1

Med appellen har Penya Barça Lyon: Plus que des supporters (PBL) og Issam Abdelmouine nedlagt påstand ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom afsagt den 8. februar 2023, PBL og WA mod Kommissionen (T-538/21, herefter den appellerede dom, EU:T:2023:53), hvorved Retten frifandt Kommissionen i deres søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse COMP/C.4/AH/mdr 2021(092342) af 1. september 2021 om status for en klage, der blev indgivet vedrørende en angivelig statsstøtte, som var blevet tildelt fodboldklubben Paris Saint-Germain (SA.64489).

2

32. og 33. betragtning Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9, berigtiget i EUT 2017, L 186, s. 17) har følgende ordlyd:

3

I artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589 bestemmes, at der i denne forordning ved begrebet »interesserede parter« forstås »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer«.

4

Nævnte forordnings artikel 12 med overskriften »Undersøgelse, begæring om oplysninger og påbud om oplysninger« bestemmer i stk. 1:

»Kommissionen kan på eget initiativ undersøge oplysninger om påstået ulovlig støtte fra enhver kilde, jf. dog artikel 24.

Kommissionen undersøger uden unødig forsinkelse enhver klage, som indgives af en interesseret part i henhold til artikel 24, stk. 2, og sikrer, at den pågældende medlemsstat holdes fuldt og regelmæssigt underrettet om undersøgelsens forløb og resultater.«

5

Forordningens artikel 24 med overskriften »De interesserede parters rettigheder« er affattet således:

»1.   Alle interesserede parter kan [...] fremsætte bemærkninger, efter at Kommissionen har truffet afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Alle de interesserede parter, der har fremsat sådanne bemærkninger, og modtagerne af individuel støtte vil få tilsendt en kopi af den afgørelse, Kommissionen vedtager [...]

2.   Alle interesserede parter kan indgive en klage for at underrette Kommissionen om påstået ulovlig støtte eller om påstået misbrug af støtte. Den interesserede part skal i den forbindelse behørigt udfylde en formular [...] og skal angive obligatoriske oplysninger, der anmodes om deri.

[...]«

6

Sagens baggrund er gengivet på følgende måde i den appellerede dom.

7

PBL er en sammenslutning, som har til formål at »samle tilhængere« af Futbol Club Barcelona (herefter »FCB«), som er en professionel fodboldklub med hjemsted i Barcelona (Spanien), og som er oprettet som en sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje.

8

Issam Abdelmouine er medlem af PBL. Siden den 3. marts 2020 har han ligeledes været socio (betalende medlem) af FCB.

9

Den 8. august 2021 meddelte Lionel Messi, der var en fodboldspiller, som arbejdede for FCB, at han ville forlade denne klub og var blevet ansat af Paris Saint-Germain Football Club (PSG), som er en professionel fodboldklub med hjemsted i Paris (Frankrig).

10

Samme dag indgav Issam Abdelmouine en klage til Kommissionen, hvori han dels meddelte denne institution, at der forelå en angivelig støtte, som havde gjort det muligt for PSG at ansætte Lionel Messi, dels anmodede denne institution om at træffe foranstaltninger efter artikel 116 TEUF.

11

Den 1. september 2021 tilstillede Kommissionen Issam Abdelmouine en skrivelse, hvori denne institution i det væsentlige anførte, at han ikke kunne kvalificeres som »interessere[t part]« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, og at de fremlagte oplysninger om den angivelige støtte til PSG derfor ikke kunne betragtes som en klage i henhold til denne forordnings artikel 24, stk. 2.

12

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. september 2021 anlagde PBL og Issam Abdelmouine søgsmål med påstand om dels annullation af afgørelsen i denne skrivelse om ikke at anse Issam Abdelmouine for interesseret part med ret til at indgive en klage til Kommissionen som omhandlet i forordning 2015/1589 (herefter »den omtvistede afgørelse«), dels om vedtagelse af påbud.

13

På datoen for retsmødet, som blev afholdt den 18. oktober 2022, indgav appellanterne endvidere en række beviser til Rettens Justitskontor i medfør af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement.

14

I den appellerede doms præmis 9-13 frifandt Retten Kommissionen for appellanternes anden påstand om pålæggelse af påbud, med den begrundelse at denne retsinstans ikke havde kompetence til at pålægge sådanne påbud.

15

Med hensyn til appellanternes første påstand om annullation af den omtvistede afgørelse fastslog Retten i den appellerede doms præmis 14-18, at Kommissionen skulle frifindes, idet denne påstand delvist skulle afvises, for så vidt som den vedrørte denne institutions manglende hensyntagen til PBL i den omtvistede afgørelse. Retten fastslog i denne henseende, at det ikke var godtgjort, at PBL havde tilsluttet sig den klage, som Issam Abdelmouine havde indgivet, og som var genstand for denne afgørelse, hvorfor Issam Abdelmouine måtte anses for at være den eneste klager. Denne påstand blev således kun realitetsbehandlet, for så vidt som den vedrørte behandlingen af den klage, som Issam Abdelmouine havde indgivet som socio af FCB.

16

Med hensyn til realiteten fastslog Retten i den nævnte doms præmis 19 og 20, at appellanterne til støtte for nævnte påstand havde fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, som bestod af to led.

17

Hvad angår det første led om en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder fastslog Retten i det væsentlige i den appellerede doms præmis 22-47, at visse af de forskellige interesser, som appellanterne havde anført for at godtgøre, at Issam Abdelmouine som socio af FCB skulle kvalificeres som »interessere[t part]« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, ikke var påvist, og at de øvrige interesser var af »rent generel eller indirekte« karakter. Af disse grunde fastslog Retten, at Issam Abdelmouine ikke kunne anses for at være en sådan »interessere[t part]«.

18

Med hensyn til det andet led om en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder forkastede Retten dette led i den appellerede doms præmis 48-53, med den begrundelse at nævnte led var irrelevant, efter at den i det væsentlige havde anført, at det andet led vedrørte et aspekt, der alene var angivet som eksempel og dermed var accessorisk i forhold til den begrundelse, som Kommissionen havde støttet sig på i den omtvistede afgørelse for at tage stilling til status for den af Issam Abdelmouine indleverede klage.

19

I den appellerede doms præmis 54-57 fastslog Retten endvidere, at det var ufornødent at træffe afgørelse om formaliteten med hensyn til de beviser, som appellanterne havde forelagt Retten på datoen for retsmødet, eftersom disse beviser under alle omstændigheder var uden betydning for vurderingen af bl.a. formaliteten og realiteten med hensyn til søgsmålet.

20

Henset til samtlige disse grunde frifandt Retten Kommissionen.

21

Appellanterne har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

22

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

23

Til støtte for appellen har appellanterne i det væsentlige fremsat seks anbringender.

24

Med det første anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 14-18, og som i det væsentlige består af to led, har appellanterne anfægtet, at Retten delvist afviste deres første påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

25

Med dette anbringendes første led har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at de beviser, som de forelagde Retten på datoen for retsmødet, i modsætning til, hvad Retten fastslog i de omhandlede præmisser, i tilstrækkelig grad godtgør, at PBL havde tilsluttet sig den klage, som Issam Abdelmouine havde indgivet, og at Kommissionen havde kendskab til denne situation, da den vedtog den omtvistede afgørelse.

26

Med nævnte anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Retten under alle omstændigheder tilsidesatte sin praksis, hvorefter det i tilfælde af, at et annullationssøgsmål er anlagt af flere personer, skal fastslås, at konstateringen af, at en af disse personer har søgsmålskompetence, er tilstrækkelig til, at søgsmålet i det hele kan antages til realitetsbehandling, hvorfor det er ufornødent at undersøge, om de øvrige berørte personer har søgsmålskompetence. Ifølge appellanterne påhvilede det nemlig i lyset af denne retspraksis Retten at fastslå, at deres første påstand i det hele kunne antages til realitetsbehandling.

27

Kommissionen har fremsat en formalitetsindsigelse i forhold til anbringendets første led og gjort gældende, at dets andet led er ugrundet.

28

Hvad angår dette anbringendes første led skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder samt de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet. Med undtagelse af argumentationen om en urigtig gengivelse skal enhver argumentation, hvorved der som led heri rejses tvivl om denne bedømmelse, følgelig afvises (jf. i denne retning dom af 21.9.2023, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, C-478/21 P, EU:C:2023:685, præmis 157 og 158 og den deri nævnte retspraksis).

29

Når en part gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, skal den pågældende i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement desuden præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise de fejl, der efter denne parts opfattelse har foranlediget Retten til at foretage denne urigtige gengivelse. Nævnte urigtige gengivelse skal i øvrigt fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 21.9.2023, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, C-478/21 P, EU:C:2023:685, præmis 219 og den deri nævnte retspraksis).

30

I det foreliggende tilfælde følger heraf, at appellanterne, som hverken har gjort gældende eller påvist en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder i denne henseende, ikke som led i denne appel kan anfægte Rettens vurdering om, at det i det væsentlige ikke var godtgjort, at PBL havde tilsluttet sig den klage, som Issam Abdelmouine havde indgivet til Kommissionen, og som var genstand for den omtvistede afgørelse.

31

De argumenter, som appellanterne har fremført for Domstolen, gør det på de i nærværende doms præmis 29 fastsatte betingelser endvidere hverken muligt at identificere eller så meget desto mindre åbenbart at påvise Rettens urigtige gengivelse af de beviser, som denne blev forelagt på datoen for retsmødet, idet det i øvrigt ikke formelt er gjort gældende, at en sådan urigtig gengivelse foreligger. Det eneste præcise bevis, som appellanterne har henvist til i denne henseende, er nemlig en e-mail fra Kommissionen, som i modsætning til, hvad de har anført, ikke angiver, at denne institution havde modtaget en klage fra PBL, men tværtimod at nævnte institution ikke rådede over en sådan klage. Appellanterne har i øvrigt blot fremført overordnede, generelle eller ikke tilstrækkeligt underbyggede argumenter.

32

Med hensyn til dette anbringendes andet led skal det fastslås, at appellanterne ikke med føje kan foreholde Retten, at den tilsidesatte sin praksis, hvorefter det i tilfælde af, at et annullationssøgsmål er anlagt af flere personer, skal fastslås, at konstateringen af, at en af disse personer har søgsmålskompetence, er tilstrækkelig til, at søgsmålet i det hele kan antages til realitetsbehandling, hvorfor det er ufornødent at undersøge, om de øvrige omhandlede personer har søgsmålskompetence.

33

I den appellerede doms præmis 14-18 traf Retten nemlig ikke afgørelse om PBL’s søgsmålskompetence, men om formaliteten med hensyn til sagsøgernes første påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Retten fastslog i denne henseende, at denne første påstand alene skulle afvises, for så vidt som der herved var rejst tvivl om indholdet af denne afgørelse, hvorved Kommissionen havde taget stilling til den klage, som Issam Abdelmouine havde indgivet. Samtidig frifandt Retten af de i nærværende doms præmis 15, 30 og 31 anførte grunde Kommissionen for nævnte påstand, for så vidt som denne påstand i det væsentlige rejste tvivl om, hvorvidt der i den omtvistede afgørelse var taget hensyn til den angivelige omstændighed, at PBL havde tilsluttet sig den af Issam Abdelmouine indleverede klage.

34

I denne forbindelse har den retspraksis, hvortil appellanterne har henvist, ingen relevans, henset til genstanden herfor og rækkevidden heraf.

35

Det første anbringende skal dermed forkastes, idet det delvist skal afvises og delvist er ugrundet.

36

Med det andet anbringende har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten har tilsidesat sine forpligtelser ved i den appellerede dom ikke at besvare et af de to anbringender i deres søgsmål, som vedrørte en tilsidesættelse af artikel 116 TEUF.

37

Kommissionen har gjort gældende, at denne argumentation er ugrundet.

38

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 9-13, fastslog Retten, at den ikke havde kompetence til at påkende appellanternes anden påstand om, at Kommissionen fik påbud om at gennemføre de beføjelser, som denne institution har bl.a. i medfør af artikel 116 TEUF.

39

Denne konstatering af manglende kompetence, som ikke kritiseres ved appellen, og som i øvrigt ikke er behæftet med en retlig fejl af de af Retten i den appellerede dom anførte grunde, var til hinder for, at denne retsinstans foretog nogen form for undersøgelse af formaliteten eller realiteten af ethvert anbringende, som appellanterne kunne have fremsat til støtte for den pågældende påstand. Nævnte konstatering begrunder således implicit, men nødvendigvis, at Retten i den appellerede dom afstod fra at besvare de argumenter om en tilsidesættelse af artikel 116 TEUF, som appellanterne har gjort gældende, at de fremførte for denne retsinstans.

40

Det andet anbringende er dermed ugrundet.

41

Med det tredje anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 22-47, har appellanterne kritiseret Retten for at forkaste deres annullationsanbringendes første led om en tilsidesættelse af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589.

42

I første række har de gjort gældende, at det følger af Domstolens praksis, at begrebet »interesserede parter«, hvortil denne bestemmelse henviser, defineres bredt, eftersom der henvises til en ubestemt helhed af personer, som omfatter alle de personer, hvis interesser kan påvirkes af tildelingen af en støtte, for så vidt som denne støtte kan have en konkret indvirkning på deres situation.

43

I anden række har appellanterne i det foreliggende tilfælde indledningsvis anført, at den støtte, der blev rejst tvivl om med den klage, som var genstand for den omtvistede afgørelse, efter deres opfattelse er en støtte, som begunstigede PSG, der er en fodboldklub med hjemsted i Frankrig, og som skadede FCB, der er en konkurrerende fodboldklub med hjemsted i Spanien.

44

De har dernæst gjort gældende, at denne støtte allerede har haft og under alle omstændigheder risikerer at få en konkret negativ indvirkning på den økonomiske, finansielle og retlige situation for ikke alene FCB, men ligeledes, henset til opbygningen som en sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og denne sammenslutnings meget særlige aktiviteter, for socios, som ejer denne sammenslutning og på demokratisk vis kontrollerer ledelsen heraf, dens beslutninger og aktiviteter.

45

Endelig har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at de for såvel Kommissionen som Retten klart, præcist og underbygget har redegjort for de forskellige grunde til, at det måtte fastslås, at Issam Abdelmouine i sin egenskab af socio af FCB og i betragtning af de rettigheder, beføjelser og forpligtelser, der er specifikt knyttet til denne egenskab, således som disse er fastsat i FCB’s vedtægter, var en person, hvis ikke-økonomiske, formuemæssige og økonomiske interesser samt konkrete situation kunne blive påvirket af tildelingen af den støtte, som han klagede over i klagen.

46

I tredje og sidste række har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at det ræsonnement, som foranledigede Retten til at fastslå, at Kommissionen med føje havde nægtet Issam Abdelmouine kvaliteten »interesseret part«, er behæftet med flere retlige fejl.

47

For det første fastlagde Retten en unødigt snæver forståelse af begrebet »interesserede parter«, idet den på grundlag af sin hidtidige praksis udelukkede, at ikke alene »generelle« interesser, men ligeledes »indirekte« interesser kan være tilstrækkelige til at godtgøre kvaliteten »interesseret part« for den person, som påberåber sig dette.

48

For det andet foretog Retten på grundlag af denne unødigt snævre forståelse urigtige retlige kvalificeringer af de faktiske omstændigheder og anlagde urigtige vurderinger, idet den fastslog, at en del af de forskellige interesser, som appellanterne havde påberåbt sig for at godtgøre, at Issam Abdelmouine var en »interesseret part«, ikke var tilstrækkeligt underbyggede, mens resten var af »rent generel eller indirekte« karakter.

49

For det første har Kommissionen som svar herpå gjort gældende, at Domstolens praksis i lighed med Rettens praksis skal forstås således, at det ikke er tilstrækkeligt at påberåbe sig »rent generelle eller indirekte interesser« for at kunne anses for en »interesseret part«.

50

For det andet har appellanterne i vid udstrækning blot gentaget de argumenter, som de havde fremført for Retten, og anfægtet de af denne retsinstans foretagne vurderinger, uden at de imidlertid har påberåbt sig nogen form for urigtig gengivelse. I dette omfang skal deres anbringende afvises.

51

For det tredje og sidste gør ingen af appellanternes argumenter det muligt at fastslå, at Retten foretog en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder. I lyset af den relevante praksis fra Domstolen og Retten skal det tværtimod fastslås, at Retten i den appellerede dom med føje konstaterede, at den omtvistede afgørelse ikke var behæftet med en ulovlighed, for så vidt som den nægtede Issam Abdelmouine kvaliteten »interesseret part« i betragtning af de argumenter og beviser, som appellanterne havde forelagt den.

52

Med det tredje anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den behæftede sin legalitetskontrol af den omtvistede afgørelse med retlige fejl, for så vidt som Kommissionen heri havde nægtet Issam Abdelmouine kvaliteten »interessere[t part]« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589. Retten foretog i det væsentlige sin prøvelse i lyset af en retligt forkert fortolkning af dette begreb. På dette grundlag foretog Retten desuden en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at Kommissionen med føje havde konstateret, at Issam Abdelmouine ikke havde påvist grundene til, at han skulle anses for at være en sådan interesseret part.

53

I første række skal det i denne henseende indledningsvis bemærkes, at det i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589 der kodificerede Domstolens praksis om begrebet »interesserede parter« i artikel 108, stk. 2, TEUF, præciseres, at begrebet »interesserede parter« som omhandlet i denne forordning omfatter »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer« (dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

54

Som det følger af nævnte forordnings artikel 24, gør kvaliteten »interesseret part« det muligt for en person at blive indrømmet visse proceduremæssige rettigheder, herunder retten til at indgive en klage for at underrette Kommissionen om angivelig ulovlig støtte eller om angiveligt misbrug af støtte, retten til at fremsætte bemærkninger, efter at Kommissionen har truffet afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og, såfremt denne person har fremsat sådanne bemærkninger, retten til at få tilsendt en kopi af den afgørelse, som Kommissionen vedtager ved afslutningen af proceduren.

55

Samtidig pålægger denne forordnings artikel 12, stk. 1, andet afsnit, bl.a. Kommissionen uden unødig forsinkelse at undersøge enhver klage, som indgives af en interesseret part i henhold til forordningens artikel 24, stk. 2.

56

Endelig forudsætter gennemførelsen af de bestemmelser, som foreskriver henholdsvis disse rettigheder og denne forpligtelse, således som det fremgår af 33. betragtning til forordning 2015/1589, i lyset af hvilken disse bestemmelser skal forstås, at den person, som har indgivet en klage til Kommissionen, i denne klage har påvist, at vedkommende er en interesseret part som omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra h).

57

I anden række følger det af den klare ordlyd af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, at begrebet »interesserede parter« ikke alene omfatter medlemsstaterne, modtageren eller modtagerne af den angivelige støtte, som anfægtes med klagen, virksomheder, som konkurrerer med denne modtager eller disse modtagere, samt erhvervsorganisationer. Ud over disse fastlagte kategorier af fysiske eller juridiske personer omfatter nævnte begreb nemlig ligeledes enhver anden person, hvis interesser måtte være berørt af tildelingen af denne støtte.

58

I dette omfang vedrører begrebet »interesserede parter«, således som det fremgår af Domstolens praksis, en ubestemt helhed af adressater, som kan omfatte enhver person, der gør gældende, at vedkommendes interesser kan være påvirket af tildelingen af en angivelig støtte (dom af 14.11.1984, Intermills mod Kommissionen, 323/82, EU:C:1984:345, præmis 16, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 59 og 60), forudsat at denne person imidlertid i tilstrækkelig grad godtgør, at de fornødne krav for, at den pågældende kan anses for at være en »interesseret part«, er opfyldt, og navnlig at den angivelige støtte risikerer at have konkret indvirkning på vedkommendes situation (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

59

For det første skal den person, som i et givet tilfælde påberåber sig kvaliteten »interesseret part«, med henblik herpå i tilstrækkelig grad godtgøre, at det rent faktisk er selve tildelingen af den angivelige støtte, som kan påvirke vedkommendes interesser, og ikke enhver anden adfærd eller enhver anden foranstaltning, navnlig enhver retligt særskilt foranstaltning, som kan være blevet vedtaget af den medlemsstat, der har tildelt denne støtte, uanset om en sådan foranstaltning har en faktisk forbindelse med nævnte støtte. Kun såfremt visse af en støttes gennemførelsesforanstaltninger er så uløseligt forbundet med støttens formål, at det ikke er muligt at bedømme dem isoleret, kan disse uløseligt forbundne gennemførelsesforanstaltninger påberåbes med henblik på at godtgøre, at den pågældende person har kvaliteten »interesseret part« (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 81, 97-99, 103 og 106 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.12.2023, CAPA m.fl. mod Kommissionen, C-742/21 P, EU:C:2023:1000, præmis 40, 79, 93 og 95).

60

For det andet skal denne person i tilstrækkelig grad godtgøre, at det rent faktisk er »den pågældendes« interesser, dvs. dennes personlige interesser, der kan være påvirket af tildelingen af den angivelige støtte (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 64, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 60).

61

Når dette er sagt, udelukker dette krav ikke muligheden for, at visse juridiske personer, såsom dem, der er oprettet som fagforeninger eller sammenslutninger, kan påberåbe sig kategorier af interesser eller generelle interesser – som f.eks. fremme eller varetagelse af fagforeningsmedlemmernes interesser som led i overenskomstforhandlinger eller en generel interesse, der består i, at en sportsinfrastruktur drives på økonomiske vilkår, der sikrer adgangen hertil for såvel sportsamatører som professionelle sportsudøvere – for så vidt som sådanne interesser henhører under selskabsformålet for disse juridiske personer og dermed overlapper disses personlige interesser (jf. i denne retning dom af 9.7.2009, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 33, 45, 46, 52, 57-59, 65 og 104, og af 2.9.2021, Ja zum Nürburgring mod Kommissionen, C-647/19 P, EU:C:2021:666, præmis 59, 64, 66 og 67).

62

For det tredje skal den pågældende person, således som generaladvokaten har anført i punkt 72 og 74 i forslaget til afgørelse, i tilstrækkelig grad godtgøre, at tildelingen af den angivelige støtte faktisk har eller i hvert potentielt risikerer at have en konkret indvirkning på vedkommendes interesser (dom af 7.4.2022, Solar Ileias Bompaina mod Kommissionen, C-429/20 P, EU:C:2022:282, præmis 35, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P,EU:C:2023:58, præmis 60), ved at fremhæve både selve denne faktiske eller potentielle indvirkning og den årsagsforbindelse, som denne har med tildelingen af den pågældende støtte (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Solar Ileias Bompaina mod Kommissionen, C-429/20 P, EU:C:2022:282, præmis 43).

63

I tredje række skal det i det foreliggende tilfælde bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 22-47 i det væsentlige fastslog, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse med føje havde fundet, at visse af de forskellige interesser, som appellanterne havde anført for at godtgøre, at Issam Abdelmouine som socio af FCB skulle anses for »interesseret part« i forhold til den angivelige støtte, der er omhandlet i hans klage, ikke var påvist, og at de øvrige interesser var af »rent generel eller indirekte« karakter.

64

Rettens konklusion var støttet på fire rækker af grunde. I den appellerede doms præmis 29-31 fastslog Retten nemlig som svar på appellanternes første argument, at de beviser, som disse personer havde fremlagt, ikke påviste, at en socio af FCB som Issam Abdelmouine kan ifalde et økonomisk ansvar, hvis denne klub lider tab, og at han i medfør heraf har en direkte formuemæssig interesse i, at klubbens finansielle situation opretholdes. I denne doms præmis 32-34 fastslog Retten som svar på appellanternes andet argument, at den generelle interesse i forsvaret af en sport som fodbold og denne sports værdier ikke gyldigt kunne påberåbes af en fysisk person som Issam Abdelmouine med henblik på at godtgøre, at han er en »interesseret part«. I nævnte doms præmis 35-38 afviste Retten appellanternes tredje argument, som i det væsentlige vedrørte Issam Abdelmouines interesse i at forsvare sine ikke-økonomiske rettigheder og sin ret til foreningsfrihed, eftersom dette argument ikke var tilstrækkeligt klart og præcist. I dommens præmis 39-45 forkastede Retten appellanternes fjerde argument om Issam Abdelmouines interesse i at bevare forskellige rettigheder, som han havde i sin egenskab af socio af FCB.

65

Som det fremgår af appellanternes argumentation for Domstolen, således som den er sammenfattet i nærværende doms præmis 41-48, har disse parter ikke anfægtet, at Retten afviste deres tredje argument. I appellen har de nemlig herom blot anført faktiske og retlige betragtninger om de rettigheder og forpligtelser, som enheder såsom PBL og socios såsom Issam Abdelmouine har, idet disse betragtninger med hensyn til realiteten efter deres opfattelse vidner om, at deres interesser og situation kan påvirkes af tildelingen af den angivelige støtte, således som den er omhandlet i klagen vedrørende den omtvistede afgørelse. Den omstændighed, at dette tredje argument er blevet afvist, skal derfor anses for endelig.

66

Hvad angår de præmisser i den appellerede dom, hvori Retten traf afgørelse om, hvorvidt appellanternes første, andet og fjerde argument var velbegrundet, skal det bemærkes, at en appellant, således som det fremgår af nærværende doms præmis 28, på den ene side ikke som led i en appel kan anmode Domstolen om at bedømme de faktiske omstændigheder og beviserne samt rejse tvivl om Rettens vurdering af disse faktiske omstændigheder og beviser, medmindre de gør gældende, at disse er gengivet forkert.

67

Hvad i det foreliggende tilfælde angår appellanternes første argument følger heraf, at disse parter, som ikke har gjort gældende, at de beviser, der blev fremlagt til støtte for søgsmålet, er blevet gengivet forkert, ikke kan anfægte Rettens vurderinger i den appellerede doms præmis 29-31, hvorefter de beviser, der henvises til i disse præmisser, ikke godtgør, at en socio af FCB som Issam Abdelmouine kan ifalde et økonomisk ansvar, hvis denne klub lider tab, og at han i medfør heraf har en direkte formuemæssig interesse i, at klubbens finansielle situation opretholdes. Af samme grund kan appellanterne heller ikke anmode Domstolen om at bedømme de øvrige beviser, såsom visse bestemmelser i FCB’s vedtægter, hvoraf det efter deres opfattelse følger, at der foreligger en helhed af andre ikke-økonomiske, formuemæssige eller direkte økonomiske interesser, som denne klubs socios har.

68

Når Retten har fastlagt og bedømt de faktiske omstændigheder og beviserne, kan en appellant på den anden side som led i en appel anfægte Rettens retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de heraf udledte retlige konsekvenser (dom af 17.12.1998, Baustahlgewebe mod Kommissionen, C-185/95 P, EU:C:1998:608, præmis 23, og af 27.10.2011, Østrig mod Scheucher-Fleisch m.fl., C-47/10 P, EU:C:2011:698, præmis 57).

69

I det foreliggende tilfælde skal det med hensyn til appellanternes andet argument i modsætning til, hvad disse parter har gjort gældende, bemærkes, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 32-34 i det væsentlige at fastslå, at den generelle interesse i at beskytte en sport som fodbold og denne sports værdier ikke gyldigt kan påberåbes af en fysisk person som Issam Abdelmouine med henblik på at godtgøre, at han er en »interesseret part«.

70

Som det følger af ordlyden af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589 og den faste retspraksis, der er omtalt i nærværende doms præmis 58 og 60, er det nemlig udelukkende, fordi og i det omfang tildelingen af en støtte kan påvirke »den pågældendes« interesser, herunder vedkommendes personlige interesser, i modsætning til andre personers interesser og så meget desto mindre generelle interesser, at denne person skal kvalificeres som »interessere[t part]« som omhandlet i denne bestemmelse. Det er således udelukkende, fordi og i det omfang tildelingen af visse former for støtte kunne påvirke kategorier af interesser eller en generel interesse, som visse juridiske personer havde til selskabsformål at forsvare, og dermed fordi og i det omfang disse kategorier af interesser eller denne generelle interesse overlappede disse juridiske personers personlige interesse, at disse personer er blevet anset for at kunne påberåbe sig sådanne interesser med henblik på at anerkende kvaliteten som »interesseret part«, således som det fremgår af Domstolens praksis, der er nævnt i denne doms præmis 61.

71

Endelig har appellanterne med hensyn til deres fjerde argument derimod med føje gjort gældende, at Retten fortolkede artikel 1, litra h), i fortolkning 2015/1589 urigtigt og foretog en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder ved i den appellerede doms præmis 44 og 45 i det væsentlige at fastslå, at en person for at godtgøre, at den pågældendes interesser kan påvirkes af tildelingen af en støtte, og at denne person dermed er en »interesseret part«, skal påvise, at tildelingen af denne støtte har direkte indvirkning på vedkommendes interesser, og ved derefter at fastslå, at appellanterne ikke havde ført dette bevis, eftersom de blot havde omtalt de indirekte konsekvenser, som tildelingen af støtten omhandlet i den af Issam Abdelmouine indleverede klage kunne have for hans interesser.

72

Som det følger af Domstolens praksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 62, er det nemlig både nødvendigt og tilstrækkeligt, at den person, som søger at blive kvalificeret som en »interesseret part«, i tilstrækkelig grad godtgør, at tildelingen af den af klage omhandlede støtte rent faktisk har eller i hvert fald potentielt risikerer at have en konkret indvirkning på vedkommendes interesser, ved at fremhæve både selve denne faktiske eller potentielle indvirkning og den årsagsforbindelse, som denne har med tildelingen af denne støtte. Denne godtgørelse kan bl.a. foretages ved at fremlægge bevis for den konkrete indvirkning, som nævnte støtte har eller risikerer at have direkte eller indirekte som følge af en kæde af forbundne begivenheder, som allerede er indtrådt, eller som på tilstrækkelig forudsigelig og sikker vis vil indtræde.

73

Disse retlige fejl kan imidlertid ikke føre til, at den appellerede dom ophæves, eftersom Retten i denne doms præmis 45 samtidig fastslog, at de forhold, som appellanterne havde påberåbt sig til støtte for det fjerde argument, endvidere var usikre og dermed ikke gjorde det muligt at godtgøre, at tildelingen af den angivelige støtte, der var omhandlet af klagen indgivet af Issam Abdelmouine, risikerede at have en konkret indvirkning på hans interesser, hvilke vurderinger ikke er behæftet med retlige fejl i lyset af den retspraksis, der er omhandlet i nærværende doms foregående præmis, og – således som det følger af denne doms præmis 28 og 66 – ikke kan anfægtes inden for rammerne af en appel.

74

Det tredje anbringende skal følgelig forkastes.

75

Med det fjerde anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 48-53, har appellanterne kritiseret Retten for at forkaste deres annullationsanbringendes andet led om en tilsidesættelse af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589.

76

Appellanterne har i det væsentlige foreholdt Retten, at den forkastede dette led med den begrundelse, at det var irrelevant, for så vidt som det vedrørte et »accessorisk« aspekt ved den omtvistede afgørelse, og at den dermed ikke realitetsbehandlede deres detaljerede argumentation, hvorefter personer, der som Issam Abdelmouine har en meget særlig egenskab af socio i en professionel fodboldklub, der som FCB har valgt en foreningsmodel uden at virke med gevinst for øje, ikke befinder sig i samme situation som en aktionær i et selskab og dermed ikke i lighed med en sådan situation skal anses for ikke at kunne få påvirket sine interesser af, at en støtte som den, som i det foreliggende tilfælde er blevet indrømmet PSG, tildeles.

77

Kommissionen har gjort gældende, at Retten med føje fastslog, at appellanternes annullationsanbringendes andet led var irrelevant, og at denne retsinstans dermed ikke kan kritiseres for ikke at have realitetsbehandlet dette led.

78

Det skal indledningsvis bemærkes, at Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som er omtalt i nærværende doms præmis 67, 69 og 73, og de retlige konsekvenser, som denne retsinstans udledte heraf med hensyn til, om appellanternes annullationsanbringendes første led om en tilsidesættelse af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589 var velbegrundet, i sig selv er tilstrækkelige til at underbygge den appellerede dom, for så vidt som Kommissionen heri blev frifundet i appellanternes søgsmål.

79

De retlige og faktiske betragtninger begrunder nemlig, at Issam Abdelmouine anses for ikke at være en »interessere[t part]« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, eftersom appellanterne ikke på tilstrækkelig sikker vis har godtgjort, at den af hans klage omhandlede støtte kunne påvirke de interesser, som han kunne have som socio af FCB. Nævnte betragtninger kan endvidere ikke drages i tvivl af de særskilte og uafhængige betragtninger, som Retten, og før denne Kommissionen, anførte vedrørende en analogi eller eventuelt mangel på analogi mellem situationen for en socio som Issam Abdelmouine og situationen for en aktionær i et selskab.

80

Det fjerde anbringende vedrører følgelig elementer i den appellerede doms præmisser, som, selv hvis de antages at være behæftet med en retlig fejl, er anført for fuldstændighedens skyld, således som generaladvokat i det væsentlige har anført i punkt 96 i forslaget til afgørelse.

81

Det fjerde anbringende skal dermed forkastes som irrelevant.

82

Med det femte anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 54-57, har appellanterne foreholdt Retten, at den forkastede de beviser, som de havde fremlagt på datoen for retsmødet i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, med den begrundelse at disse beviser, selv hvis de kunne antages til realitetsbehandling, under alle omstændigheder var uden betydning.

83

Appellanterne har i denne henseende anført, at disse bevisers betydning ses af den omstændighed, at de var genstand for grundige udvekslinger i dette retsmøde.

84

Desuden viser gennemgangen af nævnte beviser ligeledes, at de havde betydning navnlig hvad angår formaliteten og realiteten ved det søgsmål, som appellanterne havde anlagt ved Retten. Disse beviser godtgør nemlig, at Kommissionen, da den vedtog den omtvistede afgørelse, havde kendskab til den omstændighed, at PBL i rette tid havde tilsluttet sig den klage, som Issam Abdelmouine havde indgivet. Nævnte beviser godtgør desuden den konkrete indvirkning, som den af Issam Abdelmouine påtalte statsstøtte risikerede at have på FCB’s økonomiske, finansielle og konkurrencemæssige situation, samt den måde, hvorpå denne støtte kunne påvirke Issam Abdelmouines og PBL’s interesser.

85

Kommissionen har bestridt formaliteten og realiteten ved denne argumentation.

86

Det skal fastslås, at dette anbringende i lighed med det første anbringendes første led, hvis indhold det i øvrigt delvist har gengivet, vedrører Rettens bedømmelse af relevansen af visse beviser, som appellanterne har fremlagt.

87

Af grunde svarende til dem, der fremgår af nærværende doms præmis 28-31, skal dette anbringende som sådan afvises.

88

I første række har appellanterne med det sjette anbringende i det væsentlige gjort gældende, at en af de personer, som deltog i udarbejdelsen af deres søgsmål, er blevet integreret i personalet for det medlem af Retten, som var refererende dommer i den sag, der gav anledning til den appellerede dom, før eller umiddelbart efter afsigelsen af denne dom.

89

I anden række har appellanterne gjort gældende, at denne situation skal anses for at udgøre en uafkræftelig interessekonflikt og betyder, at proceduren forud for nævnte dom er behæftet med en ulovlighed.

90

Kommissionen har bestridt formaliteten og realiteten ved denne argumentation.

91

Det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, at appelskriftet præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 3.10.2013Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 46, og kendelse af 20.7.2016, Staelen mod Den Europæiske Ombudsmand, C-338/15 P, EU:C:2016:599, præmis 15).

92

Et anbringende opfylder ikke disse krav og skal således afvises, såfremt dets indhold ikke er tilstrækkeligt klart og præcist til, at Domstolen kan udøve sin prøvelse, bl.a. fordi de væsentlige elementer, som anbringendet er støttet på, ikke fremgår på en tilstrækkelig klar og præcis måde af appelskriftet (jf. i denne retning dom af 10.7.2014Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 30, og kendelse af 20.7.2016, Staelen mod Den Europæiske Ombudsmand, C-338/15 P, EU:C:2016:599, præmis 16).

93

I det foreliggende tilfælde er det åbenbart, at dette anbringende ikke opfylder nævnte krav.

94

Med hensyn til de væsentligste faktiske omstændigheder, som dette anbringende er støttet på, anføres i appelskriftet blot uklart, og uden at det er støttet på noget bevis, at »det ses, at en af de personer, som deltog i udarbejdelsen af søgsmålet, er blevet integreret i personalet for [det medlem af Retten, som var refererende dommer i sagen], før eller umiddelbart efter« afsigelsen af den appellerede dom.

95

Herved præciserer appelskriftet ikke og fastlægger så meget desto mindre identiteten på den pågældende person, eller hvorfor og i hvilket omfang vedkommende deltog i udarbejdelsen af søgsmålet, hvilke oplysninger imidlertid med rimelighed kan anses for at være til rådighed for den advokat, som har indgivet og dermed umiddelbart udarbejdet dette søgsmål, og som nu repræsenterer appellanterne ved Domstolen. Hvad angår argumentet om, at denne person »før eller umiddelbart efter« afsigelsen af den appellerede dom var blevet integreret i den refererende dommers personale, er dette argument også meget upræcist.

96

Under disse omstændigheder, og eftersom der ikke foreligger nogen oplysninger, der gør det muligt klart og præcist at forstå den faktiske situation, som gøres gældende, ligesom der ikke foreligger beviser, som gør det muligt at påvise rigtigheden heraf, har appellanterne ikke sat Domstolen i stand til at udøve nogen for form for kontrol i denne henseende og så meget desto mindre til at træffe afgørelse om de eventuelle retsvirkninger heraf, selv om deres argumenter, såfremt de anses for godtgjort, vidner om en faktisk situation, der rejser visse retlige og alvorlige spørgsmål.

97

Det sjette anbringende skal følgelig afvises.

98

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af procesreglementets artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

99

Da appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):