–

Utiledulci – Comércio Internacional e Serviços Sociedade Unipessoal, Lda. – Zona Franca da Madeira ved advogados A. Cantanhede Gonçalves, P. Dewerbe, J. Faria, A.M. Gaspar og L.M. Soares Romão,

–

Autoridade Tributária e Assuntos Fiscais da Região Autónoma da Madeira ved M.R. Correia Baroca og A.C. Garcês Rodrigues, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved P. Cottin, M. Van Regemorter, som befuldmægtigede, og experte S. Hamerijck,

–

den spanske regering ved A. Pérez-Zurita Gutiérrez, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved I. Barcew, P. Caro de Sousa og M. Lagrue, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 16, stk. 3, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9) og artikel 5 i Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) gennemført af Portugal for Zona Franca da Madeira (ZFM) – ordning III (EFT 2022, L 217, s. 49, herefter »Kommissionens afgørelse af 4. december 2020«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Utiledulci – Comércio Internacional e Serviços Sociedade Unipessoal, Lda. – Zona Franca da Madeira (herefter »Utiledulci«) og Autoridade Tributária e Assuntos Fiscais da Região Autónoma da Madeira (skatte- og afgiftsmyndigheden i den selvstyrende region Madeira, Portugal) (herefter »skatte- og afgiftsmyndigheden«) vedrørende en skatte- og afgiftsinddrivelsesprocedure mod Utiledulci med henblik på tilbagebetaling af den statsstøtte, som dette selskab var blevet tildelt i form af en nedsættelse af indkomstskattesatsen.

3

25. betragtning til forordning 2015/1589 (EU) har følgende ordlyd:

»I tilfælde af ulovlig støtte, som er uforenelig med det indre marked, skal den effektive konkurrence genetableres. Til det formål er det nødvendigt, at støtten, inklusive renter, omgående tilbagebetales. Tilbagebetalingen bør ske i overensstemmelse med procedurerne i national ret. Anvendelsen af disse procedurer må ikke – ved at forhindre en omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse – være til hinder for en genskabelse af normale konkurrencevilkår. Med henblik herpå bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at Kommissionens afgørelse fungerer efter hensigten.«

4

Denne forordnings artikel 16, der har overskriften »Tilbagebetaling af støtte«, fastsætter i stk. 1 og 3:

»1.   I negative afgørelser om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […]. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.

[...]

3.   Med forbehold af eventuel kendelse fra Den Europæiske Unions Domstol efter TEUF’s artikel 278 skal tilbagebetalingen ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af EU-lovgivningen.«

5

Artikel 52 i lei Geral Tributária (den almindelige skatte- og afgiftslov) som vedtaget ved Decreto-Lei nr. 398/98 (lovdekret nr. 398/98) af 17. december 1998 (Diário da República, I serie A, nr. 290, af 17.12.1998) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»1.   Opkrævningen af den skyldige skat eller afgift suspenderes under skatte- eller afgiftsinddrivelsesproceduren i tilfælde af ratebetaling eller klage, sagsanlæg i første eller anden instans og indsigelse mod inddrivelsen vedrørende ulovligheden eller inddriveligheden af den gæld, der skal inddrives, samt under procedurer for bilæggelse af tvister i henhold til [konvention 90/436/EØF af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud i forskellige medlemsstater (EFT 1990, L 225, s. 10)].

2.   Den i det foregående stykke omhandlede indstilling af inddrivelsen er betinget af, at der stilles en passende sikkerhed i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen.

[...]

4.   Skatte- og afgiftsmyndigheden kan på anmodning fra rekvisitus fritage denne fra sikkerhedsstillelsen, såfremt denne sikkerhedsstillelse påfører rekvisitus en uoprettelig skade, eller i tilfælde af utilstrækkelige midler, der kan gøres udlæg i, med henblik på betalingen af den gæld, der skal inddrives, og eventuelle tillæg hertil, forudsat at der ikke foreligger væsentlige indicier på, at midlernes utilstrækkelighed eller fraværet af midler skyldes strafbare handlinger.

[...]«

6

Artikel 169 i Código de Procedimento e de Processo Tributário (lov om skatte- og afgiftsprocedurer) som vedtaget ved Decreto-Lei no 433/99 (lovdekret nr. 433/99) af 26. oktober 1999 (Diário da República, I serie A, nr. 255, af 26.10.1999), og som trådte i kraft den 1. januar 2000, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter:

»1.   Inddrivelsen indstilles, indtil sagen afgøres, i tilfælde af administrativ klage eller sagsanlæg i første eller anden instans og indsigelse mod inddrivelsen vedrørende lovligheden af den gæld, der skal inddrives, samt under procedurer for bilæggelse af tvister i henhold til [konvention 90/436] eller en konvention om undgåelse af dobbeltbeskatning, forudsat at der er stillet en sikkerhed i henhold til artikel 195, eller en sådan sikkerhed er ydet i henhold til artikel 199, eller at udlægget sikrer hele den gæld, der skal inddrives, og eventuelle tillæg hertil, hvilket den kompetente embedsmand skal notere i sagsakterne.

[...]

13.   Skatte- og afgiftspligtige personer, der har opnået en indstilling af skatte- eller afgiftsinddrivelsesproceduren i henhold til denne artikel, anses for at have lovliggjort deres skatte- eller afgiftsmæssige situation, med forbehold af bestemmelserne om fritagelse for sikkerhedsstillelsen.

[...]«

7

Artikel 199 i lov om skatte- og afgiftsprocedurer i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»1.   Såfremt der endnu ikke er stillet sikkerhed, skal rekvisitus sammen med anmodningen tilbyde en passende sikkerhed i form af en bankgaranti, en garanti, en kaution eller ethvert andet middel, som er egnet til at sikre rekvirentens fordringer.

2.   Den i forrige stykke omhandlede passende sikkerhed kan også – på anmodning fra rekvisitus og efter aftale med skatte- og afgiftsmyndigheden – bestå i et udlæg eller et frivilligt pant, idet artikel 195 finder anvendelse mutatis mutandis.

[...]«

8

Den 4. december 2020 vedtog Kommissionen afgørelse 2022/1414, hvorved den erklærede støtteordningen »Zona Franca da Madeira (ZFM) – ordning III« (herefter »støtteordning III«) uforenelig med det indre marked, for så vidt som den var blevet gennemført af Den Portugisiske Republik i strid med Kommissionens godkendelsesafgørelser af 27. juni 2007 og 2. juli 2013 i henholdsvis sag N 421/2006 og sag SA.34160 (2011/N) og dermed i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF.

9

Artikel 5 i Kommissionens afgørelse af 4. december 2020 præciserede, at tilbagesøgningen af den støtte, der var uforenelig med det indre marked, og som var tildelt inden for rammerne af støtteordning III, skulle iværksættes »omgående og effektivt«, og at Den Portugisiske Republik var forpligtet til at efterkomme denne afgørelse »senest otte måneder efter meddelelsen deraf«. Denne frist udløb den 5. august 2021.

10

På baggrund af denne afgørelse indledte skatte- og afgiftsmyndigheden en skatte- og afgiftsinddrivelsesprocedure over for Utiledulci med henblik på tilbagebetaling af den støtte, der var blevet tildelt dette selskab inden for rammerne af støtteordning III i form af en nedsættelse af indkomstskatten for de støttemodtagende virksomheder.

11

I portugisisk ret er der ikke fastsat nogen specifik ordning for tilbagebetaling af statsstøtte. I forbindelse med tilbagebetaling af statsstøtte er der ingen regel, som er til hinder for anvendelsen af de processuelle garantier, der er fastsat i portugisisk skatte- og afgiftsret, navnlig de garantier, der vedrører indstilling af skatte- og afgiftsinddrivelsesproceduren. Den administrative procedure, der finder anvendelse på tilbagebetaling af en sådan støtte, er under disse omstændigheder en skatte- og afgiftsinddrivelsesprocedure.

12

De bestemmelser i portugisisk ret, der finder anvendelse på denne skatte- og afgiftsinddrivelsesprocedure, giver mulighed for at anmode om indstilling af nævnte procedure i tilfælde af indsigelse mod skatte- eller afgiftsgælden eller mod tvangsinddrivelsesforanstaltningerne og i tilfælde af ratebetaling, mod at der stilles passende garanti eller ethvert andet middel, der gør det muligt at sikre inddrivelsen af skatte- eller afgiftsfordringen, eller, såfremt der ikke er stillet en sådan garanti, hvis den skattepligtige godtgør, at vedkommende ikke er i stand til at stille en sådan garanti.

13

Utiledulci anmodede om en sådan indstilling. Skatte- og afgiftsmyndigheden afslog denne anmodning under henvisning til princippet om EU-rettens forrang. Utiledulci har anlagt sag til prøvelse af dette afslag ved Tribunal Administrativo e Fiscal do Funchal (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Funchal, Portugal), som er den forelæggende ret.

14

Denne ret ønsker oplyst, hvorledes artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589 og artikel 5 i Kommissionens afgørelse af 4. december 2020 skal fortolkes. Den forelæggende ret er nærmere bestemt af den opfattelse, at det spørgsmål, der skal besvares, er, om den omgående og effektive gennemførelse af denne afgørelse kræver, at der ses bort fra anvendelsen af bestemmelserne i den portugisiske skatte- og afgiftslovgivning om indstilling af skatte- og afgiftsinddrivelsesproceduren.

15

På denne baggrund har Tribunal Administrativo e Fiscal do Funchal (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Funchal) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal udtrykket »[omgående og effektiv tilbagesøgning]«, som anvendes i artikel 5 i [Kommissionens afgørelse af 4. december 2020], og udtrykket »tilbagebetalingen [skal] ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse«, som anvendes i artikel 16, stk. 3, i forordning [2015/1589], fortolkes således, at bestemmelserne i portugisisk ret vedrørende de processuelle garantier, der gælder i skatte[- og afgifts]inddrivelsesprocedurer, navnlig bestemmelserne vedrørende [indstilling] af skatte[- og afgifts]inddrivelsesprocedurer, skal undlades anvendt, eller derimod således, at [skatte- og afgiftsmyndigheden] fortsat er forpligtet til at overholde alle de processuelle garantier, der er fastsat i den portugisiske skatte- og afgiftslovgivning, uanset at der er tale om tilbagesøgning af statsstøtte, som er blevet erklæret ulovlig ved Kommissionens afgørelse [af 4. december 2020]?«

16

Indledningsvis bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere det spørgsmål, der forelægges den (jf. dom af 17.7.1997, Krüger, C-334/95, EU:C:1997:378, præmis 22 og 23, af 28.11.2000, Roquette Frères, C-88/99, EU:C:2000:652, præmis 18, og af 3.6.2025, Kinsa, C-460/23, EU:C:2025:392, præmis 34).

17

I det foreliggende tilfælde giver de bestemmelser i portugisisk ret, der regulerer skatte- og afgiftsinddrivelsesproceduren, og som finder anvendelse, når Den Portugisiske Republik kræver tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, mulighed for at anmode om indstilling af denne procedure, bl.a. i tilfælde af indsigelse mod gælden eller tvangsinddrivelsesforanstaltningerne, og i tilfælde af ratebetaling, forudsat at der stilles sikkerhed i form af en bankgaranti, en garanti, en kautionsforsikring, pant i fast ejendom, et frivilligt pant eller ethvert andet middel, som kan sikre inddrivelsen af skatte- eller afgiftsfordringen. Den skatte- eller afgiftspligtige kan anmode om fritagelse for en sådan garantistillelse, hvis den påfører vedkommende uoprettelig skade, eller hvis det er åbenbart, at der ikke er tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed.

18

Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter er forpligtet til at undlade at anvende nationale bestemmelser, som gør det muligt at indstille en skatte- og afgiftsinddrivelsesprocedure med henblik på tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, hvis støttemodtageren stiller sikkerhed i form af en bankgaranti, en garanti, en kautionsforsikring, et udlæg, et frivilligt pant eller ethvert andet middel, som kan sikre inddrivelsen af rekvirentens fordring, eller som på anmodning fra modtageren gør det muligt for denne at blive fritaget for forpligtelsen til at stille en sådan garanti.

19

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589 og med forbehold af en eventuel kendelse fra Domstolen efter artikel 278 TEUF skal tilbagebetaling af støtte ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af EU-lovgivningen.

20

Det præciseres i 25. betragtning til denne forordning, at i tilfælde af ulovlig støtte, som er uforenelig med det indre marked, skal den effektive konkurrence genetableres, og at det til dette formål er nødvendigt, at den omhandlede støtte omgående tilbagebetales. Anvendelsen af de nationale procedurer må således ikke – ved at forhindre en omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling – være til hinder for en genskabelse af normale konkurrencevilkår. Med henblik herpå bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at Kommissionens afgørelse fungerer efter hensigten.

21

Selv om ordlyden af artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589 afspejler kravene ifølge effektivitetsprincippet, følger det ligeledes heraf, at anvendelsen af medlemsstatens nationale ret om tilbagesøgning af ulovlig støtte med henblik herpå skal ske i overensstemmelse med princippet om dennes nationale procesautonomi, når der ikke foreligger EU-retlige forskrifter på området, samt under overholdelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til forsvar (dom af 11.9.2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 39).

22

Medlemsstaternes frie valg af midlerne til tilbagesøgning af en sådan støtte er imidlertid begrænset, eftersom disse midler ikke i praksis må umuliggøre gennemførelsen af den tilbagesøgning, der kræves i henhold til EU-lovgivningen. Anvendelsen af de nationale procedurer forudsætter således, at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling (jf. i denne retning dom af 5.10.2006, Kommissionen mod Frankrig, C-232/05, EU:C:2006:651, præmis 49, og af 11.9.2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

23

En medlemsstat, som i henhold til en afgørelse truffet af Kommissionen er forpligtet til at tilbagesøge ulovlig støtte, kan dog kun opfylde denne forpligtelse, såfremt de af medlemsstaten trufne foranstaltninger er egnede til at genoprette de normale konkurrencevilkår, som er blevet fordrejet ved tildelingen af den ulovlige støtte (dom af 12.12.2002, Kommissionen mod Tyskland, C-209/00, EU:C:2002:747, præmis 35, og af 11.9.2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 42).

24

Formålet med tilbagebetalingen af en ulovlig statsstøtte er således at genoprette den situation, der bestod på det indre marked forud for tildelingen af støtten. Dette formål er opnået, når den pågældende støtte, eventuelt med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren eller, med andre ord, af de virksomheder, som faktisk har modtaget den. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren nemlig den fordel, den havde opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Aer Lingus og Ryanair Designated Activity, C-164/15 P og C-165/15 P, EU:C:2016:990, præmis 89 og 90, af 19.10.2023, Ministar na zemedelieto, hranite i gorite, C-325/22, EU:C:2023:793, præmis 47, og af 29.7.2024, Koiviston Auto Helsinki mod Kommissionen, C-697/22 P, EU:C:2024:641, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

25

I denne henseende skal det endvidere præciseres, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 16 og 17 i forslaget til afgørelse, at den forpligtelse, der påhviler den medlemsstat, hvortil en afgørelse om tilbagebetaling truffet af Kommissionen er rettet i henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning 2015/1589, til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den omhandlede støtte fra modtageren, udgør en forpligtelse til at opnå et resultat (jf. i denne retning dom af 13.11.2025, Kommissionen mod Bulgarien (Ombytning af skovarealer II), C-632/23, EU:C:2025:890, præmis 64). Denne forpligtelse skal desuden opfyldes inden for de af Kommissionen fastsatte frister (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Kommissionen mod Italien, C-304/09, EU:C:2010:812, præmis 32, og af 13.11.2025, Kommissionen mod Bulgarien (Ombytning af skovarealer II), C-623/23, EU:C:2025:890, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

26

Som generaladvokaten har anført i punkt 21 i forslaget til afgørelse, skal det sammenfattende bemærkes, at den procesautonomi, som medlemsstaterne er tildelt på området for tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, er strengt begrænset af kravet om at sikre effektiviteten af de administrative myndigheders indsats. Det påhviler derfor såvel de nationale retter som de nævnte myndigheder under de førstnævntes kontrol at sikre en gennemførelse, der er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling af støtten, som er at forhindre, at markedet på nogen måde fordrejes af tildelingen af statsstøtte, der er skadelig for konkurrencen. Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser i sin nationale retsorden, end ikke i forfatningen, til støtte for, at forpligtelser i EU-retten ikke overholdes (jf. i denne retning dom af 6.5.2015, Kommissionen mod Tyskland, C-674/13, EU:C:2015:302, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

27

Som det præciseres i denne doms præmis 12 og 17, giver de bestemmelser i portugisisk ret, som finder anvendelse, når Den Portugisiske Republik foretager tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, i det foreliggende tilfælde mulighed for at anmode om indstilling af proceduren, bl.a. i tilfælde af indsigelse mod gælden eller tvangsinddrivelsesforanstaltningerne, og i tilfælde af ratebetaling, forudsat at der stilles sikkerhed i form af en bankgaranti, en garanti, en kautionsforsikring, et udlæg, et frivilligt pant eller ethvert andet middel, som kan sikre inddrivelsen af skatte- eller afgiftsfordringen, eller endda uden en sådan sikkerhed, hvis den skatte- eller afgiftspligtige godtgør, at denne sikkerhed ville påføre vedkommende en uoprettelig skade, eller hvis det er åbenbart, at der ikke er tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed.

28

Det skal derfor, under hensyntagen til den generelle sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår i national ret, undersøges, om anvendelsen heraf er uforenelig med det krav om en omgående og effektiv tilbagebetaling af den omhandlede støtte, som er fastsat i artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589 og som fortolket i lyset af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 21 og 25.

29

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at en national lovgivning, som foreskriver automatisk opsættende virkning af søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse om tilbagebetaling af ulovlig støtte, ikke kan anses for at give mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af en afgørelse truffet af Kommissionen om tilbagebetaling af denne støtte. Indrømmelsen af en sådan opsættende virkning kan tværtimod forsinke tilbagebetalingen af nævnte støtte betragteligt og således forlænge den uberettigede konkurrencefordel, der følger heraf (jf. i denne retning dom af 5.10.2006, Kommissionen mod Frankrig, C-432/05, EU:C:2006:651, præmis 46, 51 og 52). En sådan national lovgivning, der fastsætter en automatisk opsættende virkning for søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelser om tilbagebetaling af en ulovlig støtte, bør derfor undlades anvendt (dom af 5.10.2006, Kommissionen mod Frankrig, C-232/05, EU:C:2006:651, præmis 53).

30

I det foreliggende tilfælde er den nationale skatte- og afgiftsinddrivelsesprocedure, således som generaladvokaten har anført i punkt 24 i forslaget til afgørelse, desuden kendetegnet ved at finde systematisk og automatisk anvendelse, i det omfang, de portugisiske skatte- og afgiftsmyndigheder ikke har nogen skønsmargen, i det mindste med hensyn til indstillingen af proceduren, når betingelsen om, at der skal stilles sikkerhed, er opfyldt.

31

Det skal derfor fastslås, at den automatiske indstilling, der er fastsat i en national gennemførelsesprocedure som den i hovedsagen omhandlede, i væsentlig grad kan forsinke tilbagebetalingen af en ulovlig støtte og dermed forlænge den uberettigede konkurrencefordel, som denne støtte har givet modtageren, hvilket således er i strid med kravet om omgående og effektiv tilbagebetaling af denne støtte som fastsat i artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589.

32

Som generaladvokaten har anført i punkt 26 i forslaget til afgørelse, har instrumenter som en bankgaranti, en kaution, en kautionsforsikring, et udlæg eller et frivilligt pant ikke a priori til formål at fjerne støtten fra støttemodtagerens formue og dermed fratage den pågældende den dermed forbundne fordel. Hverken de regnskabsmæssige konsekvenser eller de omkostninger, der er forbundet med sikkerhedsstillelse, kan sammenlignes med en tilbagebetaling af støtten for så vidt angår støttemodtagerens økonomiske situation. Det udtrykkelige formål med disse instrumenter er at sikre rekvirentens fordring i den periode, hvor inddrivelsesproceduren er suspenderet, hvilket er forskellig fra formålet med den procedure, der forfølges med tilbagesøgningen af den ulovlige støtte.

33

Det ville kun forholde sig anderledes, hvis konkurrencefordrejningen blev fuldstændig elimineret, f.eks. ved udlæg eller ved, at det ulovlige støttebeløb og renterne heraf indbetales på en spærret konto, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. I sådanne tilfælde ville formålet med Kommissionens afgørelse om tilbagesøgning af den ulovlige støtte, nemlig at genoprette de normale konkurrencevilkår, som er blevet fordrejet ved tildelingen af denne støtte, således blive opnået.

34

Hvad for det andet angår muligheden for at fritage rekvisitus for at stille sikkerhed skal det bemærkes, at overvejelser vedrørende den økonomiske skade som følge af tilbagebetalingen af den omhandlede støtte således ikke kan retfærdiggøre forsinkelsen af tilbagesøgningsproceduren. Selv i det tilfælde, hvor ulovligt ydet støtte skal tilbagesøges fra en virksomhed, der er kriseramt eller under konkurs, berører sådanne vanskeligheder ikke forpligtelsen til tilbagesøgning af støtten (jf. i denne retning dom af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien, C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 71, og af 17.1.2018, Kommissionen mod Grækenland, C-363/16, EU:C:2018:12, præmis 36). Det følger heraf, at medlemsstaten eventuelt er forpligtet til at fremkalde afvikling af det omhandlede selskab, at anmelde sin fordring i virksomhedens passiver eller at træffe andre foranstaltninger, som giver mulighed for tilbagebetaling af støtten (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, Kommissionen mod Italien, C-334/05, EU:C:2007:753, præmis 28).

35

Hvad for det tredje angår muligheden for ratebetaling af de skyldige beløb bemærkes, at en sådan betalingsmåde, når den tillades efter udløbet af den af Kommissionen fastsatte tilbagebetalingsfrist, er uforenelig med kravet om, at tilbagebetalingen skal ske rettidigt, som bl.a. skal sikre den fulde virkning af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling, i det foreliggende tilfælde Kommissionens afgørelse af 4. december 2020, og at gøre det muligt at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med denne afgørelse, nemlig at sikre, at støttemodtageren selv ikke midlertidigt råder over midler, der svarer til den allerede tilbagebetalte støtte (jf. i denne retning dom af 20.5.2010, Scott og Kimberly Clark, C-210/09, EU:C:2010:294, præmis 29).

36

Endelig bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at tilbagebetaling af en ulovlig støtte er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Derfor kan tilbagebetaling af støtten for herved at genoprette den tidligere situation principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i EUF-traktatens bestemmelser om statsstøtte. En foranstaltning med henblik på tilbagebetaling af en ulovlig statsstøtte tilsidesætter kun proportionalitetsprincippet, hvis det beløb, som modtageren heraf skal tilbagebetale, er højere end nutidsværdien af det støttebeløb, der er modtaget (jf. i denne retning dom af 21.3.1990, Belgien mod Kommissionen, C-142/87, EU:C:1990:125, præmis 66, og af 29.7.2024, Koiviston Auto Helsinki mod Kommissionen, C-697/22 P, EU:C:2024:641, præmis 79 og 80).

37

Det følger heraf, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en automatisk opsættende virkning af ratebetalingen eller af de søgsmål, der anlægges til prøvelse af en afgørelse om tilbagebetaling af ulovlig støtte, med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den nationale ret, for hvilken sagen er indbragt at foretage, er uforenelig med formålet med fjernelsen af ulovlig støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked, og med kravet om at sikre en omgående og effektiv gennemførelse af afgørelser om tilbagebetaling heraf. Som nævnt i denne doms præmis 29 bør sådanne nationale bestemmelser derfor ikke finde anvendelse.

38

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at de kompetente nationale myndigheder og de nationale domstole er forpligtet til at undlade at anvende nationale bestemmelser, som gør det muligt at indstille en skatte- eller afgiftsinddrivelsesprocedure med henblik på tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, hvis støttemodtageren stiller sikkerhed i form af en bankgaranti, en garanti, en kautionsforsikring, et udlæg, et frivilligt pant eller ethvert andet middel, som kan sikre inddrivelsen af rekvirentens fordring, eller som på anmodning fra modtageren gør det muligt for denne at blive fritaget for forpligtelsen til at stille en sådan sikkerhed, medmindre modtageren ved sikkerhedsstillelsen fratages den med støtten forbundne konkurrencefordel.

39

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 16, stk. 3, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF]

skal fortolkes således, at

de kompetente nationale myndigheder og de nationale domstole er forpligtet til at undlade at anvende nationale bestemmelser, som gør det muligt at indstille en skatte- eller afgiftsinddrivelsesprocedure med henblik på tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, hvis støttemodtageren stiller sikkerhed i form af en bankgaranti, en garanti, en kautionsforsikring, et udlæg, et frivilligt pant eller ethvert andet middel, som kan sikre inddrivelsen af rekvirentens fordring, eller som på anmodning fra modtageren gør det muligt for denne at blive fritaget for forpligtelsen til at stille en sådan sikkerhed, medmindre modtageren ved sikkerhedsstillelsen fratages den med støtten forbundne konkurrencefordel.