Dublin III-forordningen fastsætter, hvilke medlemsstater i Den Europæiske Union (EU), der er ansvarlige for behandlingen af en asylansøgning. Den sørger for bedre beskyttelse af ansøgerne, indtil deres status er fastslået. Den opretter også et nyt system, der skal opdage tidlige problemer i nationale asyl- eller modtagelsessystemer og håndtere kerneårsagerne, før de bliver kritiske.
Disse omfatter, opstillet i rækkefølge efter vigtighed:
Forordningen indeholder flere beskyttelsesgarantier for ansøgere, såsom:
Generelt må ansøgere ikke frihedsberøves, alene fordi de søger asyl. Forordningen giver dog mulighed for, at ansøgere frihedsberøves, hvis der er risiko for, at de forsvinder (f.eks. når de overføres til en anden medlemsstat).
Dublin III-forordningen gør systemet mere effektivt ved at indføre en procedure for tidlig varsling, beredskab og krisestyring, der har til formål at:
Forordning (EU) nr. 604/2013 ophæves ved forordning (EU) 2024/1351 (se resumé) fra den .
Den trådte i kraft den .
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT L 180 af , s. 31-59).
Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 604/2013 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
seneste ajourføring