–

den bulgarske regering ved M. Georgieva, T. Mitova og E. Petranova, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved O. Serdula, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved D. Martin og N. Nikolova, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 30 og 31 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7, herefter »udtrædelsesaftalen«), undertegnet i Bruxelles (Belgien) og i London (Det Forenede Kongerige) den 24. januar 2020 og trådt i kraft den 1. februar 2020, samt af artikel 65, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012 (EUT 2012, L 149, s. 4) (herefter »forordning nr. 883/2004«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem DV og Direktor na Teritorialno podelenie na Natsionalnia osiguritelen institut – Veliko Tarnovo (direktør for den regionale afdeling under det nationale socialsikringsinstitut i Veliko Tarnovo, Bulgarien) vedrørende sidstnævntes afslag på at tildele hende arbejdsløshedsydelser efter ophøret af hendes ansættelsesforhold i Det Forenede Kongerige den 29. marts 2021.

3

Udtrædelsesaftalen blev godkendt på Unionens og Det Europæiske Atomenergifællesskabs vegne ved Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 (EUT 2020, L 29, s. 1).

4

Sjette afsnit i præamblen til denne aftale har følgende ordlyd:

»[s]om erkender, at det er nødvendigt at sikre en gensidig beskyttelse af unionsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige [Storbritannien og Nordirland] samt af deres respektive familiemedlemmer, hvis disse har udøvet retten til fri bevægelighed inden en i denne aftale fastsat dato, og at sikre, at de rettigheder, de har i medfør af denne aftale, kan håndhæves og er baseret på princippet om ikkeforskelsbehandling; og som også erkender, at rettigheder, der følger af perioder med social sikring, bør beskyttes«.

5

Nævnte aftales artikel 7, stk. 1, fastsætter:

»Med henblik på denne aftale forstås alle henvisninger til medlemsstater og medlemsstaternes kompetente myndigheder i bestemmelser i EU-retten, som finder anvendelse i medfør af denne aftale, således, at de omfatter Det Forenede Kongerige og dets kompetente myndigheder, undtagen hvis det drejer sig om:

[…]«

6

Aftalens artikel 10, stk. 1, litra a), har følgende ordlyd:

»Denne del finder, uden at det berører afsnit III, anvendelse på følgende personer:

7

Udtrædelsesaftalens anden del, afsnit III, med overskriften »Koordinering af de sociale sikringsordninger«, indeholder aftalens artikel 30-36.

8

Aftalens artikel 30, stk. 1-4, er affattet således:

»1.   Dette afsnit finder anvendelse på følgende personer:

[…]

[…]

[…]

2.   De personer, der er omhandlet i stk. 1, er omfattet, så længe de uden afbrydelse befinder sig i en af de i nævnte stykke beskrevne situationer, der involverer både en medlemsstat og Det Forenede Kongerige samtidigt.

3.   Dette afsnit finder også anvendelse på personer, som ikke eller ikke længere er omfattet af nærværende artikels stk. 1, litra a)-e), men som er omfattet af denne aftales artikel 10, samt deres familiemedlemmer og efterladte.

4.   De personer, der er omhandlet i stk. 3, er omfattet, så længe de fortsat har en ret til ophold i værtslandet i henhold til denne aftales artikel 13 eller en ret til at arbejde i deres arbejdsland i henhold til denne aftales artikel 24 eller 25.«

9

Den nævnte aftales artikel 31, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»Reglerne og målene i artikel 48 [TEUF], [forordning nr. 883/2004] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 [af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2009, L 284, s. 1)] finder anvendelse på de personer, der er omfattet af dette afsnit.«

10

Nævnte aftales artikel 32, stk. 1, litra a), har følgende ordlyd:

»Følgende regler finder anvendelse i følgende situationer i det i denne artikel fastsatte omfang, for så vidt som de vedrører personer, som ikke eller ikke længere er omfattet af artikel 30:

[…]

med henblik på sammenlægningen af perioder tages der hensyn til perioder, der er tilbagelagt både før og efter overgangsperioden, jf. [forordning nr. 883/2004].«

11

Udtrædelsesaftalens artikel 126 lyder således:

»Der er en overgangs- eller gennemførelsesperiode, som starter på dagen for denne aftales ikrafttræden og slutter den 31. december 2020.«

12

Artikel 1, litra j), i forordning nr. 883/2004 definerer i denne forordning udtrykket »bopæl« som det sted, hvor en person har sit sædvanlige opholdssted.

13

Forordningens afsnit III, kapitel 6, med overskriften »Arbejdsløshedsydelser« indeholder forordningens artikel 61-65a.

14

Forordningens artikel 61 med overskriften »Særlige bestemmelser om sammenlægning af forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed« bestemmer:

»1.   Den kompetente institution i en medlemsstat, i hvis lovgivning erhvervelse, bevarelse, generhvervelse eller varighed af retten til ydelser er betinget af, at der er tilbagelagt enten forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, skal i fornødent omfang medregne forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejer sig om perioder, der er blevet tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning.

Når retten til ydelser i henhold til gældende lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder, medregnes beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat, dog kun, hvis disse perioder ville være blevet anset for forsikringsperioder, hvis de var blevet tilbagelagt efter gældende lovgivning.

2.   Med undtagelse af de tilfælde, der er nævnt i artikel 65, stk. 5, litra a), er anvendelsen af stk. 1 betinget af, at den pågældende senest, efter bestemmelserne i den lovgivning i henhold til hvilken der ansøges om ydelser, har tilbagelagt:

15

Samme forordnings artikel 65, stk. 2 og 5 bestemmer:

»2.   En fuldtidsledig, der under sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, og som fortsat er bosat i den medlemsstat eller vender tilbage til den medlemsstat, skal stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælsmedlemsstaten. Uden at det berører artikel 64, kan en fuldtidsledig som et supplerende skridt stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor han senest havde beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.

[…]

5.   

[…]«

16

Artikel 54a, stk. 1, i Kodeks za sotsialno osiguriavane (socialsikringsloven) (DV nr. 77 af 16.9.2021) bestemmer:

»Personer, for hvem de obligatoriske forsikringsbidrag til fonden »arbejdsløshed« er blevet indbetalt for mindst 12 af de sidste 18 måneder før forsikringens afslutning, har ret til ydelser ved arbejdsløshed, forudsat at de:

1.   er registrerede som arbejdsløse ved arbejdsagenturet

2.   ikke har erhvervet ret til pension på grundlag af forsikringsperioder og alder i Republikken Bulgarien eller til alderspension i en anden stat eller modtager nedsat pension i henhold til artikel 68a eller erhvervspension i henhold til artikel 168

3.   ikke udøver nogen forsikringspligtig arbejdsaktivitet i henhold til denne lov eller en anden stats lovgivning; undtaget herfra er de personer, der er omhandlet i artikel 114a, stk. 1, i Kodeks na truda [(den bulgarske arbejdslov)].«

17

DV er bulgarsk statsborger. Fra den 1. december 2014 til den 29. marts 2021 havde hun lønnet beskæftigelse i Det Forenede Kongerige hos forskellige arbejdsgivere på området for social- og sundhedsydelser.

18

Den 2. april 2021 gjorde DV som arbejdsløs krav på arbejdsløshedsydelser i Bulgarien i henhold til socialsikringsloven. Til støtte for sin ansøgning fremlagde hun visse dokumenter, herunder en bopælserklæring med henblik på anvendelsen af artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004. Desuden fandt der en elektronisk udveksling af oplysninger sted mellem Det Forenede Kongerige og Republikken Bulgarien vedrørende DV’s situation.

19

Ved afgørelse af 18. august 2021 afslog den bulgarske arbejdsløshedsforsikringsmyndighed at imødekomme denne ansøgning med den begrundelse, at de forsikringsperioder, som DV havde tilbagelagt i Det Forenede Kongerige indtil den 29. marts 2021, ikke havde været fulgt op af perioder, hvorunder der var tegnet en socialforsikring i Bulgarien. Ifølge denne myndighed fandt udtrædelsesaftalens artikel 30 ikke anvendelse, eftersom DV ved sin tilbagevenden til Bulgarien havde afbrudt den grænseoverskridende situation, som hun befandt sig i på datoen for udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalens artikel 126 (herefter »overgangsperioden«), dvs. den 31. december 2020, og hendes situation følgelig ikke længere vedrørte både en medlemsstat og Det Forenede Kongerige. Hvad angår denne aftales artikel 32, som vedrører sammenlægning af forsikringsperioder tilbagelagt før og efter overgangsperiodens udløb, udøvede DV desuden ikke erhvervsmæssig beskæftigelse i Bulgarien, hvis ophør ville have gjort det muligt at fastslå, om hun opfyldte de betingelser, der kræves i henhold til bulgarsk ret for at være berettiget til arbejdsløshedsydelser.

20

Den 27. september 2021 gav sagsøgte i hovedsagen DV afslag på hendes klage over denne afgørelse. DV anlagde efterfølgende sag ved den forelæggende ret, Administrativen sad Veliko Tarnovo (forvaltningsdomstolen i Veliko Tarnovo, Bulgarien), til prøvelse af denne afgørelse om afslag.

21

Ifølge denne ret er bedømmelsen af lovligheden af den nævnte afgørelse om afslag betinget af, om reglerne i artikel 61-65 i forordning nr. 883/2004 og de bestemmelser i forordning nr. 987/2009, der præciserer disse regler, finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation, henset til udtrædelsesaftalens artikel 31, stk. 1, eller anvendelsen af denne aftales artikel 32 alene med henblik på sammenlægning af de omhandlede perioder.

22

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at DV’s situation ikke svarer til den situation, der er omhandlet i nævnte aftales artikel 30, stk. 1, litra c), som sagsøgte i hovedsagen anser for relevant, men til den situation, der er fastsat i denne artikel 30, stk. 1, litra a), som finder anvendelse på unionsborgere, der er undergivet Det Forenede Kongeriges lovgivning ved overgangsperiodens udløb.

23

Hvad angår anvendeligheden af udtrædelsesaftalens artikel 31, stk. 1, og dermed bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 har den forelæggende ret præciseret, at DV’s situation ifølge sagsøgte i hovedsagen ikke er omfattet af de tilfælde, der er omhandlet i denne aftales artikel 30, stk. 1, eftersom deres anvendelse er betinget af nævnte aftales artikel 30, stk. 2, hvorefter de personer, der er omhandlet i denne artikel 30, stk. 1, er omfattet »så længe« de uden afbrydelse befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i denne bestemmelse, og som involverer både en medlemsstat og Det Forenede Kongerige samtidigt. Da DV ophørte med at arbejde i Det Forenede Kongerige den 29. marts 2021, ophørte hendes situation.

24

I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst, om udtrykket »så længe« skal fortolkes således, at de personer, der er omhandlet i nævnte artikel 30, stk. 1, udelukkende henhører under en af de situationer, der er omhandlet i denne bestemmelse, så længe de befinder sig i denne situation, eller således, at disse personer, henset til logikken i de omhandlede bestemmelser i udtrædelsesaftalen og det formål, der forfølges med denne, fortsat er omfattet af den nævnte bestemmelse, når de har befundet sig i den nævnte situation i hele overgangsperioden, således at en ændring af situationen, som indtræder efter denne periode, er uden betydning for anvendeligheden af samme bestemmelse.

25

Subsidiært ønsker den forelæggende ret oplyst, om udtrædelsesaftalens artikel 30, stk. 3, eventuelt finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, eftersom DV’s situation ifølge den forelæggende ret er omfattet af aftalens artikel 10, stk. 1, litra a), som stk. 3 henviser til. I denne forbindelse ønsker den forelæggende ret oplyst, om begrænsningen i aftalens artikel 30, stk. 4, udelukker, at stk. 3 finder anvendelse på DV, eftersom hun ikke længere har ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige efter arbejdsforholdets ophør, eller om denne begrænsning vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der består en ret til ophold eller beskæftigelse efter overgangsperiodens udløb, uden at det tidspunkt, hvor denne ret ophørte efter denne periode, er relevant.

26

Under disse omstændigheder har Administrativen sad Veliko Tarnovo (forvaltningsdomstolen i Veliko Tarnovo) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27

Indledningsvis har den forelæggende ret anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede præjudicielle procedure, der er fastsat i artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret anført, at DV ikke længere har haft nogen indkomst siden ophøret af sin lønnede beskæftigelse i Det Forenede Kongerige, og at hun eventuelt vil være nødt til at gøre sin ret til arbejdsløshedsydelser i denne stat gældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne stats lovgivning.

28

Ved afgørelse af 25. februar 2022 afslog Domstolens præsident efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten denne anmodning med den begrundelse, for det første, at det følger af Domstolens faste praksis, at hverken borgernes simple interesse, uanset hvor vigtig og legitim den er, i, at omfanget af de rettigheder, som de udleder af EU-retten, fastlægges hurtigst muligt, eller hovedsagens økonomiske eller socialt følsomme karakter, indebærer, at det er nødvendigt at behandle sagen inden for de korte frister, der er fastsat i procesreglementets artikel 105, stk. 1 (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.2.2019, M.V. m.fl., C-760/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:170, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis), og, for det andet, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt DV eventuelt skulle have ret til arbejdsløshedsydelser i Det Forenede Kongerige, at den forelæggende ret hverken havde præciseret, hvilken frist der var fastsat herfor i lovgivningen i denne stat, eller havde angivet grundene til, at DV var forhindret i at gøre denne ret gældende, før Domstolen traf afgørelse om den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

29

Desuden fremsendte Domstolen den 30. september 2022 en anmodning om oplysninger til denne ret med henblik på at få oplyst, i hvilken stat DV havde bopæl i perioden fra den 1. december 2014 til den 29. marts 2021 som omhandlet i artikel 1, litra j), og artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 under hendes lønnede beskæftigelse i Det Forenede Kongerige.

30

Den 11. oktober 2022 besvarede den nævnte ret denne anmodning med, at DV’s bopælsstat i hele denne periode var Det Forenede Kongerige, således som det fremgik af såvel den elektroniske udveksling af oplysninger mellem denne stat og Republikken Bulgarien som af den bopælserklæring, som DV havde fremlagt med henblik på anvendelsen af artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004.

31

Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

32

Denne bestemmelse skal anvendes i nærværende sag.

33

Indledningsvis skal der henvises til, at det i overensstemmelse med fast retspraksis fremgår, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Under denne synsvinkel påhviler det Domstolen efter omstændighederne ikke alene at omformulere de spørgsmål, som den forelægges, men også at inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sine spørgsmål (dom af 12.1.2023, RegioJet,C-57/21, EU:C:2023:6, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).

34

I det foreliggende tilfælde vedrører de forelagte spørgsmål alene fortolkningen af udtrædelsesaftalens artikel 30 og 31 og har til formål at fastlægge deres anvendelighed på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en person, der har arbejdet på Det Forenede Kongeriges område i flere år, vender tilbage til Bulgarien efter overgangsperiodens udløb og i denne medlemsstat ansøger om arbejdsløshedsydelser.

35

I denne henseende fremgår det af sjette afsnit i præamblen til denne aftale, at det er nødvendigt at sikre en gensidig beskyttelse af unionsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige, hvis de har udøvet deres ret til fri bevægelighed inden en i aftalen fastsat dato, navnlig den ret, der følger af perioder med tilknytning til en social sikringsordning.

36

Desuden præciseres det i udtrædelsesaftalens artikel 7, stk. 1, at alle henvisninger til medlemsstaterne og til medlemsstaternes kompetente myndigheder i de bestemmelser i EU-retten, som finder anvendelse i medfør af denne aftale, med visse undtagelser skal forstås således, at de omfatter Det Forenede Kongerige og dets kompetente myndigheder.

37

Det følger heraf, at formålet med udtrædelsesaftalen ikke er at skabe rettigheder, der er uafhængige af EU-retten, men at beskytte de rettigheder, der udøves i medfør af denne ret inden overgangsperiodens udløb, ved at gøre de bestemmelser i nævnte ret, der er omhandlet i denne aftale, anvendelige på situationer, der er defineret i aftalen, og som vedrører statsborgere, lovgivning eller område i Det Forenede Kongerige.

38

Nærmere bestemt fastsætter udtrædelsesaftalens artikel 31, der er indeholdt i aftalens anden del, afsnit III, med overskriften »Koordinering af de sociale sikringsordninger«, i stk. 1, at reglerne og målene, der bl.a. er fastsat i forordning nr. 883/2004, finder anvendelse på de personer, der er omfattet af dette afsnit.

39

Det følger heraf, at det inden undersøgelsen af, om udtrædelsesaftalens bestemmelser kan finde anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, skal afgøres, om de bestemmelser i forordning nr. 883/2004, som DV har påberåbt sig, ville have fundet anvendelse på hende uafhængigt af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen eller af den omstændighed, at hun havde udøvet sin lønnede beskæftigelse i denne stat og ikke i en EU-medlemsstat. Hvis dette ikke er tilfældet, vil der ikke foreligge en ret, der er erhvervet i medfør af denne forordning for den periode med lønnet beskæftigelse, som DV har udøvet i Det Forenede Kongerige, og som udtrædelsesaftalen har til formål at beskytte.

40

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af forelæggelsesafgørelsen, at den bulgarske arbejdsløshedsforsikringsmyndighed afslog at tildele DV arbejdsløshedsydelser med den begrundelse, at DV efter at have tilbagelagt forsikringsperioder i Det Forenede Kongerige på grundlag af udøvelse af lønnet beskæftigelse på denne stats område var vendt tilbage til Bulgarien, hvor hun ansøgte om sådanne ydelser uden at have udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse eller tilbagelagt forsikringsperioder på denne medlemsstats område. For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at lovligheden af denne afgørelse om afslag i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 31, stk. 1, er betinget af, at bestemmelserne i artikel 61-65a i forordning nr. 883/2004 finder anvendelse på sådanne omstændigheder.

41

I denne forbindelse bemærkes, at forordningens artikel 61 bl.a. i stk. 1 bestemmer, at den kompetente institution i en medlemsstat, i hvis lovgivning erhvervelse af ret til arbejdsløshedsydelser er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder, i fornødent omfang skal medregne forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om de var blevet tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning. Det fremgår imidlertid af denne artikel 61, stk. 2, at bortset fra de situationer, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 65, stk. 5, litra a), er anvendelsen af nævnte artikel 61, stk. 1, betinget af, at den pågældende senest har tilbagelagt forsikringsperioder efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begæres, hvis denne lovgivning kræver disse.

42

For så vidt som det følger af socialsikringslovens artikel 54a, stk. 1, at bulgarsk lovgivning gør erhvervelse af ret til ydelser ved arbejdsløshed betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder, og DV ikke har tilbagelagt nogen forsikringsperioder ved sin tilbagevenden til Bulgarien, kan hun følgelig kun gøre krav på ydelser ved arbejdsløshed i henhold til forordning nr. 883/2004 ved sammenlægning af forsikringsperioder, der er tilbagelagt i en anden stat, i det foreliggende tilfælde Det Forenede Kongerige, hvis hendes situation svarer til den, der er omhandlet i denne forordnings artikel 65, stk. 5, litra a), sammenholdt med denne artikel 65, stk. 2.

43

I denne henseende bestemmer nævnte forordnings artikel 65, stk. 2, første punktum, at en fuldtidsledig, der under sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, og som fortsat er bosat i den medlemsstat eller vender tilbage til den medlemsstat, stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælsmedlemsstaten. En sådan person har i overensstemmelse med denne artikel 65, stk. 5, litra a), ret til arbejdsløshedsydelser i overensstemmelse med lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, som om den pågældende havde været underlagt den lovgivning under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed. Disse ydelser udredes af institutionen på det sted, hvor den pågældende er bosat.

44

Det fremgår imidlertid klart af besvarelsen af anmodningen om oplysninger, der er nævnt i punkt 29 og 30 i denne kendelse, fra den forelæggende ret, som alene har kompetence til inden for rammerne af proceduren i artikel 267 TEUF at vurdere sagen, der er indbragt for dens faktiske omstændigheder (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, Fossil (Gibraltar), C-705/20, EU:C:2022:680, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis), at DV i hele den periode, hvor DV udøvede lønnet beskæftigelse på Det Forenede Kongeriges område, i denne periode som omhandlet i artikel 1, litra j), og artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 havde bopæl i denne stat, som var den kompetente stat som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse. Det var først efter ophøret af denne lønnede beskæftigelse, at DV vendte tilbage til Bulgarien for at ansøge om tildeling af arbejdsløshedsydelser hos denne medlemsstats kompetente myndighed.

45

Heraf følger, at det forudgående spørgsmål, der er rejst i denne kendelses præmis 39, skal besvares med, at artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i en situation, hvor en person ansøger om arbejdsløshedsydelser fra den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor den pågældende ikke har tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, og hvortil vedkommende vender tilbage efter udløbet af en forsikrings-, beskæftigelses- eller selvstændig beskæftigelsesperiode, der er tilbagelagt i en anden stat, hvor den pågældende person var bosat i hele denne periode som omhandlet i denne bestemmelse.

46

Henset til besvarelsen af dette forudgående spørgsmål er det ufornødent at besvare den forelæggende rets spørgsmål.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 65, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke finder anvendelse i en situation, hvor en person ansøger om arbejdsløshedsydelser fra den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor den pågældende ikke har tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, og hvortil vedkommende vender tilbage efter udløbet af en forsikrings-, beskæftigelses- eller selvstændig beskæftigelsesperiode, der er tilbagelagt i en anden stat, hvor den pågældende person var bosat i hele denne periode som omhandlet i denne bestemmelse.