Strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Direktivet omhandler:

• svig og andre strafbare handlinger, såsom korruption, misbrug eller hvidvaskning af penge, der skader EU’s finansielle interesser — dvs. EU-budgettet, budgetterne for EU’s institutioner, organer, kontorer og agenturer, der er oprettet i henhold til traktaterne, eller de budgetter, som direkte eller indirekte forvaltes eller overvåges af dem
• alvorlige lovovertrædelser mod det fælles merværdiafgiftssystem (moms), såsom momskarruselsvig¹ dvs. overtrædelser anses for alvorlige, når de har forbindelse til to eller flere EU-medlemsstaters områder, og den samlede skade udgør mindst 10 000 000 EUR.

Det fastlægger også fælles regler for sanktioner og forældelsesfrister for strafbare handlinger, der er omhandlet af dette direktiv.

Definitioner

Disse strafbare handlinger er defineret på EU-plan:

• svig begået med forsæt i forbindelse med udgifter til offentlige indkøb og ikke-offentlige indkøb samt egne indtægter hidrørende fra moms og øvrige indtægter
• hvidvaskning af penge som defineret i direktiv (EU) 2015/849 (se resumé)
• passiv og aktiv korruption begået med forsæt
• misbrug begået med forsæt.

Direktivet definerer »offentligt ansatte« — EU-tjenestemænd og nationale embedsmænd (herunder i medlemsstaterne) — og denne definition er relevant for definitionen af hvidvaskning af penge, korruption og misbrug af midler.

De strafbare handlinger, der er defineret i direktivet, falder inden for ansvarsområdet hos Den Europæiske Anklagemyndighed, som er et uafhængigt EU-organ med bemyndigelse til at efterforske og retsforfølge denne type kriminalitet og indbringe sagerne for de relevante nationale domstole.

Fælles tilgang

I alle medlemsstater (undtagen Danmark og Det Forenede Kongerige (¹)):

• skal disse strafbare handlinger alle straffes som lovovertrædelser, og det samme gælder forsøg på eller anstiftelse, medvirken eller tilskyndelse til lovovertrædelser
• kan juridiske personer² drages til ansvar for enhver af de strafbare handlinger, som begås til egen fordel — herunder muligheden for strafforfølgelse af enkeltpersoner, der er gerningsmænd eller eneansvarlige.

Sanktioner

Direktivet fastsætter mindstekravene for »effektive, rimelige og afskrækkende« strafferetslige sanktioner.

Disse indebærer en maksimumstraf på mindst fire års fængsel:

• hvor de finansielle skader mod EU-budgettet beløber sig til mere end 100 000 EUR
• for alvorlige lovovertrædelser mod det fælles merværdiafgiftssystem
• for andre alvorlige tilfælde fastlagt i henhold til national lovgivning.

Når en lovovertrædelse involverer skader for under 10 000 EUR, kan medlemsstaterne indføre sanktioner, som ikke er strafferetlige sanktioner.

For juridiske personer fastsætter direktivet forskellige andre sanktioner ud over bøder (strafferetlige og civilretlige).

Hvis ovennævnte lovovertrædelser begås som medlem af en kriminel organisation som defineret i rammeafgørelse 2008/841/RIA (se resumé), er der tale om skærpende omstændigheder (lovovertrædelsen anses for at være mere alvorlig).

Disse sanktioner udelukker ikke:

• muligheden for mere alvorlige sanktioner i den nationale lovgivning
• de kompetente myndigheders ret til at træffe disciplinære foranstaltninger overfor offentlige ansatte.

Direktivet vedrører også følgende:

• indefrysning og konfiskering af midler og udbytte fra de lovovertrædelser, der påvirker EU-budgettet
• fastlæggelse af jurisdiktion for sådanne strafbare handlinger
• minimum forældelsesfrister, som muliggør efterforskning og retsforfølgelse samt gør det muligt at håndhæve de idømte sanktioner som følge af en dom for udøvelse af de strafbare handlinger.

Samarbejde mellem medlemsstaterne og EU’s institutioner, organer, kontorer og agenturer

• Medlemsstaterne, Den Europæiske Anklagemyndighed, Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) skal samarbejde om sager vedrørende de strafbare handlinger, der er omfattet af dette direktiv. OLAF — og hvor relevant Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde — yder teknisk og operationel bistand for at lette samordningen af medlemsstaternes efterforskninger.
• Hvis Den Europæiske Revisionsret og de revisorer, der er ansvarlige for revision af EU’s institutioners, organers, kontorers og agenturers budgetter eller andre budgetter, der forvaltes og revideres af institutionerne, finder forhold, som i overensstemmelse med dette direktiv kan udgøre en strafbar handling, skal de underrette Den Europæiske Anklagemyndighed, OLAF og de andre kompetente myndigheder. Medlemsstaterne skal sikre, at deres nationale revisionsinstitutioner gør det samme.