–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved L. Haasbeek og R. Lindenthal, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 af 11. februar 2004 om narkotikaprækursorer (EUT 2004, L 47, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1258/2013 af 20. november 2013 (EUT 2013, L 330, s. 21) (herefter »forordning nr. 273/2004«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag indledt i Nederlandene mod TF, der er tiltalt for at have transporteret registrerede stoffer, som anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer.

3

Artikel 3 i De Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, der blev indgået i Wien den 20. december 1988 (United Nations Treaty Series, bind 1582, s. 95) og godkendt af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ved Rådets afgørelse 90/611/EØF af 22. oktober 1990 (EFT 1990, L 326, s. 56, herefter »Wienerkonventionen imod ulovlig handel«), har overskriften »Forbrydelser og sanktioner« og fastsætter følgende i stk. 1:

»Hver part skal træffe sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at fastslå følgende forhold som lovovertrædelser i henhold til dens nationale lovgivning, når overtrædelsen begås forsætligt:

[…]

[…]«

4

Konventionens artikel 12 med overskriften »Stoffer der hyppigt anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer« bestemmer:

»1.   Parterne skal træffe de foranstaltninger, de skønner hensigtsmæssige, for at forhindre spredning af stoffer omfattet af tabel I og tabel II, der anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, og skal samarbejde med hinanden herom.

[…]

8.   

[…]

9.   Hver enkelt part skal med hensyn til stofferne i tabel I og tabel II træffe følgende foranstaltninger:

[…]

[…]«

5

Første til tredje betragtning til Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA af 25. oktober 2004 om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor (EUT 2004, L 335, s. 8) har følgende ordlyd:

6

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

[…]

[…]«

7

Nævnte rammeafgørelses artikel 2, der har overskriften »Strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig handel med narkotika og prækursorer«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige handlinger er strafbare, når de begås uden tilladelse:

[…]

8

Følgende fremgår af 2.-6., 8., 11.-13. og 17. betragtning til forordning nr. 273/2004:

[…]

[…]

[…]

9

Artikel 1 i forordning nr. 273/2004 bestemmer:

»Denne forordning fastsætter harmoniserede foranstaltninger til kontrol og overvågning inden for Unionen af visse stoffer, som hyppigt anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, med henblik på at hindre ulovlig anvendelse af disse stoffer.«

10

Den nævnte forordnings artikel 2 fastsætter:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]«

11

Forordningens artikel 8 med overskriften »Underretning af de kompetente myndigheder« bestemmer følgende i stk. 1:

»Erhvervsdrivende underretter omgående de kompetente myndigheder om ethvert forhold, såsom usædvanlige ordrer eller transaktioner vedrørende registrerede stoffer, der er bestemt til at skulle markedsføres, som giver grund til at formode, at disse stoffer kunne benyttes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer. De erhvervsdrivende meddeler til dette formål alle de til rådighed værende oplysninger, som gør det muligt for den kompetente myndighed at kontrollere, om den pågældende ordre eller transaktion er lovlig.«

12

Den nævnte forordnings artikel 10, stk. 1, er sålydende:

»Med henblik på at sikre, at artikel 3-8 anvendes korrekt, træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sætte deres kompetente myndigheder i stand til at udføre deres kontrol- og overvågningsopgaver, især:

13

Bilag I til forordning nr. 273/2004 indeholder listen over »registrerede stoffer« som omhandlet i forordningens artikel 2, litra a). Saltsyre og svovlsyre er anført i dette bilag som registrerede stoffer henhørende under kategori 3.

14

Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 af 22. december 2004 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Unionen og tredjelande (EUT 2005, L 22, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1259/2013 af 20. november 2013 (EUT 2013, L 330, s. 30) (herefter »forordning nr. 111/2005«), er affattet på følgende måde:

»Denne forordning fastsætter regler for overvågning af handel med visse stoffer, der hyppigt anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer (i det følgende benævnt »narkotikaprækursorer«) mellem Unionen og tredjelande med henblik på at forhindre ulovlig anvendelse af sådanne stoffer. Den finder anvendelse på import-, eksport- og formidlingsvirksomhed. […]«

15

Artikel 2, litra a), i Wet voorkoming misbruik chemicaliën (lov om forebyggelse af misbrug af kemiske stoffer) fastsætter følgende i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (Stb. 2008, nr. 112):

»Det er forbudt at handle i strid med de forskrifter, der er fastsat i eller i medfør af:

[…]«

16

Artikel 1, nr. 1, i Wet op de economische delicten (lov om økonomiske forseelser), som ændret den 14. oktober 2015 (Stb. 2015, nr. 399), har følgende ordlyd:

ȯkonomiske forseelser er:

17

Artikel 2, stk. 1, i lov om økonomiske forseelser, som ændret den 14. oktober 2015, bestemmer:

»De i artikel 1, nr. 1 og 2, og artikel 1a, nr. 1 og 2, omhandlede økonomiske forseelser er strafbare lovovertrædelser, for så vidt som de begås forsætligt; for så vidt som disse økonomiske forseelser ikke er strafbare lovovertrædelser, er de almindelige lovovertrædelser.«

18

Lovens artikel 6, stk. 1, nr. 1, er sålydende:

»1.   Den, der begår en økonomisk forseelse, straffes:

19

Artikel 2 i Opiumwet (lov om opium og andre euforiserende stoffer) af 12. maj 1928 fastsætter følgende i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (Stb. 2015, nr. 429, herefter »lov om opium«):

»For så vidt angår et stof eller et præparat, der er opført på liste I i bilaget til nærværende lov, eller som er udpeget i henhold til artikel 3a, stk. 5, er det forbudt:

20

Den nævnte lovs artikel 10 har følgende ordlyd:

»1.   Den, der handler i strid med

[…]

straffes med varetægtsfængsling i højst seks måneder eller en bøde af fjerde kategori.

[…]

3.   Den, der forsætligt handler i strid med forbuddet i artikel 2, litra C, straffes med fængsel i højst seks år eller en bøde af femte kategori.

4.   Den, der forsætligt handler i strid med forbuddet i artikel 2, litra B eller D, straffes med fængsel i højst otte år eller en bøde af femte kategori.

5.   Den, der forsætligt handler i strid med forbuddet i artikel 2, litra A, straffes med fængsel i højst 12 år eller en bøde af femte kategori.

[…]«

21

Lovens artikel 10a, stk. 1, bestemmer:

»Den, der med henblik på at forberede eller fremme en strafbar lovovertrædelse som omhandlet i artikel 10, stk. 4 eller 5:

straffes med fængsel i højst seks år eller en bøde af femte kategori.«

22

TF blev tiltalt for at have lejet et køretøj, som han efterfølgende – den 12. januar 2016 eller deromkring – anvendte til at køre til en kemikalievirksomhed beliggende i Liège (Belgien), hvor han gentagne gange fik leveret store mængder kemikalier, herunder svovlsyre, saltsyre, myresyre og natriumhydroxid. Han transporterede herefter disse produkter til en garage og en parkeringsplads beliggende i Nederlandene med henblik på at levere dem. Mens han var på vej til Waalre (Nederlandene) for dér at foretage en yderligere levering, blev TF og den person, som ledsagede ham i et andet køretøj, anholdt af politiet.

23

De pågældende kemikalier var for størstedelens vedkommende ikke forsynet med et mærke, og TF var ikke i besiddelse af de krævede transportdokumenter.

24

Den af TF transporterede og leverede saltsyre og svovlsyre (herefter »de omhandlede produkter«) er opført i kategori 3 i bilag I til forordning nr. 273/2004 og er derfor »registrerede stoffer« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, litra a). Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene) indledte derfor en straffesag mod TF for dels at have forberedt eller fremmet fremstillingen, behandlingen, bearbejdningen, salget, leveringen, tilvejebringelsen, fragten, produktionen, importen og eksporten af MDMA og/eller amfetamin, hvilke handlinger er strafbare i henhold til artikel 10a, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om opium, dels at have tilsidesat den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 273/2004 fastsatte underretningspligt.

25

Ved dom af 11. juni 2020 kendte Gerechtshof ’s-Hertogenbosch (appeldomstolen i ’s-Hertogenbosch, Nederlandene) TF skyldig i det første af disse anklagepunkter. TF gjorde gældende, at han ikke var uvidende om arten af de omhandlede produkter, men at han havde transporteret dem uden egen vinding for øje. Den nævnte domstol fandt imidlertid, at for så vidt som det er almindeligt kendt, at sådanne produkter kan anvendes til masseproduktion af syntetisk narkotika, herunder amfetamin eller MDMA, og for så vidt som TF transporterede dem med henblik på at levere dem på usædvanlige steder, kunne han ikke være uvidende om, at disse produkter ville blive anvendt til ulovlige eller kriminelle formål. Den nævnte domstol fandt, at TF med sit væsentlige bidrag til transporten og leveringen af de omhandlede produkter havde accepteret risikoen for, at produkterne ville blive anvendt til fremstilling af syntetisk narkotika. Derimod frifandt den nævnte domstol TF for det andet af disse anklagepunkter, idet den fastslog, at selv om han kan kvalificeres som »erhvervsdrivende« som omhandlet i artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004, udgør de forhold, som han foreholdes – dvs. transport, modtagelse, opbevaring eller besiddelse af registrerede stoffer – ikke »forhold«, som der skal foretages en underretning om i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1.

26

Anklagemyndigheden har iværksat kassationsappel til prøvelse af den nævnte dom ved Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol).

27

Den nævnte domstol ønsker oplysninger om fortolkningen af disse bestemmelser. Den har navnlig anført, at artikel 10a, stk. 1, nr. 3, i lov om opium gennemfører artikel 2, stk. 1, litra d), i rammeafgørelse 2004/757, som pålægger hver medlemsstat at sørge for, at fremstilling, transport og distribution af prækursorer med viden om, at de skal anvendes i forbindelse med eller til ulovlig produktion eller fremstilling af narkotika, er strafbare. Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om en person, der har fremstillet, transporteret eller distribueret prækursorer vel vidende, at de ville blive anvendt i forbindelse med eller til ulovlig produktion eller fremstilling af narkotika, på samme tid kan kendes skyldig i en tilsidesættelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af rammeafgørelse 2004/757 og i en tilsidesættelse af den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 273/2004 fastsatte underretningspligt.

28

Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om, hvorvidt en sådan kumulation er forenelig med princippet nemo tenetur se ipsum accusare, der er fastsat i artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Den berørte person kan nemlig i et sådant tilfælde ikke undgå, at underretningen om den pågældendes egen kriminelle adfærd i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 273/2004 vil medføre strafforfølgning og eventuelle sanktioner for tilsidesættelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2004/757.

29

For at afgøre, om en sådan kumulation er mulig, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det for det første er nødvendigt at afgøre, om begrebet »erhvervsdrivende« som defineret i artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 skal fortolkes bredt, således at enhver person, der markedsfører registrerede stoffer, udgør en »erhvervsdrivende«, eller strengt, således at det kun omfatter de personer, som beskæftiger sig med lovlig handel med sådanne stoffer. For det andet skal det ligeledes afgøres, om det i forordningens artikel 8, stk. 1, indeholdte begreb »forhold« skal fortolkes bredt, således at det omfatter alle former for adfærd, herunder den erhvervsdrivendes egen adfærd, eller strengt, således at det kun henviser til tredjemands adfærd, mens den erhvervsdrivendes adfærd derimod er reguleret ved rammeafgørelse 2004/757.

30

På denne baggrund har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Ved afgørelse af 2. december 2022 har Domstolens præsident i medfør af artikel 53, stk. 3, i Domstolens procesreglement besluttet, at nærværende sag skal pådømmes forud for andre.

32

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 skal fortolkes således, at en person, som i forbindelse med en ulovlig aktivitet deltager i markedsføringen af registrerede stoffer i EU, er en »erhvervsdrivende« i denne bestemmelses forstand.

33

Med henblik herpå skal det navnlig afgøres, om »markedsføring« i den nævnte bestemmelses forstand henviser til enhver afhændelse af registrerede stoffer i EU, uanset om den foretages som led i en lovlig eller ulovlig aktivitet, eller om den kun omfatter afhændelse af sådanne stoffer foretaget i forbindelse med en lovlig aktivitet.

34

Ifølge Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 18.10.2022, IG Metall og ver.di, C-677/20, EU:C:2022:800, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

35

I artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 er en »erhvervsdrivende« defineret som en »fysisk eller juridisk person, som er beskæftiget med markedsføring af registrerede stoffer«. Denne bestemmelse præciserer ikke, således som den er affattet, om markedsføringen af sådanne stoffer også omfatter markedsføringen af disse stoffer i forbindelse med en ulovlig aktivitet.

36

Hvad angår den nævnte forordnings artikel 8, stk. 1, fastsætter denne bestemmelse, at »[e]rhvervsdrivende [omgående underretter] de kompetente myndigheder om ethvert forhold, såsom usædvanlige ordrer eller transaktioner vedrørende registrerede stoffer, der er bestemt til at skulle markedsføres, som giver grund til at formode, at disse stoffer kunne benyttes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer«, og at »[d]e erhvervsdrivende [til dette formål meddeler] alle de til rådighed værende oplysninger, som gør det muligt for den kompetente myndighed at kontrollere, om den pågældende ordre eller transaktion er lovlig«.

37

Det følger af den nævnte bestemmelse, at den af EU-lovgiver fastsatte underretningspligt vedrører ordrer og transaktioner, der forekommer usædvanlige, dvs. dem, som kan være gennemført med det formål ulovligt at unddrage disse registrerede stoffer fra deres normale anvendelsesformål.

38

Det følger heraf, at artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 273/2004 pålægger »erhvervsdrivende« som omhandlet i forordningens artikel 2, litra d), at foretage en underretning af alle de forhold, som giver grund til at formode, at registrerede stoffer, der er bestemt til at skulle markedsføres, kan være genstand for uretmæssig unddragelse fra det lovlige handelskredsløb med henblik på ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer.

39

Det er følgelig kun de personer, der deltager i markedsføringen af registrerede stoffer inden for lovlige rammer, som kan anses for »erhvervsdrivende« i sidstnævnte bestemmelses forstand.

40

Denne ordlydsfortolkning støttes for det første af den sammenhæng, hvori den pågældende bestemmelse indgår.

41

Indledningsvis skal det bemærkes, at forordning nr. 273/2004 bl.a. ophævede og erstattede Rådets direktiv 92/109 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1485/96 af 26. juli 1996 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til direktiv 92/109 for så vidt angår aftagererklæringer om specifikke anvendelsesformål for en række stoffer, der benyttes ved ulovlig fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer (EFT 1996, L 188, s. 28). Disse retsakter vedrørte imidlertid lovlig handel med narkotikaprækursorer. Første betragtning til direktiv 92/109 henviste nemlig udtrykkeligt til, at det »af hensyn til det indre marked« var nødvendigt at fastlægge »fælles regler på fællesskabsplan med henblik på at hindre konkurrencefordrejning i den lovlige handel og sikre ensartet anvendelse af de fastlagte regler«. Det fremgik af anden betragtning til forordning nr. 1485/96, at »udarbejdelse af bestemmelser vedrørende aftageerklæringer vil gøre det lettere at sikre, at det i forbindelse med hver enkelttransaktion klart angives, hvorledes aftageren af et registreret stof agter at anvende dette; en sådan angivelse vil bidrage til at undgå, at registrerede stoffer afledes til ulovlig fremstilling af narkotika«.

42

Dernæst bemærkes, at der i tredje, sjette og syttende betragtning til forordning nr. 273/2004 henvises til en ordning for overvågning af »handelen« med narkotikaprækursorer, og i femte og ellevte betragtning til denne forordning anføres det, at det er nødvendigt henholdsvis »at afsløre eventuel ulovlig anvendelse af narkotikaprækursorer i Fællesskabet« og at »træffe[…] foranstaltninger til at sikre bedre kontrol med handelen inden for Fællesskabet med de registrerede stoffer«. I sjette, ottende og trettende betragtning til den nævnte forordning sondres der imidlertid mellem lovlig handel med disse stoffer og ulovlig fremstilling heraf.

43

Endelig fastsætter stk. 1 i artikel 3 i forordning nr. 273/2004 vedrørende krav til markedsføring af registrerede stoffer, at »[e]rhvervsdrivende, som ønsker at markedsføre de registrerede stoffer, der er nævnt i kategori 1 og 2 i bilag I, skal udpege en medarbejder, der skal være ansvarlig for handelen med registrerede stoffer«, og som »skal sikre, at den handel med registrerede stoffer, der foretages af den erhvervsdrivende, finder sted i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser«. I nævnte artikels stk. 2 og 3 anføres det ligeledes henholdsvis, at »[e]rhvervsdrivende […] skal erhverve en licens udstedt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor de er etableret, før de må være i besiddelse af eller markedsføre de i kategori 1 i bilag I registrerede stoffer«, og at »[e]rhvervsdrivende, der er indehavere af en licens, [kun må] levere de registrerede stoffer i kategori 1 i bilag I til erhvervsdrivende […], der også er indehavere af en licens, og som har underskrevet en aftagererklæring i henhold til artikel 4, stk. 1«. Desuden pålægger artiklens stk. 6 erhvervsdrivende at erhverve registrering fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor de er etableret. Det følger af de krav, der er knyttet til markedsføringen af registrerede stoffer, og som er fastsat i denne forordnings artikel 3, at disse har til formål at opstille retlige rammer for handelen med registrerede stoffer.

44

Den samme fortolkning gør sig gældende med hensyn til artikel 4-7 i forordning nr. 273/2004, der fastsætter de formelle regler, som gælder for handel med registrerede stoffer, såsom nødvendigheden af, at aftageren afgiver en erklæring om disse stoffers anvendelsesformål, den erhvervsdrivendes pligt til i forbindelse med transaktioner at vedlægge visse stoffer dokumentation eller den omstændighed at mærke visse stoffer med en passende etikettering.

45

Det samme gælder for så vidt angår den nævnte forordnings artikel 10, som bestemmer, at »[m]ed henblik på at sikre, at artikel 3-8 anvendes korrekt, træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sætte deres kompetente myndigheder i stand til at udføre deres kontrol- og overvågningsopgaver, især […] at få adgang til erhvervsdrivendes og brugeres forretningslokaler med henblik på at finde bevis for uregelmæssigheder«.

46

Det følger af samtlige disse bestemmelser, at de har til formål at opstille retlige rammer for handelen med registrerede stoffer.

47

Den i nærværende doms præmis 39 foretagne ordlydsfortolkning af begrebet »erhvervsdrivende« som omhandlet i artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 understøttes for det andet af de formål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen udgør en del af.

48

Således som det fremgår af artikel 1 i forordning nr. 273/2004, fastsætter denne forordning nemlig harmoniserede foranstaltninger til kontrol og overvågning inden for EU af visse stoffer, som hyppigt anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, med henblik på at hindre ulovlig anvendelse af disse stoffer. Denne forordning er, således som Domstolen allerede har fastslået, blevet vedtaget med henblik på at bekæmpe den ulovlige anvendelse af stoffer, der hyppigt benyttes ved ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, ved at indføre en ordning med overvågning af handelen med disse stoffer ledsaget af effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner (dom af 5.2.2015, M. m.fl., C-627/13 og C-2/14, EU:C:2015:59, præmis 53, og af 12.2.2015, Gielen m.fl., C-369/13, EU:C:2015:85, præmis 36).

49

Det følger af første til sjette betragtning til forordning nr. 273/2004, at denne forordning gennemfører artikel 12 i Wienerkonventionen imod ulovlig handel i Unionens retsorden (dom af 5.2.2015, M. m.fl., C-627/13 og C-2/14, EU:C:2015:59, præmis 47), hvilken artikel fastsætter, at de kontraherende stater skal træffe de foranstaltninger, de skønner hensigtsmæssige, for at forhindre spredning af de opregnede stoffer, der anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, og skal samarbejde med hinanden herom. De nævnte stater skal bl.a. træffe de nødvendige foranstaltninger for at indføre og opretholde et system til overvågning af international handel med stofferne med henblik på at fremme identifikation af mistænkelige transaktioner.

50

Det skal i øvrigt tilføjes, at det af Domstolens praksis fremgår, at EU-lovgiver ved forordning nr. 273/2004 og nr. 111/2005, der forfølger det samme formål, i detaljer har defineret den ordning, der finder anvendelse på narkotikaprækursorer (dom af 5.2.2015, M. m.fl., C-627/13 og C-2/14, EU:C:2015:59, præmis 52). Det forholder sig nemlig således dels, at forordning nr. 273/2004 fastsætter harmoniserede foranstaltninger til kontrol og overvågning inden for EU af narkotikaprækursorer med henblik på at hindre ulovlig anvendelse heraf, dels, at forordning nr. 111/2005 i overensstemmelse med sin artikel 1 fastsætter regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem EU og tredjelande.

51

Forordning nr. 273/2004 indgår derfor i en bredere lovgivning, som også omfatter rammeafgørelse 2004/757.

52

Det skal bemærkes, at rammeafgørelse 2004/757 fastsætter mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor, som gør det muligt at anvende en fælles EU-strategi til bekæmpelse af denne ulovlige handel. Med henblik herpå bestemmer rammeafgørelsens artikel 2, at hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i bestemmelsen opregnede forsætlige handlinger er strafbare, når de begås uden tilladelse, herunder fremstilling, transport og distribution af prækursorer med viden om, at de skal anvendes i forbindelse med eller til ulovlig produktion eller fremstilling af narkotika. I denne rammeafgørelses artikel 1, nr. 2), er udtrykket »prækursorer« endvidere defineret som stoffer, der er registreret i fællesskabslovgivningen til gennemførelse af forpligtelserne i henhold til artikel 12 i Wienerkonventionen imod ulovlig handel.

53

Det følger heraf, at selv om rammeafgørelse 2004/757, forordning nr. 273/2004 og forordning nr. 111/2005 forfølger det samme formål, har disse retsakter, selv om de supplerer hinanden, ikke den samme rækkevidde. Rammeafgørelse 2004/757 fastsætter gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel, som dermed vedrører narkotikaprækursorer og derfor registrerede stoffer, mens anvendelsesområdet for forordning nr. 273/2004 og nr. 111/2005 er begrænset til lovlig handel med sådanne stoffer.

54

Denne sondring følger i øvrigt af retsgrundlaget for disse forskellige retsakter. Rammeafgørelse 2004/757 er nemlig vedtaget på grundlag af artikel 31, litra e), TEU og artikel 34, stk. 2, litra b), TEU, der er blevet erstattet af artikel 82 TEUF, 83 TEUF og 85 TEUF, som henhører under EUF-traktatens afsnit V med overskriften »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed« og nærmere bestemt dette afsnits kapitel 4 vedrørende retligt samarbejde i straffesager. Retsgrundlaget for forordning nr. 273/2004 er derimod artikel 95 EF, der er blevet erstattet af artikel 114 TEUF, som henhører under EUF-traktatens afsnit VII med overskriften »De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne«. Tilsvarende er forordning nr. 111/2005 vedtaget på grundlag af artikel 133 EF, som er blevet erstattet af artikel 207 TEUF. Sidstnævnte artikel henhører under EUF-traktatens femte del, der har overskriften »Unionens optræden udadtil«, og nærmere bestemt denne dels afsnit II med overskriften »Den fælles handelspolitik«.

55

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at en situation, hvor en person i forbindelse med en ulovlig aktivitet deltager i markedsføringen af registrerede stoffer i EU, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 273/2004.

56

Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 skal fortolkes således, at en person, som i forbindelse med en ulovlig aktivitet deltager i markedsføringen af registrerede stoffer i EU, ikke er en »erhvervsdrivende« i denne bestemmelses forstand.

57

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

58

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 af 11. februar 2004 om narkotikaprækursorer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1258/2013 af 20. november 2013,

skal fortolkes således, at

en person, som i forbindelse med en ulovlig aktivitet deltager i markedsføringen af registrerede stoffer i Den Europæiske Union, ikke er en »erhvervsdrivende« i denne bestemmelses forstand.