Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. EMILIOU
fremsat den 22. februar 2024(1)
Sag C-339/22
BSH Hausgeräte GmbH
mod
Electrolux AB
(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm, Sverige))
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – samarbejde om civilretlige spørgsmål – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – enekompetence – sager om gyldighed af patenter – artikel 24, nr. 4) – anvendelsesområde – krænkelsessøgsmål – indsigelse om, at patenter, der hævdes at være krænket, er ugyldige – kompetencemæssige konsekvenser for den ret, hvor et krænkelsessøgsmål er anlagt – patent, der er registreret i et tredjeland – »refleksvirkningen« af artikel 24, nr. 4)«
I. Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der er fremsat af Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm, Sverige), vedrører fortolkningen af forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2).
2. Med de præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om EU-medlemsstaternes retter i henhold til denne forordning har kompetence til at påkende sager om krænkelse af patenter, der er registreret i andre medlemsstater, bl.a. når modparten har anfægtet gyldigheden af de patenter, der hævdes at være krænket. Jeg vil i dette forslag til afgørelse forklare, at der hersker stor usikkerhed om dette spørgsmål, navnlig på grund af en tvetydig afgørelse, som Domstolen har truffet for længe siden, nemlig dommen i GAT-sagen (3). Denne præjudicielle forelæggelse giver Domstolen lejlighed til at bekræfte en af flere mulige fortolkninger af denne afgørelse.
3. For det andet anmodes Domstolen om at præcisere, om medlemsstaternes retter har kompetence til at påkende sager om gyldigheden af patenter, der er registreret i tredjelande. Domstolen skal i denne forbindelse tage stilling til det vanskelige og vedvarende spørgsmål om, hvorvidt visse bestemmelser i Bruxelles Ia-forordningen gælder tilsvarende for »eksterne« situationer som for kompetencekonflikter »inden for EU«, eller om de har en »refleksvirkning«, hvilket jeg vil beskrive nærmere i dette forslag til afgørelse.
II. Retsforskrifter
A. Folkeretten
4. Konventionen om meddelelse af europæiske patenter, der blev undertegnet i München den 5. oktober 1973 og trådte i kraft den 7. oktober 1977, i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »EPK«), indfører som nævnt i artikel 1 »for de kontraherende stater et fælles retssystem for meddelelse af patent på opfindelser«.
5. EPK’s artikel 2, stk. 2, bestemmer, at »[d]et europæiske patent […] i hver kontraherende stat, for hvilken det er meddelt, [har] den samme virkning og er underkastet de samme bestemmelser som et i den pågældende stat meddelt nationalt patent«.
B. Bruxelles Ia-forordningen
6. Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, fastsætter, at »[m]ed forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.
7. Forordningens artikel 24 med overskriften »Enekompetence« bestemmer i nr. 4):
»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:
[…]
4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter […], uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse, retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget […]
Med forbehold af den kompetence, der i henhold til [EPK] er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat.«
C. Svensk ret
8. § 61, stk. 2, i patentlagen (1967:837) (patentloven) bestemmer, at »[s]åfremt der indledes et søgsmål vedrørende en patentkrænkelse, og den person, som søgsmålet anlægges mod, gør gældende, at patentet er ugyldigt, kan der først tages stilling til ugyldighedsspørgsmålet, efter at der er anlagt sag herom. Domstolen skal pålægge den part, der gør gældende, at patentet er ugyldigt, at anlægge en sådan sag inden for en bestemt frist«.
III. De faktiske omstændigheder, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
9. BSH Hausgeräte GmbH (herefter »BSH«) er indehaver af det europæiske patent EP 1 434 512, som beskytter en opfindelse vedrørende støvsugere, og som er meddelt for (og dermed valideret i) Det Forenede Kongerige, Frankrig, Grækenland, Italien, Nederlandene, Spanien, Sverige, Tyrkiet, Tyskland og Østrig.
10. BSH anlagde den 3. februar 2020 et søgsmål mod Aktiebolaget Electrolux (herefter »Electrolux«), der er registreret i Sverige, ved Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager, Sverige). Dette søgsmål var støttet på Electrolux’ angivelige krænkelse af EP 1 434 512 EP i de forskellige stater, for hvilke det var blevet meddelt. I denne sammenhæng nedlagde BSH bl.a. påstand om forbud mod, at Electrolux fortsatte med at anvende den patenterede opfindelse i alle disse stater, og om erstatning for den skade, der var forårsaget af den ulovlige anvendelse.
11. Electrolux nedlagde i svarskriftet påstand om, at Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager) skulle afvise søgsmålet, for så vidt som det vedrørte de britiske, franske, græske, italienske, nederlandske, spanske, tyrkiske, tyske og østrigske dele af EP 1 434 512 (herefter »de udenlandske patenter«). I denne forbindelse gjorde Electrolux bl.a. gældende, at de udenlandske patenter var ugyldige.
12. Electrolux anførte endvidere, at de svenske retter som følge heraf ikke har kompetence til at behandle og afgøre krænkelsessøgsmålet for så vidt angår de udenlandske patenter. Krænkelsessøgsmålet bør i denne henseende anses for at vedrøre »gyldighed af patenter« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), og ifølge denne bestemmelse har retterne i de forskellige medlemsstater, hvor disse patenter er blevet valideret, enekompetence til at påkende sagen for så vidt angår »deres« patent.
13. BSH anførte heroverfor, at de svenske retter i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, har kompetence til at påkende krænkelsessøgsmålet, fordi Electrolux er hjemmehørende i Sverige. Denne forordnings artikel 24, nr. 4), finder ikke anvendelse, eftersom det af BSH anlagte søgsmål ikke i sig selv vedrører »gyldighed af patenter« i denne bestemmelses forstand. Når sagsøgte i henhold til patentlovens § 61, stk. 2, gør gældende, at patentet er ugyldigt, i forbindelse med et sådant krænkelsessøgsmål, skal den ret, hvor søgsmålet er anlagt, desuden pålægge sagsøgte at anlægge en særskilt sag herom ved de kompetente retter. I dette tilfælde burde Electrolux derfor anlægge særskilte ugyldighedssager ved retterne i de forskellige stater, for hvilke der var meddelt udenlandske patenter. Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager) kunne samtidig tage stilling til krænkelsesforholdet i en foreløbig dom og dernæst udsætte sagen, indtil der forelå en endelig dom i ugyldighedssagen. Med hensyn til den tyrkiske del af EP 1 434 512 anførte BSH endelig, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), under alle omstændigheder ikke finder anvendelse på patenter, der er udstedt af tredjelande, og derfor ikke har nogen betydning for de svenske retters kompetence.
14. Ved afgørelse af 21. december 2020 afviste Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager) søgsmålet for så vidt angik krænkelsen af de udenlandske patenter. Mens de svenske retter på det tidspunkt, hvor søgsmålet blev anlagt, havde kompetence til at påkende sagen i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, fandt denne forordnings artikel 24, nr. 4), anvendelse, efter at Electrolux havde rejst indsigelse om, at disse patenter var ugyldige. I henhold til denne bestemmelse er retterne i andre stater enekompetente til at behandle gyldighedsspørgsmålet, og eftersom dette spørgsmål var afgørende for udfaldet af det krænkelsessøgsmål, som BSH havde anlagt, erklærede den nationale ret, at den savnede kompetence til at påkende søgsmålet for så vidt angik de udenlandske patenter. Denne ret fastslog ligeledes, at den ikke havde kompetence med hensyn til det tyrkiske patent, idet den anså artikel 24, nr. 4), for at udtrykke et internationalt accepteret kompetenceprincip, hvorefter alene retterne i den stat, der har meddelt et patent, kan efterprøve dets gyldighed.
15. BSH iværksatte herefter appel til prøvelse af denne afgørelse ved Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm), idet selskabet gjorde gældende, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ikke finder anvendelse på patentkrænkelsessøgsmål. Da Electrolux har rejst indsigelse om ugyldighed, er kompetencen imidlertid delt: De svenske retter har i henhold til artikel 4, stk. 1, kompetence til at træffe afgørelse om krænkelsesspørgsmålet, hvorimod gyldighedsspørgsmålet skal afgøres af retterne i registreringsstaten i henhold til artikel 24, nr. 4). De svenske domstole har ligeledes kompetence med hensyn til det tyrkiske patent i medfør af denne forordnings artikel 4, stk. 1. Det er nemlig et anerkendt folkeretligt princip, at kompetencen ligger hos den stat, hvor sagsøgte har bopæl. Electrolux gjorde gældende, at artikel 24, nr. 4), finder anvendelse på et krænkelsessøgsmål, hvor der er rejst indsigelse om ugyldighed. De svenske retter har ikke kompetence til at påkende hele søgsmålet, eftersom krænkelsesspørgsmålet ikke kan adskilles fra gyldighedsspørgsmålet.
16. På denne baggrund har Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 24, nr. 4), i [Bruxelles Ia-forordningen] fortolkes således, at udtrykket »sager om registrering eller gyldighed af patenter uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse« betyder, at en national ret, som i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, har erklæret sig kompetent til at påkende en patentkrænkelsessag, ikke længere har kompetence til at foretage en behandling af krænkelsesspørgsmålet, såfremt der rejses indsigelse om, at det omhandlede patent er ugyldigt, eller skal bestemmelsen fortolkes således, at den national ret kun savner kompetence til at påkende ugyldighedsindsigelsen?
2) Berøres svaret på det første spørgsmål af, hvorvidt national ret indeholder bestemmelser svarende til dem, der er fastlagt i patentlovens § 61, stk. 2, hvilket betyder, at sagsøgte, såfremt en ugyldighedsindsigelse, der rejses i en krænkelsessag, skal påkendes, skal indlede et særskilt søgsmål med påstand om ugyldighed?
3) Skal artikel 24, nr. 4), i [Bruxelles Ia-forordningen] fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse for en domstol i et tredjeland, dvs. i den foreliggende sag således, at den ligeledes tillægger en domstol i Tyrkiet enekompetence for så vidt angår den del af det europæiske patent, der er blevet valideret dér?«
17. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der er dateret den 24. maj 2022, blev indgivet samme dag. BSH, Electrolux, den franske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg, og intervenienterne var repræsenteret i retsmødet, der blev afholdt den 22. juni 2023.
IV. Bedømmelse
18. Den foreliggende sag vedrører medlemsstaternes retters kompetence til at påkende søgsmål om krænkelse af europæiske patenter, der hævdes at være begået i flere stater. Før jeg kommer nærmere ind på de spørgsmål, som Domstolen er blevet forelagt, vil det være hensigtsmæssigt at give læsere, der måske ikke er bekendt med detaljerne i dette komplekse retsområde, et overblik over de relevante materielle og kompetencemæssige regler.
19. Patenter er overordnet set intellektuelle ejendomsrettigheder, som meddeles af stater i forlængelse af de nationale patentmyndigheders registreringsprocedurer i overensstemmelse med de betingelser for patentering (eller »patenterbarhed«), der er fastsat i deres nationale ret. Sådanne patenter giver indehaveren visse enerettigheder til den patenterede opfindelse (i det væsentlige et handelsmonopol), hvis omfang er fastlagt i national ret. Eftersom en stat principielt kun har suverænitet til at regulere handelen på sit eget område, er den indrømmede beskyttelse begrænset hertil (dette kaldes i almindelighed princippet om patenters territorialitet). Problemet med dette system er, at en person, der ønsker at beskytte den samme opfindelse i flere stater, skal ansøge om et patent i hver enkelt af disse stater.
20. EPK blev vedtaget for at løse dette problem (hvilket som nævnt nedenfor kun er lykkedes delvist). Ved denne traktat, som 39 kontraherende parter har tilsluttet sig, herunder EU-medlemsstaterne og Tyrkiet, blev der indført et selvstændigt system for meddelelse af såkaldte europæiske patenter gennem en centraliseret registreringsprocedure ved Den Europæiske Patentmyndighed (herefter »EPO«), der har hjemsted i München (4). I denne forbindelse fastsætter den bl.a. ensartede betingelser for patenterbarhed. EPO har til opgave at behandle europæiske patentansøgninger ud fra disse betingelser (5). Hvis betingelserne er opfyldt, meddeler EPO et europæisk patent for (efter ansøgerens ønske) en, flere eller alle kontraherende parter (6) I hovedsagen havde BSH gennem denne procedure opnået EP 1 434 512, der var blevet meddelt for en række medlemsstater og Tyrkiet.
21. Et europæisk patent er dog på trods af navnet ikke et enhedsdokument, der sikrer en ensartet beskyttelse af den pågældende opfindelse i de stater, for hvilke det er blevet udstedt. Et europæisk patent består nemlig i det væsentlige af en samling af nationale »dele«, som sidestilles med patenter udstedt af de pågældende stater. Det skal som følge heraf »valideres« af de respektive patentmyndigheder i disse stater. De nationale »dele« af et europæisk patent er som sådan juridisk uafhængige af hinanden. De enkelte dele giver patenthaveren de samme enerettigheder til den patenterede opfindelse som et »almindeligt« nationalt patent (7) og er ligeledes begrænset til det nationale område. Desuden kan et europæisk patent principielt (8) kun kendes ugyldigt »del« for »del«, da ugyldigkendelsen af en »del« kun har virkning for den tilsvarende stats territorium (9).
22. Når en bestemt opfindelse er beskyttet af et europæisk patent, kan tredjemands uautoriserede anvendelse af denne opfindelse derfor for det første medføre, at patenthaverens monopol krænkes i flere stater (de stater, for hvilke patentet er meddelt). I hovedsagen har BSH netop beskyldt Electrolux for at have begået en sådan »flerstatslig« patentkrænkelse. Da et europæisk patent ikke er et enhedsdokument, betragtes en krænkelse heraf, som er sket i flere stater, for det andet i retlig henseende som en samling af nationale patentkrænkelser, hvor krænkelsen af de enkelte »dele« skal vurderes særskilt i lyset af den herfor gældende nationale lovgivning (10). BSH’s søgsmål mod Electrolux består således af en samling af krænkelsespåstande, der er støttet på de forskellige »dele« af EP 1 434 512.
23. Retstvister om europæiske patenter, herunder krænkelsessøgsmål, overlades ligeledes til de kontraherende parter og deres nationale domstole (11). Med hensyn til grænseoverskridende tvister fordeler EPK heller ikke kompetencen mellem disse domstole (12). Dette spørgsmål skal afgøres på grundlag af de internationale privatretlige regler, der anvendes af disse kontraherende parters domstole.
24. I EU-medlemsstaterne afgøres kompetencen i grænseoverskridende patenttvister mellem private parter efter reglerne i Bruxelles Ia-forordningen (13), når sagsøgte i lighed med Electrolux er hjemmehørende i en sådan medlemsstat.
25. Den kompetenceordning, der er fastlagt i dette instrument (og i dets forgængere) (14) (herefter »Bruxellesordningen«), er for så vidt angår disse tvister baseret på følgende dikotomi.
26. På den ene side er sager »om registrering eller gyldighed af patenter« omfattet af en særregel i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), som tillægger retterne i den medlemsstat, der har meddelt det pågældende patent (herefter »registreringsstaten«), enekompetence. I forbindelse med registrering eller gyldighed af et europæisk patent har retterne i de forskellige medlemsstater, for hvilke patentet er meddelt, hver især enekompetence for så vidt angår deres nationale »del« (15) Denne regel er præceptiv og kan dermed ikke fraviges ved aftale mellem parterne (16). Hvis parterne indbringer deres tvist for den »forkerte« ret, skal denne ret desuden i henhold til denne forordnings artikel 27 på embeds vegne erklære sig inkompetent (17).
27. På den anden side er alle andre patentsager omfattet af de almindelige regler i forordningen. Dette gælder principielt for krænkelsessøgsmål, eftersom der ikke er tale om sager »om« registrering eller gyldighed af patenter, men om deres håndhævelse (18). Disse regler giver parterne en vis frihed med hensyn til værneting.
28. Retterne i registreringsstaten har ganske vist kompetence til at påkende krænkelsessøgsmål i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 2) (19), men denne kompetence er fakultativ og ikke eksklusiv. Det er som følge heraf muligt at anlægge et sådant søgsmål ved andre retter. Patenthaveren kan navnlig anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1. Hvis der foreligger en »flerstatslig« krænkelse af et europæisk patent, har patenthaveren en klar interesse i at gøre dette.
29. Kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, er nemlig i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 2), territorialt begrænset. Som nævnt i punkt 22 ovenfor kan retterne i hver stat, for hvilken der er meddelt et europæisk patent, kun træffe afgørelse, i det omfang deres nationale »del« og område er berørt (20). Hvis patenthaveren ønsker fuld erstatning, er vedkommende derfor nødt til at anlægge særskilte sager i alle disse stater.
30. Retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har derimod universel kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, nr. 1). Denne kompetence kan således omfatte krænkelser af et europæisk patent, som er begået i alle de stater, for hvilke det er meddelt (21). Disse retter kan tilkende erstatning for det samlede tab, som patenthaveren har lidt, eller udstede et påbud for at forhindre fortsat krænkelse i alle disse stater. Denne bestemmelse gør det kort sagt muligt for patenthaveren at samle alle sine krænkelsespåstande og opnå fuld retslig beskyttelse ved et enkelt værneting. BSH benyttede sig i det foreliggende tilfælde af denne mulighed og anlagde hele sit søgsmål mod Electrolux ved den kompetente patentret i Sverige, hvor Electrolux er hjemmehørende.
31. Den forelæggende ret er på denne baggrund usikker på, om dette faktisk er muligt i hovedsagen, og i bekræftende fald i hvilket omfang. Usikkerheden skyldes, at Electrolux over for BSH’s påstande har gjort indsigelse om, at de forskellige »dele« af EP 1 434 512, hvorpå disse påstande er baseret, er ugyldige (22). Henset til denne indsigelse ønsker den forelæggende ret oplyst, om og i hvilket omfang Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), finder anvendelse og »overtrumfer« denne forordnings artikel 4, stk. 1. I henhold til artikel 24, nr. 4), vil disse retter kun have enekompetence for så vidt angår den svenske »del«, hvorimod andre retter vil have enekompetence for så vidt angår de udenlandske »dele«. Det vil ikke være muligt at samle sagerne ved et enkelt værneting, og der kan ikke undgås en fragmentering heraf.
32. Den forelæggende rets første og andet spørgsmål, der bør behandles samlet, vedrører specifikt spørgsmålet om, hvorvidt et krænkelsessøgsmål er omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-konventionens artikel 24, nr. 4), når gyldigheden af det underliggende patent anfægtes i form af en indsigelse. Hvis dette er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne bestemmelse i det foreliggende tilfælde medfører, at denne ret (for så vidt angår de udenlandske »dele« af EP 1 434 512) generelt mister sin kompetence til at behandle og afgøre krænkelsessøgsmålet, eller om det kun gælder for gyldighedsspørgsmålet. Jeg vil undersøge denne problematik i afsnit A i dette forslag til afgørelse.
33. Hvis det antages, at Domstolen besvarer de to første spørgsmål således, at artikel 24, nr. 4), er relevant i en situation som den i hovedsagen omhandlede, ønskes det med det tredje spørgsmål oplyst, om denne bestemmelse ligeledes finder anvendelse for så vidt angår gyldigheden af den tyrkiske »del« af EP 1 434 512. Jeg vil undersøge denne problematik i afsnit B i dette forslag til afgørelse.
A. Det materielle anvendelsesområde for Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4) (det første og det andet spørgsmål)
34. Anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), er som tidligere nævnt umiddelbart klart. I henhold til denne bestemmelse er retterne i den registreringsstaten kun enekompetente i sager »om […] gyldighed af patenter« og ikke i sager, »om« andre patentspørgsmål, herunder krænkelser.
35. Det er i virkeligheden disse udtryk, der giver anledning til tvetydighed. Denne dikotomi kan i praksis være vanskelig at se. Selv om patenters gyldighed kan gøres til genstand for særlige søgsmål (med henblik på ugyldigkendelse eller annullering), kan et patents ugyldighed nemlig også påberåbes i form af en indsigelse, der navnlig rettes mod krænkelsespåstande. Den formodede patentkrænker søger på denne måde at få afvist disse påstande ved at rejse tvivl om den rettighed, hvorpå de er baseret (23). Electrolux har fremsat en sådan indsigelse i hovedsagen.
36. Der har aldrig været nogen tvivl om, at retterne i registreringsstaten har enekompetence for den første kategori af søgsmål. Det har derimod længe været diskuteret, om og i hvilket omfang de også har enekompetence i det andet scenarie.
37. Medlemsstaternes retter har skullet forholde sig til dette spørgsmål siden starten af 1990’erne, hvor patenthaverne for alvor begyndte at udnytte mulighederne for at samle deres krænkelsespåstande i henhold til de almindelige regler i Bruxellesordningen. Der fandtes ingen vejledning herom i oprindelige ordlyd af den omtvistede regel om enekompetence, der (dengang) var fastsat i Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4). Medlemsstaternes retter valgte tre overordnede tilgange:
– For det første fastslog visse retter, navnlig i Tyskland, at den pågældende regel om enekompetence ikke finder anvendelse, når der rejses indsigelse om ugyldighed under et krænkelsessøgsmål. Retter uden for registreringsstaten kan i henhold til de almindelige regler i konventionen påkende sådanne søgsmål og i denne forbindelse træffe afgørelse om det/de pågældende patenters gyldighed.
– For det andet fandt andre retter, navnlig i Det Forenede Kongerige, at et krænkelsessøgsmål, når der fremsættes en ugyldighedsindsigelse, bliver til sager »om […] gyldighed af patenter« og derfor henhører under registreringsmedlemsstatens/-ernes retters enekompetence.
– For det tredje fastslog en sidste gruppe af retter, herunder de nederlandske retter, at den omtvistede regel finder anvendelse, når der rejses indsigelse om ugyldighed under et krænkelsessøgsmål, men på en ret sofistikeret måde, idet det kun er spørgsmålet om gyldighed, der anses for at henhøre under registreringsstatens retters enekompetence, mens andre retter kan tage stilling til krænkelsesspørgsmålet (24).
38. I 2006 kom Domstolen med sit bidrag til diskussionen i form af GAT-dommen. Det bør fremhæves, at der ikke var tale om et egentligt krænkelsessøgsmål. Der var tale om et søgsmål, hvor et selskab havde nedlagt påstand om, at de tyske domstole skulle anerkende, at det ikke havde krænket to franske patenter, som et tysk selskab var indehaver af (»negativ anerkendelse«), bl.a. med den begrundelse, at disse patenter var ugyldige. De tyske domstole havde en formodning om, at Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4), kunne være relevant, og forelagde Domstolen et spørgsmål herom. Domstolens svar var imidlertid ikke rettet mod disse konkrete omstændigheder; den fastslog tværtimod i generelle vendinger, at den regel om enekompetence, der (på daværende tidspunkt) var opstillet i denne bestemmelse, »gælder for alle tvister, der vedrører […] gyldighed af et patent, uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse« (25). Dette svar er i modsætning til det af BSH anførte tilstrækkelig generelt til bl.a. at omfatte det scenarie, hvor der er rejst en ugyldighedsindsigelse i forbindelse med et krænkelsessøgsmål. Det er klart, at dette var formålet med henvisningen til »en indsigelse« (26).
39. Nogle år senere kodificerede EU-lovgiver GAT-dommen i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ved at præcisere i denne bestemmelse, at retterne i registreringsstaten er enekompetente i sager om gyldighed af patenter, »uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse«.
40. Det vil imidlertid være forkert at hævde, at problemstillingen dermed blev klarlagt. Svaret i GAT-dommen [og nu i artikel 24, nr. 4)] på det spørgsmål, der behandles i det foreliggende afsnit, gav faktisk anledning til flere spørgsmål, end det løste. Dette svar gav således et ufortjent dødsstød til den første tilgang, der er anført ovenfor (afsnit 1), hvorefter Domstolen (og EU-lovgiver) overlod det i stedet til de nationale retter og de stridende parter at diskutere, om det var den anden eller den tredje tilgang, der var den rigtige (afsnit 2).
1. Den uberettigede GAT-dom
41. Når et enkelt søgsmål vedrører to forskellige spørgsmål (i den foreliggende sag krænkelse og gyldighed), som er omfattet af anvendelsesområdet for de gensidigt udelukkende kompetenceregler (i den foreliggende sag de almindelige regler for så vidt angår krænkelser og Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), for så vidt angår patenters gyldighed), følger Domstolen sædvanligvis visse pragmatiske principper ved afgørelsen af, hvilken eller hvilke retter der har kompetence til at behandle og afgøre disse spørgsmål.
42. For det første skal et sådant søgsmål med hensyn til afgørelsen af, hvilke kompetenceregler der finder anvendelse, kvalificeres ud fra hovedgenstanden for (eller »formålet« med) den af sagsøgeren anlagte sag uden hensyntagen til de indledende (eller sekundære) spørgsmål, der ellers vil kunne rejses, navnlig i form af en indsigelse (27).
43. For det andet har den domstol, der er angivet i de gældende værnetingsregler, kompetence til at påkende søgsmålet i dets helhed, dvs. ikke kun selve sagen, men også indsigelsen, selv om denne indsigelse vedrører et spørgsmål, der normalt henhører under en anden domstol (28). I processuel henseende udgør en sådan indsigelse nemlig en integrerende del af søgsmålet, og dens retslige behandling må logisk set svare til sidstnævntes.
44. Hvis Domstolen havde fulgt disse principper i GAT-dommen, havde den valgt den første tilgang, der er beskrevet i punkt 37 ovenfor. I forbindelse med et krænkelsessøgsmål, hvor der er rejst indsigelse om ugyldighed, er sagens hovedgenstand (eller »formål«) ganske enkelt krænkelsen. Gyldighedsspørgsmålet er derimod et godt eksempel på et indledende spørgsmål. Da man ikke kan krænke et ugyldigt patent, skal retten først afgøre, om det patent, som sagsøgeren støtter sig på, er gyldigt, og dernæst tage stilling til det overordnede spørgsmål om, hvorvidt sagsøgtes handlinger har krænket de rettigheder, der er knyttet til det pågældende patent. Ifølge disse principper skulle en sådan procedure, henset til denne genstand og uafhængigt af denne indsigelse, have været omfattet af de almindelige regler, der (på daværende tidspunkt) var fastsat i Bruxelleskonventionen. Desuden burde de retter, der ifølge disse almindelige regler er kompetente til at behandle og afgøre krænkelsessøgsmål, navnlig retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, ligeledes have haft kompetence til at påkende denne indsigelse.
45. Domstolen valgte tydeligvis en anden løsning i GAT-dommen. Den fastslog i stedet, at reglen om enekompetence i »sager om […] gyldighed af patenter« også finder anvendelse i sager, hvor dette spørgsmål blot rejses i form af en indsigelse. Domstolen anlagde dermed en fortolkning, der mig bekendt er enestående i Bruxellesordningen. Denne løsning afviger faktisk også fra dem, som Domstolen hidtil har valgt i henhold til de andre regler om enekompetence, der (nu) er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24. Domstolen har i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne principper bemærket, at disse andre regler kun finder anvendelse, når et spørgsmål, der er omhandlet heri, udgør sagens genstand (29). I flere (men desværre ikke alle) sprogversioner af Bruxelles Ia-forordningen følger denne tilgang endog af selve ordlyden af denne bestemmelse (30). I BVG-dommen, der blev afsagt nogle år efter GAT-dommen, fastslog Domstolen desuden, at reglen om enekompetence i sager om gyldighed af selskaber eller af beslutninger truffet af disses organer [nu fastsat i denne forordnings artikel 24, nr. 2)], ikke finder anvendelse på tvister, hvor et sådant spørgsmål kun rejses i form af en indsigelse (31).
46. De præcise konsekvenser af den fortolkning, der blev anlagt i GAT-dommen, er som nævnt usikre og vil blive behandlet i afsnit 2 nedenfor. Det er i det foreliggende tilfælde – i modsætning til det af BSH anførte – klart, at når der anlægges et krænkelsessøgsmål uden for registreringsmedlemsstaten, og der fremsættes en ugyldighedsindsigelse, har retten ikke mulighed for tage stilling til de omhandlede patenters gyldighed som et indledende spørgsmål.
47. Det er efter min opfattelse beklageligt, at Domstolens ret kortfattede argumentation i GAT-sagen ikke indeholder en overbevisende begrundelse for denne løsning.
48. Det første argument, som Domstolen fremførte, vedrører »[enekompetencereglens] placering i [Bruxelleskonventionens] systematik« (dvs. dens forrang for de almindelige kompetenceregler) og dens »ufravigelige karakter« (32). Dette argument virker ikke overbevisende (33). Disse omstændigheder taler nemlig snarere for den modsatte fortolkning.
49. Reglerne om enekompetence udgør undtagelser fra Bruxellesordningen. De skal derfor fortolkes strengt (34). Det er nemlig hensigten, at de kun skal finde anvendelse i »enkelte velafgrænsede tilfælde« (35). Desuden er en streng fortolkning af disse regler, som Domstolen fastslog i BVG-dommen, »så meget desto mere nødvendig«, som de har forrang for de almindelige regler og er ufravigelige (36). Når artikel 24, nr. 4), finder anvendelse, fratages sagsøgerne den ret til valg af værneting, som de ellers ville have haft, hvilket kan resultere i, at der anlægges sag mod sagsøgte uden for den medlemsstat, hvor de har bopæl, og hvor de normalt vil have lettere ved at forsvare sig.
50. Domstolens fortolkning i GAT-dommen kan derimod kun betegnes som »bred« (37). Patenters gyldighed er ganske vist i sig selv et »velafgrænset« spørgsmål. Det kan imidlertid rejses i visse »mindre velafgrænsede« sager, der vedrører andre spørgsmål (38).
51. De to andre begrundelser, som Domstolen gav i GAT-dommen, vedrører det generelle hensyn til retssikkerheden, der forfølges med Bruxellesordningen (39). Domstolen forklarede i det væsentlige, at hvis den omtvistede regel om enekompetence ikke fandt anvendelse, når der rejses indsigelse om patenters gyldighed under krænkelsessøgsmål (osv.), og hvis retter uden for registreringsstaten, hvor der anlægges sådanne søgsmål, havde mulighed for at tage stilling hertil som et indledende spørgsmål, ville det »medføre, at en række retsinstanser ville få tillagt kompetence« til at afgøre dette spørgsmål. Dette ville desuden »påvirke forudsigeligheden af [kompetencereglerne]« og »øge risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser« på området, hvilket ville krænke retssikkerheden (40).
52. Dette argument virker heller ikke overbevisende. Hvis man »ser på hele billedet«, taler disse omstændigheder også snarere for den modsatte fortolkning. På den ene side forhindrer løsningen i GAT-dommen forskellige retter i at indtage modstridende synspunkter i forhold til et patents gyldighed. I denne udstrækning bidrager den til retssikkerheden. På den anden side kan GAT-dommen imidlertid gøre det vanskeligt for patenthaverne at vide, hvordan Bruxellesordningen fungerer i forhold til krænkelsessøgsmål.
53. Denne ordning gør det som regel muligt for en patenthaver at anlægge et sådant søgsmål uden for registreringsstaten, bl.a. ved retterne i sagsøgtes medlemsstat, hvorimod løsningen i GAT-dommen skaber usikkerhed om, hvorvidt disse retter vil være i stand til at afhjælpe krænkelsen eller kunne gøre dette inden for en rimelig frist. Hvis den formodede patentkrænker fremsætter en ugyldighedsindsigelse under sagsforløbet, vil disse retter nemlig ikke være i stand til blot at tage stilling til denne indsigelse og fortsætte sagen, eftersom de – afhængig af, hvordan denne løsning skal forstås – enten mister deres kompetence og er nødt til at afvise sagen eller skal udsætte sagen, indtil retterne i registreringsmedlemsstaterne har truffet afgørelse om patentets gyldighed (jf. ligeledes afsnit 2 nedenfor).
54. Uanset den korrekte fortolkning har GAT-dommen gjort det mindre attraktivt at samle krænkelsespåstande vedrørende de forskellige »dele« af et europæisk patent ved disse retter. Dommen tilskynder patenthavere til i stedet at anlægge særskilte søgsmål i de forskellige stater, hvor disse »dele« er registreret, eftersom det i hvert fald er sikkert, at retterne i disse stater har kompetence til at træffe afgørelse om både krænkelsen og gyldigheden af »deres del« (som beskrevet i punkt 26, 28 og 29 ovenfor). Dette skaber imidlertid en risiko for, at forskellige retter indtager modstridende synspunkter i forhold til den samme krænkelsessag.
55. En sådan usikkerhed og/eller kompleksitet i forbindelse med håndhævelsen af patenter er særlig uheldig, eftersom denne intellektuelle ejendomsret er beskyttet som en grundlæggende rettighed, bl.a. i artikel 17, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). I medfør af denne bestemmelse sikres patenthavere et »højt niveau« for beskyttelse af deres intellektuelle ejendomsrettigheder inden for EU. Det er i denne forbindelse afgørende, at der hurtigt kan anlægges et civilt søgsmål og opnås retslig beskyttelse i tilfælde af patentkrænkelse. Dette følger ligeledes af den grundlæggende ret til effektive retsmidler, der er sikret ved chartrets artikel 47. Det bør i denne forbindelse påpeges, at artikel 41, stk. 2, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPS-aftalen«) (41) bestemmer, at »[p]rocedurerne til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder […] hverken [må] være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende eller medføre ubegrundede […] forsinkelser«. Dette gælder efter min opfattelse også for den måde, hvorpå de relevante regler om international kompetence fungerer.
56. Ifølge fast retspraksis vedrørende fortolkningen af reglerne om enekompetence i Bruxellesordningen (42) var det eneste spørgsmål, som Domstolen skulle besvare (men ikke kom nærmere ind på) i GAT-dommen, under alle omstændigheder, hvorvidt det særlige formål, der forfølges med den omtvistede regel om enekompetence, »kræver«, at denne regel ligeledes finder anvendelse på et krænkelsessøgsmål, hvor der er rejst en ugyldighedsindsigelse. Det gør det efter min opfattelse ikke.
57. Indledningsvis vil jeg gerne gøre det lidt mere klart, hvad formålet er. Den forklaring, som Domstolen sædvanligvis har givet i denne forbindelse (og som Domstolen nævnte »i forbifarten« i GAT-dommen), lyder, at et af formålene med den pågældende regel er at sikre en god retspleje. Domstolen har bemærket, at retterne i registreringsstaten er »bedst egnede« til at påkende sager om patenters registrering eller gyldighed på grund af den »materielle eller retlige forbindelse« mellem disse sager og denne stat (43). Efter min opfattelse er dette imidlertid ikke den egentlige begrundelse for denne regel.
58. Et patent er som nævnt i punkt 19 og 21 ovenfor underlagt registreringsstatens lovgivning. Argumentet om, at en tysk dommer eksempelvis er »bedst egnet« til at anvende den tyske patentret (på grund af sproget, kendskabet til denne ret osv.), har en vis vægt (44). Eftersom et patent kun er beskyttet i registreringsstaten, er der desuden ofte en materiel forbindelse mellem tvister vedrørende dette patent og denne stats område.
59. Disse betragtninger forklarer imidlertid kun, hvorfor retterne i registreringsstaten kan behandle og afgøre sådanne tvister. De gør det eksempelvis klart, hvorfor disse retter i henhold til Bruxellesordningen har kompetence til at påkende krænkelsessøgsmål, der vedrører deres område (45). Det fremgår derimod ikke af sådanne betragtninger, hvorfor disse retter skal have kompetence frem for alle andre i sager om registrering eller gyldighed af patenter (46). Det bør navnlig fremhæves, at registreringsstatens patentret ikke er så unik, at det kun er retterne i denne stat, der vil være i stand til at forstå den (47). Selv om det kan være vanskeligere for retterne i en anden medlemsstat at anvende en sådan udenlandsk lovgivning, vil de sagtens kunne gøre det. Hvis det modsatte hævdes, vil det svare til at rejse tvivl om selve grundlaget for Bruxellesordningen (og hele den internationale privatret) (48).
60. Den egentlige begrundelse for den omtvistede regel er som anført i Jenard-rapporten, at »meddelelse af patenter henhører under den nationale suverænitet« (49). Den eneste tvingende grund til at indføre en sådan regel om enekompetence er således statslige myndigheders (traditionelle) rolle i forbindelse med udstedelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er nævnt i punkt 19 ovenfor (50), og navnlig den omstændighed, at de nationale forvaltninger har til opgave at behandle patentansøgninger, at meddele patenter, hvis de relevante krav er opfyldt, og at registrere patenter i overensstemmelse hermed. Efter min opfattelse var løsningen i GAT-dommen imidlertid heller ikke »påkrævet« ud fra denne betragtning.
61. For det første skaber tvister, der har registrering eller gyldighed af patenter som genstand, i sagens natur tvivl om, hvordan registreringsstatens forvaltning fungerer (51). Kernen i tvisten er, om den relevante statslige myndighed (patentmyndigheden) »har udført sit arbejde« korrekt. I en sag om ugyldigkendelse anmoder sagsøgeren i det væsentlige retten om at efterprøve, om denne myndighed oprindeligt meddelte patentet med rette, og om at gribe ind og erklære patentet ugyldigt, hvis dette ikke var tilfældet. En sådan erklæring har efter sin karakter virkning erga omnes og kan dermed gøres gældende over for den pågældende myndighed. Retten kan endda pålægge denne myndighed at berigtige sine registre i overensstemmelse hermed i sin afgørelse. Sådanne afgørelser bør naturligvis kun træffes af retterne i registreringsstaten. Det er nødvendigt at respektere staternes suverænitet i dette tilfælde. Det vil ikke være acceptabelt for staterne, hvis der kan pålægges sanktioner for deres myndigheders handlinger ved retterne i en udenlandsk stat, og disse retter kan instruere dem i, hvordan de skal forvalte deres nationale registre (52).
62. For det andet rejser et krænkelsessøgsmål ikke tvivl om registreringsstatens forvaltnings funktion, uanset om spørgsmålet om gyldigheden af det patent, der hævdes at være krænket, rejses i form af en indsigelse. Retten behandler i så fald dette anliggende som et indledende spørgsmål, men alene med henblik på at afgøre krænkelsesspørgsmålet. Den eneste konsekvens, som dette kan få, er, at retten afviser krænkelsespåstanden. En sådan afgørelse vedrører parternes private interesser og har følgelig generelt set kun virkning inter partes (53). Den kan ikke gribe ind i registreringsstatens suverænitet, eftersom den ikke har nogen indvirkning på dennes forvaltning og heller ikke giver sig ud for at have en sådan indvirkning. Ud fra et juridisk synspunkt påvirkes patentets gyldighed ikke. Forvaltningen modtager ingen instrukser fra en ret i en anden suveræn stat.
2. Den korrekte fortolkning af GAT-dommen
63. Jeg må af alle disse grunde (og ifølge størstedelen af den litteratur, som jeg har konsulteret) (54) konkludere, at GAT-dommen er en uheldig afgørelse. Hvis den løsning, der valgtes i denne dom, havde været begrænset til denne afgørelse, ville jeg have rådet Domstolen til at ændre den og fastslå, at reglerne om enekompetence i sager om patenters gyldighed ikke finder anvendelse, når der fremsættes en ugyldighedsindsigelse under et krænkelsessøgsmål, eftersom den dom, der afsiges af den ret, hvor søgsmålet er anlagt, kun vil have virkning inter partes (55).
64. EU-lovgiver har imidlertid som tidligere nævnt kodificeret denne dom i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4) (56). På EU-rettens nuværende udviklingstrin er Domstolen således »bundet« af den løsning, som den oprindeligt valgte. Den kan efter anmodning fra den forelæggende ret vælge mellem to mulige fortolkninger af GAT-dommen (og dens kodificering), som svarer til henholdsvis den anden og den tredje tilgang, der er anført i punkt [37] ovenfor.
65. Ifølge den første fortolkning, som Electrolux går ind for, og som jeg vil betegne som »bred«, er (eller bliver) retterne i registreringsmedlemsstaten, når der rejses indsigelse om ugyldighed under et krænkelsessøgsmål, enekompetente i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), til at træffe afgørelse i dette søgsmål. Enhver anden ret skal erklære sig inkompetent i henhold til denne forordnings artikel 27.
66. Ifølge den anden fortolkning, som Kommissionen går ind for, og som jeg vil betegne som »snæver«, er retterne i registreringsmedlemsstaten, når der rejses indsigelse om ugyldighed under et krænkelsessøgsmål, kun enekompetente i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), til at afgøre gyldighedsspørgsmålet. Andre retter kan i henhold til de generelle regler i denne forordning have (eller fortsat have) kompetence til at afgøre krænkelsesspørgsmålet.
67. Det fremgår ikke klart af den gældende EU-ret, hvilken fortolkning der er den rigtige. Før det første synes den »brede« fortolkning af GAT-dommens konklusion og af ordlyden af Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ganske vist, som Electrolux har gjort gældende, at være den mest naturlige (57), men disse elementer kan også med en vis rimelighed fortolkes »snævert«. Selv om Domstolen i GAT-dommen udtalte, at den omtvistede regel om enekompetence »gælder for alle tvister, der vedrører […] gyldighed af et patent«, angav den ikke i hvilket omfang. Denne formulering er simpelthen tvetydig. For det andet understøtter Domstolens senere praksis ikke en bestemt fortolkning af GAT-dommen, eftersom den indeholder modstridende oplysninger herom. Electrolux har påpeget, at Domstolen tilsyneladende talte for en »bred« fortolkning i BVG-dommen (58). Kommissionen har derimod fremhævet, at Domstolen tilsyneladende talte for en »snæver« fortolkning i dommen i sagen Roche Nederland m.fl. (59). Lovgiver tog endelig ikke stilling til dette spørgsmål i forordningens artikel 24, nr. 4), eller i en betragtning hertil (60).
68. For at bilægge striden er det derfor nødvendigt at se på det system, der er indført ved Bruxelles Ia-forordningen, og på de formål, der forfølges med dette instrument i almindelighed og med artikel 24, nr. 4), heri i særdeleshed. Domstolen bør på denne baggrund forkaste den »brede« fortolkning af GAT-dommen [afsnit a)] og i stedet tilslutte sig den »snævre« fortolkning [afsnit b)]. Den bør ligeledes opstille retningslinjer for, hvordan de nationale retter skal anvende denne fortolkning i praksis [afsnit c)].
a) De alvorlige mangler ved den »brede« fortolkning
69. Det er for det første vanskeligt at forene en »bred« fortolkning af GAT-dommen med det system, der er indført ved Bruxelles Ia-forordningen. Inden for rammerne af dette system er enekompetencen for retterne i registreringsstaten, som det var ophavsmændenes hensigt, en undtagelse, der er begrænset til »sager om registrering eller gyldighed af patenter«, mens krænkelsessøgsmål og andre patenttvister normalt kan indbringes for andre retter.
70. Som Kommissionen imidlertid har anført, vil undtagelsen faktisk blive reglen, hvis GAT-dommen skal forstås på den måde, som Electrolux har foreslået. Da der ofte fremsættes ugyldighedsindsigelser i forbindelse med krænkelsessøgsmål, vil disse søgsmål hyppigt henhøre under registreringsstatens retters enekompetence. Anvendelsen af de almindelige kompetenceregler og de muligheder, som de giver patenthaverne, er begrænset til sager, hvor der ikke rejses en sådan indsigelse.
71. For det andet vil en »bred« fortolkning af GAT-dommen i modsætning til det af Electrolux anførte bringe den forudsigelighed og sikkerhed med hensyn til kompetencen, der tilsigtes med Bruxelles Ia-forordningen, i fare, eftersom kvalificeringen af et krænkelsessøgsmål og dermed de kompetenceregler, der gælder for dette søgsmål, vil afhænge af, om der er rejst en ugyldighedsindsigelse eller ej (hvilket strider mod princippet i punkt 42 ovenfor) (61).
72. Kompetencen til at påkende krænkelsessøgsmål er således kun forudsigelig, hvis det er let for patenthaverne at fastslå, ved hvilken ret de kan anlægge et sådant søgsmål. Ifølge den »brede« fortolkning af GAT-dommen vil det imidlertid være vanskeligt for panthaverne at afgøre på forhånd, om et sådant søgsmål henhører under registreringsstatens enekompetence eller kan anlægges ved andre retter, eftersom de ikke har nogen indflydelse på, hvilken forsvarsstrategi den formodede patentkrænker vælger (62).
73. Hvis patenthaveren vælger at anlægge sag uden for registreringsmedlemsstaten, f.eks. ved en ret i den medlemsstat, hvor den formodede patentkrænker har bopæl, vil der desuden herske usikkerhed om denne rets kompetence. Retten kan nemlig miste sin kompetence, hvis den formodede patentkrænker fremsætter en ugyldighedsindsigelse. Denne ret vil i så fald ikke kunne fortsætte behandlingen af sagen (63). Hvis det ifølge domstolslandets processuelle regler er muligt at fremsætte en sådan indsigelse både ved retssagens indledning og senere i forløbet, bl.a. efter appel, kan søgsmål, der har strakt sig over måneder eller år, pludselig løbe ud i sandet. Den formodede patentkrænker kan også handle strategisk i forhold til indsigelsestidspunktet og reelt »sabotere« sagen. Som BSH og Kommissionen har påpeget, vil dette få voldsomme konsekvenser for patenthaveren. Bruxelles Ia-forordningen gør det i sin nuværende form ikke muligt for retterne i en medlemsstat at henvise en sag til en ret i en anden medlemsstat. De retter, ved hvilke sagen først er anlagt, kan kun afvise den og overlade det til sagsøgeren at anlægge et nyt søgsmål i registreringsstaten.
74. For at føje spot til skade vil det måske ikke længere være muligt for patenthaveren at gøre dette. Den forældelsesfrist, der gælder for krænkelsessager, kan nemlig være udløbet i mellemtiden. Patenthaveren vil således uden skyld miste enhver mulighed for at anlægge sag til prøvelse af krænkelsen af sine intellektuelle ejendomsrettigheder. Et sådant resultat vil være i strid med chartrets artikel 17, stk. 2, og artikel 47 og med TRIPS-aftalens artikel 41, stk. 2.
75. Selv om patenthaveren stadig har mulighed for at gøre dette, vil vedkommende i forbindelse med en »flerstatslig« krænkelse af et europæisk patent være nødt til at anlægge krænkelsessøgsmål i alle de berørte stater for at opnå fuld retslig beskyttelse (64). Det vil ikke være muligt at samle sagerne ved et enkelt værneting. En række retter kan blive involveret i, hvad der i det væsentlige er den samme tvist, hvilket øger risikoen for, at der træffes modstridende afgørelser som nævnt i punkt 54 ovenfor.
76. Endelig går den »brede« fortolkning af GAT-dommen i modsætning til det af Electrolux anførte ud over, hvad der »kræves« af hensyn til det særlige formål med Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), der som nævnt i punkt 60 og 61 ovenfor er at sikre, at registreringsstatens suverænitet respekteres. Når der rejses indsigelse om ugyldighed under et krænkelsessøgsmål, kan det – selv ud fra en bred fortolkning – af hensyn til dette formål kun »kræves«, at retterne i denne stat har enekompetence til at træffe afgørelse om gyldighedsspørgsmålet og ikke om krænkelsesspørgsmålet.
b) En »snæver« fortolkning af GAT-dommen er »det mindste onde«
77. Den »snævre« fortolkning af GAT-dommen fungerer langt bedre, henset til alle de ovenfor nævnte aspekter. Princippet er fortsat, at de generelle regler i Bruxelles Ia-forordningen gælder for krænkelsessøgsmål. Kompetencen er som sådan forudsigelig og sikker i forhold til for patenthaveren. Hvis patenthaveren anlægger sag uden for registreringsstaten, og den formodede patentkrænker fremsætter en ugyldighedsindsigelse, mister den ret, hvor sagen er anlagt, ikke sin kompetence til at behandle og afgøre denne sag. Der sket »blot« det, at denne ret ikke kan tage stilling til det/de pågældende patenters gyldighed, hvilket i henhold til undtagelsesreglen i denne forordnings artikel 24, nr. 4), kun kan afgøres af en ret (65) i registreringsstaten. I tilfælde af en »flerstatslig« krænkelse af et europæisk patent gør denne fortolkning det desuden til dels muligt at samle sagerne ved et enkelt værneting. Hvis der rejses indsigelse mod patentets gyldighed, skal der alene tages stilling hertil i de forskellige stater, for hvilke det er meddelt.
78. Som Kommissionen har anført, indebærer denne fortolkning af GAT-dommen, at Domstolen har tilladt en undtagelse fra det princip, der er fastsat inden for rammerne af Bruxellesordningen, nemlig at kompetencen til at behandle og afgøre en sag også omfatter en eventuel indsigelse (jf. punkt 43 ovenfor). Selv om denne undtagelse er den eneste, der forekommer i denne ordning, er den dog ikke uden sidestykke. Der findes lignende undtagelser i medlemsstatens regler om stedlig kompetence på visse områder, der er omfattet af enekompetence i henhold til national ret (66).
79. Det følger i praksis heraf, at når der verserer et søgsmål om krænkelse af et patent, som er registreret i en medlemsstat, ved retterne i en anden medlemsstat, og der fremsættes en ugyldighedsindsigelse, tilkommer det – eftersom disse retter hverken kan tage stilling til gyldighedsspørgsmålet eller (ifølge den nugældende Bruxelles Ia-forordning) forelægge registreringsstatens myndigheder et subsidiært spørgsmål herom – den formodede patentkrænker (hvis vedkommende ikke allerede har gjort dette) at anlægge en ugyldighedssag ved disse myndigheder, således at de kan træffe afgørelse om dette spørgsmål (67).
80. Electrolux har ikke uden grund indvendt, at »opdelingen« af krænkelses- og gyldighedsspørgsmålet i to sager, der anlægges i forskellige medlemsstater, er problematiske i forhold til retsplejen. Disse spørgsmål hænger nemlig tæt sammen (68). Som jeg har forklaret i punkt 44 ovenfor, skal det indledende spørgsmål om patentets gyldighed principielt afgøres, før der kan tages stilling til det væsentlige krænkelsesspørgsmål. Selv om registreringsstatens lovgivning finder anvendelse på begge spørgsmål, afhænger disse desuden i det væsentlige af det samme forhold, nemlig fortolkningen af patentkravene (69).
81. Efter min opfattelse er det ganske vist ikke ideelt set ud fra et praktisk synspunkt, at gyldigheds- og krænkelsesspørgsmålet afgøres af forskellige retter og/eller myndigheder (70), men det er heller ikke umuligt. På nationalt plan har en række medlemsstater, hvilket tilsyneladende omfatter Sverige (71), indført et »todelt system« for behandling af patenttvister, hvor disse spørgsmål afgøres af forskellige dommere som led i særskilte og specifikke søgsmål (72).
82. Selv om gyldigheden og krænkelsen skal »opdeles« på denne måde, medfører det ikke, som Electrolux hævder, at den ret, der behandler et krænkelsessøgsmål, når der rejses en ugyldighedsindsigelse under dette søgsmål, systematisk skal eller overhovedet kan se bort fra denne indsigelse, antage, at patentet er gyldigt, og træffe endelig afgørelse om krænkelsesspørgsmålet, uanset om der verserer en parallel ugyldighedssag i en anden medlemsstat.
83. Som BSH og Kommissionen har anført, kan Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ikke fortolkes på denne måde. Den formodede patentkrænker ville i modsat fald helt miste et af de mest effektive værn mod falske krænkelsespåstande. Dette ville udgøre en uacceptabel begrænsning af deres ret til forsvar, som bl.a. sikres ved chartrets artikel 47, og som Bruxellesordningen skal påse (73).
84. Desuden kan dette i visse tilfælde føre til, at der afsiges modstridende domme. På den ene side vil den ret, der er ansvarlig for krænkelsessøgsmålet, kunne anerkende krænkelsen, og på den anden side vil myndighederne i registreringsstaten efterfølgende kunne erklære patentet ugyldigt. De nævnte myndigheder vil ligeledes kunne bekræfte patentets gyldighed, men ud fra en snæver fortolkning af patentkravene (hvilket normalt udelukker, at der fastslås en krænkelse), mens den ret, der er ansvarlig for krænkelsessøgsmålet, vil kunne anerkende krænkelsen ud fra en bred fortolkning af patentkravene (hvilket ville have medført, at den ret, der skulle efterprøve gyldigheden, erklærede patentet ugyldigt) (74).
85. Som jeg vil forklare nærmere i det følgende afsnit, kan den ret, der er ansvarlig for et krænkelsessøgsmål, under visse omstændigheder med rette antage, at patentet er gyldigt, og dermed påkende sagen, uanset om der er fremsat en ugyldighedsindsigelse. Under andre omstændigheder er denne ret imidlertid for at kunne overholde retten til forsvar nødt til at afvente, at myndighederne i registreringsstaten har fastslået, at patentet er gyldigt, før den træffer en endelig og samstemmende afgørelse om krænkelsen (75).
86. Sagsstyringen og/eller de processuelle foranstaltninger skal derfor af og til tilrettelægges med henblik på at samordne krænkelses- og ugyldighedssagerne. Electrolux har i denne forbindelse påpeget, at der ikke findes en løsning herfor hverken i Bruxelles Ia-forordningen eller i EU-retten generelt Denne forordnings artikel 30, stk. 1, kan nærmere bestemt gøre det muligt for den ret, der er ansvarlig for et krænkelsessøgsmål, at udsætte sagen, indtil registreringsstatens myndigheder har afgjort, om patentet er gyldigt, men kun hvis sagen er blevet indbragt for disse myndigheder først. Denne bestemmelse omhandler ingen retsbeskyttelse i tilfælde af en senere ugyldighedssag. Som BSH og Kommissionen har gjort gældende, kan og i visse tilfælde skal de retter, der tager stilling til en krænkelse, ikke desto mindre anvende de løsninger, der er angivet i domstolslandets procesret (lex fori), så længe EU-lovgiver ikke har fastsat bestemmelser herom (76).
87. Electrolux har heroverfor anført, at en sådan påberåbelse af national procesret udgør en risiko for den ensartede behandling af sager og parter i medlemsstaterne, eftersom forskellige domstole kan råde over forskellige beføjelser eller anvende dem forskelligt. Efter min opfattelse er dette imidlertid endnu en ulempe ved GAT-dommen, som ikke kan undgås. Desuden er dette spørgsmål ikke kun underlagt national ret. Som jeg vil forklare nærmere i det følgende afsnit, sætter EU-retten nemlig de overordnede rammer for national ret ved at sikre en tilstrækkelig ensartethed.
88. Det hævdes endelig ofte, at den »snævre« fortolkning af GAT-dommen heller ikke er ideel for en effektiv håndhævelse af patenter. »Opdelingen« af gyldigheds- og krænkelsesspørgsmålet i to sager resulterer i øgede omkostninger og mere besvær for parterne. Når den ret, der er ansvarlig for et krænkelsessøgsmål, under visse omstændigheder er nødt til at afvente, at registreringsstatens myndigheder har taget stilling til gyldigheden, kan det potentielt forsinke sagen, selv om det som regel er vigtigt for patenthaveren, at der hurtigt iværksættes sanktioner og nedlægges forbud mod en sådan krænkelse (77). Dette kan også anspore formodede patentkrænkere til at anlægge »saboterende« indsigelser eller til at forsinke ugyldighedssagens anlæggelse og afvikling for at bremse krænkelsessøgsmålet. Selv om jeg generelt er enig i disse indvendinger (som det følger af afsnit 1), forholder det sig ikke desto mindre således, at blandt de to mulige tilgange, der står tilbage efter GAT-dommen, er der tale om »det mindste onde«. Desuden kan de ovennævnte problemer afhjælpes ved pragmatiske foranstaltninger, hvilket jeg vil komme nærmere ind på i det følgende.
c) Praktiske retningslinjer for nationale retter
89. I retsmødet drøftede intervenienterne efter anmodning fra Domstolen, hvad retter uden for registreringsstaten bør gøre, når de behandler et krænkelsessøgsmål, og der rejses en ugyldighedsindsigelse. Selv om dette spørgsmål som tidligere nævnt hovedsageligt henhører under disse retters processuelle regler, har Domstolen efter min opfattelse kompetence til at fastsætte retningslinjer herfor. Det bør påpeges, at disse processuelle regler ifølge fast retspraksis ikke må gøre indgreb i Bruxelles Ia-forordningens tilsigtede virkning (effet utile), og at de skal anvendes i overensstemmelse hermed (78). De principper, der er fastsat i TRIPS-aftalen og i direktiv 2004/48, samt for så vidt angår patenthaveren adgangen til effektive retsmidler og for så vidt angår den formodede patentkrænker retten til forsvar, som begge er beskyttet i henhold til chartrets artikel 47, sætter også rammerne for national ret i denne henseende.
90. For så vidt som den formodede patentkrænker har fremsat en ugyldighedsindsigelse (på korrekt vis) (79), vil en løsning, som ofte er blevet fremhævet af kommentarer og drøftet for Domstolen, være, at de retter, der påkender krænkelsessøgsmål – når deres processuelle regler giver dem beføjelse hertil (hvilket normalt synes at være tilfældet) (80) – udsætter sagen, indtil registreringsstatens myndigheder har afgjort, om det pågældende patent er gyldigt (81).
91. Selv om dette kunne være en løsning, er jeg enig med BSH i, at disse retter ikke automatisk bør udsætte sagen. De skal faktisk gøre sig grundige overvejelser forinden på grund af den (potentielt betydelige) forsinkelse, som en sådan foranstaltning uundgåeligt vil medføre for afgørelsen af krænkelsessøgsmålet. Sagen bør kun udsættes, hvis dette i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2004/48 og TRIPS-aftalens artikel 41 er fair og står i rimeligt forhold til krænkelsen, og forsinkelsen er »begrundet«. Disse retter skal derfor have mulighed for at foretage en afvejning af på den ene side hensynet til procesøkonomien og patenthaverens ret til effektive retsmidler og på den anden side hensynet til en god retspleje og den formodede patentkrænkers ret til forsvar.
92. De retter, der påkender krænkelsessøgsmål, skal navnlig, som BSH og Kommissionen har anført, først vurdere, hvor alvorlig ugyldighedsindsigelsen er. Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), er efter min opfattelse ikke til hinder for, at de foretager en foreløbig vurdering af, hvordan registreringsstatens myndigheder vil afgøre spørgsmålet (82). Retterne bør i denne forbindelse kun overveje at udsætte sagen, når der er en reel udsigt til, at indsigelsen vil blive taget til følge. Eftersom patenter meddeles, efter at patentmyndighederne har foretaget en forudgående kontrol af betingelsen for patenterbarhed, formodes det nemlig, at de er gyldige. De begrundelser, som den formodede patentkrænker har givet, skal derfor umiddelbart fremstå som tilstrækkeligt tungtvejende til at rejse tvivl om denne formodning. Hvis dette ikke er tilfældet, kan retterne gå ud fra, at patentet er gyldigt, og dermed træffe afgørelse om krænkelsen. Henset til procesøkonomien og patenthaverens ret til effektive retsmidler vil det ikke give nogen mening at forsinke krænkelsessøgsmålet i forbindelse med unødige gyldighedsindsigelser. Der foreligger heller ingen (eller i hvert fald kun en ubetydelig) risiko for uforenelige afgørelser, da det ikke er (overvejende) sandsynligt, at myndighederne i registreringsstaten efterfølgende erklærer patentet ugyldigt (83). En sådan vurdering begrænser ligeledes patentkrænkeres mulighed for at fremsætte konstruerede indsigelser som led i en forhalingstaktik (84).
93. Hvis en ugyldighedsindsigelse er af alvorlig karakter, skal den ret, der er ansvarlig for krænkelsessøgsmålet, udsætte sagen. Under sådanne omstændigheder vil dette som regel være nødvendigt af hensyn til retten til forsvar (85). Det samme gælder for hensynet til en god retspleje, eftersom den ovenfor nævnte risiko for uforenelige afgørelser vil være betydelig. Som Kommissionen har gjort gældende, bør de pågældende retter imidlertid af hensyn til procesøkonomien og for at undgå, at den formodede patentkrænker anvender forhalingsmanøvrer, fastsætte en frist for, hvornår vedkommende kan anlægge en ugyldighedssag i registreringsstaten (hvis dette ikke allerede er sket). Hvis den formodede patentkrænker undlader dette, bør disse retter ophæve udsættelsen, antage, at patentet er gyldigt, og træffe afgørelse om krænkelsen. Når sagen er blevet udsat, bør disse domstole følge med i ugyldighedssagen og i denne forbindelse tage stilling til, om udsættelsen skal opretholdes eller ophæves.
94. Der er endelig intet til hinder for, at de retter, der påkender krænkelsessøgsmålet, under udsættelsen anordner foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, såsom et midlertidigt forbud mod at fortsætte de potentielt krænkende handlinger (dette afhænger igen af, hvor alvorlig gyldighedsindsigelsen er) (86). Domstolen bevarede udtrykkeligt en sådan mulighed i Solvay-dommen (87), og den bør anvendes, når den står i et rimeligt forhold til beskyttelsen af patenthaverens rettigheder.
B. »Refleksvirkningen« af artikel 24, nr. 4) (det tredje spørgsmål)
95. Det følger af afsnit A i dette forslag til afgørelse, at de svenske retter ganske vist har kompetence til at påkende det krænkelsessøgsmål, som BSH har anlagt, i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, men ikke kan tage stilling til gyldigheden af de dele af det europæiske patent, der hævdes at være krænket. I henhold til denne forordnings artikel 24, nr. 4), er retterne i de forskellige medlemsstater, hvor disse dele er blevet valideret, enekompetente til at afgøre dette spørgsmål.
96. Eftersom BSH’s søgsmål ligeledes er baseret på den del af det europæiske patent, der er blevet valideret i Tyrkiet, og som Electrolux har anfægtet, ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål oplyst, om denne forordnings artikel 24, nr. 4), »finder anvendelse for en domstol i et tredjeland«, dvs. om denne bestemmelse i hovedsagen »tillægger [domstole i Tyrkiet] enekompetence« i forhold til dette spørgsmål.
97. Hvis dette spørgsmål fortolkes bogstaveligt, giver svaret sig selv. Bruxelles Ia-forordningen er en EU-retlig retsakt, der er bindende for medlemsstaterne. Den fastlægger deres retters kompetence. Dette instrument kan ikke tillægge domstole i tredjelande nogen som helst kompetence. Det har Unionen ingen kompetence til. Kompetencen for domstole i tredjelande beror på deres egne internationale privatretlige regler.
98. Hvis Domstolen skal give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, kan den imidlertid ikke begrænse sig til denne indlysende konklusion. Henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen er det klart, at det tredje spørgsmål i det væsentlige vedrører den negative virkning af Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), med hensyn til at fratage kompetence og ikke denne bestemmelses positive virkning med hensyn til at tillægge kompetence. Det ønskes i virkeligheden oplyst, om denne bestemmelse fratager medlemsstaternes retter kompetencen til at tage stilling til gyldigheden af tredjelandes patenter, når disse retter ikke har en sådan kompetence i forhold til patenter, der er registreret i andre medlemsstater.
99. Som den franske regering har anført, rejser dette spørgsmål i denne betydning et gennemgående problem, hvis relevans ligger langt uden for rammerne af den foreliggende sag. Det kan nemlig opstå i forbindelse med alle de anliggender, for hvilke Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 fastsætter en regel om enekompetence. Hvad sker der eksempelvis, hvis der anlægges sag ved medlemsstaternes retter vedrørende gyldigheden af rettigheder over fast ejendom [et anliggende, der er omhandlet i artikel 24, nr. 1)], men denne ejendom er beliggende i Kina? Det samme spørgsmål kan opstå i forbindelse med eksklusive værnetingsaftaler. Når retterne i en medlemsstat udpeges i en sådan aftale, fremgår det af en anden bestemmelse i denne forordning, nemlig artikel 25, at alle andre retter mister deres kompetence. Hvad sker der så, hvis der anlægges sag ved retterne i en medlemsstat, selv om der foreligger en lignende aftale til fordel for retterne i et tredjeland?
100. Det er langt mindre klart, hvordan dette spørgsmål skal besvares. Spørgsmålet er således blevet debatteret indgående i retslitteraturen og ved de nationale retter. Domstolen har endnu ikke givet et klart og fyldestgørende svar. Som jeg vil forklare nærmere i de følgende afsnit, skyldes spørgsmålets kompleksitet, at Bruxellesordningens territoriale anvendelsesområde lider under, hvad jeg vil betegne som en »mangelfuld udformning« (afsnit 1), hvilket kræver nærmere overvejelser om, hvordan man bedst kan »afhjælpe manglerne« i denne ordning med hensyn til disse scenarier (afsnit 2).
1. Bruxellesordningens »mangelfulde udformning«
101. Den nævnte »mangelfulde udformning« er resultatet af et paradoks. Det er på den ene side klart, at Bruxelles Ia-forordningens territoriale anvendelsesområde omfatter tvister, der har en stærk tilknytning til tredjelande. I henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1, fortolket i lyset af den skelsættende Owusu-dom (88), finder denne forordning anvendelse ratione territoriae på enhver grænseoverskridende tvist, hvor sagsøgte – i det foreliggende tilfælde Electrolux – har bopæl i en medlemsstat, og dette omfatter ikke kun tvister inden for EU. Tvister, der er knyttet ikke bare til denne parts hjemsted, men også til tredjelande, er ligeledes omfattet, selv når sagens genstand er tæt knyttet til et sådant land, eller når der foreligger en værnetingsaftale til fordel for domstolene i et tredjeland (89) Det er principielt kun, når sagsøgte ikke har bopæl i EU, at spørgsmålet i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, falder uden for dennes anvendelsesområde.
102. På den anden side blev Bruxellesordningen reelt ikke udformet med henblik på tvister med tilknytning til tredjelande. Denne ordning blev først og fremmest udarbejdet med sigte på tvister »inden for EU«. Dette fremgår klart af Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25. Ifølge den førstnævnte bestemmelses ordlyd er dens anvendelsesområde begrænset til tvister, hvis genstand er tæt knyttet til en »medlemsstat«. I den sidstnævnte bestemmelse henvises der alene til værnetingsaftaler vedrørende »retterne i en medlemsstat«. Scenariet med tvister, der har en lignende tilknytning til tredjelande, blev ikke taget i betragtning ved udarbejdelsen af disse regler. Denne ordning siger som følge heraf generelt intet om, hvilken betydning en sådan tilknytning i givet fald bør have for medlemsstaternes retters kompetence (90).
2. »Afhjælpning af manglerne« i Bruxellesordningen
103. Når en ret i en medlemsstat forelægges en tvist, som på den ene side involverer en sagsøgt inden for EU, men på den anden side er stærkt knyttet til et tredjeland (fordi dens genstand er tæt knyttet til dette land, eller fordi den er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale til fordel for domstolene i dette land), og Bruxelles Ia-forordningen generelt intet siger om dette spørgsmål, er det uklart, hvad denne ret bør gøre. Der kan udledes tre mulige svar af retslitteraturen og de drøftelser, der har fundet sted for Domstolen i den foreliggende sag.
104. I den ene ende af skalaen findes det første svar, som ikke har opnået støttet fra nogen intervenient ved Domstolen, og hvorefter Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 eller 25 finder analog anvendelse i dette scenarie. I henhold til den relevante bestemmelse vil en medlemsstats ret således ikke have kompetence til at påkende en sådan tvist og være forpligtet til at afvise sagen.
105. I den anden ende af skalaen findes det andet svar, som støttes af BSH, den franske regering (modvilligt) (91) og Kommissionen, og hvorefter de almindelige regler i forordningen skal anvendes i stedet. Dette medfører bl.a., at retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1. De har desuden med ganske få undtagelser pligt til at udøve denne kompetence og dermed til at træffe afgørelse i sagen.
106. Mellem disse yderpunkter findes et tredje svar, som støttes af Electrolux. Det er baseret på den teori om »refleksvirkning« (effet réflexe), som Georges Droz udviklede for mange år siden (92). Denne teori indebærer i korte træk, at selv om en ret i en medlemsstat i henhold til denne forordning har kompetence til at påkende en tvist, der har en sådan tilknytning til et tredjeland, kan den afstå fra at udøve denne kompetence, når dette »reflekterer« det deri fastsatte system.
107. De to ekstreme svar kan efter min opfattelse ikke tiltrædes, og det moderate svar bør vælges i stedet. Som jeg vil forklare i de følgende afsnit, kan artikel 24 og 25 ikke anvendes under sådanne omstændigheder [afsnit a)], hvilket indebærer, at de almindelige regler i forordningen skal anvendes i stedet [afsnit b)], men en ret i en medlemsstat har ikke pligt til at udøve den kompetence, som den har i henhold til disse regler, i sådanne situationer [afsnit c)]. Jeg vil dernæst præcisere, under hvilke betingelser den med rette kan erklære sig inkompetent [afsnit d)].
a) Artikel 24 og 25 kan ikke anvendes
108. Selv om det modsatte fremgår af en del af retslitteraturen (93), er det efter min opfattelse klart, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25 ikke som sådan kan anvendes på tvister med den deri omhandlede tilknytning til tredjelande.
109. En sådan fortolkning vil være i direkte modstrid med den udtrykkelige ordlyd af disse to artikler, der som tidligere nævnt er begrænset til tvister, hvis genstand er tæt knyttet til en »medlemsstat«, og værnetingsaftaler, hvori der udpeges retter i en »medlemsstat« (94). En udvidelse ved analogi af bestemmelsers anvendelsesområde til at omfatte lignende scenarier, der involverer tredjelande, vil endvidere, som BSH, den franske regering og Kommissionen har anført, være uforenelig med princippet om, at undtagelser skal fortolkes strengt. Domstolen har i øvrigt allerede nægtet at gøre dette. I IRnova-dommen fastslog den, at for så vidt som Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), »ikke omhandler« tvister om gyldigheden af tredjelandes patenter, »kan denne bestemmelse ikke anses for at finde anvendelse« i en sådan situation (dette ræsonnement kan overføres på samtlige bestemmelser i artikel 24) (95) I dommen i Coreck Maritime-sagen (96) bemærkede Domstolen ligeledes med hensyn til den bestemmelse i Bruxelleskonventionen, der svarede til artikel 25, at »[s]om det fremgår af selve ordlyden af […] artikel 7«, »finder [denne bestemmelse ikke] anvendelse på [værnetingsaftaler], hvorefter der udpeges en ret i et tredjeland«.
110. Som den franske regering har påpeget, giver det system, der er indført ved Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25, og hvorefter medlemsstaternes retter har pligt til at afgive deres kompetence til de retter, der er udpeget i disse bestemmelser, desuden kun mening for tvister »inden for EU«. Ifølge denne forordning har en ret under disse omstændigheder kompetence, hvis en anden ret ikke har det. Dette gælder ikke for »eksterne« tvister. Som jeg tidligere har nævnt, beror kompetencen for domstole i tredjelande på deres egne internationale privatretlige regler. Selv om disse domstole som regel anser sig for kompetente, når det omtvistede spørgsmål er tæt knyttet til deres område, eller når de er blevet valgt i forbindelse med en værnetingsaftale, er dette ikke altid tilfældet. Hvis medlemsstaternes retter ikke havde kompetence i en sådan situation, ville det resultere i manglende adgang til domstolsprøvelse. Desuden er den strenge og nærmest automatiske forpligtelse for medlemsstaternes retter til i medfør af til artikel 24 og 25 at henvise parter til andre retter begrundet i den »gensidige tillid«, som disse medlemsstater har til hinandens retsinstitutioner (97). Denne »tillid« omfatter ikke tredjelande. Det kan ikke formodes, at parterne vil få en retfærdig rettergang i et sådant land. I visse tilfælde er det endda sikkert, at de ikke vil få det.
b) De almindelige regler i forordningen skal anvendes i stedet
111. Eftersom Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25 ikke finder anvendelse på tvister med den deri nævnte tilknytning til tredjelande, må den logiske konsekvens – som BSH, Electrolux, den franske regering og Kommissionen har anført – inden for rammerne af det system, der er indført ved denne forordning, være, at de almindelige regler skal anvendes i stedet. Det følger bl.a. heraf, at retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetence til at påkende en sådan tvist i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1.
112. Denne systematiske fortolkning understøttes af flere af de officielle rapporter vedrørende Bruxellesinstrumenterne (98). Den blev for alt implicit (men klart) godkendt af Domstolens plenum i udtalelse 1/03 (den nye Luganokonvention) (99). I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at påpege, at denne afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Unionen havde enekompetence til at indgå Lugano II-konventionen, hvilket igen afhang af spørgsmålet om, hvorvidt den nye konvention ville »påvirke« Bruxellesordningen (100). Domstolen fastslog, at det ville den. Domstolen præciserede, at i forbindelse med tvister, som involverer en sagsøgt med bopæl i en medlemsstat, men er tæt knyttet til et tredjeland, der er part i denne konvention, eller er omfattet af en værnetingsaftale til fordel for domstolene i dette land, vil den fremtidige konvention tillægge tredjelandet enekompetence (101), hvorimod retterne i denne medlemsstat ville have haft kompetence i medfør af den pågældende forordning (102).
c) Medlemsstaternes retter har ikke pligt til at udøve den kompetence, som de har i henhold til de almindelige regler i forordningen
113. Selv om retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetence til at påkende tvister med en sådan tilknytning til tredjelande i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, er jeg ikke enig med BSH, den franske regering og Kommissionen i, at disse retter med meget få undtagelser har pligt til at udøve denne kompetence. En sådan tilgang kræves efter min opfattelse ikke i henhold til denne forordning og den relevante retspraksis [afsnit 1)] og er heller ikke forenelig med Bruxellesordningens målsætninger [afsnit 2)]. Den omstændighed, at internationale aftaler i visse situationer kan afhjælpe de vanskeligheder, som en sådan fortolkning vil medføre [afsnit 3)], eller EU-lovgivers angivelige hensigt [afsnit 4)] kan ikke med rette fremføres til støtte herfor.
1) Forordningens ordlyd og den relevante retspraksis
114. BSH’s, den franske regerings og Kommissionens vigtigste argument er baseret på Bruxelles Ia-forordningens ordlyd. Det følger efter deres opfattelse af ordlyden af denne forordnings artikel 4, stk. 1 (»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område […], sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«), at kompetencen i henhold til denne bestemmelse principielt er bindende. Dette indebærer, at når der indbringes en sag for retterne i denne medlemsstat, er de normalt forpligtet til at behandle og afgøre denne sag. Med hensyn til den tilsvarende bestemmelse i Bruxelleskonventionen (artikel 2) fastslog Domstolen desuden kategorisk i Owusu-dommen, at »den principielle regel, som er fastsat heri […], kun kan fraviges i tilfælde, som er udtrykkeligt fastsat« i Bruxellesordningen (103). I denne sag var domstolene i Det Forenede Kongerige (der dengang var en medlemsstat) blevet forelagt en tvist, hvor sagsøgte havde bopæl i denne medlemsstat, vedrørende en skadevoldende handling, der var begået på Jamaica. Det første spørgsmål, som den pågældende domstol ønskede besvaret, var, om den havde ret til at erklære sig inkompetent til fordel for de jamaicanske retter i henhold til forum non conveniens-doktrinen (104). Domstolen besvarede dette spørgsmål benægtende med henvisning til, at Bruxellesordningen ikke indeholder en sådan undtagelse (105).
115. De nævnte intervenienter har anført, at eftersom Bruxelles Ia-forordningen ikke indeholder udtrykkelige undtagelser for tvister, hvis genstand er tæt knyttet til tredjelande, eller tvister, der er omfattet af en værnetingsaftale til fordel for domstolene i et tredjeland, følger det heraf, at medlemsstatens retter, når de forelægges en sådan tvist og har kompetence i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1, er forpligtet til at behandle og afgøre sagen. De kan kun erklære sig inkompetente under de særlige omstændigheder, der er angivet i visse bestemmelser, som EU-lovgiver tilføjede i forbindelse med vedtagelsen af Bruxelles Ia-forordningen, nemlig artikel 33 og 34, dvs. når der foreligger parallelle retssager ved tredjelandes domstole, og kun når tvisten allerede verserede dér, da sagen blev indbragt for medlemsstaternes retter (106).
116. Dette er efter min opfattelse et alt for simpelt ræsonnement.
117. For det første vil det være udtryk for en fejlagtig logik at konkludere alene ud fra den omstændighed, at Bruxelles Ia-forordningen mangler bestemmelser om tvister, der har en stærk tilknytning til tredjelande, at medlemsstaternes retter generelt har pligt til at se bort fra denne tilknytning og til at træffe afgørelse i sådanne sager. Den tager nemlig ikke højde for, at dette instrument som nævnt i punkt 102 ovenfor ikke blev udarbejdet med henblik på disse tvister. Dette forklarer den generelle mangel på oplysninger herom i forordningen, og hvorfor der efter min opfattelse ikke kan drages nogen positive konsekvenser heraf (107).
118. For det andet kan det heller ikke med rimelighed konkluderes alene ud fra den omstændighed, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 33 og 34 nu udtrykkeligt giver medlemsstaternes retter mulighed for at afgive deres kompetence til at påkende tvister, når der verserer parallelle retssager ved domstolene i et tredjeland, at det ikke er muligt at gøre dette i forbindelse med alle andre scenarier. Forordningen indeholder heller ingen oplysninger om dette spørgsmål. Der fremgår således ikke af disse bestemmelsers ordlyd eller af de relevante betragtninger, at de har til formål udtømmende at regulere medlemsstaternes retters mulighed for at erklære sig inkompetente til fordel for retter i tredjelande (108).
119. For det tredje kan Owusu-dommen faktisk ikke lægges til grund for den ordlydsfortolkning, som BSH, den franske regering og Kommissionen har foreslået. Domstolen udtalte ganske vist uden forbehold, at det kun er muligt at fravige den bindende virkning af Bruxelles Ia-forordningens (nuværende) artikel 4, stk. 1, i de tilfælde, der udtrykkeligt er fastsat heri. Den undlod dog samtidig at besvare den forelæggende rets andet spørgsmål, hvormed det nærmere bestemt ønskedes oplyst, om medlemsstaternes retter også har pligt til at udøve deres kompetence, når de forelægges tvister, hvis genstand er tæt knyttet til tredjelande, eller til trods for værnetingsaftaler, hvori der udpeges retter i et tredjeland, eftersom disse situationer ikke var omhandlet i hovedsagen. Hvis Domstolens udtalelse også var møntet på disse situationer, ville den have besvaret begge spørgsmål under ét. Domstolen valgte i stedet specifikt at se bort fra dem i sin dom (109).
120. Det fremgår endelig (efter min opfattelse meget klart) af mindst to andre afgørelser fra Domstolen, som de nævnte intervenienter ikke har kommenteret, og som blev afsagt henholdsvis før og efter Owusu-dommen, at medlemsstaternes retter faktisk ikke har pligt til at behandle og afgøre tvister, der har en sådan tæt tilknytning til tredjelande, selv om der ikke findes udtrykkelige bestemmelser herom i Bruxellesordningen.
121. I Coreck Maritime-dommen præciserede Domstolen, efter at have fastslået, at Bruxelleskonventionens artikel 17 ikke »finder anvendelse« på værnetingsaftaler, hvori der udpeges retter i et tredjeland, indledningsvis, at en ret i en medlemsstat, hvis der anlægges sag for den til trods for en sådan aftale, »skal […] træffe afgørelse om [aftalens] gyldighed efter den lov, herunder de lovkonfliktregler, der finder anvendelse på det sted, hvor retten befinder sig« (110). Denne argumentation indebærer logisk set, at såfremt denne ret fastslår, at aftalen er gyldig, kan den bringe den i anvendelse og erklære sig inkompetent til fordel for de udpegede retter.
122. I Mahamdia-dommen fandt Domstolen, at retterne i en medlemsstat, der havde kompetence til at påkende en ansættelsesretlig tvist i medfør af de beskyttelsesregler, der (på daværende tidspunkt) var fastsat herfor i Bruxelles I-forordningen, ikke havde ret til at anvende en værnetingsaftale, hvori retterne i et tredjeland var udpeget. Det skete imidlertid med den begrundelse, at den omhandlede aftale ikke overholdt de begrænsninger, der er fastsat i Bruxellesordningen, for så vidt angår parternes aftalefrihed på beskæftigelsesområdet (111). Det følger logisk set heraf, at når sådanne begrænsninger overholdes (jf. ligeledes punkt 150 nedenfor), kan medlemsstaternes retter anvende værnetingsaftaler til fordel for retterne i et tredjeland (112).
123. Selv om disse domme vedrørte værnetingsaftaler, kan den overordnede idé, der følger heraf (at medlemsstaternes retter i visse situationer har ret til ikke at udøve deres kompetence, selv om der ikke findes udtrykkelige bestemmelser herom i Bruxellesordningen), efter min opfattelse overføres på tvister, hvis genstand er tæt knyttet til tredjelande.
2) Den teleologiske og sammenhængende fortolkning af forordningen
124. Det er med hensyn til principperne min opfattelse, at selv om det som tidligere nævnt ville være uhensigtsmæssigt at fratage medlemsstaternes retter enhver kompetence til at påkende tvister, der har en tilknytning som den i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 eller artikel 25 omhandlede til tredjelande, ville det ikke være berettiget at forpligte disse retter til at afgøre disse tvister.
125. For det første ville en sådan fortolkning være i strid med selve grundlaget, der er forbundet med de grundlæggende principper, for Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25.
126. Begrundelsen for (de fleste af) de regler om enekompetence, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, er som nævnt behovet for at respektere visse suveræne rettigheder og interesser. Sager om rettigheder over fast ejendom [denne forordnings artikel 24, nr. 1)] berører staternes traditionelle suverænitet med hensyn til at kontrollere jorden inden for deres grænser. Sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre eller patenter [artikel 24, nr. 3) og 4)] rejser tvivl om, hvordan de berørte offentlige forvaltninger fungerer. Sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser [artikel 24, nr. 5)] er direkte forbundet med staternes ret til at udøve håndhævelsesbeføjelser på deres område. Staterne vil ikke acceptere, at udenlandske domstole blander sig i disse spørgsmål. De kan kun afgøres af »deres« retter (113). Det er værd at bemærke, at EU-lovgiver anså denne politik for at være så vigtig, at det blev bestemt, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 skal anvendes, så snart en medlemsstats suveræne rettigheder og interesser er på spil, uanset sagsøgtes bopæl (114).
127. Jeg har som følge heraf vanskeligt ved at se logikken i anbringendet om, at retterne i en medlemsstat er afskåret fra at tage stilling til, om et skøde på fast ejendom, der er beliggende i en anden medlemsstat, er gyldigt, eller om myndighederne i denne medlemsstat har truffet passende fuldbyrdelsesforanstaltninger (osv.), men derimod generelt er bemyndiget til at gøre netop dette, når der er tale om et tredjeland. Tanken om, at de svenske retter i hovedsagen skulle være afskåret fra at tage stilling til gyldigheden af f.eks. den tyske del af det omhandlede europæiske patent, selv i form af et rent indledende spørgsmål, men ville være forpligtet til at udtale sig om gyldigheden af den tyrkiske del af dette patent, hvis de skulle behandle en sådan sag, er ubegribelig; de samme suveræne rettigheder ville blive respekteret i det første tilfælde, men slet ikke taget i betragtning i det andet (115).
128. En sådan fortolkning af Bruxelles Ia-forordningen er problematisk ud fra et folkeretligt synspunkt. Selv om der er divergerende holdninger til dette spørgsmål, er flertallet af den opfattelse, at folkeretten sætter grænser for staternes retslige kompetence på det civilretlige område (116). Kommissionen har ganske vist med rette gjort gældende, at når sagsøgte i en civilretlig tvist har bopæl i en medlemsstat, giver en sådan tilknytning til dens område ifølge folkeretten normalt denne medlemsstat kompetence til at påkende sagen. Hvis tvisten griber ind i en anden stats rettigheder, er det imidlertid afgørende, at dennes kompetence påberåbes. Placeringen af sagsøgtes bopæl vil næppe kunne tjene som begrundelse for, at den førstnævnte stat blander sig i den sidstnævnte stats indre anliggender. Dette kunne ses som en tilsidesættelse af princippet om suveræn ligestilling (117). Bruxelles Ia-forordningen skal fortolkes i overensstemmelse med disse grundlæggende principper (118). Den ordning, der er fastlagt i denne forordning, er ikke isoleret fra resten af verden, og den kan ikke helt afkræfte kravene vedrørende tredjelandes enekompetence.
129. Bruxelles Ia-forordningens artikel 25 afspejler en strategi baseret på parternes aftalefrihed. EU-lovgiver anså det for ønskeligt at fremme aftaleparters mulighed for at »vælge domstol« (119). Værnetingsaftaler, hvor det afgøres på forhånd, hvilken eller hvilke retter der skal påkende eventuelle tvister i forbindelse med kontrakter, skaber øget retssikkerhed og forudsigelighed i forhold til retssager, hvilket igen fremmer den internationale handel (og forklarer, hvorfor virksomhederne så ofte benytter sig af dette instrument). EU-lovgiver har også i denne forbindelse anset denne strategi for at være så vigtig, at når retterne i en medlemsstat er udpeget i en sådan aftale, skal det principielt (120) pålægges enhver anden ret at overlade kompetencen til de retter, som parterne har valgt, og artikel 25 skal anvendes uanset sagsøgtes bopæl (121).
130. Jeg har som følge heraf endnu en gang vanskeligt ved at se logikken i anbringendet om, at medlemsstaternes retter skulle være forpligtet til at håndhæve værnetingsaftaler til fordel for retterne i en anden medlemsstat, men derimod generelt skulle se bort fra tilsvarende aftaler, hvori der udpeges retter i et tredjeland. Dette ville modarbejde den strategi, der forfølges med Bruxellesordningen. Parternes vilje ville blive respekteret i det første tilfælde, men ikke taget i betragtning i det andet. Hvis medlemsstaters retter havde pligt til at udøve deres kompetence på trods af sådanne aftaler, ville det gå ud over disse instrumenters formål om at sikre retssikkerheden. Et selskab med hjemsted i EU og et selskab med hjemsted i USA ville eksempelvis ikke kunne nå frem til et bindende kompromis til fordel for domstolene i New York. Det amerikanske selskab ville frit kunne løbe fra sine forpligtelser ved at anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, hvor EU-selskabet er etableret. Hvis sagen ved disse retter blev anlagt først, ville de ikke have ret til at håndhæve den pågældende aftale (122).
131. En sådan fortolkning af Bruxelles Ia-forordningen vil også i dette tilfælde være problematisk i forhold til de overordnede regler, herunder de grundlæggende rettigheder. Parternes aftalefrihed er nemlig beskyttet i henhold til EU-retten, bl.a. ved chartrets artikel 16 (123). Denne frihed indebærer, at en medlemsstats retsorden principielt udmønter aftaleparternes vilje. Hvis det ifølge en vidtgående fortolkning af Bruxelles Ia-forordningens »bindende virkning« var forbudt for medlemsstaternes retter at anvende værnetingsaftaler til fordel for retterne i et tredjeland, ville det resultere i en alvorlig og efter min opfattelse ubegrundet begrænsning af denne frihed (124). Domstolen bør som følge heraf ikke tiltræde denne fortolkning (125).
132. For det andet strider denne fortolkning ligeledes mod Bruxellesordningens overordnede målsætninger. Det ser navnlig ud til, at en forpligtelse for medlemsstaternes retter til, når de i henhold til bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningen har kompetence til at tage stilling til gyldigheden af skøder på ejendomme, der er beliggende på et tredjelands område, eller gyldigheden af patenter fra tredjelande (osv.) eller til at påkende tvister, der er omfattet af værnetingsaftaler, hvori der udpeges retter i tredjelande, næppe bidrager til den retssikkerhed, som denne forordning har til formål at sikre med hensyn til retternes kompetence.
133. Dette er særlig klart i forbindelse med værnetingsaftaler. Parterne forventer, at det kun er de retter, som de har valgt, der kommer til at behandle og afgøre deres eventuelle tvist. Hvis bestemte retter i en medlemsstat er forpligtet til at træffe afgørelse på trods af en sådan aftale, vil det ødelægge disse forventninger.
134. Som Electrolux har anført, vil en sådan løsning desuden næppe bidrage til en god retspleje. Selv om de afgørelser, som medlemsstaternes retter vil træffe vedrørende sådanne tvister, vil blive anset for gyldige inden for EU, vil de (netop fordi de griber ind i et suverænt anliggende, eller fordi de er blevet truffet i strid med en værnetingsaftale) sandsynligvis blive ignoreret i de pågældende tredjelande (126). En afgørelse om gyldigheden af et skøde eller et patent vil naturligvis have ringe værdi, hvis den ikke kan fuldbyrdes i det land, hvor ejendommen er beliggende, eller patentet er registreret. For så vidt angår en afgørelse, der er truffet i strid med en værnetingsaftale, kan sagsøgeren ganske vist opnå en vis strategisk fordel ved at anlægge sag i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl (eftersom dennes aktiver som regel vil befinde sig dér), eftersom dommen ikke vil få nogen virkning i det oprindeligt valgte tredjeland, men der er intet til hinder for, at den samme tvist påkendes dér endnu en gang på modpartens initiativ. I alle disse scenarier er der desuden en risiko for, at medlemsstaternes og tredjelandes retter ender med at træffe uforenelige afgørelser vedrørende den samme tvist.
3) Internationale konventioner giver ikke et fyldestgørende svar
135. Den franske regering og Kommissionen har anført, at der i mangel af særlige bestemmelser i Bruxelles Ia-forordningen kan findes en løsning på de ovenfor omhandlede indsigelser i de internationale konventioner om retternes kompetence på det civilretlige område, som er bindende for Unionen og dens medlemmer. Disse konventioner har på visse betingelser (127) forrang for Bruxellesordningen. Når sådanne konventioner finder anvendelse, er kompetencen for medlemsstaternes retter i stedet reguleret ved reglerne heri. De to vigtigste instrumenter (128) på området er Lugano II-konventionen og Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (129). Den førstnævnte konvention indeholder bestemmelser, der svarer til Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25. Det fremgår af den sidstnævnte konvention, at de kontraherende parters retter skal håndhæve eksklusive værnetingsaftaler.
136. Disse internationale konventioner indeholder en ideel løsning på de ovenfor nævnte problemer. De sikrer, at medlemsstaternes retter respekterer de berørte tredjelandes rettigheder og interesser samt private parters rettigheder og interesser, når disse er villige til at overdrage ansvaret for deres tvister til bestemte retter i tredjelande. De skaber ligeledes gensidighed mellem de berørte stater og sikrer, at afgørelser, der træffes af tilsvarende retter i andre stater, anerkendes og fuldbyrdes af samtlige kontraherende parter.
137. Det må imidlertid erkendes, at den omhandlede løsning er (meget) partiel. Disse konventioner har i sagens natur kun forrang for Bruxellesordningen i de tilfælde, hvor det tredjeland, der er berørt af tvisten, eller hvis retter er udpeget i en værnetingsaftale, er part i den pågældende konvention (130). I denne henseende er Lugano II-konventionen eksempelvis kun bindende for medlemsstaterne samt for EFTA-landene og Det Schweiziske Forbund. Den indeholder ingen løsning vedrørende et patent, der – som det er tilfældet i den foreliggende sag – er registreret i Tyrkiet. Indtil videre er det desuden kun en håndfuld tredjelande, der er bundet af Haagerkonventionen (131). Det er således kun i visse situationer, at der kan findes en løsning på de ovenfor nævnte problemer i sådanne konventioner.
138. Det er indlysende, at jo flere tredjelande, der deltager i sådanne internationale konventioner med Unionen, navnlig Haagerkonventionen, jo mere vil disse konventioner være relevante i forbindelse med internationale retstvister og bidrage til sikkerheden på området. Ud fra et pragmatisk synspunkt vil det imidlertid aldrig ske, at alle tredjelande i verden eller størstedelen af dem bliver parter i disse konventioner. Multilaterale løsninger kan således ikke (og kommer aldrig til at) mindske behovet for solide ensidige løsninger inden for rammerne af Bruxellesordningen. Medlemsstaternes retters pligt til at påkende tvister, der er tæt knyttet til tredjelande, er ikke en af disse løsninger.
4) EU-lovgivers angiveligt »klare hensigt«
139. BSH, den franske regering og Kommissionen har ikke desto mindre gjort gældende eller i hvert fald ladet forstå, at EU-lovgivers »klare hensigt« med vedtagelsen af Bruxelles Ia-forordningen var, at medlemsstaternes retter, når de har kompetence i henhold til dette instrument, har pligt til at behandle og afgøre tvister, der har en stærk tilknytning til tredjelande, medmindre denne forordnings artikel 33 og 34 finder anvendelse. Den franske regering er opmærksom på de ovenfor nævnte mangler ved denne løsning og er således ikke tilfreds med resultatet, men har anført, at det ikke tilkommer Domstolen at korrigere lovgivers hensigt ved hjælp af fortolkning.
140. Jeg kan kun tilslutte mig den generelle idé, der ligger til grund for denne indvending. Efter min opfattelse er den imidlertid ikke relevant i det foreliggende tilfælde.
141. For det første deler jeg det synspunkt, som generaladvokat Bobek fremførte i sit forslag til afgørelse i BV-sagen (132), nemlig at EU-lovgivers hensigt principielt kun er afgørende, når denne er klart tilkendegivet i den vedtagne lovgivning. Som jeg bl.a. har forklaret i punkt 118 ovenfor, er dette ikke tilfældet her. Hvis lovgivers hensigt svarede til den, som den franske regering og Kommissionen har beskrevet, ville lovgiver have haft rig mulighed for i det mindste at angive den i en særlig betragtning til Bruxelles Ia-forordningen.
142. Hvad for det andet angår det, der skete under den lovgivningsproces, som førte til vedtagelsen af denne forordning, er jeg ligeledes enig med generaladvokat Bobek i, at Domstolen generelt bør undgå at foretage en »nærmest arkæologisk udgravning« af forarbejderne til et instrument og føle sig bundet af begivenheder, idéer og hensigter, som den (gen)opdager på denne måde, i og med at dette som regel ikke resulterer i et klart, men et komplekst og sløret, billede (133). Dette er netop tilfældet her.
143. Som den franske regering og Kommissionen har fremhævet, fremgår det af de relevante forarbejder, at EU-lovgiver var bekendt med problematikken omkring Bruxellesordningens anvendelse på »eksterne« situationer (134). Hertil kommer, at selv om Kommissionens oprindelige forslag kun indeholdt en ny bestemmelse om parallelle retssager, blev der på flere trin i lovgivningsprocessen fremsat forslag for Europa-Parlamentet (135) og for Rådet, især fra den franske og den britiske delegation (136), om at indsætte regler, der gør det muligt at erklære sig inkompetent i sager, hvis genstand er tæt knyttet til et tredjeland, eller sager, der er omfattet af en værnetingsaftale, hvori der udpeges retter i et tredjeland. Det er åbenbart, at disse forslag blev forkastet af lovgiver, eftersom det kun var reglerne om parallelle retssager, der blev bevaret i den endelige tekst (hvor de blev til artikel 33 og 34 i Bruxelles Ia-forordningen).
144. Der bør imidlertid ikke drages forhastede konklusioner. De offentligt tilgængelige dokumenter indeholder meget få (eller ingen) forklaringer på, hvorfor EU-lovgiver forkastede disse forslag (137), eller – hvad der er endnu vigtigere i den foreliggende sag – hvilke konsekvenser de manglende særlige regler i Bruxellesordningen efter lovgivers opfattelse skulle have for medlemsstaternes retters kompetence i tvister, der er tæt knyttet til tredjelande. Jeg har navnlig ikke fundet noget, der tyder på eller klart angiver, at lovgiver undlod at tilføje sådanne regler for ikke at give medlemsstaternes mulighed for at erklære sig inkompetente. Det eneste interne rådsdokument, som jeg har kunnet finde, og som kommer nærmere ind på den franske regerings og Det Forenede Kongeriges regerings forslag, er faktisk et notat fra den tyske delegation, som peger i den modsatte retning. Delegationen har heri anført, at den er imod disse forslag, men at dette hovedsageligt skyldes, at »Bruxelles I-forordningen ikke endeligt regulerer medlemsstaternes retters internationale kompetence i forhold til retter i tredjelande«, og at det som følge heraf navnlig »fortsat bør overlades til medlemsstaternes nationale ret selvstændigt at regulere virkningen af en aftale, hvori retterne i et tredjeland tillægges kompetence« (138). Denne forklaring afspejler Coreck Maritime-dommen, der gennemgås i punkt 121 ovenfor (139)..
145. I øvrigt skal lovgivers valg om ikke at tilføje sådanne regler, dog med undtagelse af Bruxelles Ia-forordningens artikel 33 og 34, efter min opfattelse vurderes i den sammenhæng, hvori det indgik. Det skal påpeges, at Kommissionens oprindelige hensigt med lovgivningsforslaget var at foretage en fuldstændig »internationalisering« af Bruxellesordningen ved at udvide den til at omfatte sagsøgte med bopæl i tredjelande (140). Lovgiver afviste imidlertid denne idé, bl.a. på grund af den betydning, som en sådan udvidelse kunne få for Unionens forhold til dens internationale partnere, og på grund af parternes potentielle vanskeligheder med at få afgørelser fra medlemsstaternes retter anerkendt i udlandet. I denne sammenhæng synes lovgiver ikke at have haft til hensigt at pålægge en fuldstændig løsning vedrørende tvister, der er tæt knyttet til tredjelande. Lovgiver ønskede tværtimod at behandle spørgsmålet mindst muligt og kun at lovgive om parallelle retssager, mens resten overlades til national ret (indtil videre) (141).
146. Det er endelig og under alle omstændigheder min opfattelse, at EU-lovgiver aldrig har haft beføjelse til at forpligte en medlemsstats retter til at tage stilling til spørgsmål, der griber ind i tredjelandes suveræne rettigheder og interesser, eller at kræve, at disse retter generelt afviser værnetingsaftaler, hvori der peges på et sådant land. Det er indlysende, at folkeretten og chartrets artikel 16, der er trinhøjere bestemmelser, sætter rammerne for lovgivers skønsbeføjelse, når denne vedtager et instrument i den afledte EU-ret såsom Bruxelles Ia-forordningen. Jeg har i punkt 128 og 131 ovenfor forklaret, hvorfor en sådan løsning er uforenelig med disse trinhøjere bestemmelser. Selv om lovgiver med rette kunne vælge, at der i dette instrument skulle indsættes regler om betingelserne for, at en ret i en medlemsstat i disse situationer kan erklære sig inkompetent til fordel for retterne i et tredjeland, eller at der ikke skulle indsættes sådanne regler, kan det sidstnævnte valg derfor ikke få den virkning, som den franske regering og Kommissionen har anført.
d) Medlemsstaternes retter kan nægte at behandle sådanne tvister, når de »reflekterer« det ved forordningen indførte system
147. Jeg er enig med Electrolux i, at selv om retterne i en medlemsstat i henhold til reglerne i Bruxelles Ia-forordningen kan have kompetence til at påkende tvister, hvis genstand er tæt knyttet til tredjelande, eller tvister, der er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, hvori der udpeges retter i et tredjeland, giver denne forordning dem ret til at nægte at behandle sagen. Dette er ganske enkelt det eneste rationelle svar, der tilgodeser formålet med dette instrument og sikrer, at det er i overensstemmelse med trinhøjere bestemmelser.
148. I forbindelse med disse særlige tvister må der anses at foreligge en implicit undtagelse fra den bindende virkning af denne forordnings artikel 4, stk. 1. Eftersom dette instrument (endnu) ikke indeholder bestemmelser, der giver medlemsstaternes retter beføjelse til at erklære sig inkompetente i sådanne scenarier, skal denne omstændighed fortolkes således, at den gør det muligt for disse retter at erklære sig inkompetente i henhold til deres nationale ret. Dette antydede Domstolen i Coreck Maritime-dommen.
149. Medlemsstaternes retter har imidlertid ikke en ubegrænset skønsmargen, der gør det muligt for dem at erklære sig inkompetente til at påkende disse tvister i henhold til deres nationale ret (selv om den sidstnævnte dom i sig selv kunne give dette indtryk). Som Georges Droz forklarede for længe siden, og som et overvældende flertal af de retter (142) og akademikere (143), der har beskæftiget sig med dette spørgsmål, efterfølgende har bekræftet, kan medlemsstaternes retter kun gøre dette, når det »reflekterer« det system, der er indført ved Bruxelles Ia-forordningen. De kan nærmere bestemt gøre dette i tilfælde, hvor retten ville have været nødt til at afgive sin kompetence i medfør af denne forordnings artikel 24 og 25, fordi der forelå en lignende tilknytning til en medlemsstat (144).
150. Dette krav om »refleksivitet« indebærer for det første, at en ret i en medlemsstat kun kan nægte at udøve sin kompetence til at påkende en tvist, der er knyttet til et tredjeland, hvis dens genstand henhører under det materielle anvendelsesområde for en af de regler om enekompetence, der er fastsat i artikel 24 (145), eller hvis sagen er blevet indbragt for denne ret på trods af en værnetingsaftale, der opfylder betingelserne i artikel 25 (146) (idet en af disse artikler ville have fundet anvendelse i forbindelse med en lignende tvist »inden for EU«). Hvad for det andet angår disse aftaler indebærer »reflektiviteten« ifølge Mahamdia-dommen, at en sådan fremgangsmåde kun bør vælges, når de begrænsninger, der gælder for deres virkninger i tvister »inden for EU«, overholdes. En ret i en medlemsstat kan ikke anvende en sådan aftale, hvis tvisten henhører under en anden medlemsstats retters enekompetence, eller hvis aftalen ikke overholder de bestemmelser i forordningen, der beskytter den svage part (forsikringstagere, forbrugere eller arbejdstagere) (147).
151. Et sådant krav om »refleksivitet« er både logisk og vigtigt. Hvis en ret i en medlemsstat kan erklære sig inkompetent i en »ekstern« situation, og den i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 eller 25 skulle have gjort det samme i en situation »inden for EU«, sikrer det sammenhængen i Bruxellesordningen. Dette gør det ligeledes muligt at opnå målsætningerne for disse bestemmelser i begge tilfælde. Der er derimod ingen grund til at behandle »eksterne« situationer mere fordelagtigt end tvister »inden for EU«. Hvis EU-retten ikke indeholdt overordnede rammer for de nationale retters beføjelser, ville virksomhederne let kunne omgå de afgørende regler, der tillægger medlemsstaterne enekompetence eller beskytter den svage part, blot ved at inkludere aftaler om værneting i tredjelande i deres kontrakter. Disse regler ville dermed miste en betydelig del af deres virkning (148).
152. Hvis disse betingelser er opfyldt, er kravet om »refleksivitet« ikke så vidtgående, at det tvinger en ret i en medlemsstat til at erklære sig inkompetent på den måde, der foreskrives i forordningens artikel 24 eller 25, i de tilfælde, hvor disse bestemmelser gælder direkte, dvs. automatisk. Jeg har i punkt 110 ovenfor forklaret, hvorfor dette ikke kan være tilfældet: Der kan opstå en risiko for manglende adgang til domstolsprøvelse i strid med chartrets artikel 47. Den nævnte ret skal som følge heraf sikres en begrænset skønsmargen med henblik på at efterprøve, i) om retterne i de pågældende tredjelande reelt har enekompetence i henhold til deres egne internationale privatretlige regler, og ii) om disse parter har adgang til effektive retsmidler dér. Hvis dette ikke er tilfældet, bør den ret i en medlemsstat, for hvilken sagen er indbragt, ikke erklære sig inkompetent, hvorimod den bør gøre det i det omvendte scenarie. Hvis spørgsmålet ikke er klart, bør den udsætte sagen, indtil parterne har anlagt sag ved retten i det pågældende tredjeland (og det er klart, at denne ret vil tage stilling til spørgsmålet), for så vidt som der garanteres en retfærdig rettergang (149).
153. Det følger i hovedsagen af det ovenfor anførte, at selv om Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ikke finder direkte anvendelse på spørgsmålet om gyldigheden af det tyrkiske patent, som Electrolux har anfægtet i form af en indsigelse, kan denne bestemmelse have en »refleksvirkning« for de svenske retters kompetence. Dette betyder, at disse retter på de ovenfor nævnte betingelser kan gøre brug af de beføjelser, som de har i henhold til national ret, til at undlade at tage stilling til dette spørgsmål og udsætte sagen, indtil de tyrkiske retter afgjort, om dette patent er gyldigt.
154. Modsat hvad den franske regering har anført, vil anerkendelsen af en sådan implicit undtagelse fra den bindende virkning af Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, ikke være contra legem eller svare til at »omskrive« denne forordning. Denne løsning kræver ikke, at Domstolen fraviger teksten, der som bekendt intet siger om det omhandlede spørgsmål og dermed er åben for en sådan teleologisk og sammenhængende fortolkning. Dette vil om ikke andet kunne anspore EU-lovgiver til at behandle spørgsmålet, når dette instrument tages op til fornyet vurdering.
155. Anerkendelsen af et sådant (begrænset) råderum for national ret indebærer i modsætning til det af BSH og Kommissionen anførte heller ikke, at Owusu-dommen omstødes. Det skal påpeges, at Domstolen specifikt udelukkede tvister, der er tæt knyttet til tredjelande, og værnetingsaftaler til fordel for retter i tredjelande fra sin analyse. Den kan som følge heraf sagtens acceptere en undtagelse, der er rettet mod disse situationer, fra sin tilsyneladende uforbeholdne udtalelse om den bindende virkning af Bruxelles Ia-forordningens (nuværende) artikel 4, stk. 1 (150). Dette bringer endvidere denne dom i overensstemmelse med Coreck Maritime-dommen. Den fortolkning, der foreslås i dette forslag til afgørelse, har således en ikke ubetydelig fordel, eftersom den forener samtlige afgørelser vedrørende det omhandlede spørgsmål (fra den tidligste, Coreck Maritime-dommen, til den seneste, IRnova-dommen), hvorimod andre fortolkninger vil kræve, at Domstolen fraviger nogle af disse tidligere afgørelser.
156. Heroverfor har intervenienterne imidlertid anført, at hvis medlemsstaternes retter får mulighed for at afgive deres kompetence i de pågældende scenarier i overensstemmelse med de beføjelser, som de har i henhold til national ret, vil dette være i strid med, om ikke ordlyden af, så i hvert fald begrundelsen for Owusu-dommen. En sådan løsning vil nemlig skabe de samme problemer som forum non conveniens-doktrinen.
157. Denne sammenligning kan efter min opfattelse ikke stå for en nærmere undersøgelse.
158. Anvendelsen af forum non conveniens-doktrinen, der var omhandlet i Owusu-dommen, ville have givet medlemsstaternes retter en vid skønsmargen med hensyn til ikke at udøve kompetence i nogen »ekstern« tvist baseret på det pågældende forums hensigtsmæssighed og under hensyntagen til en lang række faktorer. En så fleksibel tilgang fra sag til sag stod i direkte modsætning til ånden i Bruxellesordningen, der er baseret på klare regler. Den ville have påvirket forudsigeligheden med hensyn til retternes kompetence inden for rammerne af denne ordning i alvorlig grad, hvilket igen ville have undergravet retssikkerhedsprincippet og retsbeskyttelsen for de personer, der er hjemmehørende i EU (eftersom sagsøgte ikke med rimelighed kunne forudse, hvor der ville blive anlagt sag mod vedkommende, og sagsøgeren ikke kunne være sikker på, at den ret, hvor sagen blev anlagt, faktisk ville behandle sagen, selv om den var blevet udpeget i henhold til denne ordning). Endelig ville denne ordnings ensartede anvendelse i medlemsstaterne være blevet påvirket, eftersom denne doktrin ikke anerkendes i ret mange medlemsstater (151).
159. I den foreliggende sag foreslår jeg derimod, at medlemsstaternes retter overlades en snæver skønsmargen, således at de kun kan erklære sig inkompetente under særlige omstændigheder, hvor og i det omfang dette »reflekterer« de løsninger, der finder anvendelse i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 24 og 25. De grunde, som en ret i en medlemsstat kan angive herfor (et tredjelands enekompetence eller en værnetingsaftale til fordel for retterne i dette land), er således begrænsede og præcise i modsætning til forum non conveniens-doktrinen. Anerkendelsen af en sådan skønsmargen giver derfor ikke anledning til den samme usikkerhed, som anvendelsen af denne doktrin ville have gjort. Bruxellesordningen sikrer retterne en begrænset skønsmargen, når dette tjener dens formål (152). Dette er tilfældet her.
160. En sådan skønsmargen berører ikke forudsigeligheden med hensyn til retternes kompetence. En almindeligt velunderrettet sagsøger kan forudse, at vedkommende for så vidt angår de i artikel 24 omhandlede forhold vil blive nødt til at anlægge sag (og en sagsøgt kan forudse, at vedkommende kan blive sagsøgt) ved en ret i det pågældende tredjeland. Det vil heller ikke være overraskende for disse parter, at der skal anlægges sag ved de retter, der er udpeget i en aftale, som de allerede har indgået. Denne løsning fremmer således forudsigeligheden med hensyn til retternes kompetence, eftersom den er med til at sikre, at lignende tvister »inden for EU« og »eksterne« tvister behandles ens.
161. Løsningen øger også retssikkerheden, eftersom den bl.a. gør det muligt for medlemsstaternes retter at anvende aftaler, der har til formål at sikre denne. Retsbeskyttelsen af personer, der er hjemmehørende i EU, forbedres ligeledes. Den forhindrer, at sagsøgte involveres i retssager, som resulterer i meningsløse afgørelser, eller anlægges fejlagtigt i strid med en sådan aftale, ved retterne i dennes medlemsstat. Sagsøgerens retsbeskyttelse sikres ligeledes, eftersom den pågældende stadig vil være i stand til at anlægge sag ved medlemsstaternes retter, hvis vedkommende ikke har fået prøvet sin sag ved domstolene i det pågældende tredjeland.
162. Med hensyn til den ensartede anvendelse af Bruxelles Ia-forordningens bestemmelser i medlemsstaterne skal det endelig påpeges, at når nogle få medlemsstater har anvendt forum non conveniens-doktrinen, er det almindeligt kendt i disse medlemsstater, at retterne ikke bør behandle sager vedrørende tvister, hvis genstand er tæt knyttet til et tredjeland, og at værnetingsaftaler, hvori der udpeges udenlandske domstole, i princippet bør håndhæves (153). Retterne i samtlige medlemsstater har således generelt beføjelse til at erklære sig inkompetente under sådanne omstændigheder i henhold til deres nationale ret. Selv om de præcise betingelser for, hvornår de kan gøre dette, principielt varierer fra medlemsstat til medlemsstat, skal det påpeges, at EU-retten i vidt omfang sætter rammerne for national ret som nævnt i punkt 150 og 152 ovenfor, hvilket sikrer, at medlemsstaternes retter anvender en sådan løsning på en tilstrækkelig konsekvent måde.
V. Forslag til afgørelse
163. Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Svea Hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm, Sverige) har forelagt, således:
»1) Artikel 24, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at
når der ved en ret i en medlemsstat er anlagt et søgsmål om krænkelsen af et patent, som er registreret i en anden medlemsstat, og den formodede patentkrænker rejser en ugyldighedsindsigelse, har disse retter ikke kompetence til at tage stilling til gyldighedsspørgsmålet.
2) Artikel 24, nr. 4), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at
denne bestemmelse ikke finder anvendelse med hensyn til gyldigheden af et patent, der er registreret i et tredjeland. Hvis medlemsstaternes retter har kompetence i henhold til en anden bestemmelse i denne forordning, kan de imidlertid ikke tage stilling til dette spørgsmål.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 (EUT 2012, L 351, s. 1) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).
3 – Dom af 13.7.2006 (C-4/03, EU:C:2006:457) (herefter »GAT-dommen«).
4 – Jf. EPK’s artikel 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 10-25. Den ordning, der er fastsat i EPK, er ikke en del af EU-retten, da Unionen ikke selv er part i denne traktat.
5 – Jf. EPK’s artikel 52-57 og 94-97.
6 – Jf. EPK’s artikel 3 og 79.
7 – Jf. EPK’s artikel 2, stk. 2, og artikel 64, stk. 1.
8 – EPK’s artikel 99-105 fastsætter en indsigelses- og begrænsningsprocedure, som gør det muligt for en person at anmode EPO om en centraliseret og europadækkende ugyldigkendelse af et »europæisk patent« inden for ni måneder efter dets meddelelse.
9 – Jf. EPK’s artikel 138. Det bør fremhæves, at der i forlængelse af en række turbulente drøftelser og forslag er indført et »europæisk patent med ensartet retsvirkning« som led i et forstærket samarbejde mellem flere medlemsstater. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2012 af 17.12.2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse (EUT 2012, L 361, s. 1) kan et »europæisk patent«, der meddeles af EPO som led i den centraliserede EPK-procedure, på visse betingelser gives »ensartet retsvirkning« i forhold til alle de deltagende medlemsstater. Et sådant patent sikrer indehaveren en ensartet beskyttelse og ensartede rettigheder i alle disse stater. Desuden kan det som enhedsdokument kun kendes ugyldigt med virkning for alle disse stater. Den nye ordning trådte i kraft den 1.6.2023, men er ikke relevant for den foreliggende sag; det omhandlede dokument er nemlig ikke et »europæisk patent med ensartet retsvirkning«.
10 – Jf. EPK’s artikel 64, stk. 3, og artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).
11 – Retstvister om »europæiske patenter med ensartet retsvirkning« er derimod blevet underlagt en særlig retsinstans, nemlig Den Fælles Patentdomstol (jf. aftalen om en fælles patentdomstol (EUT 2013, C 175, s. 1)).
12 – EPK indeholder dog en protokol af 5.10.1973 om retternes kompetence og anerkendelsen af afgørelser om retten til at få meddelt et europæisk patent. Som det fremgår af denne protokols overskrift, vedrører den imidlertid kompetencen på et afgrænset område, nemlig krav vedrørende »retten til at få meddelt et europæisk patent« (jf. EPK’s artikel 60), som formuleres under meddelelsesproceduren.
13 – Disse søgsmål henhører under »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1 (jf. dom af 8.9.2022, IRnova (C-399/21, EU:C:2022:648, præmis 30) (herefter »IRnova-dommen«).
14 – Bruxelles Ia-forordningen erstattede Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) (herefter »Bruxelles I-forordningen«), som havde erstattet konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Bruxelles den 27.9.1968 (EFT 1978, L 304, s. 36) (herefter »Bruxelleskonventionen«). Det bør fremhæves, at Domstolens fortolkning af disse tidligere instrumenter kan overføres på de tilsvarende bestemmelser i Bruxelles Ia-forordningen (jf. bl.a. IRnova-dommen, præmis 29 og 37). I dette forslag til afgørelse vil jeg derfor kun sondre mellem disse instrumenter, når det er nødvendigt.
15 – Der tages forbehold for EPO’s kompetence i henhold til den centraliserede ugyldigkendelsesprocedure, der er fastsat i EPK (jf. fodnote 8 ovenfor), i Bruxelles Ia-konventionens artikel 24, nr. 4).
16 – Jf. Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 4, og artikel 26, stk. 1.
17 – Det kan endelig afslås at anerkende en retsafgørelse, der er truffet af en ret i strid med denne regel, i en anden medlemsstat [jf. forordningens artikel 45, stk. 1, litra e)].
18 – Jf. dom af 15.11.1983, Duijnstee (288/82, EU:C:1983:326, præmis 23-25), GAT-dommen (præmis 15 og 16) og IRnova-dommen (præmis 40 og 48). Jf. ligeledes P. Jenards forklarende rapport om Bruxelleskonventionen (EFT 1979, C 59, s. 1, på s. 36) (herefter »Jenard-rapporten«).
19 – Artikel 7, nr. 2), bestemmer, at en person i »sager om erstatning uden for kontrakt« kan sagsøges ved »retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«. I denne henseende vedrører en tredjemands tilsidesættelse af de enerettigheder, som et patent giver indehaveren, for det første en »erstatning uden for kontrakt« i denne bestemmelses forstand. For det andet ligger »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, i den stat, hvor det krænkede patent er registreret. Eftersom de rettigheder, der er forbundet med et patent, kun er beskyttet i den stat, der har udstedt det, kan disse rettigheder således kun tilsidesættes dér (jf. i denne retning dom af 19.4.2012, Wintersteiger, C-523/10, EU:C:2012:220, præmis 27 og 28).
20 – Jf. analogt dom af 22.1.2015, Hejduk (C-441/13, EU:C:2015:28, præmis 36 og 37 samt den deri nævnte retspraksis).
21 – Jf. generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Pinckney (C-170/12, EU:C:2013:400, punkt 46).
22 – Tilsyneladende med undtagelse af den svenske del.
23 – Jf. GAT-dommen, præmis 17. Sagsøgte i krænkelsessøgsmålet kan også fremsætte et modkrav med påstand om ugyldighed, som ikke udgør en ren indsigelse, men et selvstændigt krav. Den formodede patentkrænker ønsker ikke blot at få afvist krænkelsessøgsmålet, men også at opnå en særskilt afgørelse om det pågældende patents gyldighed. Der er reelt tale om en ugyldighedssag, som anlægges i forbindelse med krænkelsessøgsmålet. Den tilhører således den første kategori.
24 – Jf. henvisningen til forskellige medlemsstaters retspraksis i J.J. Fawcett og P. Torremans, Intellectual Property and Private International Law, Oxford Private International Law Series, 2. udgave, punkt 7.22-7.26.
25 – Jf. GAT-dommen, præmis 31 og domskonklusionen. Denne regel finder med andre ord anvendelse, »uanset i hvilken processuel sammenhæng [dette spørgsmål] rejses, såvel hvis det sker ved, at der nedlægges påstand herom, som hvis det sker i form af en indsigelse« (jf. dommens præmis 25).
26 – Retten tog desuden udtrykkeligt hensyn til scenariet med en patentkrænkelsessag, hvor der rejses indsigelse om ugyldighed, flere gange i forbindelse med sin argumentation (jf. GAT-dommen, præmis 17 og 26).
27 – jf. bl.a. dom af 8.5.2003, Gantner Electronic (C-111/01, EU:C:2003:257, præmis 25 og 26), af 12.5.2011, Berliner Verkehrsbetriebe (C-144/10, EU:C:2011:300, præmis 37 og 38, herefter »BVG-dommen«), og af 16.11.2016, Schmidt (C-417/15, EU:C:2016:881, præmis 25).
28 – Jf. i denne retning dom af 9.11.1978, Meeth (23/78, EU:C:1978:198, præmis 7-9), og af 13.7.1995, Danværn Production (C-341/93, EU:C:1995:239, præmis 13-16). Jf. ligeledes T. Hartley, Civil Jurisdiction and Judgements in Europe, Oxford University Press, Oxford, 2017, punkt 9.39.
29 – Jf. bl.a. dom af 3.10.2013, Schneider (C-386/12, EU:C:2013:633, præmis 29), af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 40 og 41), og af 10.7.2019, Reitbauer m.fl. (C-722/17, EU:C:2019:577, præmis 44). Jf. ligeledes Jenard-rapporten, s. 34 og 39, samt P. Gothot og D. Holleaux, La Convention de Bruxelles du 27 septembre 1968: compétence judiciaire et effets des jugements dans la CEE, Paris, Jupiter, 1985, s. 83, punkt 141.
30 – Det fremgår af visse versioner, heriblandt den tyske, at reglerne om enekompetence finder anvendelse i sager, hvis »genstand« eller »formål« er et spørgsmål, der er nævnt i disse regler. Andre versioner er mere vagt formuleret.
31 – Jf. BVG-dommen, præmis 37 og 47.
32 – GAT-dommen, præmis 24, 26 og 27.
33 – Selv om den omtvistede regel om enekompetence er »ufravigelig«, har dette umiddelbart ingen betydning for dens rækkevidde eller eventuelle anvendelse på enhver sag, der omhandler patenters gyldighed, heller ikke når der blot er tale om et indledende spørgsmål. Domstolens argument om, at i modsat fald »ville sagsøgeren nemlig være i stand til blot ved hjælp af formuleringen af påstandene i stævningen at omgå […] [denne kompetenceregel]« (GAT-dommen, præmis 27 (min fremhævelse), er kun relevant for de konkrete omstændigheder i GAT-sagen. Det forklarer ikke, hvorfor denne regel også skulle finde anvendelse, når det er sagsøgte, der påberåber sig ugyldigheden, f.eks. i forbindelse med et krænkelsessøgsmål.
34 – Jf. bl.a. IRnova-dommen, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis.
35 – Jf. 15. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen.
36 – Jf. BVG-dommen, præmis 32.
37 – Dom af 12.7.2012, Solvay (C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 47).
38 – Der kan fremsættes indsigelse om ugyldighed ikke blot i forbindelse med krænkelsessøgsmål, men også i forbindelse med en sag vedrørende manglende betaling af den afgift, der er fastsat i en licensaftale, osv.
39 – Jf. 15. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen og bl.a. dom af 9.12.2021, HRVATSKE ŠUME (C-242/20, EU:C:2021:985, præmis 30).
40 – GAT-dommen, præmis 28 og 29.
41 – Denne aftale er indeholdt i bilag 1C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), undertegnet i Marrakesh den 15.4.1994 og godkendt ved Rådets afgørelse af 22.12.1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1).
42 – Jf. bl.a. dom af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen (C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
43 – Jf. bl.a. IRnova-dommen, præmis 36 og 40.
44 – Jf. i denne retning GAT-dommen, præmis 22.
45 – Uanset hvad Domstolen tilkendegav i IRnova-dommens præmis 48, foreligger denne »materielle og retlige forbindelse« ligeledes i forbindelse med patentkrænkelsessøgsmål. Det afgøres også, om et patent er blevet krænket, ud fra registreringsstatens lovgivning. Der foreligger en tilsvarende materiel forbindelse mellem tvisten og denne stats område (jf. punkt 22 og 28 ovenfor). Domstolen har af disse grunde i sin praksis vedrørende Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 2), fastslået, at retterne i denne stat ligeledes er »bedst egnede« til at påkende et sådant søgsmål (jf. bl.a. dom af 19.4.2012, Wintersteiger, C-523/10, EU:C:2012:220, præmis 27 og 28).
46– Jf. L. Usunier, Compétence judiciaire, reconnaissance et exécution des décisions en matière civile et commerciale. – Compétence. – Règles de compétence exclusives. – Article 24 du règlement (UE) n° 1215/2012, JurisClasseur Droit international, hæfte 584-160, 2015, punkt 3.
47 – Det forholder sig stik modsat. Medlemsstaternes patentregler er blevet harmoniseret ved en række internationale traktater, heriblandt TRIPs-aftalen. For så vidt angår tvister om europæiske patenters gyldighed bør det desuden påpeges, at betingelserne for patenterbarhed (som udgør kernen i disse tvister) er fastsat i EPK. De er således identiske i alle kontraherende parters nationale lovgivninger.
48 – Selv om formålet med Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), er at sikre en god retspleje, kan dette formål under alle omstændigheder ikke »kræve« den løsning, der valgtes i GAT-dommen, da dette kan resultere i en dårlig retspleje i forbindelse med krænkelsessøgsmål (jf. punkt 53 og 54 ovenfor).
49 – Jenard-rapporten, s. 36.
50 – Domstolen henviste hertil i GAT-dommen, præmis 23, men uddybede det ikke.
51 – Selv om denne forklaring kan være rigtig, når der er tale om »almindelige« nationale patenter, kan den ikke nødvendigvis overføres på europæiske patenter. Der skal mindes om, at disse patenter meddeles af EPO, og at de nationale myndigheders bidrag til denne proces er begrænset til det formelle krav om »validering« i de respektive stater.
52 – Jf. bl.a. P. Gothot og D. Holleaux, op.cit., s. 88 og 89, punkt 155; E. Treppoz, »Répertoire de droit international – Contrefaçon«, Dalloz, punkt 5, 9, 10, 11 og 30; J.J. Fawcett og P. Torremans, op.cit., s. 19; H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, Compétence et exécution des jugements en Europe: matières civile et commerciale: règlements 44/2001 et 1215/2012, Conventions de Bruxelles (1968) et de Lugano (1988 et 2007), LGDJ, Paris, 6. udgave, 2018, s. 162, punkt 120; og L. Usunier, op.cit., punkt 3 og 63.
53 – Domstolens argument i GAT-dommen, præmis 30, hvorefter en ugyldigkendelse, der indgår i en afgørelse i forbindelse med et krænkelsessøgsmål, ifølge visse nationale procesregler har deklaratorisk virkning erga omnes, og fortolkningen af Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4), ikke måtte variere alt efter, hvilken virkning en sådan afgørelse havde i henhold til national ret, kan ikke tiltrædes. Domstolen kunne ganske enkelt (og helt legitimt) have bestemt, at en processuel regel om, at kendelser vedrørende gyldigheden, som afsiges i forbindelse med domme i krænkelsessøgsmål, har virkning erga omnes, skulle annulleres, eftersom dens anvendelse gjorde indgreb i den tilsigtede virkning af denne konventions artikel 16, nr. 4) (jf. dom af 15.5.1990, Hagen, C-365/88, EU:C:1990:203, præmis 17 og 20).
54 – Jf. bl.a. K. Szychowska, »Quelques observations sous les arrêts de la Cour de justice dans les affaires C-4/03 GAT et C-539/03 Roche«, Revue de Droit Commercial Belge, nr. 5, 2007; A. Kur, »A farewell to cross-border injunctions? The ECJ decisions GAT v. LuK and Roche Nedertland v. Primus and Goldenberg«, International Review of Intellectual Property and Competition Law, bind 37, 2006, s. 844; E. Treppoz, op.cit.; og M.-E. Ancel, »Brevet – L’arrêt GAT: une occasion manquée pour la défence de la propriété intellectuelle en Europe«, Communication Commerce électronique, 2007, nr. 5, studie 10.
55 – Jf. European Max Planck Group on Conflict of Laws in Intellectual Property, Draft Principles for Conflict of Laws in Intellectual Property, 25.3.2011, artikel 2:401(2) og artikel 4:202. Jf. vedrørende Amerikas Forenede Stater, The American Law Institute, Intellectual Property: Principles Governing Jurisdiction, Choice of Law, and Judgements in Transnational Disputes, 2008, punkt 211(2), 212(4) og 213(2).
56 – Denne kodificering synes overvejende at være begrundet i ydre omstændigheder. Det fremgår, at disse formuleringer umiddelbart efter GAT-dommens afsigelse blev indsat i den bestemmelse, der blev til artikel 22, nr. 4), i konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet den 30.10.2007 (EUT 2007, L 339, s. 3) (herefter »Lugano II-konventionen«), for at skabe sammenhæng mellem denne bestemmelse og den tilsvarende kompetenceregel i Bruxellesordningen, som fortolket i denne dom (jf. F. Pocars forklarende rapport om Lugano II-konventionen (EUT 2009, C 319, s. 1), punkt 102). Da Rådet efterfølgende godkendte denne konvention på Unionens vegne, forpligtede det sig til at gøre det samme i forbindelse med omarbejdningen af Bruxelles I-forordningen for at sikre parallelitet mellem de to instrumenter (jf. bilag I til Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27.11.2008 om indgåelse af konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2009, L 147, s. 1).
57 – Det følger heraf, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ikke omhandler »spørgsmålet« om patenters gyldighed som sådan, men »sager«, hvor dette spørgsmål rejses. Et krænkelsessøgsmål, hvor der er rejst indsigelse om ugyldighed, bør betragtes som en sag »om […] gyldighed af patenter« i denne bestemmelses forstand, da den logiske konsekvens af denne kvalificering synes at være, at søgsmålet henhører under registreringsmedlemsstatens enekompetence.
58 – I BVG-dommen forsøgte Domstolen, der tydeligvis var bevidst om uoverensstemmelsen mellem dens fortolkninger af den regel om enekompetence, der (nu) er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 2), og GAT-dommen, at sondre mellem disse to sager. Det er i den foreliggende sag tilstrækkeligt at påpege, at Domstolen i denne sammenhæng opsummerede GAT-dommen ved at bemærke, at retterne i registreringsmedlemsstaten har »enekompetence til at påkende enhver tvist, hvorunder [et patents] gyldighed anfægtes« (BVG-dommen, præmis 46, min fremhævelse).
59 – Dom af 13.7.2006 (C-539/03, EU:C:2006:458). I denne dom fastslog Domstolen, at det ikke er muligt for en patenthaver at samle sager mod flere patentkrænkere ved retten i den retskreds, hvor en af disse har bopæl, i henhold til Bruxelleskonventionens artikel 6, nr. 1) [nu Bruxelles Ia-forordningens artikel 8, nr. 1)]. En af Domstolens begrundelser var i denne forbindelse, at selv om det havde været muligt at samle sagerne, kunne dette ikke have forhindret »en i det mindste delvis opsplitning af patentsagen«, hvis paternes gyldighed anfægtes, eftersom »[d]ette spørgsmål henhører […] under den enekompetence […], der tilkommer retterne i [registreringsstaten]« (præmis 40, min fremhævelse).
60 – Det samme gælder for forarbejderne til forordningen. Lovgiver afviste ikke noget forslag, som indebar, at når der rejses indsigelse om ugyldighed i et krænkelsessøgsmål, skal de retter, der behandler dette søgsmål, blot udsætte sagen, indtil retterne i registreringsstaten har afgjort gyldighedsspørgsmålet. Et sådant forslag blev ikke fremsat af Kommissionen og heller ikke behandlet under lovgivningsproceduren. Det ser altså ud til, at lovgiver havde drøftet dette spørgsmål meget lidt eller slet ikke.
61 – Jf. i denne retning dom af 8.5.2003, Gantner Electronic (C-111/01, EU:C:2003:257, præmis 24-32), og af 15.5.2003, Préservatrice Foncière Tiard (C-266/01, EU:C:2003:282), samt BVG-dommen, præmis 35.
62 – En patenthaver kan undertiden være i stand til at forudse, at den formodede patentkrænker vil fremsætte et ugyldighedsindsigelse. I det foreliggende tilfælde har Electrolux gjort gældende, at BSH sagtens kunne have forudset dette, eftersom deres uenighed om både gyldigheden og krænkelsen af det omhandlede europæiske patent har strakt sig over mere end ti år. Dette vil imidlertid ikke altid være tilfældet. Selv om en patenthaver kan forudse, at der vil blive fremsat en sådan indsigelse, kan vedkommende ikke vide det med sikkerhed. Beslutningen om, hvor sagen skal anlægges, vil blive en satsning i forhold til, hvor sandsynligt, det er, at der rejses indsigelse om ugyldighed.
63 – Jeg er heller ikke enig med Electrolux i, at en sådan konsekvens er forenelig med Bruxelles Ia-forordningens artikel 27. Det bør påpeges, at ifølge denne bestemmelse skal en ret i en medlemsstat, for hvilken der indbringes »en retstvist, der hovedsageligt vedrører« (min fremhævelse) bl.a. gyldigheden af et patent, der er registreret i en anden medlemsstat, afvise sagen på embeds vegne. Det vil være for vidtgående at fortolke dette således, at et krænkelsessøgsmål »hovedsageligt vedrører« gyldigheden, når dette spørgsmål alene er blevet rejst som et indledende spørgsmål.
64 – Electrolux’ argument om, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48 af 29.4.2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT 2004, L 157, s. 45, og berigtiget i EUT 2004, L 195, s. 16) har harmoniseret de processuelle regler, der gælder for patentkrænkelsessager, således at patenthavere nyder ensartet beskyttelse i alle medlemsstater, er ikke korrekt. Det er nemlig også problematisk, at der skal anlægges flere søgsmål og ikke kun ét (selv om de enkelte retter, hvor søgsmålene anlægges, frembyder tilstrækkelige garantier).
65 – Eller af myndighederne i denne stat i almindelighed. Der kan ligeledes anlægges en ugyldighedssag ved den kompetente patentmyndighed.
66 – Jf. f.eks. artikel 49 i Code de procédure civile (den franske civile retsplejelov).
67 – Da det er den formodede patentkrænker, der har anfægtet det pågældende patents gyldighed, er det således kun logisk, at det påhviler denne at indlede en ugyldighedssag. Det er desuden ikke muligt i alle medlemsstater at anlægge et positivt anerkendelsessøgsmål til konstatering af et patents gyldighed (jf. Kommissionens rapport af 21.4.2009 til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af [Bruxelles I-forordningen] (KOM(2009) 174 endelig), herefter »Kommissionens rapport fra 2009«, s. 7).
68 – Jf. BVG-dommen, præmis 46.
69 – Patentkravene fastlægger rammerne for den patenterede opfindelse og angiver i denne forbindelse, hvad patentet dækker og ikke dækker. Fortolkningen af disse krav er derfor vigtig for afgørelsen af, om de handlinger, som den formodede patentkrænker har begået, er omfattet af patentets anvendelsesområde og dermed udgør en krænkelse heraf. Patentkravene er ligeledes vigtige for afgørelsen af, om patentet er gyldigt eller ej. En af de almindelige betingelser for meddelelse af patent på en given opfindelse er, at der skal være tale om en »nyhed«. Ved vurderingen af dette krav sammenlignes den opfindelse, der er beskrevet i patentkravene, med den »tidligere« kendte teknik (jf. for så vidt angår europæiske patenter EPK’s artikel 54 og artikel 69, stk. 1).
70 – Denne kompleksitet kunne været undgået ved simpelthen at give retter uden for registreringsstaten mulighed for at tage stilling til patentets gyldighed som et indledende spørgsmål, når der indbringes et krænkelsessøgsmål for dem (jf. afsnit 1 ovenfor).
71 – Den forelæggende ret har forklaret, at når der rejses en ugyldighedsindsigelse under et krænkelsessøgsmål, skal sagsøgte i henhold til patentlovens § 61, stk. 2, anlægge en særskilt ugyldighedssag.
72 – Jf. Z.S. Tang, »Validity in patent infringement proceedings – A new approach to transnational jurisdiction«, The Queen Mary Journal of Intellectual Property, 2021, s. 47-68.
73 – Jf. 38. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen og dom af 17.11.2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 48).
74 – Dette vil ligeledes gøre det muligt for patenthaveren at foretage strategiske manøvrer. Patenthaveren vil kunne anlægge en snæver fortolkning af patentkravene ved den ret, der efterprøver gyldigheden, for at undgå, at det fastslås, at patentet dækker den kendte teknik og derfor er ugyldigt, og anlægge en anden og bredere fortolkning af disse krav ved den ret, der efterprøver krænkelsen, for at lade den formodede patentkrænkers handlinger indgå i dets anvendelsesområde.
75 – Det bør for en god ordens skyld præciseres, at selv om den »snævre« fortolkning af GAT-dommen forstås på denne måde, er den, som Electrolux har anført, stadig ikke ideel for så vidt angår retten til forsvar. Sagsøgte kan ikke forsvare sig effektivt mod falske krænkelsespåstande blot ved at fremsætte en indsigelse i forbindelse med krænkelsessøgsmålet, men skal også indlede en ugyldighedssag i den eller de stater, hvor patentet eller patenterne er registreret (hvilket både er mindre praktisk og meget dyrere). Retten til forsvar fremstår imidlertid ikke som en absolut forrettighed (jf. bl.a. dom af 15.3.2012, G, C-292/10, EU:C:2012:142, præmis 49). Domstolen gjorde det klart i GAT-dommen (hvilket EU-lovgiver efterfølgende bekræftede), at en sådan begrænsning af disse rettigheder var nødvendig for at sikre overholdelsen af registreringsstatens enekompetence.
76 – Jf. European Max Planck Group on Conflict of Laws in Intellectual Property, Principles for Conflict of Laws in Intellectual Property – Draft, Artikel 2:703(1).
77 – Jf. B. Hess, T. Pfeiffer og P. Schlosser, Report on the Application of Regulation Brussels I in the Member States (Study JLS/C4/2005/03), Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, 2007, punkt 818.
78 – Jf. bl.a. dom af 15.5.1990, Hagen (C-365/88, EU:C:1990:203, præmis 17, 19 og 20).
79 – I krænkelsessøgsmål finder Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), naturligvis anvendelse, hvis den formodede patentkrænker har rejst en sådan indsigelse i overensstemmelse med de betingelser vedrørende tidsfrister og procedurer, der kan være fastsat i domstolslandets processuelle regler. Såfremt disse betingelser ikke i praksis gør det uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt for sagsøgte at gøre dette, er de ikke uforenelige med EU-retten.
80 – Den forelæggende ret har navnlig anført, at et krænkelsessøgsmål i henhold til de svenske processuelle regler kan blive udsat, indtil der foreligger en afgørelse i ugyldighedssøgsmålet.
81 – Jf. bl.a. generaladvokat Geelhoeds forslag til afgørelse GAT (C-4/03, EU:C:2004:539, punkt 46) samt F. Pocar, op.cit., punkt 102, og T. Hartley, op.cit., punkt 12.34.
82 – Jf. analogt dom af 12.7.2012, Solvay (C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 49 og 50).
83 – Disse retter kan ligeledes træffe en foreløbig afgørelse om krænkelsen, som kan fuldbyrdes, medmindre der træffes en modstridende afgørelse om gyldigheden.
84 – Jf. generaladvokat Geelhoeds forslag til afgørelse GAT (C-4/03, EU:C:2004:539, punkt 46) og Z.S. Tang, op.cit., s. 47-68.
85 – Der skal selvfølgelig tages hensyn til alle omstændigheder. Prøvelsen af ugyldighedssagen kan allerede være så fremskreden, at det ikke er nødvendigt at udsætte krænkelsessøgsmålet (osv.).
86 – Jf. artikel 9 i direktiv 2004/48.
87 – Dom af 12.7.2012 (C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 31-51).
88 – Dom af 1.3.2005 (C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 24-35) (herefter »Owusu-dommen«).
89 – Visse eksperter har givet udtryk for det modsatte synspunkt. Selv om sagsøgtes bopæl er det vigtigste kriterium for, om Bruxellesordningen finder anvendelse, følger det efter deres opfattelse af Bruxelles Ia-forordningens artikel 6, stk. 1, at det i forbindelse med sådanne tvister alene er situationen for den omhandlede ejendom (osv.) eller de retter, der er udpeget i aftalen, der er relevant. Når disse faktorer peger mod tredjelande, er tvisten derfor ikke omfattet af forordningens anvendelsesområde. Dette er desværre ikke, hvad der rent faktisk står i forordningen. Dennes artikel 6, stk. 1, omhandler princippet om, at de nationale kompetenceregler finder anvendelse, hvis sagsøgte ikke har bopæl i EU, »jf. dog […] artikel 24 og 25«. Dette udtryk skal tydeligvis forstås således, at tvisten i et sådant scenarie stadig er omfattet af reglerne i denne forordning, hvis de forhold, der er omhandlet i disse to bestemmelser, peger mod en medlemsstat. Det kan ikke tolkes i den retning, at denne ordning ikke omfatter sager mod sagsøgte inden for EU, når disse vedrører fast ejendom, der er beliggende i et tredjeland, eller en værnetingsaftale, hvori der udpeges retter i et tredjeland. Denne fortolkning bekræftes i Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 19.7.2012, Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 39) (herefter »Mahamdia-dommen«), og i IRnova-dommen, præmis 25-28.
90 – Bruxelles Ia-forordningen berører dog rent faktisk dette spørgsmål, hvorimod dens forgængere slet ikke kom ind på det (jf. punkt 115 nedenfor).
91 – Den franske regering anser denne løsning for at være uheldig, men nødvendig, henset til forordningens ordlyd (jf. punkt 115 og 139 nedenfor).
92 – Jf. G. Droz, Compétence judiciaire et effets des jugements dans le Marché commun, Paris, Dalloz, 1972, punkt 164-169 og 204.
93 – Jf. bl.a. P. Mayer, V. Heuzé og B. Remy, Droit international privé, LGDJ, Paris, 12. udgave, 2019, punkt 360.
94 – Det fremgår tilsvarende af denne forordnings artikel 27, at retten i en medlemsstat kun må afgive sin kompetence til »retterne i en anden medlemsstat«.
95 – IRnova-dommen, præmis 34 og 35.
96 – Dom af 9.11.2000 (C-387/98, EU:C:2000:606, henholdsvis præmis 17 og 19) (herefter »Coreck Maritime-dommen«).
97 – Jf. dom af 9.12.2003, Gasser (C-116/02, EU:C:2003:657, præmis 72).
98 – Jf. P. Jenard og G. Möller, rapport om Luganokonventionen (EFT 1990, C 189, s. 57), punkt 54, og M. Almeida Cruz, M. Desantes Real og P. Jenard, rapport om San Sebastián-konventionen (EFT 1990, C 189, s. 35), punkt 25.
99 – Udtalelse af 7.2.2006 (EU:C:2006:81) (herefter »udtalelse 1/03«).
100 – Jf. dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Rådet (22/70, EU:C:1971:32, præmis 17-22).
101 – Jf. punkt 135 nedenfor.
102 – Udtalelse 1/03, præmis 153. Det følger ligeledes af Bruxelles Ia-forordningens artikel 33 og 34, at artikel 4, stk. 1, kan anvendes, når tvister har den tilknytning til tredjelandet, der er omhandlet i denne forordnings artikel 24 og 25 (jf. punkt 107 nedenfor).
103 – Jf. Owusu-dommen, præmis 37.
104 – I henhold til forum non conveniens-doktrinen, der er velkendt i common law-landene, kan en ret give afkald på sin kompetence med den begrundelse, at en ret i en anden stat er et mere hensigtsmæssigt forum for tvisten (jf. Owusu-dommen, præmis 8). I denne sag ville en ret i Jamaica efter Det Forenede Kongeriges domstoles opfattelse være mere hensigtsmæssig.
105 – Domstolen afviste ligeledes af principielle grunde, at forum non conveniens-teorien kunne anvendes (jf. punkt 156 nedenfor).
106 – Disse bestemmelser omfatter den situation, hvor der på samme tid verserer en sag (artikel 33) eller indbyrdes sammenhængende sager (artikel 34) ved en ret i en medlemsstat og en ret i et tredjeland. På grundlag af den relevante bestemmelse kan en ret i en medlemsstat, hvis den har kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, på visse betingelser erklære sig inkompetent til fordel for en ret i et tredjeland, bl.a. når dette er »nødvendigt […] af hensyn til en ordnet retspleje«. I denne henseende henvises der i 24. betragtning til denne forordning til tvister, der er tæt forbundet med tredjelande, idet det præciseres, at »[n]år der tages hensyn til en ordnet retspleje, skal retten i den berørte medlemsstat« bl.a. vurdere, »hvorvidt retten i tredjelandet har enekompetence i den enkelte sag under omstændigheder, hvor en ret i en medlemsstat ville have enekompetence«. Når artikel 33 eller artikel 34 finder anvendelse, kan medlemsstaternes retter derfor indirekte tage hensyn til disse forbindelser og erklære sig inkompetente, ikke af disse grunde som sådan, men på grund af litis pendens. Som jeg har nævnt ovenfor, finder disse bestemmelser imidlertid kun anvendelse, når sagen er blevet indbragt for domstolen i tredjelandet først, og ikke når sagen er blevet indbragt senere.
107 – Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, siger efter min opfattelse heller intet om det pågældende spørgsmål. Denne bestemmelse skal således sammenholdes med forordningens artikel 5, stk. 1. Det angives i den førstnævnte bestemmelse, at en person »skal« sagsøges ved retterne i den medlemsstat, hvor vedkommende har bopæl, og i den sidstnævnte bestemmelse, at en person »kun [kan] sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i [forordningen]«. Disse bestemmelser vedrører således kun kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne. De behandler ikke spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald under hvilke omstændigheder retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, kan erklære sig inkompetente til fordel for retterne i et tredjeland.
108 – Jf. A. Briggs, Civil Jurisdiction and Judgments, Informa Law, Oxon, 2015, 6. udgave, s. 316-362, på s. 345, og A. Mills, Party Autonomy in Private International Law, Cambridge University Press, Cambridge, 2018, s. 217. Det skal navnlig påpeges, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 33 og 34 ikke optræder i en særskilt afdeling med overskriften »Mulighed for at erklære sig inkompetent til fordel for retter i tredjelande«. De findes i stedet i forordningens kapitel II, afdeling 9, med overskriften »Litis pendens og indbyrdes sammenhængende krav«. Det fremgår eksempelvis heller ikke af disse bestemmelser, at »en ret i en medlemsstat kan kun erklære sig inkompetent til fordel for retterne i et tredjeland, hvis […]«. Det fremgår i stedet, at »når« der foreligger litispendens, kan retten i en medlemsstat gøre dette, hvis de betingelser, der er fastsat heri, er opfyldt. Det samme gælder for 24. betragtning til denne forordning. Det angives blot i denne betragtning, at retten i en medlemsstat i tilfælde af parallelle retssager kan tage hensyn til sagens tætte forbindelser til det pågældende tredjeland, når den vurderer, om den skal erklære sig inkompetent. Det fremgår ikke, at det kun er muligt at tage hensyn til sådanne forbindelser i denne situation.
109 – Jf. Owusu-dommen, præmis 48-52. Det hævdes undertiden, at udtalelse 1/03 taler for en sådan ordlydsfortolkning. Det gør den imidlertid ikke, eftersom den slet ikke behandler spørgsmålet om, hvorvidt retter i medlemsstaterne er forpligtet til at udøve den kompetence, som de har i henhold til Bruxellesordningen. I IRnova-dommen kom Domstolen heller ikke ind på, om retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har pligt til at tage stilling til gyldigheden af patenter, der er registreret i tredjelande, da artikel 24, nr. 4), ikke »finder anvendelse« på tvister herom. Domstolen behøvede ikke at gøre dette, eftersom denne sag ikke vedrørte gyldighed af patenter (jf. denne doms præmis 36-48).
110 – Coreck Maritime-dommen, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis.
111 – Jf. Mahamdia-dommen, præmis 60-66.
112 – Jf. i denne retning Mahamdia-dommen, præmis 65. Jf. ligeledes A.R.E. Kistler, »Effect of exclusive choice-of-court agreements in favour of third States within the Brussels I Regulation Recast«, Journal of Private International Law, bind 14, nr. 1, 2018, s. 79 og 81-83, og T.C. Hartley, op.cit., punkt 13.19-13.21. Hvis det synspunkt, som BSH, den franske regering og Kommissionen har fremført, godtages, vil det således svare til at godtage den mærkværdige forestilling om, at Domstolen 1) indirekte ændrede Coreck Maritime-dommen i Owusu-dommen og 2) anlagde et meget tvivlsomt ræsonnement i Mahamdia-dommen.
113 – Jf. vedrørende Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 1), generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse ČEZ (C-343/04, EU:C:2006:13, punkt 35-39), vedrørende denne forordnings artikel 24, nr. 4), punkt 60 ovenfor, og vedrørende denne forordnings artikel 24, nr. 5), dom af 26.3.1992, Reichert og Kockler (C-261/90, EU:C:1992:149, præmis 26). Jf. generelt Jenard-rapporten, s. 35 og 38; L. Usunier, op.cit., punkt 3, 43 og 59; G. Droz, op.cit., punkt 137 og 156; H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 104 og 118; T. Hartley, op.cit., s. 212; samt P. Gothot og D. Holleaux, punkt 154, 155 og 158.
114 – Jf. 14. betragtning til samt artikel 6, stk. 1, og artikel 24 i Bruxelles Ia-forordningen.
115 – Mere præcist kunne de blive taget i betragtning, men kun i tilfælde af parallelle retssager, og ikke, hvis sagen først blev indbragt for en ret i en medlemsstat, dagen før den blev indbragt for en ret i et tredjeland (jf. punkt 115 ovenfor), hvilket ville være inkonsekvent, for ikke at sige absurd. Det »særlige forhold« mellem Unionen og dens medlemsstater kan ikke begrunde en sådan forskellig behandling. Der tages i artikel 24 ikke hensyn til disse staters rettigheder, fordi de er medlemmer af Unionen, men simpelthen fordi de er suveræne enheder i verdensordenen.
116 – Jf. bl.a. L. Roorda og C. Ryngaert, »Public International Law Constraints on the Exercise of Adjudicatory Jurisdiction in Civil Matters«, i S. Forlati og P. Franzina (red.), Universal Civil Jurisdiction – Which Way Forward?, BRILL, 2020, s. 74-95, og A. Mills, »Rethinking Jurisdiction in International Law«, The British Yearbook of International Law, 2014, bind 84, nr. 1, s. 187-239.
117 – Jf. bl.a. L. Roorda og C. Ryngaert, op.cit., s. 77, 82 og 87, A. Mills, Party Autonomy in Private International Law, s. 233, og L. Usunier, op.cit., punkt 1, 43 og 67. BSH og Kommissionen har ikke desto mindre gjort gældende, at hvis retterne i en medlemsstat f.eks. skulle erklære et patent, der er meddelt af et tredjeland, ugyldigt, ville det ikke gribe ind i dette lands suverænitet, eftersom denne afgørelse ikke ville blive anerkendt dér. Dette argument er efter min opfattelse fejlagtigt i to henseender. For det første ville et tredjeland ikke kunne acceptere en sådan afgørelse, netop fordi den ville blive opfattet som et indgreb i et suverænt anliggende. For det andet ville det være umuligt at fuldbyrde en sådan afgørelse i tredjelandet, og medlemsstaternes retter burde derfor som udgangspunkt ikke have beføjelse til at træffe den (jf. punkt 134 nedenfor).
118 – Jf. bl.a. dom af 16.6.1998, Racke (C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 46), og af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 70). Selv hvis Domstolen med urette fastslår, at der ikke findes sådanne begrænsninger af den retslige kompetence i folkeretten, således som Electrolux har gjort gældende, vil det alligevel være i strid med international høflighed, at en ret i en medlemsstat træffer afgørelse om spørgsmål, der griber ind i et tredjelands rettigheder.
119 – Jf. 14. og 19. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen samt bl.a. dom af 7.7.2016, Hőszig (C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 44).
120 – Forudsat at betingelserne i artikel 25 er opfyldt, og at de begrænsninger, der er fastsat i de beskyttende kompetenceregler, overholdes (jf. punkt 150 nedenfor).
121 – Jf. 14. betragtning til samt artikel 6, stk. 1, og artikel 25 i Bruxelles Ia-forordningen.
122 – Jf. punkt 115 ovenfor. Dette kunne føre til et uhensigtsmæssigt »kapløb« mod domstolene, hvor hver part prøver at handle først med det formål at håndhæve eller overtrumfe værnetingsaftalen.
123 – Jf. dom af 12.1.2023, TP (Audiovisuel redaktør ved offentlig TV-station) (C-356/21, EU:C:2023:9, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).
124 – En sådan begrænsning vil ikke være forenelig med betingelserne i chartrets artikel 52, stk. 1. For det første er den ikke »fastlagt i lovgivningen«, eftersom det drastiske resultat skyldes, at der mangler særlige regler i Bruxelles Ia-forordningen. For det andet kan den næppe anses for »faktisk [at svare] til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen« (jf. yderligere punkt 161 nedenfor). Selv om det for det tredje antages, at der foreligger et sådant mål, er det vanskeligt at forsvare en så inkonsekvent, for ikke at sige absurd, begrænsning. Som jeg tidligere har anført, ville medlemsstaternes retter have ret til at anvende værnetingsaftaler til fordel for tredjelande i tilfælde af parallelle retssager, men ikke, hvis sagen blev indbragt for en ret i en medlemsstat bare én dag før, den blev indbragt for en ret i et tredjeland (jf. punkt 115 ovenfor).
125 – Jf. bl.a. dom af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).
126 – Afslag på anerkendelse af udenlandske domme, der er afsagt i strid med den anmodede stats enekompetence, er en almindelig foranstaltning i national ret. I EU-sammenhæng er den fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 45, stk. 1, litra e), nr. ii), og den indgår også i internationale konventioner såsom konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (jf. denne konventions artikel 5, stk. 3, og artikel 6).
127 – Jf. Bruxelles Ia-forordningens artikel 71, stk. 1, og artikel 73, stk. 1 og 3, samt dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243).
128 – EPK indeholder derimod ingen regler om international kompetence, dog med en enkelt undtagelse, der ikke er relevant for den foreliggende sag (jf. punkt 23 ovenfor). Som samtlige intervenienter har fremhævet, skal en stat såsom Tyrkiet, der er part i EPK, derfor sidestilles med ethvert andet tredjeland for så vidt angår reglerne i Bruxelles Ia-forordningen.
129 – Konvention godkendt ved Rådets afgørelse 2014/887/EU af 4.12.2014 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Haagerkonventionen af 30.6.2005 om værnetingsaftaler (EUT 2014, L 353, s. 5) (herefter »Haagerkonventionen«).
130 – Jf. Lugano II-konventionens artikel 22 og 23 og Haagerkonventionens artikel 3, litra a).
131 – Kina, Mexico, Montenegro, Singapore, Ukraine og Det Forenede Kongerige (jf. Hague Conference on Private International Law, Status table, 37; Convention of 30 June 2005 on Choice of Court Agreements (tilgængelig på https://www.hcch.net/en/instruments/conventions/status-table/?cid= 98).
132 – C-129/19 (EU:C:2020:375, punkt 117-123).
133 – Generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse BV (C-129/19, EU:C:2020:375, punkt 123).
134 – Spørgsmålet blev forud for den forestående omarbejdning af Bruxellesordningen fremhævet i en række studier, som Kommissionen havde bestilt (jf. bl.a. B. Hess, T. Pfeiffer og P. Schlosser, op.cit., punkt 360-362 og 388), og i Kommissionens rapport fra 2009 (s. 5). Desuden rådførte Kommissionen sig med en interessent om dette spørgsmål (jf. Europa-Kommissionens grønbog af 21.4.2009 om revision af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(2009) 175 endelig, s. 4)).
135 – Jf. Europa-Parlamentet, Retsudvalget, dok. 2010/0383 (COD), 19.10.2011, ændringsforslag 106, 112 og 113.
136 – Rådet for Den Europæiske Union, dok. 9474/11 ADD 8, 8.6.2011, Note from the United Kingdom delegation to Working Party on Civil Law Matters (Brussels I), s. 7-15; dok. 9474/11 ADD 14, 16.6.2011, Note from the French delegation to Working Party on Civil Law Matters (Brussels I), s. 8-18; dok. 8000/12, 22.3.2012, Note from the United Kingdom delegation to Working Party on Civil Law Matters (Brussels I), s. 1-8; og dok. 8205/12, 27.3.2012, Note from the French delegation to Working Party on Civil Law Matters (Brussels I), s. 1-7.
137 – Unionens (dengang) forestående godkendelse af Haagerkonventionen er nævnt nogle få gange (jf. Rådet for Den Europæiske Union, dok. 9549/12 af 4.5.2012, Note from the delegation of the United-Kingdom to Working Party on Civil Law Matters (Brussels I), s. 2) og kan forklare, hvorfor lovgiver valgte ikke at indsætte regler om værnetingsaftaler til fordel for tredjelande i forordningen.
138 – Rådet for Den Europæiske Union, dok. 13756/11 ADD 1, 9.9.2011, Note from German delegation to Working Party on Civil Law Matters (Brussels I), s. 3 (min fremhævelse).
139 – Der er i retslitteraturen blevet argumenteret for, at det faktisk var EU-lovgivers hensigt, at medlemsstaternes retter ikke skulle have ret til at anvende værnetingsaftaler til fordel for retter i tredjelande, eftersom dette ville tilskynde tredjelande til at tilslutte sig Haagerkonventionen (jf. P. Beaumont, »The revived Judgments Project in The Hague«, Netherlands Internationaal Privaatrecht (NIPR), 2014, bind 4, s. 532-539). Forfatteren var ganske vist medlem af den arbejdsgruppe i Rådet, der udarbejdede Bruxelles Ia-forordningen. En sådan udtalelse fra en ekspert er dog næppe tilstrækkelig til at fastlægge EU-lovgivers hensigt, især når den modsiges af udtalelser fra andre delegationer. Forestillingen om, at lovgiver kunne have haft til hensigt at ofre parternes aftalefrihed i medfør af forordningen for at fremme den på internationalt plan, er under alle omstændigheder mærkværdig.
140 – Jf. Kommissionens forslag, artikel 4, stk. 2.
141 – Jf. bl.a. Europa-Parlamentet, Retsudvalget, dok. A7-0320/2012, 15.10.2012, betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) (KOM(2010) 748); og Rådet, dok. 9474/11 ADD 9, 10.6.2011, Note from the Belgian delegation to Working Party on Civil Law Matters, s. 3.
142 – Jf. bl.a. vedrørende Det Forenede Kongerige High Court, Queen’s Bench Division (Commercial Court) (ret i første instans (England og Wales) (handelssager)), Konkola Copper Mines plc mod Coromin [2005] 2 Lloyd’s Rep. 555, og High Court, Queen’s Bench Division (Commercial Court) (ret i første instans (England og Wales) (handelssager)), Ferrexpo AG mod Gilson Investments [2012] EWHC 721 (Comm); og vedrørende Frankrig Cour de cassation, Chambre Civile 1 (kassationsdomstol, første civile afdeling), 2.4.2014, 13-11 192, FR:CCASS:2014:C100356. Jf. ligeledes A. Nuyts, Study on Residual Jurisdiction, General Report, 2007, s. 73-80.
143 – Jf. bl.a. A. Nuyts, »La théorie de l’effet réflexe«, i Le droit processuel et judiciaire européen, Bruxelles, La Charte, 2003, s. 73-89; A. Mills, Party Autonomy in Private International Law, s. 138; J. Harris, »Stay of proceedings and the Brussels Convention«, ICLQ, 2005, bind 54, s. 933-950; T. Bachmeir og M. Freytag, »Discretional elements in the Brussels Ia Regulation«, Journal of Private International Law, 2022, bind 18, nr. 2, s. 296-316; A.R.E. Kistler, op.cit., s. 66-95; J.J. Fawcett og P. Torremans, op.cit., punkt 7 218; L. Usunier, op.cit., punkt 14; P. De Verneuil Smith, B. Lasserson og R. Rymkiewicz, »Reflections on Owusu: The Radical Decision in Ferrexpo«, Journal of Private International Law, 2012, bind 8, nr. 2, s. 389-405; A.V. Dicey, J.H.C. Morris og L.A.C. Collins, The Conflict of Laws, Sweet & Maxwell U.K., 2012, 15. udgave, punkt 12 021-12 024; J. Goodwin, »Reflexive effect and the Brussels I Regulation«, Law Quarterly Review, 2013, bind 129, s. 317-320; K. Takahashi, »Review of the Brussels I Regulation: A Comment from the Perspectives of Non-Member States (Third States)«, Journal of Private International Law, 2012, bind 8, nr. 1, s. 8-11; A. Briggs, op.cit., punkt 2 305-2 308; H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 106; samt P. Gothot og D. Holleaux, op.cit., punkt 37 og 142.
144 – Dette er naturligvis en ufuldstændig »refleksion« af den løsning, der følger af artikel 24 og 25 for så vidt angår tvister inden for EU. Enhver anden ret end dem, der er udpeget, vil i dette tilfælde savne kompetence og være nødt til at erklære sig inkompetent.
145 – Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt, at en tvist vedrører et patent i et tredjeland; den skal specifikt vedrøre patentets gyldighed eller registrering som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 2).
146 – Naturligvis med den ene undtagelse, der vedrører udpegningen af retterne i en medlemsstat.
147 – Jf. Bruxelles Ia-forordningens artikel 15, 19 og 23 samt artikel 25, stk. 4.
148 – Jf. i denne retning Mahamdia-dommen, præmis 64.
149 – Jf. A.R.E. Kistler, op.cit., s. 89 og 90; A. Nuyts, »La théorie de l’effet reflexe«, punkt 6; A. Mills, Party Autonomy in Private International Law, s. 138 og 233; J. Goodwin, op.cit., s. 317-320; H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 106; T. Bachmeir og M. Freytag, op.cit., s. 309; og L. Usunier, op.cit., punkt 14.
150 – I dom af 27.6.1991, Overseas Union Insurance m.fl. (C-351/89, EU:C:1991:279), fastsatte Domstolen analogt og uforbeholdent et princip for, hvordan reglerne om litispendens i Bruxellesordningen fungerer (»den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, [er] ikke […] bedre […] i stand til at afgøre, om den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, end sidstnævnte ret« (præmis 23). Samtidig tog Domstolen udtrykkeligt forbehold for det scenarie, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, har enekompetence (jf. præmis 20). I dom af 3.4.2014, Weber (C-438/12, EU:C:2014:212, præmis 53 ff.), godtog Domstolen endelig en undtagelse fra dette princip, som netop vedrørte det scenarie, for hvilket den oprindeligt havde taget forbehold.
151 – Jf. Owusu-dommen, præmis 38-43.
152 – Jf. Bruxelles Ia-forordningens artikel 30, 33 og 34. Desuden er den (beskedne) usikkerhed, der er forbundet med en så begrænset skønsmargen, langt at foretrække frem for den absolutte sikkerhed og absurditet, der vil følge af en løsning, hvor retterne i EU forpligtes til at påkende sådanne sager.
153 – Jf. A. Nuyts, Study on residual jurisdiction, punkt 93-96 og 103.