1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 267 TEUF.

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en straffesag mod M.R. og vedrører lovligheden af en habilitetsindsigelse mod en dommer, som er fremsat af Staatsanwaltschaft Berlin (anklagemyndigheden i Berlin, Tyskland).

3

Kravet om hurtig sagsbehandling i straffesager følger af retsstatsprincippet i Grundgesetz (den tyske forfatning).

4

I henhold til § 24 i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven) i den affattelse, der blev forkyndt den 7. april 1987 (BGBl. 1987 I, s. 1074, 1319), som ændret ved lov af 27. marts 2024 (BGBl. 2024 I, nr. 109), kan anklagemyndigheden, den civile part eller den anklagede fremsætte habilitetsindsigelse mod en dommer, hvis der foreligger en situation, som synes at udgøre en interessekonflikt, dvs. hvis der er grund til at have mistillid til denne dommers uvildighed.

5

I henhold til strafferetsplejelovens § 27, stk. 1, træffer det dommerkollegium, som den dommer, mod hvem habilitetsindsigelsen er fremsat, tilhører, afgørelse om habilitetsindsigelsen uden denne dommers medvirken.

6

Strafferetsplejelovens § 121, stk. 1, fastsætter, at indtil en dom er afsagt, kan varetægtsfængslingen for den samme handling kun opretholdes længere end seks måneder, hvis undersøgelsernes særlige vanskelighed eller særlige omfang eller en anden væsentlig grund medfører, at det endnu ikke er muligt at afsige dom, og begrunder en opretholdelse af fængslingen. I henhold til strafferetsplejelovens § 121, stk. 3, suspenderes fristudløbet dog, såfremt behandlingen af sagen er indledt inden for fristen på seks måneder.

7

Hovedsagen drejer sig om anklager mod M.R. om handel med narkotika. Disse anklager er baseret på oplysninger, som er fremkommet ved udnyttelse af data fra mobiltelefoner, der var udstyret med en software ved navn »EncroChat«, som muliggjorde end-to-end-krypteret kommunikation.

8

I forbindelse med denne sag blev der udstedt en arrestordre mod M.R. Han blev varetægtsfængslet for første gang den 4. maj 2023.

9

Ved afgørelse af 29. juni 2023 antog Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) for det første tiltalen til realitetsbehandling og indledte behandlingen af sagen. For det andet udsatte den denne sag for at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT 2014, L 130, s. 1), som blev registreret ved Domstolens Justitskontor under referencen Staatsanwaltschaft Berlin II (sag C-675/23). For det tredje tilbagekaldte den endelig arrestordren mod M.R. i lyset af usikkerheden om, hvornår Domstolen ville træffe afgørelse.

10

Den 30. juni 2023 iværksatte anklagemyndigheden i Berlin appel til prøvelse af denne afgørelse, for så vidt som den pågældende arrestordre var blevet tilbagekaldt. Generalstaatsanwaltschaft Berlin (den regionale anklagemyndighed i delstaten Berlin, Tyskland) tilsluttede sig appellen den 10. juli 2023.

11

Ved kendelse af 24. juli 2023 ophævede Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) kendelsen af 29. juni 2023, for så vidt som denne arrestordre var blevet tilbagekaldt, og påbød, at dens fuldbyrdelse skulle genoptages. I afgørelsens præmisser blev det anført, at denne kendelse, for så vidt som sagen blev udsat, ikke var til hinder for fuldbyrdelse af arrestordren. Det blev fastslået, at Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) herved derimod fik lejlighed til at genoverveje sit skøn angående udsættelsen af sagen i lyset af det krav om hurtig sagsbehandling, den er undergivet i sager med varetægtsfængsling, og der blev »for forsigtighedens skyld« gjort opmærksom på, at en afgørelse om udsættelse kunne appelleres af anklagemyndigheden.

12

Den 26. juli 2023 iværksatte anklagemyndigheden i Berlin appel til prøvelse af kendelsen af 29. juni 2023, for så vidt som sagen var blevet udsat, med den begrundelse, at udsættelsen og den manglende fremdrift i sagen udgjorde en tilsidesættelse af kravet om hurtig sagsbehandling. Den regionale anklagemyndighed i delstaten Berlin tilsluttede sig den 9. august 2023 også denne appel og anførte, at det var i strid med dette krav at afvente Domstolens afgørelse.

13

Ved kendelse af 13. september 2023 ophævede Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) kendelsen af 29. juni 2023, for så vidt som sagen var blevet udsat. Den anførte, at en udsættelse af sagen med henblik på afklaring af retlige spørgsmål principielt var ulovlig. Imidlertid synes en udsættelse af sagen i en »prøvesag«, som har givet anledning til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, at være »undtagelsesvis forsvarlig«. På grund af kravet om hurtig sagsbehandling er en sådan mulighed imidlertid betinget af, at Domstolens afgørelse i »prøvesagen« er umiddelbart forestående og forsinkelsen ikke vil medføre uacceptable byrder for den tiltalte. Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) udledte heraf, at kendelsen af 29. juni 2023, for så vidt som sagen blev udsat, på denne baggrund »åbenbart [var] udtryk for et fejlagtigt skøn«, eftersom det var uvist, hvornår Domstolen ville træffe afgørelse. Endvidere kunne der som følge af den foreliggende sags særlige kendetegn være behov for endnu en anmodning om præjudiciel afgørelse.

14

Ved kendelse af 20. oktober 2023 tilbagekaldte Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) alligevel på ny den pågældende arrestordre med henvisning til kravet om hurtig sagsbehandling. Anklagemyndigheden i Berlin iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse. Den regionale anklagemyndighed i delstaten Berlin tilsluttede sig denne appel, idet den anførte, at såfremt Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) i tilfælde af fornyet fuldbyrdelse af arrestordren ikke straks berammede retsmøder, skulle det prøves, om dette kunne begrunde en habilitetsindsigelse.

15

Ved kendelse af 6. december 2023 ophævede Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) kendelsen af 20. oktober 2023 og påbød, at fuldbyrdelsen af arrestordren skulle genoptages. I denne kendelse blev det fastslået, at intet var til hinder for straks at planlægge og beramme behandlingen af sagen. Efter denne kendelse opfordrede anklagemyndigheden i Berlin Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) til nu at gennemføre sagen så snart og så hurtigt som muligt.

16

Ved kendelse af 12. marts 2024 tilbagekaldte Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) arrestordren, idet den fastslog, at Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin), som siden den 1. januar 2024 har været betegnet Landgericht Berlin I (den regionale ret i første instans i Berlin I, Tyskland), ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til kravet om hurtig sagsbehandling, idet den ikke havde berammet behandlingen af sagen. Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) fandt, at der var tale om en »omfattende tilsidesættelse af de strenge forfatningsretlige krav«, som udelukkende faldt ind under ansvarsområdet for Landgericht Berlin I (den regionale ret i første instans i Berlin I), og fastslog, at kravet om hurtig sagsbehandling var blevet tilsidesat i en sådan grad, at en fortsat opretholdelse af arrestordren ikke længere var forholdsmæssig.

17

Den forelæggende ret oplyser, at M.R. afsoner en frihedsstraf på flere år for forhold, der vedrører en anden sag. Afslutningen af hans afsoning er i princippet fastsat til den 28. maj 2026, men en løsladelse før tid er mulig fra den 27. juli 2024 efter udståelse af to tredjedele af straffen.

18

På denne baggrund har anklagemyndigheden i Berlin ved skrivelse af 28. marts 2024 fremsat en habilitetsindsigelse mod formanden for det dommerkollegium ved Landgericht Berlin I (den regionale ret i første instans i Berlin I), som har afsagt de pågældende kendelser (herefter »formanden«), med den begrundelse, at der foreligger en situation, som synes at udgøre en interessekonflikt. Til støtte for sin indsigelse har anklagemyndigheden i Berlin gjort gældende, at formanden endnu ikke har berammet et retsmøde i sagen, selv om den anklagede fortsat er varetægtsfængslet og Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) har henvist til den bydende nødvendighed af at beramme et sådant retsmøde.

19

Ifølge anklagemyndigheden i Berlin giver det forhold, at formanden bevidst ikke har imødekommet disse henvisninger og herved har forårsaget tilbagekaldelsen af arrestordren, grund til at antage, at hun, når hun træffer sine afgørelser, ikke længere henholder sig til de højere retsinstansers anvisninger, men derimod kun forfølger sine egne interesser. Disse interesser er knyttet til det af denne dommer rejste spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at anvende visse beviser, som efter hendes opfattelse har betydning for afgørelsen af sagen. Hun har ikke taget hensyn til aspekter vedrørende hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagen og kravet om hurtig sagsbehandling, idet hun har tilrettelagt sagsbehandlingen på en sådan måde, at der først kan berammes behandling af sagen, efter at Domstolen har truffet afgørelse om hendes anmodning om præjudiciel afgørelse i sagen Staatsanwaltschaft Berlin II (sag C-675/23).

20

I henhold til strafferetsplejelovens § 27, stk. 1, skal den afdeling ved Landgericht Berlin I (den regionale ret i første instans i Berlin I), som formanden tilhører, træffe afgørelse om den indsigelse, der er nævnt i den foreliggende kendelses præmis 18. Formanden erstattes af sin suppleant.

21

På denne baggrund har Landgericht Berlin I (den regionale ret i første instans i Berlin I), som er den forelæggende ret, i den sammensætning, der er anført i den foreliggende kendelses foregående præmis, anført, at formanden har støttet de kendelser, der er truffet i hovedsagen, på Domstolens praksis. Heraf følger efter hendes opfattelse, at en dommer, som har indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse, ikke før afslutningen af retsforhandlingerne for Domstolen af appeldomstolen eller ved »disciplinære sanktioner« må foranlediges til at fortsætte hovedsagen. Denne dommer skal derimod afvente Domstolens afgørelse og må forud for denne kun foretage processuelle handlinger, der ikke har forbindelse med de præjudicielle spørgsmål. Dette gælder også i sager med varetægtsfængsling.

22

Efter den forelæggende rets opfattelse finder denne praksis fra Domstolen også anvendelse i straffesager i lyset af Domstolens mulighed for at træffe afgørelse ved en præjudiciel hasteprocedure eller en fremskyndet præjudiciel procedure.

23

På denne baggrund har Landgericht Berlin I (den regionale ret i første instans i Berlin I) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Ved anmodningen om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at undergive den foreliggende sag en fremskyndet procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement, subsidiært om, at den pådømmes forud for andre i henhold til procesreglementets artikel 53, stk. 3.

25

Henset til Domstolens beslutning om at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med procesreglementets artikel 99, er det ufornødent at tage stilling til denne anmodning.

26

I henhold til procesreglementets artikel 99 kan Domstolen til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse, såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis.

27

I den foreliggende sag finder Domstolen, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret anmoder om med sine tre præjudicielle spørgsmål, klart kan udledes af Domstolens praksis, hvorfor det er begrundet at anvende procesreglementets artikel 99 i den foreliggende sag.

28

I øvrigt skal der, for så vidt som den forelæggende ret med sit tredje spørgsmål ønsker oplyst, om besvarelserne af det første og det andet spørgsmål også gælder for en strafferetlig sag med varetægtsfængsling, som er underlagt et krav om hurtig sagsbehandling, tages hensyn til dette aspekt ved behandlingen af det første og det andet spørgsmål, og det er ufornødent at undersøge det særskilt.

29

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en national ret, som har indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse i forbindelse med en straffesag, som er underlagt et krav om hurtig sagsbehandling, fordi den anklagede er fængslet, fortsætter behandlingen af hovedsagen, mens Domstolens besvarelse af denne anmodning afventes, ved at foretage processuelle handlinger, som har forbindelse med de præjudicielle spørgsmål.

30

For det første skal det angående artikel 267 TEUF bemærkes, at kernen i det domstolssystem, som er indført ved traktaterne, udgøres af den i denne bestemmelse fastsatte procedure med præjudicielle forelæggelser, der ved at indføre en dommerdialog mellem Domstolen og medlemsstaternes domstole har til formål at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten, hvorved EU-rettens sammenhæng, fulde virkning og autonomi og i sidste ende den særegne karakter af den ved traktaterne indførte ret sikres (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 176, samt dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 71, og af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 26).

31

For at bevare den effektive virkning af denne procedure er den kendelse eller dom, der afsiges af Domstolen som svar på en anmodning om præjudiciel afgørelse, som er indgivet til den af en national ret, bindende for denne ret for så vidt angår fortolkningen af EU-retten ved afgørelsen af den tvist, som er indbragt for den (jf. i denne retning dom af 3.2.1977, Benedetti, 52/76, EU:C:1977:16, præmis 26, og af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 23).

32

Det følger af Domstolens praksis, at denne effektive virkning ikke vanskeliggøres, når denne ret mellem tidspunktet for forelæggelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse for Domstolen og tidspunktet for Domstolens besvarelse af denne anmodning foretager processuelle handlinger, som er nødvendige og vedrører aspekter, der ikke er forbundet med de forelagte præjudicielle spørgsmål, dvs. processuelle handlinger, der ikke er af en sådan art, at de forhindrer denne ret i inden for rammerne af den sag, den behandler, at efterkomme Domstolens efterfølgende afgørelse (jf. i denne retning dom af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 28 og 30).

33

Derimod kan sådanne processuelle skridt ikke foretages, såfremt de kan tømme de præjudicielle spørgsmål, som forelægges Domstolen, for deres genstand og deres relevans i lyset af den tvist, der verserer for den nationale ret. Sådanne skridt kan nemlig forhindre denne ret i at efterkomme den afgørelse, hvorved Domstolen vil besvare disse spørgsmål. I et sådant tilfælde vil den effektive virkning af den samarbejdsmekanisme, som er fastsat i artikel 267 TEUF, blive bragt i fare, idet Domstolen i øvrigt ikke har kompetence til på det præjudicielle område at afgive vejledende besvarelser (jf. i denne retning dom af 6.6.2024, AVVA m.fl. (Retssag via videokonference, når der ikke er udstedt nogen europæisk efterforskningskendelse), C-255/23 og C-285/23, EU:C:2024:462, præmis 38-40).

34

For det andet skal det bemærkes, at anklagede personers ret til få deres sag prøvet inden for en rimelig frist, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, og i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder for så vidt angår den retslige procedure, på det strafferetlige område ikke alene skal overholdes under denne procedure, men ligeledes i løbet af den indledende fase fra det tidspunkt, hvor den omhandlede person er blevet sigtet (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Kolev m.fl., C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 71, og kendelse af 12.2.2019, RH, C-8/19 PPU, EU:C:2019:110, præmis 32).

35

Idet overholdelsen af denne ret er så meget desto mere nødvendig i tilfælde af fængsling, fastsætter artikel 267, stk. 4, TEUF udtrykkeligt, at hvis et sådant spørgsmål rejses under en retssag ved en national ret, der vedrører en person, der er frihedsberøvet, skal Domstolen træffe afgørelse hurtigst muligt.

36

Det er i øvrigt netop for at sikre gennemførelsen af denne ret, at den fremskyndede procedure og hasteproceduren, som er indført ved artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, kan anvendes, når en anmodning om præjudiciel afgørelse, som vedrører en fængslet person, kan have betydning for løsladelsen af denne person (jf. i denne retning kendelse af 12.2.2019, RH, C-8/19 PPU, EU:C:2019:110, præmis 33-35, og dom af 17.3.2021, JR (Arrestordre – domfældelse i et tredjeland, som er medlem af EØS), C-488/19, EU:C:2021:206, præmis 36-40).

37

Det forhold, at en person afsoner en frihedsstraf efter en domfældelse, som ikke har nogen forbindelse med den sag, hvor en anmodning om præjudiciel afgørelse indgives, nødvendiggør derimod ikke i sig selv, at denne sag undergives en hastebehandling (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 1.10.2018, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny w Płocku, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2018:923, præmis 23).

38

Endvidere skal det bemærkes, at det først og fremmest tilkommer den nationale domstol, som har fået forelagt en tvist med hastekarakter, som bedst kan vurdere de konkrete aspekter for parterne, og som finder det nødvendigt at forelægge Domstolen visse spørgsmål, i afventning af dennes afgørelse at træffe alle de foreløbige forholdsregler, der kan sikre den fulde virkning af den afgørelse, som den selv skal træffe, men også den effektive virkning af de berørte personers rettigheder (jf. i denne retning dom af 10.9.2014, Kušionová, C-34/13, EU:C:2014:2189, præmis 66, kendelse afsagt af Domstolens præsident den 10.4.2018, Gómez del Moral Guasch, C-125/18, EU:C:2018:253, præmis 15, og kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.2.2021, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2021:149, præmis 33).

39

Heraf følger, at selv om den nationale ret, som har indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse, skal afvente Domstolens besvarelse af dens anmodning om præjudiciel afgørelse, er der intet til hinder for, at den træffer alternative foranstaltninger til varetægtsfængsling, der kan sikre overholdelsen af den mistænkte eller den anklagedes grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning kendelse af 12.2.2019, RH, C-819 PPU, EU:C:2019:110, præmis 41).

40

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en national ret, som har indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse i forbindelse med en straffesag, som er underlagt et krav om hurtig sagsbehandling, fordi den anklagede er fængslet, fortsætter behandlingen af hovedsagen, mens Domstolens besvarelse af denne anmodning afventes, ved at foretage processuelle handlinger, som har forbindelse med de præjudicielle spørgsmål.

41

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en dommer kan erklæres inhabil, alene fordi den pågældende dommer afventer Domstolens besvarelse af den anmodning om præjudiciel afgørelse, som vedkommende har indgivet, når hovedsagen vedrører en fængslet person.

42

Artikel 267 TEUF giver de nationale retter en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den pågældende sag (dom af 16.1.1974, Rheinmühlen-Düsseldorf, 166/73, EU:C:1974:3, præmis 3, og af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 91).

43

En bestemmelse i national ret kan således ikke forhindre en national ret i at gøre brug af denne adgang, idet denne adgang nemlig er uadskilleligt forbundet med samarbejdsordningen mellem de nationale domstole og Domstolen, som er fastlagt ved artikel 267 TEUF, og opgaverne for den ret, der er ansvarlig for anvendelsen af EU-retten, som i medfør af denne bestemmelse er overladt til de nationale retter (jf. i denne retning dom af 16.1.1974, Rheinmühlen-Düsseldorf, 166/73, EU:C:1974:3, præmis 4, af 5.4.2016, PFE, C-689/13, EU:C:2016:199, præmis 32 og 33, og af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 93). Med henblik på at sikre effektiviteten af denne ret og denne pligt skal en national ret på samme måde kunne fastholde en præjudiciel forelæggelse, efter at den er blevet indgivet (dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 93).

44

Domstolen har udledt af ovenstående betragtninger, at en national bestemmelse eller praksis, som navnlig vil kunne have til følge, at en national dommer vil afholde sig fra at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål for at undgå at skulle erklære sig inhabil, er en krænkelse af de prærogativer, der er tillagt de nationale retter ved artikel 267 TEUF, og følgelig af effektiviteten af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er fastsat ved ordningen med præjudiciel forelæggelse (jf. navnlig dom af 5.7.2016, Ognyanov, C-614/14, EU:C:2016:514, præmis 25, og af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 94).

45

Det er imidlertid netop en følge af en habilitetsindsigelse, at en dommer skal erklære sig inhabil. Hvis en national dommer kan erklæres inhabil, alene fordi den pågældende dommer har afvist at beramme realitetsbehandlingen af den sag, vedkommende behandler, før Domstolen har besvaret den anmodning om præjudiciel afgørelse, som dommeren har indgivet til den i denne sag, kan denne mulighed foranledige visse nationale dommere til at afholde sig fra at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål.

46

Desuden kan de beføjelser, som artikel 267 TEUF giver enhver national ret til at foretage en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, ikke anfægtes gennem anvendelsen af en national bestemmelse, som tillader en appelret at ændre afgørelsen om præjudiciel forelæggelse for Domstolen, at ophæve denne forelæggelse og at pålægge den ret, som har afsagt forelæggelsesafgørelsen, at genoptage retsforhandlingerne i den nationale sag, som var blevet udsat (dom af 16.12.2008, Cartesio, C-210/06, EU:C:2008:723, præmis 98, og kendelse af 12.2.2019, RH, C-8/19 PPU, EU:C:2019:110, præmis 40).

47

Det forhold, at den person, som er genstand for hovedsagen, er fængslet, er af de grunde, som er anført i den foreliggende kendelses præmis 35, 36, 38 og 39, ikke egnet til at ændre rækkevidden af de beføjelser, som den nationale ret er tillagt ved artikel 267 TEUF.

48

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en dommer kan erklæres inhabil, alene fordi den pågældende dommer afventer Domstolens besvarelse af den anmodning om præjudiciel afgørelse, som vedkommende har indgivet, når hovedsagen vedrører en fængslet person.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):