Forbrugeroplysning, fortrydelsesret og andre forbrugerrettigheder
RESUMÉ AF:
Direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder
Direktiv (EU) 2019/2161 om ændring af direktiv 93/13/EØF og direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse
HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVERNE?
Formålet med direktiv 2011/83/EU er at:
Direktivet erstattede fjernsalgsdirektivet (97/7/EF) og dørsalgsdirektivet (85/577/EØF).
Direktiv (EU) 2019/2161 om bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse ændrer direktiv 2011/83/EU. Ændringerne øger beskyttelsen af forbrugerne i EU på flere områder, f.eks. køb på onlinemarkedspladser*, gennemsigtighed i personaliserede priser* og rangordning af online tilbud og forbrugerrettigheder ved brug af »gratis« onlinetjenester.
HOVEDPUNKTER
Anvendelsesområde
- Med visse undtagelser, såsom sundhed, socialforvaltning og finansielle tjenesteydelser(for eksempel forbrugerkredit og forsikring), dækker direktiv 2011/83/EU, som ændret ved direktiv (EU) 2019/2161, en lang række aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere, nemlig købsaftaler*, tjenesteydelsesaftaler*, aftaler med online digitalt indhold og aftaler om levering af vand, gas, elektricitet og fjernvarme. Direktivet gælder for aftaler indgået i forretninger og aftaler indgået uden fast forretningssted (for eksempel i forbrugerens hjem) eller på afstand (for eksempel online).
- Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 udvider anvendelsesområdet i direktiv 2011/83/EU til at omfatte aftaler, i henhold til hvilke den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitale tjenesteydelser* eller digitalt indhold* til forbrugeren, og forbrugeren leverer eller påtager sig at levere personoplysninger*. Direktivet fastsætter desuden yderligere oplysningskrav til udbydere af onlinemarkedspladser vedrørende aftaler, som forbrugere indgår med andre udbydere på onlinemarkedspladsen.
Oplysningskrav
- Før en aftale indgås, skal den erhvervsdrivende give forbrugerne klare oplysninger på et forståeligt sprog om for eksempel:
- deres identitet og kontaktoplysninger
- varernes vigtigste egenskaber og
- de betingelser, der gælder for købet, herunder betalingsbetingelser, leveringstid, aftalens opfyldelse og varighed samt betingelser for dens ophør.
- I butikker skal den erhvervsdrivende orientere om oplysninger, der ikke allerede fremgår.
- Oplysningskrav, særligt vedrørende fortrydelsesretten, er mere detaljerede hvad angår fjernsalgsaftaler (for eksempel online, via telefon eller via post) og aftaler indgået uden fast forretningssted (for eksempel hvor en erhvervsdrivende besøger forbrugerens hjem).
- Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 tilføjer specifikke oplysningskrav vedrørende aftaler indgået på onlinemarkedspladser til direktivet. Onlinemarkedspladser skal:
- oplyse forbrugerne, om en tredjepartsleverandør er en erhvervsdrivende eller en ikkeerhvervsdrivende (dvs. en anden forbruger)
- advare forbrugeren om, at EU’s forbrugerbeskyttelsesregler ikke gælder for aftaler, der indgås med ikkeerhvervsdrivende
- forklare, hvem der er ansvarlig for at udføre aftalen: den erhvervsdrivende tredjepart eller selve onlinemarkedspladsen.
- Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 kræver ligeledes, at erhvervsdrivende informerer forbrugerne, når den tilbudte pris er personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning.
Fortrydelsesret
- Forbrugere kan fortryde aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler om fjernsalg inden for 14 dage efter levering af varerne* eller indgåelse af en tjenesteydelsesaftale, med visse undtagelser, uden nogen begrundelse og uden omkostninger. En standardfortrydelsesformular udleveret af sælgeren er tilstrækkelig. Hvis forbrugerne ikke orienteres om deres rettigheder, forlænges fortrydelsesretten med 12 måneder.
- Der gælder i flere tilfælde undtagelser, for eksempel for letfordærvelige varer, forseglede varer, som forbrugeren har åbnet, og som ikke kan returneres af sundheds- eller hygiejnemæssige årsager, hotelreservationer samt biludlejning, der er knyttet til specifikke datoer. Der gælder også på visse betingelser undtagelser for aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen af aftalen er påbegyndt.
- Når forbrugere fortryder en aftale, skal de afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjeparter.
Ingen uberettigede betalingsomkostninger eller ekstragebyrer
- Erhvervsdrivende må ikke opkræve forbrugerne gebyrer for at anvende en betalingsform, der er højere end de omkostninger, som den erhvervsdrivende har i forbindelse med den pågældende betalingsform. I mange tilfælde er det helt forbudt at opkræve sådanne gebyrer ifølge direktivet om betalingstjenester (direktiv (EU) 2015/2366 — se resumé).
- Når en forbruger ringer til en erhvervsdrivende for at klage over en indgået aftale, skal forbrugeren ikke betale mere end grundsatsen for telefonopkald.
- Den erhvervsdrivende skal have forbrugerens udtrykkelige samtykke, når der tilbydes yderligere tjenesteydelser, som der opkræves penge for. På bestillingsformularer må der ikke benyttes afkrydsningsfelter, der allerede er afkrydset, til betalinger af denne art.
Sanktioner
- Direktiv 2011/83/EU kræver, at medlemsstaterne indfører sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for overtrædelser af nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet.
- Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 introducerer en liste over kriterier for anvendelse af sanktionerne. Det kræver desuden, at medlemsstaterne skal give mulighed for at pålægge bøder på op til mindst 4 % af den erhvervsdrivendes årlige omsætning, eller 2 mio. EUR, hvis der ikke foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning. Sådanne bøder skal kunne pålægges, når medlemsstaternes myndigheder handler sammen ved større grænseoverskridende overtrædelser, der berører forbrugere i flere medlemsstater inden for rammerne af forordningen om samarbejdsnetværket vedrørende forbrugerbeskyttelse (forordning (EU) 2017/2394 — se resumé).
HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVERNE FRA?
Direktiv 2011/83/EU gælder for aftaler, der er indgået efter den 13. juni 2014.
Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 skulle være indarbejdet i medlemsstaternes lovgivning senest den 28. november 2021 og træder i kraft den 28. maj 2022.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
VIGTIGE BEGREBER
Onlinemarkedsplads. En tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, som giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Personaliserede priser. Når en erhvervsdrivende angiver forskellige priser til de enkelte forbrugere eller grupper af forbrugere baseret på automatiseret analyse af disse kunders præferencer og betalingsvilje.
Købsaftale. Enhver aftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende overdrager eller påtager sig at overdrage ejerskabet til varer til forbrugeren, herunder enhver aftale, der omfatter både varer og tjenesteydelser.
Tjenesteydelsesaftale. Enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en tjenesteydelse, herunder en digital tjenesteydelse, til forbrugeren.
Digital tjenesteydelse. Dette er:
- en tjeneste, der gør det muligt for forbrugeren at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller
- en tjeneste, der muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af forbrugeren eller andre brugere af den pågældende tjeneste.
Digitalt indhold. Data, der fremstilles og leveres i digital form.
Personoplysninger. Enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person.
Varer. Dette er:
- enhver løsøregenstand, herunder vand, gas og elektricitet, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde
- enhver løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion (varer med digitale elementer).
HOVEDDOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64-88).
Efterfølgende ændringer af direktiv 2011/83/EU er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (EUT L 328 af 18.12.2019, s. 7-28).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Meddelelse fra Kommissionen — Vejledning til fortolkning og anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder (EUT C 525 af 29.12.2021, s. 1-85).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28-50).
Se den konsoliderede udgave.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1-27).
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — En ny aftale for forbrugerne (COM(2018) 183 final af 11.4.2018).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 345 af 27.12.2017, s. 1-26).
Se den konsoliderede udgave.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (omarbejdning) (EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19-59).
Se den konsoliderede udgave.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT L 326 af 11.12.2015, s. 1-33).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66-92).
Se den konsoliderede udgave.
seneste ajourføring 03.02.2022