En vision for det indre marked for industriprodukter
Europa-Kommissionen har udarbejdet et politisk oplæg om Kommissionens vision for fremtiden for EU’s indre marked for industriprodukter.
DOKUMENT
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: En vision for det indre marked for industriprodukter (COM(2014) 25 final af 22. januar 2014 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).
RESUMÉ
EU-lovgivningen om industriprodukter fastlægger de grundlæggende krav vedrørende sikkerhed, sundhed og andre samfundsinteresser, som virksomheder skal overholde, når de markedsfører produkter på EU’s indre marked, herunder anvendelse af CE-mærkningen. Lovgivningen fastsætter desuden de obligatoriske skridt, der skal tages for at dokumentere, at produktet overholder EU-lovgivningen, før det kan blive CE-mærket.
Den overordnede konklusion og vurdering af en online offentlig høring på området er, at EU’s lovgivning om det indre marked har relevans for opfyldelsen af EU-målene vedrørende behovet for tekniske harmoniseringsforanstaltninger med et højt niveau for beskyttelse af sundhed og sikkerhed og af forbrugere samt for miljøet. Det er således ikke kun en vigtig faktor i forbindelse med den europæiske industris konkurrenceevne, men også i forbindelse med beskyttelse af forbrugerne og miljøet.
Politikoplægget, der også kaldes en meddelelse, indeholdt desuden visse punkter, der kan forbedres. Kommissionen søger at holde trit med de teknologiske udfordringer i det 21. århundrede, men den ønsker samtidig at tage højde for den europæiske industris krav om perioder med lovgivningsmæssig stabilitet uden større revision af reglerne.
Politikoplægget har identificeret følgende prioriteter:
Stærke håndhævelsesmekanismer
Det betyder forøgede bestræbelser fra Kommissionens side på at sikre, at EU-lovgivningen overholdes for at beskytte vigtige offentlige interesser som f.eks. sundhed og sikkerhed, beskyttelse af miljøet samt beskyttelse af forbrugerne. Kommissionen ser på muligheden for at udarbejde et forslag til lovgivning om, hvordan man kan strømline og harmonisere økonomiske sanktioner af administrativ eller civilretlig karakter for manglende overholdelse af EU-lovgivningen.
Tværsektoriel lovgivning om produkter
Kommissionen vurderer behovet for at vedtage en horisontal (dvs. tværsektoriel) lovgivning, der fastlægger fælles elementer på tværs af sektorer.
Innovation og den digitale fremtid
Kommissionen vil tage hensyn til innovation og teknologisk udvikling i forbindelse med udarbejdelsen af alle nye lovgivningsforslag vedrørende industriprodukter. Den vil også iværksætte et initiativ vedrørende e-compliance, hvorved virksomheder kan vise deres overholdelse af EU’s harmoniseringslovgivning elektronisk.
Udviskningen af skellet mellem produkter og de tilknyttede serviceydelser
Fremstillingsvirksomheder tilbyder i stigende grad tjenesteydelser (f.eks. vedligeholdelse og uddannelse) sammen med deres traditionelle produkter. Kommissionen vil undersøge, hvordan man kan forbedre måden, hvorpå denne udviskning af skellet mellem fremstillingsprodukter og tjenesteydelser håndteres.
Flere forordninger, færre direktiver
Med forbehold for en vurdering af enkelte sager vil Kommissionen prioritere forordninger som kilde til EU-retten over direktiver, fordi de finder direkte anvendelse i EU-landene og således medfører større sikkerhed for virksomheder.
En erhvervsvenlig tilgang til produktregler
For øjeblikket står virksomheder over for flere forskellige retsakter, der gælder for de samme produkter/producenter, og grænserne mellem mange af disse retsakter er til tider uklare. Kommissionen vil ved sine regelmæssige revisioner af lovgivningen overveje, om EU-lovgivningen vedrørende industriprodukter kan samles med anden lovgivning, der gælder for samme kategori af produkter.
Det globale marked
EU bør fortsat fremme international konvergens i lovgivning og tekniske standarder for industriprodukter og samtidig sikre et højt niveau for beskyttelse af offentlige interesser. Kommissionen bør sikre et stærkere fokus på EU-lovgivningens indvirkning på EU-virksomhedernes internationale konkurrenceevne.
Seneste ajourføring: 28.07.2014