension. En mekanisme til midlertidig suspension af visumfritagelse i en nødsituation såsom en væsentlig stigning i risikoen for migration eller sikkerhed.
Beslutninger om at ændre listerne træffes i de enkelte tilfælde i henhold til kriterier, der omfatter:
ulovlig indvandring, offentlig orden og sikkerhed
økonomiske fordele, navnlig med hensyn til turisme og udenrigshandel
EU’s eksterne forbindelser med de pågældende ikke-EU-lande, navnlig hensynet til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt regional sammenhæng og gensidighed.
Forordning (EU) 2019/592 ændrer forordning (EU) 2018/1806, udtrykkeligt med statsborgere fra Det Forenede Kongerige og britiske statsborgere, der ikke er britiske statsborgere (britiske oversøiske statsborgere), i forordningens anvendelsesområde efter Det Forenede Kongeriges udtræden af EU.
Statsborgere i Det Forenede Kongerige og Det Forenede Kongeriges oversøiske territorier, der har opholdsret i en medlemsstat, behøver ikke visum, når de rejser til en anden medlemsstat med kort ophold — op til 90 dage i løbet af en periode på 180 dage.
Når Det Forenede Kongerige indfører et visumkrav for statsborgere fra mindst én medlemsstat, gælder princippet om gensidighed.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1806 af om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (EUT L 303 af , s. 39-58).
Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2018/1806 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT C 384 af , s. 1-177).
Rådets afgørelse 2011/350 af om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af , s. 19-20).
Protokol mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (EUT L 160 af , s. 21-36).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (EUT L 243 af , s. 1-58).
Rådets afgørelse 2008/146 af om indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (EUT L 53 af , s. 1-2).
Rådets afgørelse 2002/192/EF af om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 64 af , s. 20-23).
Rådets afgørelse 2000/365/EF af om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 131 af , s. 43-47).
Rådets afgørelse 1999/437/EF af om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne (EFT L 176 af , s. 31-33).