24.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 283/7

1)

Kan den omstændighed, at et levnedsmiddel, kort forinden forordning (EF) nr. 258/97 (1) trådte i kraft den 15. maj 1997, blev indført til et geografisk stærkt begrænset område inden for Fællesskabet (konkret: San Marino), hvor det var tilgængeligt, være af betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt et levnedsmiddel »ikke hidtil har været anvendt til konsum i nævneværdigt omfang i Fællesskabet«, således som dette udtryk er anvendt i forordningens artikel 1, stk. 2?

2)

Er et levnedsmiddel ikke nyt, jf. forordning (EF) nr. 258/97's artikel 1, stk. 1 og 2, allerede fordi samtlige de ingredienser, der indgår i fremstillingen af levnedsmidlet, hidtil har været anvendt til konsum i nævneværdigt omfang i Fællesskabet?

3)

Skal artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning (EF) nr. 258/97 fortolkes indskrænkende, således at gruppen »levnedsmidler […] der består af […] alger« ikke omfatter levnedsmidler, i hvilke der alene indgår sådanne alger, der hidtil har været anvendt til konsum i Fællesskabet?

4)

Kan et levnedsmiddel »traditionelt anses for at kunne anvendes risikofrit til levnedsmidler«, jf. artikel 1, stk. 2, litra e), i forordning (EF) nr. 258/97, såfremt erfaringsgrundlaget vedrørende risici alene foreligger uden for Europa (konkret: Japan)?

5)

Kan et levnedsmiddel »traditionelt anses for at kunne anvendes risikofrit til levnedsmidler«, såfremt det fremstilles af traditionelt ansete risikofri ingredienser under en traditionel fremstillings- eller forarbejdningsproces, men hvor der ikke foreligger erfaringer vedrørende kombinationen af ingredienser og fremstillingsproces?

6)

Fremgår der af artikel 1, stk. 3, i forordning (EF) nr. 258/97, hvorefter »[d]et […] om nødvendigt [kan] afgøres efter proceduren i artikel 13, om en bestemt type levnedsmiddel eller levnedsmiddelingrediens er omfattet af stk. 2 i nærværende artikel«, en pligt for virksomheden til i tilfælde af tvist at søge og afvente en sådan afgørelse? Kan der tillige heraf og af artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 258/97 udledes regler om, hvem sagens oplysning og den materielle bevisbyrde påhviler?