13.2.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 49/11


Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb

(2020/C 49/10)

Image 1

.tifNational side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Belgien

Euromønter, der er bestemt til at blive sat i omløb, har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. For at informere den brede offentlighed og alle, der professionelt beskæftiger sig med mønter, offentliggør Kommissionen alle de nye euromønters design (1). I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, som har indgået monetære aftaler med Den Europæiske Union om udstedelse af euromønter, på visse betingelser udstede et vist antal euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb. Der må således kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning i national eller europæisk henseende.

Udstedende stat: Belgien

Anledning til erindringsmønten: Det internationale år for plantesundhed 2020

Beskrivelse af designet: På møntens indre del ses det officielle logo for det internationale år for plantesundhed 2020, som forestiller blade, samt teksten »International year of plant health«. Bladene er et symbol på sunde planter som en kilde til den ilt, vi indånder, de fødevarer, vi indtager, og alt liv på jorden. Dette positive billede af blade beskyttet mod dødbringende planteskadegørere og -sygdomme udgør en cirkel, som symboliserer vores planet og understreger, at plantesundhed og -beskyttelse er et globalt anliggende. Plantesundhed er nøglen til at udrydde sult, mindske fattigdom, beskytte miljøet og sætte skub i den økonomiske udvikling.

Da mønterne vil blive slået af den kongelige nederlandske mønt, er Utrechts møntmærke, en merkurstav, placeret til højre. Den belgiske møntdirektørs mærke, kommunen Herzeles våbenskjold, er placeret til venstre. Landekoden BE og årstallet 2020 ses forneden.

På møntens ydre ring ses EU-flagets tolv stjerner.

Antal udstedte mønter: 755 000

Udstedelsesdato: februar 2020


(1)  Jf. EFT C 373 af 28.12.2001, s. 1, hvor man kan se de nationale sider af alle de mønter, der blev udstedt i 2002.

(2)  Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).