11.10.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 344/5


Indkaldelse af forslag

»Tilskud til informationsforanstaltninger vedrørende EU's samhørighedspolitik«

(2019/C 344/04)

1.   MÅL OG TEMAER

Indkaldelsen vedrører forslag til informationsforanstaltninger som omhandlet i artikel 58, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (1), der skal finansieres via bevillinger på 2019-budgettet, som meddelt i Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2018) 8730 af 19. december 2018 (2).

Med denne indkaldelse af forslag ønsker Europa-Kommissionen at udvælge potentielle støttemodtagere til gennemførelsen af en række informationsforanstaltninger (3), der er medfinansieret af EU. Hovedformålet er at støtte udarbejdelsen og udbredelsen af information og indhold i tilknytning til EU's samhørighedspolitik (4), samtidig med at de involverede aktørers fuldstændige redaktionelle uafhængighed respekteres.

Der er planlagt to centrale aktioner:

 

Aktion 1 — Støtte til mediers og andre støtteberettigede enheders udarbejdelse og udbredelse af information og indhold i tilknytning til EU's samhørighedspolitik (jf. »Hvem kan ansøge om støtte?«)

 

Aktion 2 — Universiteters og andre uddannelsesinstitutioners fremme af EU's samhørighedspolitik

Ansøgere kan kun indgive én ansøgning om én aktion i forbindelse med denne indkaldelse af forslag.

Specifikke mål for denne indkaldelse af forslag:

fremme og udvikling af bedre forståelse af samhørighedspolitikkens rolle i forbindelse med støtte til alle EU's regioner

øget kendskab til projekter finansieret af EU — navnlig gennem samhørighedspolitikken — og til projekternes indvirkning på menneskers liv

formidling af information og opfordring til en åben dialog om samhørighedspolitikken og dens resultater samt dens rolle i forbindelse med indfrielse af EU's politiske prioriteter og fremtid

tilskyndelse til aktivt medborgerskab i sager vedrørende samhørighedspolitikken samt fremme af borgernes deltagelse i fastsættelse af fremtidige prioriteter for denne politik.

Forslagene skal illustrere og vurdere samhørighedspolitikkens rolle i forbindelse med sikring af Europa-Kommissionens politiske prioriteter og håndtering af nuværende og fremtidige udfordringer for EU, medlemsstaterne, regionerne samt lokale aktører. Mere specifikt bør forslagene vedrøre samhørighedspolitikkens bidrag til følgende områder:

fremme af beskæftigelse, vækst og investeringer på regionalt og nationalt plan samt forbedring af borgernes livskvalitet

støtte til opfyldelse af EU's og medlemsstaternes vigtigste prioriteter — som ud over jobskabelse og vækst bl.a. omfatter håndtering af klimaændringer, beskyttelse af miljøet samt styrkelse af forskning og innovation

fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i EU og samt reducering af forskelle mellem og inden for EU-lande og -regioner

støtte til regionerne til at udnytte mulighederne ved globalisering ved at finde deres niche i verdensøkonomien

styrkelse af det europæiske projekt, da samhørighedspolitikken direkte kommer EU-borgerne til gode.

2.   HVEM KAN ANSØGE OM STØTTE?

Aktion 1:

Ansøgerne (hoved- og medansøgere samt eventuelle tilknyttede enheder) skal være juridiske enheder, der er oprettet og registreret i en EU-medlemsstat. Eksempler på støtteberettigede ansøgere (5):

medievirksomheder/nyhedsbureauer (fjernsyn, radio, den skrevne presse, online-medier, nye medier eller en kombination af forskellige medier)

nonprofitorganisationer

universiteter og uddannelsesinstitutioner

forskningscentre og tænketanke

sammenslutninger af europæisk interesse

private enheder

offentlige myndigheder (6) (nationale, regionale og lokale), med undtagelse af myndigheder, der er ansvarlige for at forvalte samhørighedspolitikken i henhold til artikel 123 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013.

Aktion 2:

Ansøgerne (hoved- og medansøgere samt eventuelle tilknyttede enheder) skal være juridiske enheder, der er oprettet og registreret i en EU-medlemsstat. Kun universiteter og uddannelsesinstitutioner kan komme i betragtning til aktion 2.

Fysiske personer samt enheder, der udelukkende er etableret med henblik på gennemførelse af projekter inden for rammerne af denne forslagsindkaldelse, kan ikke godkendes som ansøgere (hverken for aktion 1 eller aktion 2).

For ansøgere fra Det Forenede Kongerige: Kriterierne for at kunne ansøge om støtte skal overholdes i hele tilskudsperioden. Hvis Det Forenede Kongerige forlader EU i løbet af tilskudsperioden uden at indgå en aftale med EU, der sikrer, at ansøgere fra det Forenede Kongerige også fremover kan ansøge om støtte, vil De ikke længere modtage EU-støtte (ej heller ved fortsat deltagelse, hvor det er muligt), eller De må forlade projektet i henhold til artikel II.17 i tilskudsaftalen.

Ansøgere, der har deltaget i den indkaldelse, som Europa-Kommissionen iværksatte i 2017 og i 2018 er støtteberettigede uanset resultatet af deres tidligere ansøgning.

3.   UDELUKKELSES- OG UDVÆLGELSESKRITERIER

Ansøgeren (hoved- og medansøgerne) og tilknyttede enheder skal underskrive en erklæring på tro og love om, at de ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 136, stk. 1, og 141 i finansforordningen (7) (om udelukkelse fra proceduren).

Ansøgeren (hoved- og medansøgerne) skal råde over de faglige kompetencer såvel som de passende kvalifikationer, der er nødvendige, for at fuldføre den foreslåede foranstaltning samt råde over stabile finansieringskilder, som er tilstrækkelige til, at vedkommende kan opretholde sin aktivitet i hele den periode, hvor projektet gennemføres, eller i hele det regnskabsår, hvortil der ydes tilskud, og til, at vedkommende kan deltage i finansieringen heraf.

4.   TILDELINGSKRITERIER

Ansøgningerne vil blive bedømt efter følgende kriterier:

 

Kriterier

Elementer, der skal tages i betragtning

Pointvægt

1.

Foranstaltningens relevans og bidrag til målene for forslagsindkaldelsen

Relevans af forslagets formål i forhold til indkaldelsens mål og prioriterede områder

Relevans af de anvendte typer af informationsaktioner i forhold til regionen/regionerne

Merværdi for eksisterende initiativer i de europæiske regioner

Projektets innovative karakter med hensyn til kommunikationslandskabets udvikling

30 point (minimumstærskel 50 %)

2.

Foranstaltningens rækkevidde og måleffektivitet

Specifikke, målbare, opnåelige og relevante mål med hensyn til rækkevidde og formidling

Kommunikationsplanens (herunder f.eks. sendeplan, distributionskanal(er) og antal garanterede kontakter baseret på tidligere resultater) evne til at nå flest mulige mennesker i målgruppen på lokalt, regionalt, tværregionalt og nationalt plan (multiplikatoreffekt), f.eks. gennem samarbejde mellem ansøgerne og netværk og/eller regionale aktører/medier

Måleffektiviteten af de foreslåede metoder til opnåelse af målene i denne indkaldelse, herunder metoder til indholdsproduktion, mekanismer til sikring af redaktionel uafhængighed og metoder til udvikling af tekniske løsninger

Planlagte PR-aktioner for aktiviteterne og metoderne til offentliggørelse af resultaterne

Foranstaltninger til overvågning af udviklingen

Metoder til efterfølgende evaluering

Muligheder for fortsættelse af projektet ud over den periode med EU-støtte, der er ansøgt om

40 point (minimumstærskel 50 %)

3.

Foranstaltningens omkostningseffektivitet

Omkostningseffektivitet for så vidt angår de foreslåede ressourcer under hensyntagen til omkostninger samt forventede resultater

20 point (minimumstærskel 50 %)

4.

Projektteamets organisation og projektstyringens kvalitet

Kvaliteten af de foreslåede koordineringsmekanismer, kvalitetskontrolsystemer og ordninger til risikostyring

Kvaliteten af tildelingen af opgaver med henblik på gennemførelse af aktiviteter i forbindelse med den foreslåede foranstaltning

10 point (minimumstærskel 50 %)

Der kan tildeles op til 100 points for forslagets kvalitet. Det samlede antal point skal mindst være 60 point ud af 100, og for hvert kriterium er der en minimumstærskel på 50 %. Kun forslag, der opfylder alle ovennævnte kvalitetstærskler, vil blive opført på prioriteringslisten. Selv om tærsklen nås, betyder det ikke automatisk, at tilskuddet ydes.

5.   BUDGET OG PROJEKTETS VARIGHED

Det samlede budget, der er øremærket til medfinansiering af informationsforanstaltningerne under denne indkaldelse, anslås til 4 800 000 EUR (4 000 000 EUR for aktion 1 og 800 000 EUR for aktion 2).

Tilskudsbeløbet vil være på mellem 70 000 EUR og 300 000 EUR. EU-tilskuddet består af en godtgørelse på op til 80 % af de faktiske støtteberettigede udgifter forbundet med aktionen. Ansøgerne skal garantere medfinansieringen af det resterende beløb, som skal dækkes af egne midler.

Kommissionen forbeholder sig ret til ikke at fordele alle de disponible midler.

Projekterne må maksimalt vare 12 måneder.

6.   TIDSPLAN OG ANSØGNINGSFRIST

Etaper

Dato og tidspunkt

Frist for indgivelse af ansøgninger

10. december 2019

Evalueringsperiode (forventet)

Januar til marts 2020

Informering af ansøgere (forventet)

April 2020

Undertegnelse af tilskudsaftaler (forventet)

Maj 2020 til juli 2020

7.   YDERLIGERE OPLYSNINGER

Ansøgningsformularerne samt yderligere oplysninger om indkaldelsen af forslag findes i ansøgningsvejledningen på http://ec.europa.eu/regional_policy/en/newsroom/funding-opportunities/calls-for-proposal/

Ansøgningerne skal overholde kravene i ovennævnte ansøgningsvejledning.


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.

(2)  https://ec.europa.eu/regional_policy/sources/tender/pdf/official/2019_financing_decision_ta.pdf

(3)  I forbindelse med denne forslagsindkaldelse forstås ved en »informationsforanstaltning« en selvstændig og sammenhængende oplysningsaktivitet i tilknytning til EU's samhørighedspolitik.

(4)  Med denne indkaldelse af forslag yder Europa-Kommissionen tilskud til informationsforanstaltninger vedrørende EU's samhørighedspolitik, der hovedsageligt gennemføres gennem tre fonde: Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Samhørighedsfonden og Den Europæiske Socialfond (ESF). I denne henseende er et projekt, der behandler indvirkninger af en af disse tre fondes anvendelsesområder i en region, støtteberettiget.

(5)  Ikkeudtømmende liste.

(6)  Offentligretlige organer eller privatretlige organer, der har fået overdraget samfundsopgaver.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).