I hvilken retning bevæger EU’s fusions- og overtagelsespolitik sig fremover?

Denne hvidbog fra Europa-Kommissionen gør status over, hvordan EU har ført tilsyn med fusioner mellem virksomheder i de sidste 10 år. Den konkluderer, at det generelt har været effektivt, men den indeholder forslag til to områder, der kan forbedres ved at:

DOKUMENT

Hvidbog: En mere effektiv fusionskontrol i EU (COM(2014) 449 final af 9.7.2014)

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED HVIDBOGEN?

Denne hvidbog fra Europa-Kommissionen gør status over, hvordan EU har ført tilsyn med fusioner mellem virksomheder i de sidste 10 år. Den konkluderer, at det generelt har været effektivt, men den indeholder forslag til to områder, der kan forbedres ved at:

tillade Kommissionen at gennemgå fusioner på baggrund af erhvervelse af ikkekontrollerende minoritetsinteresser

stramme op på reglerne om henvisning af fusionssager fra nationale myndigheder til Kommissionen og omvendt.

VIGTIGSTE PUNKTER

Hvidbogen foreslår, at en virksomhed skal anmelde det til Kommissionen, hvis den har til hensigt at erhverve minoritetsinteresser, som kan påvirke konkurrencen betydeligt.

Virksomheden skal oplyse data såsom omsætning, en beskrivelse af transaktionen, aktiepostens størrelse og visse oplysninger om markedsandele.

Kommissionen anser ikke dette »målrettede transparenssystem« som at pålægge virksomhederne unødige administrative byrder, men det vil give tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om en given fusion skal undersøges yderligere.

De anbefalede ændringer om henvisning af fusioner fra nationale myndigheder til Kommissionen har til formål at gøre systemet hurtigere og mere effektivt.

Hvidbogen anbefaler, at de involverede virksomheder informerer Kommissionen direkte, uden at sagen først skal gennem en national konkurrencemyndighed (den nuværende procedure). Den nationale konkurrencemyndighed vil blive informeret om den planlagte fusion og kan beslutte selv at gennemgå sagen. Hvis det ikke er tilfældet - og nationale myndigheder nedlægger sjældent veto i sådanne sager - vil Kommissionen selv undersøge sagen.

BAGGRUND

Den sidste større revision af EU’s fusionslovgivning var i 2004. Den fastlægger et harmoniseret sæt regler for fusioner og virksomhedsovertagelser. Dette sikrer, at konkurrencen, og dermed forbrugerne, ikke skades af ændringer på markedet.

Kommissionen har kun forbudt 24 fusioner siden 1990 og kun 6 siden 2004 - markant mindre end 1 % af de over 5 000 anmeldte fusioner.

seneste ajourføring 10.09.2015