14.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/10


Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb

(2013/C 366/05)

Image

National side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Finland

Euromønter i omløb har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. For at informere den brede offentlighed og alle, der professionelt beskæftiger sig med mønter, offentliggør Kommissionen alle de nye euromønters design (1). I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, som har indgået monetære aftaler med Den Europæiske Union, på visse betingelser udstede et vist antal euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb. Der må således kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning i national eller europæisk henseende.

Udstedende stat: Finland

Anledning til erindringsmønten: 125-året for den nobelprisvindende forfatter F. E. SILLANPÄÄ's fødsel

Beskrivelse af designet: Møntens indre del viser et portræt af Sillanpää. Øverst i en halvcirkel ordene »F. E. SILLANPÄÄ«. Til venstre årstallet »1888« og møntmærket. Til højre årstallet »1964«, monogrammet for det møntudstedende land »FI« og udstedelsesåret »2013«.

Dette er en særlig mønt til minde om en hel nations bedstefar. F. E. SILLANPÄÄ var en stilistisk mester, som i den finske litteratur bidrog med en dyb indsigt i forholdet mellem menneske og natur. Han modtog nobelprisen i 1939 navnlig for værkerne »Den fromme elendighed« og »Silja«. Denne fortællingens mester opnåede endnu større national berømmelse for sine populære radiooptrædener og mindeværdige juleklummer. Efter krigen udviklede mesterforfatteren sig til den langskæggede »Taata«, landets uofficielle bedstefar. Frem fra hans erindringer om sin barndoms jul voksede der en elsket tradition, hvor bedstefar samlede hele nationen omkring radioen med sine muntre julefortællinger.

På møntens ydre ring ses EU-flagets tolv stjerner.

Antal udstedte mønter: 1,5 millioner

Udstedelsesdato: November 2013


(1)  Jf. EFT C 373 af 28.12.2001, s. 1, hvor man kan se de nationale sider af alle de mønter, der blev udstedt i 2002.

(2)  Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).