14.1.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/9


Indkaldelse af forslag 2020

Enkeltlandsprogrammer

Tilskud til oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014

(2020/C 12/07)

1.   Indkaldelsens baggrund og formål

1.1.   Oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter

Den 22. oktober 2014 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. 1144/2014 (1) om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008. Denne forordning suppleres af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1829 (2), og reglerne for dens anvendelse er fastlagt i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831 (3).

Det generelle mål med oplysningskampagner og salgsfremstød er at styrke konkurrenceevnen for landbrugssektoren i Unionen.

De konkrete mål med oplysningskampagner og salgsfremstød er at:

a)

øge kendskabet til egenskaberne ved Unionens landbrugsprodukter og de høje standarder, der gælder for produktionsmetoderne i Unionen

b)

øge Unionens landbrugsprodukters og visse fødevarers konkurrenceevne og forbruget af dem og forbedre deres synlighed både i og uden for Unionen

c)

øge kendskabet til og anerkendelsen af Unionens kvalitetsordninger

d)

øge Unionens landbrugsprodukters og visse fødevarers markedsandel med særligt fokus på de tredjelandsmarkeder, der har det største vækstpotentiale

e)

genoprette normale markedsvilkår i tilfælde af alvorlige markedsforstyrrelser, tab af forbrugertillid eller andre konkrete problemer.

1.2.   Kommissionens årlige arbejdsprogram for 2020

Kommissionens årlige arbejdsprogram for 2020, der er vedtaget ved gennemførelsesafgørelse (4) af 18. november 2019, indeholder de nærmere bestemmelser for tildeling af medfinansiering og de prioriterede indsatsområder for forslag om enkeltlands- og flerlandeprogrammer i det indre marked og i tredjelande. Det findes på følgende websted:

https://ec.europa.eu/info/food-farming-fisheries/key-policies/common-agricultural-policy/market-measures/promotion-eu-farm-products_da

1.3.   Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer

Europa-Kommissionen har overdraget Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer (herefter »CHAFEA«) forvaltningen af visse dele af oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter, der gennemføres i det indre marked og i tredjelande, herunder lanceringen af indkaldelser af forslag og evalueringen af ansøgninger for enkeltlandsprogrammer.

1.4.   Indkaldelsen af forslag

Denne indkaldelse af forslag vedrører gennemførelsen af enkeltlandsprogrammer inden for rammerne af afsnit 1.2.1.1 (foranstaltninger under den tematiske prioritet 1: enkeltlandsprogrammer i det indre marked) og 1.2.1.2 (foranstaltninger under den tematiske prioritet 2: enkeltlandsprogrammer i tredjelande) i bilag I til det årlige arbejdsprogram for 2020.

2.   Mål — prioriteringer — emneområder

I afsnit 1.2.1.1 og 1.2.1.2 i bilag I til det årlige arbejdsprogram for 2020 beskrives de tematiske prioriteringer for foranstaltninger, der skal medfinansieres gennem denne indkaldelse (se også afsnit 6.2 om tilskudsberettigede aktiviteter nedenfor). Ansøgninger, der indgives i henhold til denne indkaldelse, skal være omfattet af et af de seks emneområder, der er angivet i disse afsnit af det årlige arbejdsprogram, ellers vil de ikke komme i betragtning til finansiering. Ansøgere kan indgive flere ansøgninger til forskellige projekter under det samme prioriterede emneområde. Ansøgere kan også indgive flere ansøgninger om forskellige projekter under forskellige prioriterede emneområder.

3.   Tidsplan

Fristen for indgivelse af forslag er den 15. april 2020 kl. 17.00 CET (centraleuropæisk tid).

 

Trin/Frister

Dato og tidspunkt eller vejledende periode

a)

Offentliggørelse af indkaldelsen af forslag

14.1.2020

b)

Frist for indgivelse af ikke-IT-relaterede spørgsmål

1.4.2020, kl. 17.00 CET

c)

Frist for besvarelse af ikke-IT-relaterede spørgsmål

8.4.2020, kl. 17.00 CET

d)

Frist for indgivelse af ansøgninger

15.4.2020, kl. 17.00 CET

e)

Vurderingsperiode

April-august 2020

f)

Kommissionens beslutning

Oktober 2020

g)

Medlemsstaternes underretning af ansøgere

Oktober 2020

h)

Tilskudstilpasningsfase

Oktober 2020-januar 2021

i)

Undertegnelse af tilskudsaftalen mellem medlemsstaterne og tilskudsmodtagerne

< Januar 2021

j)

Foranstaltningens startdato

> 1.1.2021

4.   Disponibelt budget

Det samlede øremærkede budget, der er planlagt til medfinansiering af foranstaltninger under denne indkaldelse, er 95 000 000 EUR. De vejledende beløb pr. emneområde er angivet i tabellen »Tilskudsberettigede aktiviteter« under punkt 6.2 nedenfor.

Dette beløb forudsætter, at bevillingerne er til rådighed, efter at EU's budgetmyndighed har vedtaget EU's almindelige budget for 2020, eller til rådighed efter ordningen med foreløbige tolvtedele. Beløbet er også betinget af, at der er adgang til bevillinger i de følgende tre år under hensyntagen til ikke-opdelte bevillinger.

Kommissionen forbeholder sig ret til ikke at fordele alle de midler, der er til rådighed.

5.   Krav til antagelighed

Ansøgningerne skal indsendes senest på den i afsnit 3 anførte indsendelsesdato.

Ansøgningerne skal indsendes online af koordinatoren via portalen for finansiering og udbud (det elektroniske indsendelsessystem findes på: https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/programmes/agrip).

Hvis ovenstående krav ikke er opfyldt, vil ansøgningen blive afvist.

Forslag kan indgives på ethvert af Den Europæiske Unions officielle sprog. Ikke desto mindre bør ansøgerne, når de udarbejder deres forslag, tage højde for, at tilskudsaftaler vil blive forvaltet af medlemsstaterne. Derfor tilskyndes ansøgerne til at indsende deres forslag på sproget/sprogene i oprindelsesmedlemsstaten for de(n) forslagsstillende organisation(er), medmindre den pågældende medlemsstat har angivet, at den er indstillet på at undertegne tilskudsaftalen på engelsk (5).

For at lette gennemgangen af forslagene, som udføres af uafhængige eksperter, der yder teknisk bistand ved evalueringen, bør forslaget ledsages af en engelsk oversættelse af den tekniske del (del B), hvis dette er udformet på et andet officielt EU-sprog.

6.   Kriterier for tilskudsberettigelse

6.1.   Tilskudsberettigede ansøgere

Forslag til enkeltlandsprogrammer kan kun indgives af juridiske personer eller andre enheder, der ikke er juridiske personer i henhold til gældende national ret, forudsat at deres repræsentanter har kapacitet til at indgå retlige forpligtelser på enhedens vegne, og at enhederne frembyder garanti for beskyttelsen af Unionens finansielle interesser svarende til den garanti, som juridiske personer frembyder, jf. artikel 197, stk. 2, i forordning (Euratom, EU) nr. 2018/1046 (herefter »finansforordningen«) (6).

Helt konkret kan ansøgninger fra følgende organisationer og organer komme i betragtning, som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1144/2014:

i)

erhvervsorganisationer eller brancheorganisationer, der er etableret i en medlemsstat og er repræsentative for den eller de berørte sektorer i den pågældende medlemsstat, og navnlig brancheorganisationer som omhandlet i artikel 157 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (7) og sammenslutninger som defineret i artikel 3, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (8), for så vidt de er repræsentative for den betegnelse, der er beskyttet i henhold til sidstnævnte forordning, og som er omfattet af det pågældende program

ii)

de producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, der er omhandlet i artikel 152 og 156 i forordning (EU) nr. 1308/2013, og som er anerkendt af en medlemsstat

iii)

organer fra landbrugsfødevaresektoren, hvis målsætning og aktivitet er at formidle oplysninger om og fremme salget af landbrugsprodukter, og som af den berørte medlemsstat har fået overdraget en klart defineret offentlig tjenesteydelsesopgave på dette område; disse organer skal have været retligt etablerede i den berørte medlemsstat i mindst to år inden den i artikel 8, stk. 2, omhandlede dato for indkaldelsen af forslag.

De førnævnte forslagsstillende organisationer kan indgive et forslag, hvis de er repræsentanter for den pågældende sektor eller det pågældende produkt i henhold til betingelserne omhandlet i artikel 1, stk. 1 eller 2, i delegeret forordning (EU) 2015/1829, dvs.:

i)

erhvervsorganisationer eller brancheorganisationer, der er etableret i en medlemsstat, jf. artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1144/2014, betragtes som repræsentative for den sektor, som berøres af programmet:

hvis de tegner sig for mindst 50 % af antallet af producenter eller 50 % af mængden eller værdien af den afsættelige produktion af det/de pågældende produkt(er) eller den berørte sektor i den pågældende medlemsstat, eller

hvis de er en brancheorganisation, som er anerkendt af medlemsstaten i henhold til artikel 158 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 eller i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 (9)

ii)

sammenslutninger som defineret i artikel 3, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 og som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1144/2014, anses for at være repræsentative for den betegnelse, der er beskyttet i henhold til forordning (EU) nr. 1151/2012, og som er omfattet af det program, hvor de tegner sig for mindst 50 % af mængden eller værdien af den afsættelige produktion af det/de produkt(er), hvis betegnelse er beskyttet

iii)

producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, jf. artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1144/2014, betragtes som repræsentative for det/de produkt(er) eller den sektor, der er berørt af programmet, hvis de er anerkendt af medlemsstaten i henhold til artikel 154 eller artikel 156 i forordning (EU) nr. 1308/2013 eller i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 1379/2013

iv)

organer fra landbrugsfødevaresektoren, jf. artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 1144/2014, skal være repræsentative for den/de sektor(er), som er berørt af programmet, ved at have repræsentanter for dette/disse produkt(er) eller denne sektor blandt sine medlemmer.

Uanset nr. i) og ii) ovenfor kan lavere tærskelværdier accepteres, hvis den forslagsstillende organisation dokumenterer i det fremlagte forslag, at der foreligger særlige omstændigheder, herunder dokumentation for markedsstrukturen, som gør det berettiget at behandle den forslagsstillende organisation som repræsentativ for det/de pågældende produkt(er) eller den berørte sektor.

Forslag kan indgives af en eller flere af de forslagsstillende organisationer, som alle skal være fra samme EU-medlemsstat.

Kun ansøgninger fra enheder, der er etableret i EU's medlemsstater, er tilskudsberettigede.

For britiske ansøgere: Vær opmærksom på, at kriterierne for tilskudsberettigelse skal overholdes i hele tilskuddets varighed. Hvis Det Forenede Kongerige træder ud af EU i tilskudsperioden uden at indgå en aftale med EU, der især sikrer, at britiske ansøgere fortsat er berettigede, vil de ikke længere modtage EU-finansiering (mens de fortsat, hvor det er muligt, deltager), eller de må forlade projektet på grundlag af artikel 34, stk. 3, i tilskudsaftalen.

Ikke-tilskudsberettigede enheder: Ansøgere, der allerede modtager EU-finansiering til de samme oplysningskampagner og salgsfremstød, der er en del af deres forslag, er ikke berettiget til EU-finansiering til disse foranstaltninger i henhold til forordning (EU) nr. 1144/2014.

Med henblik på at vurdere om ansøgeren er tilskudsberettiget, skal følgende støttedokumenter vedlægges:

Privatretlig enhed: uddrag af statstidende, kopi af vedtægterne eller uddrag af handels- eller selskabsregistret.

Offentligretlig enhed: kopi af det dokument, med hvilket den offentligretlige virksomhed er oprettet, eller andre officielle dokumenter om oprettelse af det offentligretlige organ.

Enheder, der ikke er juridiske personer: dokumenter, hvoraf det fremgår, at deres repræsentant/repræsentanter har beføjelse til at påtage sig retlige forpligtelser på deres vegne.

Derudover anmodes alle ansøgere om at fremlægge den relevante dokumentation, der godtgør, at ansøgeren opfylder repræsentativitetskriterierne, jf. artikel 1 i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

6.2.   Tilskudsberettigede foranstaltninger og aktiviteter

Forslagene skal være i overensstemmelse med kriterierne for tilskudsberettigelse, jf. bilag II til det årlige arbejdsprogram, dvs.:

a)

Forslag kan kun omfatte produkter og ordninger, der er anført i artikel 5 i forordning (EU) nr. 1144/2014.

b)

Forslag skal sikre, at foranstaltningerne gennemføres via gennemførelsesorganer, jf. artikel 13 i forordning (EU) nr. 1144/2014. Forslagsstillende organisationer skal udvælge organer, der er ansvarlige for at gennemføre programmerne, således at man sikrer størst mulig værdi for pengene og undgår interessekonflikter (jf. artikel 2 i delegeret forordning (EU) 2015/1829). Den forslagsstillende organisation garanterer, at organet med ansvar for programmets gennemførelse udvælges senest inden underskrivelsen af tilskudsaftalen (jf. artikel 10 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831).

c)

Hvis en forslagsstillende organisation foreslår selv at gennemføre visse dele af forslaget, skal den sikre, at omkostningerne til den foranstaltning, som den planlægger at gennemføre selv, ikke overstiger de normale markedssatser.

d)

Forslagene skal være i overensstemmelse med EU-lovgivningen for de pågældende produkter og afsætningen af dem, være af et betydeligt omfang, have en EU-dimension og overholde alle andre bestemmelser i artikel 3, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

e)

Hvis et budskab, der formidles gennem et program, vedrører oplysninger om de sundhedsmæssige virkninger, skal forslagene være i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

f)

Hvis man i forslaget ønsker at nævne oprindelse eller mærker, skal det være i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel II i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

For ansøgere, der indgiver forslag målrettet Det Forenede Kongerige: Bemærk venligst, at Det Forenede Kongeriges udtrædelse af EU kan medføre ændringer i gennemførelsen af programmerne.

Følgende oplyses til vurdering af berettigelsen af de planlagte aktiviteter:

Forslag til medlemsstaters kvalitetsordninger skal angive dokumentation eller en reference til offentligt tilgængelige kilder, der beviser, at kvalitetsordningen anerkendes officielt af medlemsstaten.

Forslag vedrørende det indre marked med et budskab om sunde kostvaner eller et ansvarligt alkoholforbrug skal beskrive, hvordan det forslagsstillede program og dets budskab(er) er i overensstemmelse med de relevante regler inden for folkesundhed i den medlemsstat, hvor programmet gennemføres. Begrundelsen skal omfatte referencer eller dokumentation, der understøtter kravet.

Et forslag skal desuden ligeledes være i overensstemmelse med en af de tematiske prioriteringer, der er anført i det årlige arbejdsprogram for 2020 for enkeltlandsprogrammer. Herunder findes uddrag af det årlige arbejdsprogram for 2020 med nærmere oplysninger om de seks emneområder, for hvilke der kan indgives ansøgninger. I teksten beskrives emneområdet, det forudsatte beløb, målene og de forventede resultater.

Foranstaltninger under tematisk prioritet 1: enkeltlandsprogrammer i det indre marked

Emneområder

Samlet planlagt beløb

Årets prioriteter, tilstræbte mål og forventede resultater

Emneområde 1

Oplysningskampagner og salgsfremstød, der har til formål at øge kendskabet til og anerkendelsen af EU's kvalitetsordninger som angivet i artikel 5, stk. 4, litra a), b) og c), i forordning (EU) nr. 1144/2014

12 000 000 EUR

Målet er at øge kendskabet til og anerkendelsen af EU's kvalitetsordninger, nemlig:

a)

kvalitetsordninger: beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), beskyttet geografisk betegnelse (BGB), traditionel garanteret specialitet (GTS) og valgfrie kvalitetsbetegnelser

b)

økologisk produktionsmetode

c)

det grafiske symbol for kvalitetslandbrugsprodukter fra fjernområder.

Oplysningskampagner og salgsfremstød for EU's kvalitetsordninger bør være en central prioritering i det indre marked, eftersom sådanne ordninger giver forbrugerne garantier for produktkvalitet og produktegenskaber og for den anvendte produktionsproces, giver de pågældende produkter merværdi og forbedrer deres markedsmuligheder.

Et af de forventede resultater er at styrke de europæiske forbrugeres genkendelse af det grafiske symbol, der er forbundet med EU's kvalitetsordninger. Ifølge den særlige Eurobarometer-undersøgelse (nr. 473) genkender kun 18 % af de europæiske forbrugere de grafiske symboler for produkter, der er omfattet af beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) eller en beskyttet geografisk betegnelse (BGB), og 15 % genkender GTS, der er de vigtigste EU-kvalitetsordninger. Selv om kendskabet til det grafiske symbol for økologisk landbrug er steget fire point siden 2015, genkender stadig kun 27 % af de europæiske forbrugere EU-logoet for økologisk landbrug.

Den forventede slutvirkning er at øge kendskabet til EU's kvalitetsordninger samt styrke konkurrenceevnen for og øge forbruget af produkter, der er registreret under en EU-kvalitetsordning, styrke deres profil og øge deres markedsandel.

Emneområde 2

Oplysningskampagner og salgsfremstød, der sigter mod at fremhæve de særlige træk ved landbrugsmetoderne i EU og kendetegnene ved europæiske landbrugs- og fødevareprodukter og kvalitetsordninger som angivet i artikel 5, stk. (4), litra d), i forordning (EU) nr. 1144/2014

8 000 000 EUR

Målet er at fremhæve mindst et af de særlige kendetegn ved EU's landbrugsproduktionsmetoder, navnlig for så vidt angår fødevaresikkerhed, sporbarhed, ægthed, mærkning, ernærings- og sundhedsmæssige aspekter (herunder korrekt kost og et ansvarligt forbrug af kvalificerede alkoholholdige drikkevarer), dyrevelfærd, hensyntagen til miljøet og bæredygtighed, og de særlige kendetegn ved landbrugsprodukter og fødevarer, navnlig for så vidt angår kvalitet, smag, mangfoldighed eller traditioner.

Den forventede slutvirkning er at øge de europæiske forbrugeres kendskab til egenskaberne ved EU's landbrugsprodukter og styrke konkurrenceevnen for og øge forbruget af de pågældende landbrugsfødevareprodukter fra EU, styrke deres profil og øge deres markedsandel.

Foranstaltninger under tematisk prioritet 2: enkeltlandsprogrammer i tredjelande

Ansøgere kan finde yderligere baggrundsoplysninger i afsnit 1.2.1 i bilag I til arbejdsprogrammet.

Emneområder

Samlet planlagt beløb

Årets prioriteter, tilstræbte mål og forventede resultater

Emneområde 3

Oplysningskampagner og salgsfremstød, der er rettet mod et eller flere af følgende lande: Kina (herunder Hongkong og Macao), Japan, Sydkorea, Taiwan, Sydøstasien eller Sydasien (*1)

27 500 000 EUR

Oplysnings- og salgsfremmeprogrammerne skal være målrettet et eller flere lande, som identificeres under det pågældende emneområde.

Målene for disse programmer skal være i overensstemmelse med de generelle og konkrete mål i artikel 2 og 3 i forordning (EU) nr. 1144/2014.

Den forventede slutvirkning er at styrke konkurrenceevnen for og øge forbruget af landbrugsfødevareprodukter fra EU, styrke deres profil og øge deres markedsandel i de pågældende lande.

Emneområde 4

Oplysningskampagner og salgsfremstød målrettet et eller flere af de følgende lande: Canada, USA eller Mexico

20 000 000 EUR

Emneområde 5

Oplysningskampagner og salgsfremstød målrettet andre geografiske områder

22 500 000 EUR

Emneområde 6 (10)

Oplysningskampagner og salgsfremstød for okse- og/eller kalvekød målrettet tredjelande (10).

Støtteberettigede produkter herunder er de i del XV af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 angivne.

5 000 000 EUR

Hvis en forslagsstillende organisation ønsker at fokusere på flere af de prioriterede regioner i tredjelande, skal den enten indsende flere ansøgninger og én ansøgning pr. emneområde. Alternativt kan den ansøge under emneområde 5 »Oplysningskampagner og salgsfremstød målrettet andre geografiske områder«. Dette emneområde vedrører de geografiske områder, der ikke er omfattet af emneområde 3 og emneområde 4, men det kan også vedrøre en kombination af flere prioriterede regioner i emneområde 3 og emneområde 4.

Typer af tilskudsberettigede aktiviteter

Foranstaltninger vedrørende salgsfremme- og oplysningsprogrammer kan navnlig bestå af følgende aktiviteter, der er tilskudsberettigede inden for rammerne af denne indkaldelse:

1.

Projektforvaltning

2.

PR

PR-aktiviteter

pressearrangementer

3.

Websted, sociale medier

oprettelse, ajourføring og vedligeholdelse af websted

sociale medier (oprettelse af konti, regelmæssige opslag)

andet (mobilapplikationer, platforme til e-læring, webinarer m.m.)

4.

Reklame

tryksager

TV

radio

online

udendørs

biograf

5.

Kommunikationsmidler

publikationer, informationsmateriale, reklameprodukter

reklamevideoer

6.

Arrangementer

stande på handelsmesser

seminarer, workshopper, B2B-møder, oplæring til handel/kokke, skoleaktiviteter

restaurantuger

sponsorering af arrangementer

studieture i Europa

7.

Markedsføring af salgssteder (POS)

prøvesmagning (dagsarrangementer)

andet: PR i den detailhandlendes publikationer, reklame på salgsstedet.

Prøvesmagninger og distribution af prøver er ikke tilladt i forbindelse med kampagner om ansvarligt drikkeforbrug, der gennemføres i det indre marked; disse aktiviteter er dog acceptable, hvis de er forbundet med og til støtte for tilvejebringelsen af informationsforanstaltninger vedrørende kvalitetsordninger og økologisk produktionsmetode.

Gennemførelsesperiode

Den medfinansierede foranstaltning (oplysningskampagner/salgsfremstød) skal gennemføres i et tidsrum på mindst et og højst tre år.

Forslagene skal indeholde en angivelse af foranstaltningens varighed.

7.   Udelukkelseskriterier (11)

7.1.   Udelukkelse fra deltagelse

Ansøgere vil blive udelukket fra at deltage i proceduren med indkaldelse af forslag, hvis de befinder sig i én af følgende udelukkelsessituationer:

a)

ansøgeren er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling, dennes aktiver administreres af en kurator eller en ret, denne er under tvangsakkord uden for konkurs, dennes erhvervsvirksomhed er blevet indstillet, eller denne befinder sig i en lignende situation i henhold til en tilsvarende behandling efter EU-retten eller national ret

b)

det er ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse fastslået, at ansøgeren har undladt at opfylde sine forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til den relevante lovgivning

c)

det er ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse fastslået, at ansøgeren har begået alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet ved at have overtrådt de relevante love eller bestemmelser eller etiske standarder for det erhverv, inden for hvilket ansøgeren er virksom, eller ved at have begået forsætlighed eller grov uagtsomhed, herunder navnlig et eller flere af følgende forhold:

i)

forsætlig eller uagtsom afgivelse af urigtige oplysninger, der er påkrævet til verificering af, at der ikke foreligger udelukkelsesgrunde, eller af, at tilskudsberettigelses- eller udvælgelseskriterierne er opfyldt, eller i forbindelse med gennemførelsen af en kontrakt, en tilskudsaftale eller en tilskudsafgørelse

ii)

indgåelse af aftaler med andre ansøgere med det formål at forvride konkurrencen

iii)

krænkelse af intellektuel ejendomsret

iv)

forsøg på at påvirke agenturets beslutningsproces i løbet af tildelingsproceduren

v)

forsøg på at indhente fortrolige oplysninger, der kan give vedkommende uretmæssige fordele i forbindelse med tildelingsproceduren

d)

det er ved en endelig dom fastslået, at ansøgeren er skyldig i et eller flere af følgende forhold:

i)

svig som omhandlet i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (12) og artikel 1 i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, som udarbejdet ved Rådets retsakt af 26. juli 1995

ii)

korruption som defineret i artikel 4, stk. 2, i direktiv (EU) 2017/1371 eller aktiv bestikkelse, jf. artikel 3 i konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater, som udarbejdet ved Rådets retsakt af 26. maj 1997, eller adfærd som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA (13), eller bestikkelse som defineret i gældende lovgivning

iii)

handlinger i forbindelse med en kriminel organisation som omhandlet i artikel 2 i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (14)

iv)

hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, jf. artikel 1, stk. 3, 4 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (15)

v)

terrorhandlinger eller strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet som defineret i henholdsvis artikel 1 og 3 i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA (16) eller anstiftelse, medvirken eller forsøg på at begå sådanne handlinger som omhandlet i nævnte afgørelses artikel 4

vi)

børnearbejde eller andre lovovertrædelser i forbindelse med menneskehandel som omhandlet i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (17)

e)

ansøgeren har udvist betydelig misligholdelse i forhold til at opfylde væsentlige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af en kontrakt, en tilskudsaftale eller en tilskudsafgørelse, der finansieres over EU's budget, hvilket har ført til tidligt ophør heraf, anvendelse af konventionalbod eller andre kontraktmæssige sanktioner, eller som er blevet opdaget efter tjek, revisioner eller undersøgelser ved en anvisningsberettiget, OLAF eller Revisionsretten

f)

det er ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse fastslået, at ansøgeren har begået en uregelmæssighed som defineret i artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (18)

g)

det er fastslået ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse, at ansøgeren har oprettet en enhed i en anden jurisdiktion med den hensigt at omgå skattemæssige, sociale eller andre obligatoriske retlige forpligtelser i jurisdiktionen for sit vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedforretningssted

h)

det er fastslået ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse, at en enhed er blevet oprettet med den hensigt, der er omhandlet i litra g)

i)

i forbindelse med de i litra c)-h) ovenfor omhandlede situationer er ansøgeren omfattet af følgende:

i)

faktiske omstændigheder, der konstateres i forbindelse med revisioner eller undersøgelser, som foretages af Den Europæiske Anklagemyndighed efter dens oprettelse, Revisionsretten, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig eller den interne revisor, eller andre tjek, revisioner eller kontroller, som er foretaget under ansvar af en anvisningsberettiget for en EU-institution, et europæisk kontor eller et EU-agentur eller -organ

ii)

ikke-endelige domme eller ikke-endelige administrative afgørelser, der kan omfatte disciplinære foranstaltninger, som træffes af det kompetente tilsynsorgan med ansvar for at verificere anvendelsen af erhvervsetiske standarder

iii)

faktiske omstændigheder, der er omhandlet i afgørelser, som træffes af personer eller enheder, der får overdraget opgaver vedrørende EU's budgetgennemførelse

iv)

oplysninger fremsendt af medlemsstater, der gennemfører EU-midler

v)

Kommissionens afgørelser vedrørende overtrædelse af EU-konkurrenceret eller en national kompetent myndigheds afgørelser vedrørende overtrædelse af EU-konkurrenceret eller national konkurrenceret eller

vi)

afgørelser om udelukkelse truffet af en EU-institutions, et EU-kontors, et EU-agenturs eller et EU-organs ansvarsberettigede.

7.2.   Udelukkelse fra tildeling

Ansøgerne udelukkes fra tildeling af medfinansiering, hvis de under proceduren for tildeling af tilskud befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 141 i finansforordningen, dvs. hvis:

a)

der består en udelukkelsessituation, som er fastslået i henhold til artikel 136 i finansforordningen

b)

de har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med meddelelsen af de oplysninger, som er påkrævet som betingelse for at deltage i proceduren eller har undladt at afgive disse oplysninger i tildelingsproceduren

c)

de tidligere har været inddraget i udarbejdelsen af dokumenter, der anvendes i tildelingsproceduren, såfremt dette medfører en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, herunder konkurrenceforvridning, som der ikke på anden måde kan rettes op på.

At der ikke foreligger udelukkelseskriterier bekræfter koordinatoren ved at sætte kryds i det relevante felt ved indsendelsen af sin onlineansøgning. Alle tilskudsmodtagere (i tilfælde af bidrag til flere tilskudsmodtagere) skal, hvis de udvælges til medfinansiering, underskrive en erklæring på tro og love om, at de ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 136, stk. 1, artikel 136, stk. 2, samt artikel 141 og 142 i finansforordningen. Ansøgerne skal følge vejledningen på portalen for finansiering og udbud.

8.   Udvælgelseskriterier

8.1.   Finansiel kapacitet

Ansøgerne skal råde over stabile finansieringskilder, som er tilstrækkelige til, at de kan opretholde deres aktiviteter i hele den periode, hvor foranstaltningen gennemføres, og til, at de kan bidrage til finansieringen heraf.

Alle ansøgeres finansielle kapacitet vil blive vurderet i henhold til kravene i finansforordning nr. 2018/1046. Denne vurdering foretages ikke, hvis:

EU-bidraget, som ansøgeren anmoder om, er ≤ 60 000 EUR

ansøgeren er et offentligt organ.

Støttedokumenterne, der skal vedlægges onlineansøgningen for at give mulighed for at vurdere den finansielle kapacitet, omfatter:

årsregnskabet (herunder balance og resultatopgørelse) for det seneste afsluttede regnskabsår (for nyligt oprettede enheder kan forretningsplanen erstatte regnskabet)

en formular for finansiel levedygtighed, der er udfyldt på forhånd, hvori de nødvendige oplysninger fra årsregnskabet, som bidrager til vurderingen af ansøgerens finansielle kapacitet, sammenfattes.

Endvidere for en koordinator eller en anden tilskudsmodtager, der ansøger om et EU-bidrag på ≥ 750 000 EUR (beløbsgrænsen gælder pr. tilskudsmodtager):

en revisionsrapport udarbejdet af en autoriseret ekstern revisor, hvori regnskaberne for det seneste regnskabsår godkendes. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på offentlige organer.

Hvis revisionsrapporten ikke er tilgængelig, og årsrapporten ikke er lovpligtig, skal der vedlægges en egenerklæring underskrevet af ansøgerens befuldmægtigede repræsentant, som attesterer gyldigheden af regnskabet for det seneste tilgængelige regnskabsår.

8.2.   Operationel kapacitet

Ansøgerne skal have de nødvendige faglige kvalifikationer til at gennemføre de foreslåede foranstaltninger.

Ansøgere skal godtgøre, at mindst en fysisk person, der arbejder i henhold til ansættelseskontrakt med ansøgeren eller er tildelt foranstaltningen på grundlag af en tilsvarende udnævnelsesakt, udstationeret mod betaling eller på grundlag af andre former for direkte kontrakter (f.eks. levering af tjenesteydelser) vil blive udpeget som projektkoordinator. Projektkoordinatoren skal have mindst tre års erfaring i projektledelse. Som bevis skal følgende oplysninger fremgå af bilaget »CV«:

curriculum vitae (kvalifikationer og faglige erfaringer) for personen/personerne med det primære ansvar for forvaltning og gennemførelse af den foreslåede foranstaltning (19).

I tilfælde, hvor de forslagsstillende organisationer ønsker at gennemføre visse dele af forslaget, skal det godtgøres, at de har mindst tre års erfaring med at gennemføre oplysningskampagner og salgsfremstød. Som bevis skal følgende oplysninger fremgå af bilaget »Yderligere oplysninger«:

den forslagsstillende organisations/de forslagsstillende organisationers aktivitetsrapport eller en beskrivelse af aktiviteter, der er udført i forbindelse med de aktiviteter, der er berettiget til medfinansiering som beskrevet under punkt 6 (ovenfor).

9.   Tildelingskriterier

Ansøgningens del B anvendes til at vurdere forslaget i forhold til tildelingskriterierne.

Ansøgninger skal foreslå en effektiv forvaltningsstruktur og give en klar og præcis beskrivelse af strategien og de forventede resultater.

De enkelte forslags indhold vil blive vurderet i henhold til følgende kriterier og delkriterier:

Kriterier

Maksimumpoint

Tærskelværdi

1.

EU-dimension

20

14

2.

Kvalitet af det tekniske forslag

40

24

3.

Kvalitet af projektledelsen

10

6

4.

Budget- og omkostningseffektivitet

30

18

I ALT

100

62

Forslag, der ligger under de ovenfor anførte overordnede og/eller individuelle grænser, afvises.

Der tages hensyn til følgende delkriterier ved vurderingen af hvert af hovedtildelingskriterierne:

1.

EU-dimension:

a)

de foreslåede informations- og salgsfremmeforanstaltningers relevans for de generelle og konkrete mål, der er anført i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1144/2014, de mål, der er anført i artikel 3 i samme forordning, og de prioriteringer, mål og forventede resultater, der bekendtgøres under den relevante tematiske prioritet

b)

kampagnens EU-budskab

c)

projektets indvirkning på EU-niveau.

2.

Kvalitet af det tekniske forslag

a)

markedsanalysens kvalitet og relevans

b)

sammenhæng mellem programstrategi, mål og nøglebudskaber

c)

passende valg af aktiviteter med hensyn til mål og programstrategi, tilstrækkelig blanding af kommunikation, synergi mellem aktiviteterne

d)

præcis aktivitets- og resultatbeskrivelse

e)

kvaliteten af de foreslåede evalueringsmetoder og indikatorer.

3.

Kvalitet af projektledelsen

a)

projekttilrettelæggelse og forvaltningsstruktur

b)

kvalitetskontrolmekanismer og risikostyring.

4.

Budget- og omkostningseffektivitet

a)

begrundelse for det samlede investeringsniveau

b)

passende tildeling af budgettet i henhold til målene og resultaterne

c)

klar beskrivelse af de anslåede omkostninger og nøjagtigheden af budgettet

d)

sammenhæng mellem de anslåede omkostninger og den tilsvarende beskrivelse af aktiviteterne

e)

et realistisk skøn for projektkoordinering og for aktiviteter, der gennemføres af den forslagsstillende organisation, herunder antal og sats for personer/dage.

Efter vurderingen opføres alle tilskudsberettigede forslag på en rangliste på baggrund af det samlede antal opnåede point. Finansielle bidrag ydes til forslagene med det højeste pointtal op til det disponible budget.

Der udarbejdes en separat rangliste for hvert af de prioriterede emneområder, der er anført i afsnit 6.2 i denne indkaldelse.

Hvis der er to (eller flere) forslag med samme pointtal i den nævnte rangliste, prioriteres det/de forslag, der giver mulighed for den højeste grad af diversificering med hensyn til produkter eller målmarkeder. Dette betyder, at mellem to jævnbyrdige forslag skal Kommissionen først vælge det, hvis indhold (for det første med hensyn til produkter og for det andet med hensyn til målmarkedet) endnu ikke er repræsenteret blandt forslagene med højere pointtal. Hvis dette kriterie ikke kan anvendes, skal Kommissionen vælge det program, der har det højeste pointtal for de individuelle tildelingskriterier. Først sammenlignes resultatet af »EU-dimension«, derefter »Kvalitet af det tekniske forslag« og slutteligt »Budget- og omkostningseffektivitet«.

Hvis der for et givet emneområde ikke er nok forslag på ranglisten til at udtømme hele det forventede beløb, kan det resterende beløb omfordeles til andre emneområder i henhold til følgende kriterier:

a)

det resterende beløb, der er afsat til de to emneområder på det indre marked, tildeles de projekter, der er målrettet det indre marked med højeste kvalitet, uanset hvilket emneområde de har ansøgt om

b)

samme fremgangsmåde anvendes i forbindelse med forslag målrettet tredjelande (emneområde 3-6)

c)

hvis det forventede beløb stadig ikke er opbrugt, fusioneres de resterende beløb for både det indre marked og tredjelande og tildeles projekter med højeste kvalitet, uanset hvilken prioritet og hvilket emneområde de har ansøgt om.

Rækkefølgen af ranglisterne vil blive fulgt nøje.

10.   Juridiske forpligtelser

Efter bedømmelsen opfører CHAFEA de forslag, der indstilles til tilskud, på en liste efter det samlede antal point.

I henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1144/2014 vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastsætter de udvalgte enkeltlandsprogrammer, eventuelle ændringer heraf og de tilhørende budgetter (tilskudstilsagn).

Kommissionens afgørelse vil indeholde en liste over de programmer, der godkendes til et finansielt tilskud fra EU, jf. artikel 15 i forordning (EU) nr. 1144/2014. Denne afgørelse vil blive rettet til de kompetente medlemsstater. De berørte medlemsstater er ansvarlige for den korrekte gennemførelse af de udvalgte enkeltlandsprogrammer og for de relevante betalinger.

Så snart Kommissionen vedtager denne gennemførelsesretsakt, fremsender den kopier af de udvalgte programmer til de berørte medlemsstater. Medlemsstaterne underretter straks de forslagsstillende organisationer om, hvorvidt deres ansøgning er godkendt eller ej.

Medlemsstaterne indgår tilskudsaftaler om gennemførelsen af programmerne med de valgte forslagsstillende organisationer i overensstemmelse med kravene i artikel 10 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831. Tilskudsaftalerne vil navnlig indeholde nærmere oplysninger om betingelserne og finansieringsniveauet samt parternes forpligtelser.

11.   Finansielle bestemmelser

11.1.   Almindelige principper for tilskud (20)

a)   Forbud mod kumulering af tilskud

En foranstaltning kan kun modtage ét tilskud fra EU-budgettet.

Under ingen omstændigheder må de samme omkostninger finansieres to gange over Unionens budget.

Ansøgerne skal angive kilderne til og størrelsen af de EU-midler, der er modtaget eller ansøgt om til den samme foranstaltning eller en del af foranstaltningen eller til driften (driftstilskud), samt alle andre midler, der er modtaget eller ansøgt om til den samme foranstaltning.

b)   Forbud mod tildeling af tilskud med tilbagevirkende kraft

Der må ikke ydes tilskud med tilbagevirkende kraft til allerede afsluttede foranstaltninger.

c)   Medfinansieringsprincippet

Medfinansiering betyder, at de midler, der er nødvendige for at gennemføre foranstaltningen, ikke dækkes fuldt af tilskuddet fra EU.

De resterende udgifter afholdes udelukkende af den forslagsstillende organisation.

Finansielle bidrag til tilskudsmodtageren fra dennes medlemmer, specifikt til dækning af omkostninger i forbindelse med foranstaltningen, er tilladt og betragtes som indtægter.

11.2.   Balanceret budget

Det anslåede budget for foranstaltningen skal forelægges i del A i ansøgningsskemaet. Der skal være balance mellem indtægter og udgifter på budgettet.

Budgettet opstilles i euro.

Ansøgere, som forventer, at der ikke vil påløbe omkostninger i euro, opfordres til at anvende den omregningskurs, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende:

http://ec.europa.eu/budget/contracts_grants/info_contracts/inforeuro/inforeuro_en.cfm

11.3.   Kontrakter som led i gennemførelsen/underentreprise

Hvis foranstaltningens gennemførelse medfører udbudsprocedurer (kontrakter som led i gennemførelsen), skal tilskudsmodtageren tildele ordren til den, der fremsætter det økonomisk mest fordelagtige bud, dvs. det bud, hvor der er det bedste forhold mellem kvalitet og pris, eller i givet fald til den, der fremsætter det billigste bud, idet interessekonflikter undgås (21).

Modtageren forventes klart at dokumentere udbudsproceduren og opbevare dokumentation til brug ved en eventuel revision.

Når den forslagsstillende organisation er en offentligretlig enhed som omhandlet i artikel 2, stk. 1, fjerde led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (22), skal den udvælge underleverandørerne i overensstemmelse med den nationale lovgivning, som gennemfører dette direktiv.

Underentrepriser, dvs. udlicitering af bestemte opgaver eller aktiviteter, som er en del af foranstaltningen som beskrevet i forslaget, skal opfylde de betingelser, der gælder for enhver kontrakt som led i gennemførelsen (som beskrevet ovenfor), og derudover opfylde følgende betingelser:

De skal være begrundet i hensynet til foranstaltningens karakter, og hvad der er nødvendigt for dens gennemførelse.

De vigtigste opgaver i foranstaltningerne (dvs. den tekniske og finansielle koordinering af foranstaltningen og strategistyringen) kan hverken gives i underentreprise eller uddelegeres.

De anslåede omkostninger til underentreprise skal tydeligt angives i de tekniske og finansielle dele af forslaget.

Enhver anvendelse af underentreprise, hvis den ikke er angivet i beskrivelsen af foranstaltningen, meddeles af tilskudsmodtageren og godkendes af medlemsstaten. Medlemsstaten kan give godkendelse:

i)

før enhver udnyttelse af underentreprise, hvis modtagerne anmoder om en ændring

ii)

efter anvendelse af underentreprise, såfremt underentreprisen:

er specifikt begrundet i den mellemliggende eller endelige tekniske rapport og

ikke indebærer ændringer i tilskudsaftalen, der vil sætte spørgsmålstegn ved beslutningen om tildeling af tilskuddet eller være i strid med ligebehandlingen af ansøgere.

Modtagerne sikrer, at visse betingelser for modtagere, der er opregnet i tilskudsaftalen (f.eks. synlighed, fortrolighed osv.), også gælder for underentrepriser.

Underentreprise til enheder, der har en strukturel forbindelse med tilskudsmodtageren

Der kan ligeledes tildeles underentrepriser til enheder, der har en strukturel forbindelse med tilskudsmodtageren, men kun hvis prisen er begrænset til de faktiske omkostninger, som afholdes af enheden (dvs. uden fortjenstmargin).

Opgaverne, som skal udføres af disse enheder, skal tydeligt angives i forslagets tekniske del.

11.4.   Finansieringsformer, tilskudsberettigede og ikke-tilskudsberettigede omkostninger

Medfinansieringen finder sted i form af godtgørelse af en bestemt andel af de faktisk afholdte tilskudsberettigede omkostninger. Den vil ligeledes omfatte en fast sats til dækning af indirekte omkostninger (svarende til 4 % af de tilskudsberettigede personaleudgifter), der er forbundet med gennemførelsen af foranstaltningen (23).

—   Ansøgt maksimumsbeløb

EU-tilskuddet er begrænset til følgende maksimale medfinansieringsgrad på:

for enkeltlandsprogrammer i det indre marked: 70 % af de tilskudsberettigede omkostninger

for enkeltlandsprogrammer i tredjelande: 80 % af de tilskudsberettigede omkostninger

for enkeltlandsprogrammer i det indre marked for tilskudsmodtagere etableret i medlemsstater, som pr. 1. januar 2014 eller derefter modtager finansiel bistand i henhold til artikel 136 og 143 i TEUF (24): 75 % af programmets tilskudsberettigede omkostninger

for enkeltlandsprogrammer i tredjelande for tilskudsmodtagere etableret i medlemsstater, som pr. 1. januar 2014 eller derefter modtager finansiel bistand i henhold til artikel 136 og 143 i TEUF: 85 % af programmets tilskudsberettigede omkostninger.

De to sidstnævnte procentsatser finder kun anvendelse på de programmer, som Kommissionen har truffet afgørelse om inden den dato, fra hvilken den berørte medlemsstat ikke længere modtager en sådan finansiel bistand.

Som følge heraf skal en del af de samlede tilskudsberettigede omkostninger i budgetoverslaget finansieres med andre midler end EU-tilskud (medfinansieringsprincippet).

—   Tilskudsberettigede omkostninger

Tilskudsberettigede omkostninger afholdes af tilskudsmodtageren og opfylder alle kriterier i artikel 6.1 og 6.2 i standardtilskudsaftalen og i artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

—   Ikke-tilskudsberettigede omkostninger

Ikke-tilskudsberettigede omkostninger er omkostninger, der ikke opfylder betingelserne i artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2015/1829. De er anført i artikel 6.4 i standardtilskudsaftalen.

—   Beregning af det endelige tilskudsbeløb

Det endelige tilskudsbeløb beregnes efter programmets afslutning og efter godkendelse af betalingsanmodningen.

Det endelige tilskudsbeløb afhænger af, i hvilken udstrækning programmet gennemføres i overensstemmelse med tilskudsaftalens almindelige betingelser.

Dette beløb beregnes af medlemsstaten — når restbeløbet er betalt — i overensstemmelse med artikel 15 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

11.5.   Betalingsordninger

Den forslagsstillende organisation kan indsende en ansøgning om udbetaling af forskud til den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 13 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

Den forslagsstillende organisation indsender anmodninger om mellemliggende betalinger af EU's finansielle bidrag til medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 14 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

Den forslagsstillende organisation indsender anmodninger om betaling af restbeløbet til medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 15 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

11.6.   Forhåndsgarantier

I henhold til artikel 13 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831 udbetales forskuddet på betingelse af, at den forslagsstillende organisation over for medlemsstaten stiller en sikkerhed svarende til forskuddets størrelse i overensstemmelse med kapitel IV i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 (25).

12.   PR

Tilskudsmodtagerne forpligter sig til klart at gøre opmærksom på tilskuddet fra Den Europæiske Union i alle aktiviteter, der ydes tilskud til.

I den forbindelse skal tilskudsmodtagerne fremhæve Den Europæiske Unions navn og emblem på alle publikationer, plakater, programmer og andre produkter, der udarbejdes i forbindelse med det projekt, der medfinansieres.

Reglerne for den grafiske gengivelse af det europæiske emblem findes i Vejledning i Udformning af EU-publikationer (26).

Desuden skal alle visuelle materialer, der udarbejdes inden for rammerne af salgsfremmeprogrammer, som medfinansieres af EU, bære påskriften »Enjoy it's from Europe«. Retningslinjer for brugen af påskriften samt de grafiske filer kan hentes fra webstedet for salgsfremmeforanstaltninger på Europa (27).

Endelig skal alt skriftligt materiale, dvs. brochurer, plakater, pjecer, bannere, reklametavler, trykte reklamer, avisartikler, websider (med undtagelse af små gadgets), indeholde en ansvarsfraskrivelse, der er i overensstemmelse med betingelserne i tilskudsaftalen, hvori man forklarer, at materialet er udtryk for ophavsmandens synspunkter. Europa-Kommissionen påtager sig intet ansvar for anvendelsen af de oplysninger, det indeholder.

13.   Databeskyttelse

Deltagelse i en indkaldelse af forslag indebærer registrering og behandling af personoplysninger (såsom navn, adresse og cv for personer, der deltager i en medfinansieret foranstaltning). Sådanne oplysninger vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (28) om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Medmindre andet er angivet, er de spørgsmål og de personoplysninger, der anmodes om, nødvendige for at kunne vurdere ansøgningen på grundlag af udbudsbetingelserne, og oplysningerne vil udelukkende blive behandlet af Forvaltningsorganet/Kommissionen eller tredjeparter, der handler på Forvaltningsorganets/Kommissionens vegne og på deres ansvar. De registrerede kan blive underrettet om yderligere detaljer vedrørende databehandlingsoperationerne, deres rettigheder, og hvordan disse kan håndhæves gennem henvisning til erklæringen om personoplysninger, der offentliggøres på portalen for finansiering og udbud:

https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/support/legalnotice

og på agenturets websted:

https://ec.europa.eu/chafea/about/data-protection/index_en.htm

Ansøgerne opfordres til at gennemlæse den relevante erklæring vedrørende beskyttelse af personoplysninger regelmæssigt for at holde sig behørigt underrettet om mulige ajourføringer, der måtte blive foretaget efter indsendelsesfristen for deres forslag eller efterfølgende. Tilskudsmodtagerne påtager sig det retlige ansvar for at informere deres medarbejdere om de relevante databehandlingsoperationer, som agenturet skal foretage. Med henblik herpå skal de stille de erklæringer vedrørende beskyttelse af personoplysninger, som agenturet offentliggør, til rådighed for dem på portalen for finansiering og udbud, inden de indsender deres oplysninger til agenturet. Personoplysninger kan registreres i Kommissionens system for tidlig opdagelse og udelukkelse, jf. artikel 135 og 142 i EU's finansforordning, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.

14.   Procedure for indsendelse af forslag

Forslag skal indsendes inden den frist, der er omhandlet i afsnit 3, ved hjælp af det elektroniske indsendelsessystem på:

https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/home

Forud for indsendelsen af et forslag:

1.

Søg efter indkaldelser af forslag:

https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/programmes/agrip

2.

Opret en konto for at indsende et forslag:

https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/how-to-participate/beneficiary-register

3.

Registrer alle partnere via tilskudsmodtagerregistret:

https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/how-to-participate/beneficiary-register

Ansøgerne informeres skriftligt om resultaterne af udvælgelsesprocessen.

Ansøgere skal overholde sidebegrænsningerne og formateringskravene for det tekniske forslag (del B), der er angivet i indleveringssystemet.

Ved indsendelsen af forslag accepterer ansøgeren de procedurer og betingelser, der er omhandlet i denne indkaldelse og i de dokumenter, der henvises til heri.

Når tidsfristen for indgivelse af ansøgningen er overskredet, er det ikke længere muligt at foretage ændringer i ansøgningen. Hvis der er behov for at præcisere visse aspekter eller korrigere skrive- eller regnefejl, kan Kommissionen/agenturet kontakte ansøgeren med henblik herpå i løbet af vurderingsprocessen (29).

Kontaktoplysninger

Spørgsmål vedrørende værktøjer til onlineindsendelse bedes rettet til den IT-helpdesk, der er oprettet til dette formål, via portalen for finansiering og udbud:

https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/support/helpdesks

For ikke-IT-relaterede spørgsmål stilles der hos CHAFEA en helpdesk til rådighed via: CHAFEA-AGRI-CALLS@ec.europa.eu. Fristen for at indsende spørgsmål er den 1. april 2020 kl. 17.00 CET (centraleuropæisk tid). Svar på relevante spørgsmål vil blive offentliggjort på http://ec.europa.eu/chafea/agri/faq.html senest den 8. april 2020 kl. 17.00 CET (centraleuropæiske tid).

Ofte stillede spørgsmål offentliggøres på CHAFEA's websted: http://ec.europa.eu/chafea/agri/faq.html.

Al korrespondance vedrørende denne indkaldelse (f.eks. ved anmodning om oplysninger eller indsendelse af en ansøgning) skal indeholde en tydelig henvisning til denne indkaldelse. Når det elektroniske udvekslingssystem har tildelt et forslags-ID, skal ansøgeren benytte dette nummer i al efterfølgende korrespondance.

Tilknyttede dokumenter

Vejledning for ansøgere med de relevante bilag

Ansøgningsskema

Standardtilskudsaftale (version for en og flere tilskudsmodtagere).


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 af 22. oktober 2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 56).

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1829 af 23. april 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande (EUT L 266 af 13.10.2015, s. 3).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831 af 7. oktober 2015 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande (EUT L 266 af 13.10.2015, s. 14).

(4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse om vedtagelsen af arbejdsprogrammet for 2020 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande, C(2019) 8095.

(5)  Disse oplysninger er tilgængelige på https://ec.europa.eu/chafea/agri/funding-opportunities/simple-and-multi-programmes.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).

(7)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(8)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(9)  EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1.

(*1)  Sammensætningen af områder følger FN's klassificering af lande og områder. Flere oplysninger om listen over lande, der udgør de geografiske områder, findes på: http://unstats.un.org/unsd/methods/m49/m49regin.htm.

(10)  Enkeltlandsprogrammer vedrørende okse- og/eller kalvekød målrettet tredjelande finder anvendelse under emneområde 6. De kan ikke finde anvendelse under emneområde 3, 4 eller 5, undtagen hvis okse- og/eller kalvekød er forbundet med et andet produkt/andre produkter.

(11)  Artikel 136, 137 og 142 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

(12)  EUT L 198 af 28.7.2017, s. 29.

(13)  EUT L 192 af 31.7.2003, s. 54.

(14)  EUT L 300 af 11.11.2008, s. 42.

(15)  EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73.

(16)  EFT L 164 af 22.6.2002, s. 3.

(17)  EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.

(18)  EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

(19)  Ansøgere rådes til at fremsende curricula vitae i det europæiske format. Skabelon tilgængelig på: http://europass.cedefop.europa.eu/.

(20)  Artikel 188 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

(21)  Vejledning til udbudsproceduren findes på følgende websted:

https://ec.europa.eu/chafea/agri/sites/chafea/files/agri-2016-61788-00-00_da.pdf.

(22)  EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65.

(23)  Ansøgere gøres opmærksom på, at indirekte omkostninger, hvortil de modtager driftstilskud, ikke er tilskudsberettigede.

(24)  På datoen for offentliggørelse af denne indkaldelse: Ingen af medlemsstaterne modtager finansiel bistand.

(25)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT L 255 af 28.8.2014, s. 18).

(26)  http://publications.europa.eu/code/da/da-5000100.htm.

(27)  https://ec.europa.eu/info/food-farming-fisheries/key-policies/common-agricultural-policy/market-measures/promotion-eu-farm-products_da.

(28)  EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39.

(29)  Betragtning 89 til forordning (EU, Euratom) 2018/1046.