8.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/17


Sag anlagt den 8. februar 2006 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-82/06)

(2006/C 86/32)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 8. februar 2006 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Recchia og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 75/442/EØF om affald, med senere ændringer, og i henhold til artikel 6 i direktiv 91/689/EØF om farligt affald, idet det hverken har udarbejdet eller givet meddelelse

en plan for affaldshåndtering for provinsen Rimini i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 75/442/EØF (1), med senere ændringer,

en plan for affaldshåndtering for regionen Lazio i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, fjerde led, i direktiv 75/442/EØF, med senere ændringer, der omfatter de områder eller anlæg, der er egnet for bortskaffelse af affald og farligt affald,

en plan for affaldshåndtering for regionerne Friuli Venezia-Guilia og Puglia og den selvstyrende provins for Bolzano Alto-Adige og for provinsen Rimini i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 91/689/EØF (2)

2.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Medlemsstaterne er i henhold til artikel 7 i affaldsdirektivet, med senere ændringer, og artikel 6 i direktivet om farligt affald forpligtet til at udarbejde planer for affaldshåndteringen og give Kommissionen meddelelse herom.

Situationen i Italien vedrørende udarbejdelse og meddelelse af planer for affaldshåndtering er stadig ufuldstændig. Kommissionen har endnu ikke indtil dags dato modtaget meddelelse om alle de planer, som er foreskrevet i de to nævnte direktiver.


(1)  EFT L 194, s. 39.

(2)  EFT L 377, s. 20.