Grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1214/2011 — bestemmelser for erhvervsmæssig grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter mellem medlemsstaterne i euroområdet

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Der er to formål:

HOVEDPUNKTER

Begrundelse og anvendelsesområde

Indførelsen af euroen har øget behovet for grænseoverskridende landevejstransport af kontanter i landene i euroområdet. Banker, detailsektoren og andre, der håndterer kontanter erhvervsmæssigt, bør kunne indgå kontrakt med den pengetransportvirksomhed, der tilbyder den gunstigste pris og/eller service. De bør også kunne drage fordel af kontanttjenesterne hos den nærmeste nationale centralbankfilial eller det nærmeste pengetransportcenter, selv om denne/dette befinder sig i et andet land i euroområdet. Landene i euroområdet (»deltagerlandene«) har desuden ret til at få eurosedler og -mønter produceret i udlandet. Detailhandlere og banker i grænseområder kan ønske at få forsyninger fra det nærmeste pengetransportcenter, som ikke nødvendigvis ligger i deres EU-land. Selve princippet om en fælles valuta indebærer en frihed til at transportere kontanter mellem de lande, der deltager i euroområdet.

En fuld harmonisering af pengetransport i de deltagende EU-lande blev ikke anset for at være muligt, og det blev ikke anset for at være hensigtsmæssigt at indføre et system, hvor en tilladelse udstedt i ét EU-land ville være gyldig i alle EU-lande (»gensidig anerkendelse«). Derfor fastsætter forordning (EU) nr. 1214/2011 et sæt fælles bestemmelser, som gælder i alle EU-lande, og som ikke berører nationale regler for visse aspekter, der udtrykkeligt er angivet i forordningen. De fælles regler indebærer ikke fuld harmonisering, da de kun gælder for grænseoverskridende transport.

Tilladelse til grænseoverskridende pengetransport

På grund af de potentielle trusler, der er forbundet med pengetransport, mod pengetransportører og offentligheden, skal man have en særlig tilladelse for at måtte udføre grænseoverskridende transport af eurokontanter. De nationale myndigheder udsteder tilladelsen for en periode på fem år, hvis pengetransportvirksomheden opfylder visse betingelser, som blandt andet omhandler krav til sikkerhedspersonale og køretøjer.

Tilladelserne til pengetransport registreres i EU’s informationssystem for det indre marked, så offentlige myndigheder har nem adgang til dem.

Personale, der udfører grænseoverskridende pengetransport, har ret til den mindsteløn, der gælder i værtslandet.

Grænseoverskridende transport af eurokontanter

Tilladelsen til grænseoverskridende pengetransport giver indehaveren ret til at udføre grænseoverskridende landevejstransport af eurosedler og -mønter i dagtimerne, og kun hvis både hovedparten af afhentninger eller afleveringer foregår i værtslandet, og værdien af eurokontanterne er mindst 80 % af den samlede værdi af de kontanter, der transporteres i køretøjet. Visse specifikke transportordninger er udtrykkeligt undtaget fra forordningens anvendelsesområde, som for eksempel transporter fra punkt til punkt til og fra nationale centralbanker eller pengeproduktionsvirksomheder.

Transportordninger

Forordningen giver mulighed for fem typer af transportordninger for eurosedler og to typer for euromønter. Den definerer betingelserne for de enkelte ordninger, såsom:

Hvert deltagerland beslutter, hvilke transportordninger der kan anvendes i deres land.

IBNS’ rolle og inddragelse af neutraliserede pengesedler

Forordningen søger at fremme brugen af IBNS for at øge sikkerheden for pengetransportører og offentligheden. Pengetransportvirksomhederne skal inddrage neutraliserede pengesedler (pengesedler, som er gjort uanvendelige for at beskytte dem mod uautoriseret adgang), så de ikke længere anvendes til betaling.

Bestemmelser i værtslandet, der gælder for transport: nationale politimyndigheder, offentlig sikkerhed og bevæbning

Aspekter vedrørende pengetransport, som ikke er omfattet af de fælles regler i forordningen, reguleres af national ret under forbehold af de fælles bestemmelser i traktaten (som f.eks. princippet om forbud mod forskelsbehandling) og skal respekteres i værtslandet af den pengetransportvirksomhed, der udfører den grænseoverskridende pengetransport. Disse nationale bestemmelser vedrører:

Underretning og information

Overensstemmelseskontrol, sanktioner og sikkerhedsforanstaltninger i nødsituationer

Deltagerlandene udfører overensstemmelseskontrol af pengetransportvirksomheder, der driver forretning på deres område. Manglende overensstemmelse kan medføre sanktioner.

De kompetente myndigheder kan træffe midlertidige sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af et akut problem, som i væsentlig grad påvirker sikkerheden i forbindelse med pengetransporter.

Revision

Hvert femte år aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af forordningen.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 29. november 2012.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1214/2011 af 16. november 2011 om erhvervsmæssig grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter mellem medlemsstaterne i euroområdet (EUT L 316 af 29.11.2011, s. 1-20).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Tilladte transportordninger i medlemsstaterne i euroområdet (artikel 13, stk. 5) og i Andorra, Monaco, San Marino og Vatikanstaten (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1214/2011 om grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter mellem medlemsstaterne i euroområdet) (EUT C 139 af 4.5.2017, s. 14-23).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1214/2011 af 16. november 2011 om erhvervsmæssig grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter mellem medlemsstaterne i euroområdet i henhold til forordningens artikel 26 (COM(2017) 5 final af 11.1.2017).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1-6).

seneste ajourføring 01.03.2018