13.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 363/7


Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb

(2013/C 363/08)

Image

National side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Finland

Euromønter i omløb har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. For at informere den brede offentlighed og alle, der professionelt beskæftiger sig med mønter, offentliggør Kommissionen alle de nye euromønters design (1). I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, som har indgået monetære aftaler med Den Europæiske Union, på visse betingelser udstede et vist antal euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb. Der må således kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning i national eller europæisk henseende.

Udstedende stat: Finland

Anledning til erindringsmønten: 150-året for den lovgivende forsamling af 1863 hvor de første møder i Finland blev afholdt

Beskrivelse af designet: På 2-euroerindringsmønten er afbilledet årstallet 1863 med et planteskud, der vokser ud af det som symbol på demokratiets fremvækst og Finlands udvikling. Nederst i en halvcirkel navnet på den udstedende stat »SUOMI FINLAND«, hvor de to ord adskilles af møntmærket, og årstallet »2013«.

Den lovgivende forsamling af 1863 er starten på den oplyste periode. I Finland markerede året 1863 begyndelsen på et ægte demokrati, pressefrihed og retten til at tale det finske sprog. Med afholdelsen af regelmæssige møder i den lovgivende forsamling blev finnernes muligheder for at påvirke anliggender i deres eget land på hidtil uset vis forbedret. Året markerede starten på en periode med oplysning for det finske demokrati.

På møntens ydre ring ses EU-flagets tolv stjerner.

Antal udstedte mønter: 1 million

Udstedelsesdato: September 2013


(1)  Jf. EFT C 373 af 28.12.2001, s. 1, hvor man kan se de nationale sider af alle de mønter, der blev udstedt i 2002.

(2)  Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).