–

MJ, som selvmøder,

–

Rzecznik Praw Obywatelskich ved J. Roszkiewicz og M. Taborowski,

–

Prokurator Prokuratury Okręgowej w Poznaniu ved M. Smętkowski,

–

den polske regering ved B. Majczyna, B. Grabowska-Moroz og M. Rzotkiewicz, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet, L. Van den Broeck og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den danske regering ved V. Pasternak Jørgensen og M. Søndahl Wolff, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,

–

den svenske regering ved A. Runeskjöld og H. Shev, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved K. Herrmann og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU, artikel 6, stk. 1-3, TEU og artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem MJ og AA, som er to entreprenører, vedrørende en fordring, der følger af en kontrakt om levering af tjenesteydelser.

3

Artikel 179 i Konstytucja Rzeczypospolitej Polskiej (Republikken Polens forfatning, herefter »forfatningen«) har følgende ordlyd:

»Dommere udnævnes af republikkens præsident efter indstilling fra Krajowa Rada Sądownictwa [(det nationale domstolsråd, Polen, herefter »domstolsrådet«)] for en ubegrænset periode.«

4

Forfatningens artikel 186, stk. 1, er affattet således:

»[Domstolsrådet] værner om retsinstansernes og dommernes uafhængighed.«

5

Forfatningens artikel 187 bestemmer følgende:

»1.   [Domstolsrådet] består af:

[...]

3.   Medlemmerne af [domstolsrådet] vælges for en periode på fire år.

4.   Ordningen, arbejdsområdet og arbejdsformen for [domstolsrådet] samt fremgangsmåden ved valg af dets medlemmer fastsættes ved lov.«

6

Artikel 9a i ustawa o Krajowej Radzie Sądownictwa (lov om det nationale domstolsråd) af 12. maj 2011 (Dz. U. nr. 126, pos. 714), som ændret ved ustawa o zmianie ustawy o Krajowej Radzie Sądownictwa oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om domstolsrådet og visse andre love) af 8. december 2017 (Dz. U. af 2018, pos. 3) (herefter »lov om domstolsrådet«) er affattet således:

»1.   Sejm [(parlamentets underhus, Polen)] vælger blandt dommerne ved Sąd Najwyższy [(øverste domstol)], de almindelige domstole, forvaltningsdomstolene og de militære domstole 15 medlemmer af [domstolsrådet] for et fælles mandat på 4 år.

2.   Ved det i stk. 1 omhandlede valg tager Sejm så vidt muligt i betragtning, at en repræsentation af dommere fra forskellige typer og niveauer af retsinstanser i rådet er nødvendig.

3.   Det fælles mandat for de nye medlemmer af [domstolsrådet], som er valgt blandt dommerne, begynder dagen efter deres valg. De udtrædende medlemmer af [domstolsrådet] udøver deres funktioner indtil den dag, hvor det fælles mandat for de nye medlemmer af [domstolsrådet] begynder.«

7

Artikel 44 i lov om domstolsrådet fastsætter følgende:

»1.   En deltager i proceduren kan anlægge sag ved Sąd Najwyższy [(øverste domstol)] med den begrundelse, at [domstolsrådets] afgørelse er ulovlig, medmindre andet er fastsat i særlige bestemmelser. [...]

1a.   I individuelle procedurer vedrørende udnævnelse af en dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)] kan der anlægges sag ved [Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager)]. Det er i sådanne sager ikke muligt at anlægge sag ved Sąd Najwyższy [(øverste domstol)]. Et søgsmål ved Naczelny Sąd Administracyjny [(øverste domstol i forvaltningsretlige sager)] kan ikke støttes på et anbringende om en ukorrekt vurdering af ansøgernes opfyldelse af de kriterier, der tages hensyn til, når der træffes beslutning om forelæggelse af indstillingen om udnævnelse til dommer ved Sąd Najwyższy [(øverste domstol)].

1b.   Hvis ikke alle deltagerne i proceduren har anfægtet den i artikel 37, stk. 1, omhandlede afgørelse, bliver [domstolsrådets] afgørelse i individuelle procedurer vedrørende en udnævnelse til dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)] endelig for så vidt angår den del, der omfatter beslutningen om at forelægge indstillingen om udnævnelse til dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)], og for så vidt angår den del, der omfatter beslutningen om ikke at forelægge en indstilling om udnævnelse af en dommer ved denne øverste domstol, med hensyn til de deltagere i proceduren, som ikke har anlagt sag.

2.   Stævningen indgives via Przewodniczący [(domstolsrådets formand)] inden for en frist på to uger, regnet fra tidspunktet for meddelelsen af [domstolsrådets] indstilling og begrundelsen for denne. [...]«

8

Ved ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) af 8. december 2017 (Dz. U. af 2018, pos. 5) blev der inden for Sąd Najwyższy (øverste domstol) bl.a. oprettet Izba Kontroli Nadzwyczajnej i Spraw Publicznych (afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, Polen).

9

Artikel 26 i lov om den øverste domstol, som ændret ved l’ustawa o zmianie ustawy – Prawo o ustroju sądów powszechnych, ustawy o Sądzie Najwyższym oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om de almindelige domstoles organisation, lov om den øverste domstol og visse andre love) af 20. december 2019 (Dz. U. af 2020, pos. 190), bestemmer i stk. 2 og 3 følgende:

»2.   [Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager] har kompetence til at påkende anmodninger eller erklæringer vedrørende udelukkelse på grund af inhabilitet af en dommer eller udpegning af den domstol, for hvilken en sag skal føres, herunder klager over domstolens eller dommerens manglende uafhængighed. Den domstol, der behandler sagen, sender straks en anmodning til formanden for [afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager] om, at sagen behandles i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i særskilte bestemmelser. Indgivelsen af en anmodning til formanden for [afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager] indebærer ikke, at den verserende sag skal udsættes.

3.   Den i stk. 2 omhandlede anmodning behandles ikke, hvis den vedrører konstatering og bedømmelse af lovligheden af en dommers udnævnelse eller lovmæssigheden af dommerens beføjelse til at udøve judicielle funktioner.«

10

Artikel 47 i ustawa – Kodeks postępowania cywilnego (lov om indførelse af den civile retsplejelov) af 17. november 1964 (Dz. U. nr. 43, pos. 296) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »den civile retsplejelov«), har følgende ordlyd:

»1.   I første instans behandler retten sager i en sammensætning med en enedommer, medmindre andet er fastsat i en særlig bestemmelse.

[...]

3.   Kendelser uden for retsmøde afsiges af en enedommer.

[...]«

11

Artikel 48 i den civile retsplejelov bestemmer følgende:

»1.   En dommer udelukkes i henhold til loven:

[...]

[...]«

12

Denne lovs artikel 49 præciserer følgende:

»Uafhængigt af de i artikel 48 nævnte grunde skal retsinstansen efter anmodning fra en dommer eller en part udelukke denne dommer, såfremt der foreligger omstændigheder, som kan give anledning til rimelig tvivl om dommerens upartiskhed i den pågældende sag.«

13

Den nævnte lovs artikel 50 fastsætter følgende:

»1.   Parterne anmoder – enten skriftligt eller ved en mundtlig erklæring afgivet for den retsinstans, ved hvilken sagen verserer – om udelukkelse af en dommer og begrunder deres anmodning.

2.   Desuden skal den part, der har deltaget i retsmødet, godtgøre, at den omstændighed, som begrunder den ønskede udelukkelse, først er indtrådt eller blevet bragt til partens kundskab efterfølgende.

3.   Indtil der er truffet afgørelse om en anmodning om udelukkelse af en dommer:

14

Tvisten i hovedsagen står mellem to entreprenører og vedrører en fordring, der følger af en kontrakt om levering af tjenesteydelser.

15

Denne kontrakt udgør en handelstransaktion som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT 2011, L 48, s. 1). Sagsøgeren i hovedsagen har i forbindelse med sit søgsmål bl.a. nedlagt påstand om, at sagsøgte i hovedsagen tilpligtes at betale ham en kompensation for de påløbne inddrivelsesomkostninger, således som det er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1, og i artikel 10, stk. 1, i ustawa o przeciwdziałaniu nadmiernym opóźnieniom w transakcjach handlowych (lov om forebyggelse af uforholdsmæssigt store forsinkelser i handelstransaktioner) af 8. marts 2013 (Dz. U. af 2013, pos. 403), som gennemfører nævnte direktiv.

16

Ved skrivelse af 21. maj 2021 indgav sagsøgte i hovedsagen en anmodning om udelukkelse på grund af inhabilitet af dommer S.C., der skulle behandle hovedsagen. Han har gjort gældende, at denne dommer ikke var blevet gyldigt udnævnt til dommerembedet. Afgørelsen om hendes udnævnelse blev nemlig vedtaget af domstolsrådet i dets nye sammensætning, hvis forenelighed med forfatningen er blevet draget i tvivl af Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).

17

Dommer S.C. har gjort gældende, at der ikke foreligger nogen omstændigheder, der kan give anledning til tvivl om hendes upartiskhed, og at der derfor ikke er nogen grund til at udelukke hende fra behandlingen af den nævnte sag.

18

Behandlingen af anmodningen om udelukkelse af denne dommer er blevet forelagt Sąd Rejonowy Poznań – Stare Miasto w Poznaniu (retten i første instans i Poznań – Stare Miasto, Polen), som er den forelæggende ret, der træffer afgørelse om denne anmodning i en sammensætning med en enedommer.

19

I denne sammenhæng nærer den forelæggende ret tvivl om visse aspekter af udnævnelsen af den nævnte dommer. Den forelæggende ret har nærmere bestemt anført, at den samme dommer blev udnævnt af Republikken Polens præsident til dommer ved Sąd Rejonowy Poznań – Stare Miasto w Poznaniu (retten i første instans i Poznań – Stare Miasto) efter indstilling fra domstolsrådet i dets nye sammensætning.

20

Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at der blev indgivet tre ansøgninger om det pågældende dommerembede, herunder fra S.C., der havde været seniorassistent for en dommer siden 2016 ved Sąd Okręgowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań, Polen). Den forelæggende ret har præciseret, at dommerkollegiet ved Sąd Okręgowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań) og forsamlingen af repræsentanter for kredsdommerne under Sąd Okręgowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań) henholdsvis den 21. og den 24. september 2018 havde afgivet en positiv udtalelse om S.C.s ansøgning.

21

Ved afgørelse nr. 611/2018 af 4. december 2018 valgte domstolsrådet S.C.s ansøgning blandt de tre indgivne ansøgninger og indstillede over for Republikken Polens præsident at udnævne hende til dette dommerembede. De to andre ansøgere anlagde ikke sag til prøvelse af denne afgørelse i henhold til artikel 44, stk. 1, i lov om domstolsrådet. Den 14. marts 2019 besluttede Republikken Polens præsident at udnævne S.C. til det nævnte embede som dommer.

22

I denne sammenhæng er den forelæggende ret for det første i tvivl om, hvorvidt proceduren for udnævnelse af dommer S.C. er forenelig med EU-retten, navnlig henset til domstolsrådets sammensætning og rolle i denne procedure og til, at deltagerne i den nævnte procedure ikke havde effektive retsmidler til prøvelse af denne udnævnelse. Dens tvivl i denne henseende følger for det andet af praksis fra Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen), hvorefter en anmodning om udelukkelse på grund af inhabilitet af en dommer, der er baseret på uregelmæssigheder begået i forbindelse med dennes udnævnelse, ikke kan antages til realitetsbehandling, og af bestemmelserne i national ret, hvorefter prøvelsen af lovligheden af en dommerudnævnelse henhører under enekompetencen for afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager. Den forelæggende ret har i denne forbindelse ligeledes henvist til den praksis fra Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol), der følger af denne domstols dom af 14. juli 2021 i sag P 7/20, hvori den fastslog, at artikel 4, stk. 3, andet punktum, TEU, sammenholdt med artikel 279 TEUF, er uforenelig med den polske retsorden, for så vidt som disse bestemmelser gør det muligt for Domstolen at pålægge Republikken Polen »ultra vires-forpligtelser« gennem foreløbige forholdsregler vedrørende de polske retters organisering og kompetence såvel som den gældende procedure ved disse retter.

23

I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at domstolsrådet i henhold til forfatningen udgør et organ, der er væsentligt for den dømmende magts autonomi, og som har til opgave at sikre garantien for dommeres og domstoles uafhængighed. Dette organs sammensætning og virkemåde skal derfor opfylde de krav, der er fastsat i forfatningen, med henblik på at sikre, at de indstillinger om udnævnelse til et dommerembede, som dette organ forelægger for republikkens præsident, hidrører fra et organ, der er uafhængigt og repræsentativt for retsvæsenet. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at domstolsrådet i dets nye sammensætning, der følger af lov om domstolsrådet, er blevet oprettet i strid med de grundlæggende forfatningsmæssige principper i polsk ret og de retsstatsværdier, der er fastsat i EU-retten. Navnlig har valget af de 15 medlemmer af domstolsrådet med dommerstatus, som foretages af det polske parlamentets underhus og ikke af dommerne selv, ført til et tab af autonomi for den dømmende magt og til en klar afhængighed for dette organ af den lovgivende magt og den udøvende magt. Den forelæggende ret har fremhævet, at sådanne konstateringer er blevet udtrykkeligt bekræftet af Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol såvel som af Domstolen selv, hvilke retsinstanser alle har påpeget, at domstolsrådet i dets nye sammensætning ikke frembyder de garantier for uafhængighed og upartiskhed, der bl.a. kræves i henhold til EU-retten.

24

For det andet har den forelæggende ret anført, at behandlingen af de klager, der indbringes over domstolsrådets afgørelser om indstillinger om udnævnelse til et dommerembede, er overladt til afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, der udelukkende består af personer, der er udpeget efter en udnævnelsesproces gennemført af domstolsrådet i dets nye sammensætning. Under disse omstændigheder kan denne afdeling ikke anses for at frembyde de garantier for uafhængighed, der kræves af en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«. Da der ikke er nogen anden reel mulighed for at anfægte retmæssigheden af denne proces, kan manglen på effektive retsmidler imidlertid på en systemisk måde give anledning til rimelig tvivl om uafhængigheden og upartiskheden hos de dommere, der er udnævnt ved den nævnte proces.

25

Under disse omstændigheder har Sąd Rejonowy Poznań – Stare Miasto w Poznaniu (retten i første instans i Poznań – Stare Miasto) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26

Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 23. marts 2022 og den 11. januar 2024 blev retsforhandlingerne henholdsvis udsat, indtil der var truffet endelig afgørelse i de forenede sager C-181/21 og C-269/21, og genoptaget.

27

Prokuratura Okręgowa w Poznaniu (den regionale anklagemyndighed i Poznań, Polen) har gjort gældende, at Domstolen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse, i det væsentlige med den begrundelse, at de forelagte spørgsmål vedrører organiseringen af retsvæsenet, hvilket område ikke henhører under Unionens kompetence.

28

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne ganske vist henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og at dette navnlig kan være tilfældet for så vidt angår nationale regler vedrørende vedtagelse af afgørelser om udnævnelse af dommere og efter omstændighederne regler vedrørende domstolsprøvelsen i forbindelse med sådanne udnævnelsesprocedurer (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, af 22.3.2022, Prokurator Generalny (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse), C-508/19, EU:C:2022:201, præmis 56, og af 6.3.2025, D.K. (Fritagelse af en dommer fra dennes forpligtelser), C-647/21 og C-648/21, EU:C:2025:143, præmis 42).

29

Den indsigelse, som den regionale anklagemyndighed i Poznań således har fremført, vedrører desuden i det væsentlige selve rækkevidden af de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i de forelagte spørgsmål, og dermed fortolkningen af disse bestemmelser. En sådan fortolkning falder åbenbart inden for Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

30

Domstolen har derfor kompetence til at træffe afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse.

31

Den regionale anklagemyndighed i Poznań har i første omgang gjort gældende, at de forelagte spørgsmål er hypotetiske, eftersom den forelæggende ret ikke har anført nogen specifik omstændighed, der kan indikere, at dommer S.C. ikke skulle give nogen garanti for uafhængighed, eller at hun skulle være blevet udnævnt uretmæssigt.

32

Det skal i denne henseende bemærkes, at disse spørgsmål for det første har til formål at gøre det muligt for den forelæggende ret at vurdere, om de nationale retsforskrifter, der regulerer udnævnelsen af dommere, navnlig denne dommers udnævnelse, er forenelige med især artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2. For det andet tilsigter disse spørgsmål at afgøre, om disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning og en praksis fra denne medlemsstats forfatningsdomstol, som tillægger et organ – der i lighed med afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ikke opfylder kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – enekompetence til at prøve lovligheden af en dommerudnævnelse i forbindelse med en procedure om udelukkelse af en dommer, der er støttet på de betingelser, hvorunder denne dommer er blevet udnævnt.

33

Det må imidlertid konstateres, at de argumenter, som den regionale anklagemyndighed i Poznań har fremført vedrørende de garantier for uafhængighed, som dommer S.C. giver, i det væsentlige angår rækkevidden og dermed fortolkningen af de EU-retlige bestemmelser, som de præjudicielle spørgsmål vedrører, og de virkninger, som vil kunne følge af disse bestemmelser. Sådanne argumenter, der vedrører realiteten med hensyn til de forelagte spørgsmål, kan således på grund af selve deres karakter ikke medføre, at spørgsmålene skal afvises fra realitetsbehandling (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

34

De forelagte spørgsmål kan derfor ikke anses for at være hypotetiske.

35

I anden omgang har den regionale anklagemyndighed i Poznań gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har overholdt den forpligtelse, der er fastsat i artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement, vedrørende beskrivelsen af grundene til, at den er i tvivl om fortolkningen af de pågældende EU-retlige bestemmelser, og beskrivelsen af den forbindelse, som den har påvist mellem disse bestemmelser og de i hovedsagen omhandlede nationale retsforskrifter.

36

I denne henseende skal det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel 94, litra c), navnlig i henseende til indholdet af de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, grundene til, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i de forelagte spørgsmål, samt den forbindelse, som denne ret har påvist mellem disse EU-retlige bestemmelser og disse nationale bestemmelser, således at Domstolen råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe afgørelse om disse spørgsmål.

37

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse bør således antages til realitetsbehandling.

38

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsens begrundelse dels, at de forelagte spørgsmål i det væsentlige vedrører fortolkningen af princippet om domstolenes uafhængighed og upartiskhed, som fremgår af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, og af chartrets artikel 47, dels, således som det er anført i nærværende doms præmis 15, at den sag, der gav anledning til den i hovedsagen omhandlede anmodning om udelukkelse på grund af inhabilitet, bl.a. vedrører den polske lovgivning, der gennemfører direktiv 2011/7. Tvisten i hovedsagen er derfor ikke alene omfattet af anvendelsesområdet for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, men også af anvendelsesområdet for chartrets artikel 47.

39

Under disse omstændigheder er det kun nødvendigt at undersøge de forelagte spørgsmål i forhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, uden at det er nødvendigt ligeledes at fortolke artikel 6, stk. 1 og 3, TEU, idet den forelæggende ret ikke har redegjort for grundene til, at den har anmodet Domstolen om en fortolkning af denne sidstnævnte bestemmelse.

40

Med sit andet spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning og en praksis fra denne medlemsstats forfatningsdomstol, hvorefter det ved en procedure om udelukkelse af en dommer, der er støttet på betingelserne for udnævnelsen af den pågældende dommer, gælder, at behandlingen af anmodningen om udelukkelse henhører under enekompetencen for et organ såsom afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager og udelukker enhver prøvelse fra dette organs side af lovligheden af udnævnelsen af denne dommer, samt – i bekræftende fald – om den nationale ret, der skal behandle denne anmodning om udelukkelse, med henblik på at sikre den effektive virkning af disse bestemmelser er forpligtet til analogt at anvende nationale bestemmelser om automatisk udelukkelse af en dommer, der ikke kan pådømme en sag.

41

Det skal indledningsvis fremhæves, således som det i det væsentlige er anført i nærværende doms præmis 28, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne – navnlig de nationale retters oprettelse, sammensætning, kompetencer og virkemåde, herunder hvad angår de nærmere bestemmelser om kontrol med lovligheden af dommerudnævnelser – henhører under disse staters kompetence, skal staterne ikke desto mindre ved udøvelsen af denne kompetence overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten og navnlig i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

42

Princippet om en effektiv retsbeskyttelse, hvortil der henvises i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, udgør i denne henseende et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og som nu er bekræftet i chartrets artikel 47 (dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl.,C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 219 og den deri nævnte retspraksis, af 11.5.2023, Inspecţia Judiciară, C-817/21, EU:C:2023:391, præmis 40, og af 8.5.2024, Asociația Forumul Judecătorilor din România (Sammenslutninger af dommere og anklagere), C-53/23, EU:C:2024:388, præmis 35).

43

For så vidt som chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, tilsigter chartrets artikel 52, stk. 3, i øvrigt at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, dog uden at dette berører EU-rettens autonomi. Domstolen skal følgelig sørge for, at den fortolkning, som den foretager i en given sag, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke fraviger det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som denne bestemmelse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, af 1.8.2025, Dimnev, C-404/24, EU:C:2025:595, præmis 44, og af 4.9.2025, AW T, C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 46).

44

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at enhver medlemsstat i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal sørge for, at de retsinstanser, der som »domstole« i EU-rettens forstand skal træffe afgørelse om spørgsmål, der er knyttet til anvendelsen eller til fortolkningen af denne ret, og som således henhører under medlemsstatens retsmiddelsystem på de områder, der er omfattet af EU-retten, opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder kravet om uafhængighed (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, af 4.9.2025, AW T, C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 47, og af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 107).

45

I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret ansvarlig for at behandle en anmodning om udelukkelse på grund af inhabilitet af en dommer, der er baseret på, at denne ikke er blevet gyldigt udnævnt. Bestemmelserne i polsk ret, som fortolket af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol), fastsætter imidlertid, at prøvelsen af lovligheden af udnævnelsen af den pågældende person til et dommerembede henhører under enekompetencen for afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, således at det i henhold til polsk ret og denne polske forfatningsdomstols praksis ikke tilkommer den forelæggende ret selv at foretage en sådan undersøgelse, og at denne ret skal overlade denne vurdering til denne afdeling. Denne enekompetence forbliver i øvrigt begrænset, eftersom den nævnte afdeling i henhold til artikel 26, stk. 3, i lov om den øverste domstol ikke behandler en anmodning, der er indgivet i henhold til stk. 2 i denne artikel 26, hvis denne vedrører konstateringen og vurderingen af lovligheden af en dommerudnævnelse.

46

Efter indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse har Domstolen i denne henseende i præmis 201 og 386 i dom af 5. juni 2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) (C-204/21, EU:C:2023:442), i det væsentlige fastslået, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, og i henhold til princippet om EU-rettens forrang, idet den har vedtaget og opretholdt nationale regler, der under disciplinæransvar forbyder de nationale retsinstanser at efterprøve, om de selv eller de dommere, som de er sat med, eller andre dommere eller retsinstanser, opfylder de krav, der følger af EU-retten vedrørende de pågældende retsinstansers og dommeres uafhængighed, upartiskhed og forudgående oprettelse ved lov.

47

I den sag, der gav anledning til denne dom, tiltrådte Domstolen således Europa-Kommissionens første og andet klagepunkt, der bl.a. vedrørte foreneligheden med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 af artikel 42a, stk. 1 og 2, i ustawa – Prawo o ustroju sądów powszechnych (lov om de almindelige domstoles organisation) af 27. juli 2001 (Dz. U, nr. 98, pos. 1070), som forbyder enhver national retsinstans at efterprøve overholdelsen af de krav, der følger af EU-retten vedrørende en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, og af denne lovs artikel 107, stk. 1, nr. 2 og 3, der gør det muligt at kvalificere en sådan efterprøvelse som en disciplinærforseelse (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, AW T, C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 60).

48

Det skal hertil bemærkes, at Domstolen nåede frem til denne konklusion efter bl.a. at have fremhævet, at artikel 26, stk. 3, i lov om den øverste domstol udelukker, at afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager efter fra en anden retsinstans at have fået oversendt en anmodning om udelukkelse af en dommer kan behandle denne anmodning, når anmodningen vedrører konstatering og bedømmelse af lovligheden af en dommers udnævnelse eller lovmæssigheden af dommerens beføjelse til at udøve judicielle funktioner (dom af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 198).

49

Denne konklusion var ligeledes delvist begrundet med den omstændighed, at de nationale regler, der er nævnt i nærværende doms præmis 46, på grund af de forbud og de disciplinærforseelser, som de fastsatte i forhold til dommerne ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) og samtlige øvrige af de almindelige domstole og forvaltningsdomstole, kunne forhindre disse i at foretage visse konstateringer og bedømmelser, der under visse omstændigheder imidlertid påhvilede dem i medfør af EU-retten, henset til de krav, der følger af bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 om sikring af en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov« (jf. i denne retning dom af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 285).

50

Det fremgår nemlig af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, at medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at der findes en effektiv domstolsprøvelse, der i givet fald gør det muligt at efterprøve lovligheden af proceduren for udnævnelse af dommere. Denne forpligtelse følger af selve kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, hvilket forudsætter, at proceduren for udnævnelse af dommere er underlagt garantier, der er egnede til at forhindre enhver skade på deres uafhængighed og upartiskhed. Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU kræver således, at en national retsinstans under visse omstændigheder skal kunne efterprøve, om en ulovlighed, som proceduren for udnævnelse af en dommer er behæftet med, har kunnet medføre en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til effektive retsmidler for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i denne bestemmelse og i chartrets artikel 47 (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 130, 131, 152-154 og 159, og af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 131).

51

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU pålægger desuden medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at opnå et resultat, som ikke er undergivet betingelser med hensyn til den uafhængighed, der skal karakterisere de retsinstanser, som skal fortolke og anvende EU-retten. Det følger heraf, at de nationale retter, der inden for rammerne af deres kompetence har til opgave at anvende EU-retten, er forpligtet til at sikre den fulde virkning af kravene i EU-retten og dermed i denne artikel 19, stk. 1, andet afsnit, idet de om fornødent skal undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 146, og af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 253 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det følger nemlig af fast retspraksis, at enhver national ret har pligt til under en sag, der henhører under dens kompetence, som organ i en medlemsstat at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som har direkte virkning i den sag, som den skal påkende (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 61, og af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 158 og den deri nævnte retspraksis).

53

I tilfælde af en fastslået tilsidesættelse af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU kræver princippet om EU-rettens forrang således, at de nationale retsinstanser, der inden for rammerne af deres kompetence har til opgave at anvende EU-retten, af egen drift undlader at anvende bestemmelser i national ret, der er i strid med de krav, der følger af denne artikel 19, stk. 1, andet afsnit, uanset om disse bestemmelser er af lovgivningsmæssig eller forfatningsmæssig oprindelse, uden at de behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af disse bestemmelser ad lovgivningsmæssig vej eller ved nogen anden forfatningsmæssig fremgangsmåde (jf. i denne retning dom af 18.5.2021, Asociaţia Forumul Judecătorilor din România m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 247 og 251, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

54

Det følger desuden af fast retspraksis, at en national ret, som har gjort brug af den adgang, der er givet den ved artikel 267, stk. 2, TEUF, i givet fald skal se bort fra en højere national rets vurderinger – herunder når der er tale om en forfatningsdomstol – hvis den, henset til Domstolens fortolkning, er af den opfattelse, at disse vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten, i givet fald ved at undlade at anvende den nationale regel, der forpligter den til at efterkomme denne højere rets afgørelser. Denne løsning ligeledes finder anvendelse, når en almindelig domstol i henhold til en national procedureregel er bundet af en afgørelse fra en national forfatningsdomstol, som den anser for at være i strid med EU-retten (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 75 og 76).

55

I denne henseende fastslog Domstolen i dom af 18. december 2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang) (C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 196), at Republikken Polen, henset til den fortolkning af forfatningen, som Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol) anlagde i sin dom af 14. juli 2021, der er nævnt i nærværende doms præmis 22, havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til princippet om autonomi, princippet om forrang, effektivitetsprincippet og princippet om ensartet anvendelse af EU-retten.

56

Det følger heraf, at en polsk retsinstans er forpligtet til at undlade at anvende de vurderinger, der følger af Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom af 14. juli 2021, for så vidt som denne dom bekræfter forbuddet for enhver national ret mod at efterprøve, om en anden instans overholder de krav, der følger af EU-retten hvad angår garantien for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

57

Henset til de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 41-56, skal det bemærkes, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den forelæggende ret skal behandle en anmodning om udelukkelse af en dommer, der er støttet på betingelserne for udnævnelsen af denne dommer, påhviler det denne ret at undlade at anvende den polske lovgivning således som fortolket af bl.a. Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol), som forbyder den forelæggende ret at efterprøve lovligheden af denne udnævnelse og pålægger den at henvise denne efterprøvelse til afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, med henblik på selv at foretage denne efterprøvelse og i givet fald drage konsekvenserne heraf ved at udelukke den pågældende dommer på grund af inhabilitet.

58

Det skal imidlertid bemærkes, at det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, og navnlig af de indlæg, der er afgivet i retsmødet, at de retsstridige udnævnelser til dommerembeder er af systemisk karakter i Polen. Over 3000 dommere, dvs. ca. 30% af dommerne i denne medlemsstat, er nemlig blevet udnævnt efter indstilling fra domstolsrådet i dets nye sammensætning, uden at de ansøgere, der er blevet udelukket fra udnævnelsesprocedurerne, har adgang til effektive retsmidler til prøvelse af domstolsrådets indstillinger. Desuden er det allerede i flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og fra Domstolen selv blevet fastslået, at talrige aspekter af denne reform ikke opfylder de krav, der følger af henholdsvis EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47.

59

I denne henseende pålægger artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – således som det i det væsentlige er anført i nærværende doms præmis 44 – hver enkelt medlemsstat at indføre og opretholde et retssystem, der er egnet til at sikre, at de instanser, der henhører under dette system, og som har kompetence til at træffe afgørelse i søgsmål på de områder, der er omfattet af EU-retten, opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder kravet om uafhængighed.

60

Henset til den systemiske karakter af de retsstridige udnævnelser er en vurdering fra sag til sag af overholdelsen af kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, i forbindelse med procedurer om udelukkelse af dommere, der er støttet på betingelserne for udnævnelse af disse dommere, i princippet ikke tilstrækkelig til at sikre den fulde overholdelse af det krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, om, at sager, der henhører under EU-retten, skal behandles af uafhængige retsinstanser.

61

Dette gælder så meget desto mere, som forekomsten af systemiske eller generelle indgreb i den nationale dømmende magts uafhængighed som følge af sådanne uretmæssige udnævnelser ligeledes kan underminere den korrekte funktion af den præjudicielle forelæggelsesprocedure, som udgør et centralt element i den ordning, der er indført ved traktaterne med henblik på at gøre det muligt for de nationale retsinstanser at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som private har i henhold til EU-retten (dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing, C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis), idet sådanne indgreb således i alvorlig grad underminerer EU-rettens ensartethed, sammenhæng og fulde virkning.

62

Det skal i øvrigt ligeledes bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dom af 23. november 2023, Wałęsa mod Polen (CE:ECHR:2023:1123JUD005084921), hvor den traf afgørelse i henhold til pilotdomproceduren, i det væsentlige fastslog, at de konstaterede indbyrdes forbundne systemiske problemer kræver lovgivningsmæssige og andre passende foranstaltninger fra den polske stats side med henblik på at afhjælpe de problemer med retsvæsenets uafhængighed, der er forbundet med reformerne i denne stat.

63

Med henblik på dels at genoprette offentlighedens tillid til retssystemet og sikre overholdelsen af princippet om magtens tredeling, dels at sikre kontinuiteten og effektiviteten i retsvæsenets funktion, herunder effektiviteten af den i artikel 267 TEUF fastsatte mekanisme med præjudiciel forelæggelse, påhviler det følgelig den nationale retsorden i medfør af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU at fastlægge en retlig ramme, der – henset til arten og alvoren af de uregelmæssigheder, der er begået i forbindelse med dommerudnævnelsesproceduren – gør det muligt at vurdere mulighederne for, at de personer, der retsstridigt er blevet udnævnt til dommerembeder, kan fortsætte med at udøve deres hverv.

64

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU pålægger imidlertid ikke medlemsstaterne en fælles model for at sikre en effektiv retsbeskyttelse eller for at genoprette den tillid til retssystemet, som offentligheden har mistet som følge af systemiske uregelmæssigheder ved udnævnelsen til dommerembeder.

65

Medlemsstaterne råder således over en vid skønsmargen med hensyn til det konkrete indhold af den retlige ramme, der er fastsat med henblik herpå, dog under forudsætning af, at denne retlige ramme ved hjælp af objektive kriterier sikrer, at det kun er de retsstridigt udnævnte personer, som frembyder tilstrækkelige garantier for uafhængighed og upartiskhed, der kan fortsætte med at udøve deres hverv.

66

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, chartrets artikel 47 og princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at disse bestemmelser og dette princip er til hinder for en medlemsstats lovgivning og en praksis fra denne medlemsstats forfatningsdomstol, der fortolker denne lovgivning, som tillægger et organ enekompetence til at træffe afgørelse om en anmodning om udelukkelse af en dommer, der er støttet på betingelserne for udnævnelsen af denne dommer, samtidig med at dette organ ikke har mulighed for at behandle en sådan anmodning, hvis denne indeholder en anfægtelse af lovligheden af proceduren for udnævnelse af denne dommer. Det påhviler den nationale ret, der skal behandle en sådan anmodning om udelukkelse, at undlade at anvende denne lovgivning, således som fortolket i denne retspraksis, og selv at prøve lovligheden af udnævnelsen af den pågældende dommer, navnlig ved at efterprøve, om dommeren opfylder kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, og i givet fald ved at udelukke den pågældende dommer på grund af inhabilitet, hvis de eventuelle uregelmæssigheder, som denne udnævnelse er behæftet med, indebærer, at dette krav er blevet tilsidesat.

67

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at et dommerkollegium kan kvalificeres som en »uafhængig og upartisk domstol«, såfremt dette er sat med en enedommer, der er blevet udnævnt til sit embede efter en udnævnelsesprocedure, der er kendetegnet ved for det første, at vedkommendes ansøgning er blevet anbefalet af et organ, der ikke er uafhængigt, og for det andet, at de øvrige deltagere i denne udnævnelsesprocedure ikke havde ret til effektive retsmidler med henblik på at anfægte lovligheden af udnævnelsen af denne dommer.

68

Som det er anført i nærværende doms præmis 42, udgør princippet om en effektiv retsbeskyttelse, hvortil der henvises i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, i denne henseende et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som navnlig er fastslået i EMRK’s artikel 6, stk. 1, og som nu er bekræftet i chartrets artikel 47, stk. 2.

69

Garantierne om adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, og navnlig de garantier, der fastlægger begrebet og sammensætningen af en sådan domstol, udgør hjørnestenen i retten til en retfærdig rettergang. Efterprøvelsen af, om en instans i kraft af sin sammensætning udgør en sådan domstol, er – når der består alvorlig tvivl herom – nødvendig for den tillid, som domstolene i et demokratisk samfund skal indgyde borgerne (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 113, og af 8.5.2024, Asociația Forumul Judecătorilor din România (Sammenslutninger af dommere og anklagere), C-53/23, EU:C:2024:388, præmis 55).

70

Det følger af fast retspraksis, at de garantier for uafhængighed og upartiskhed, som således kræves efter EU-retten, forudsætter, at der findes regler – om bl.a. det pågældende organs sammensætning, medlemmernes udnævnelse og funktionsperiode, tilfælde, hvor organets medlemmer kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt tilfælde, hvor de kan afsættes – som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 109, af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 263).

71

Det er i denne henseende væsentligt, at dommerne er beskyttet mod indblanding eller ydre pres, der ville kunne bringe deres uafhængighed i fare. De regler, der finder anvendelse på dommeres status og udøvelsen af deres hverv, skal navnlig gøre det muligt at udelukke ikke blot enhver direkte indflydelse i form af instrukser, men ligeledes mere indirekte former for indflydelse, der kan påvirke de pågældende dommeres afgørelser, og derved gøre det muligt at udelukke, at disse dommere ikke fremstår som uafhængige og upartiske, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund og i en retsstat (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 110, af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 264).

72

I denne sammenhæng har Domstolen under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis fastslået, at selv om retten til adgang til en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, udgør en selvstændig ret, er denne ret ikke desto mindre meget nært knyttet til garantierne for »uafhængighed« og »upartiskhed«. I overensstemmelse med det princip om magtens tredeling, som er kendetegnende for en retsstats funktionsmåde, skal retsinstansernes uafhængighed navnlig sikres i forhold til den lovgivende og den udøvende magt (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 124 og 127 og den deri nævnte retspraksis, dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank,C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 117 og 118 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede), C-718/21, EU:C:2023:1015, præmis 47).

73

I denne henseende har kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i EU-retten til formål at forhindre, at organisationen af retssystemet overlades til den udøvende magts skøn, og at sørge for, at dette område reguleres af en lov, der er vedtaget af den lovgivende magt på en måde, som er i overensstemmelse med de regler, der danner rammen for udøvelsen af dens kompetence. Dette udtryk afspejler navnlig retsstatsprincippet og vedrører ikke blot selve retsgrundlaget for domstolens eksistens, men også domstolens sammensætning i hver sag samt enhver anden bestemmelse i national ret, hvis manglende overholdelse medfører, at en eller flere dommeres deltagelse i efterprøvelsen af sagen bliver ulovlig, hvilket navnlig omfatter bestemmelser vedrørende medlemmerne af den pågældende domstols uafhængighed og upartiskhed (dom af 26.3.2020, fornyet prøvelse Simpson mod Rådet og HG mod Kommissionen, C-542/18 RX-II og C-543/18 RX-II, EU:C:2020:232, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis, af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 129, og af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 265).

74

Det er derfor stadig nødvendigt, at de materielle betingelser og den processuelle fremgangsmåde, hvorunder afgørelser om dommerudnævnelser vedtages, har en sådan karakter, at der ikke opstår rimelig tvivl i offentligheden om, at de pågældende dommere er uimodtagelige for påvirkninger udefra og neutrale i forhold til de interesser, som står over for hinanden, når de berørte først er blevet udnævnt. Navnlig er det i denne forbindelse vigtigt, at disse betingelser og denne fremgangsmåde er udfærdiget på en sådan måde, at de krav, der er gengivet i nærværende doms foregående præmis, opfyldes (jf. i denne retning dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

75

Hvad nærmere bestemt angår dommerudnævnelsesprocessen har Domstolen under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ligeledes fastslået, at henset til de grundlæggende konsekvenser, som denne har for den dømmende magts funktion og legitimitet i en demokratisk stat baseret på lovens suverænitet, er en sådan proces nødvendigvis et element, som er uløseligt forbundet med begrebet »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 2. En domstols uafhængighed i denne bestemmelses forstand måles således navnlig ud fra, hvordan dens medlemmer er udnævnt (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede), C-718/21, EU:C:2023:1015, præmis 60).

76

Dog er ikke alle fejl i forbindelse med en dommerudnævnelsesprocedure af en sådan art, at der kan sås tvivl om den pågældende dommers uafhængighed og upartiskhed og dermed om, hvorvidt et dommerkollegium, hvori denne dommer har sæde, har status som en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov« i EU-rettens forstand (dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 123, og af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 267).

77

Det følger af fast retspraksis, at en ulovlighed, der er begået under udnævnelsen af en eller flere dommere inden for det pågældende retssystem, indebærer en tilsidesættelse af kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, navnlig når denne ulovlighed er af en sådan art og alvorlighed, at den skaber en reel risiko for, at andre dele af statsmagten, navnlig den udøvende magt, kan udøve et skøn, der ikke tilkommer denne, hvorved integriteten af resultatet af udnævnelsesproceduren bringes i fare, og der således vækkes en rimelig tvivl hos borgerne med hensyn til den eller de pågældende dommeres uafhængighed og upartiskhed. Dette er tilfældet, når der er tale om grundlæggende regler, der udgør en integrerende del af indretningen og funktionen af dette retssystem (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 130, og af 29.7.2024, Valančius, C-119/23, EU:C:2024:653, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

78

Konstateringen af, at der foreligger en tilsidesættelse af kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, og at denne tilsidesættelse har konsekvenser, er underlagt en samlet vurdering af en række forhold, der samlet set bidrager til at skabe rimelig tvivl hos borgerne om dommernes uafhængighed og upartiskhed (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 269).

79

Henset til konstateringen i nærværende doms præmis 57 tilkommer det således i det foreliggende tilfælde i sidste ende den forelæggende ret – i lyset af samtlige de principper, der er nævnt i nærværende doms præmis 68-75, og efter at have foretaget de nødvendige vurderinger med henblik herpå – at tage stilling til, om samtlige de betingelser, hvorunder dommer S.C. blev udnævnt, og navnlig de eventuelle uregelmæssigheder, der måtte være blevet begået i forbindelse med proceduren for hendes udnævnelse, kan føre til den konklusion, at denne dommer ikke kan anses for at være en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i EU-retten.

80

Artikel 267 TEUF giver nemlig ikke Domstolen kompetence til at anvende EU-retlige regler på et bestemt tilfælde, men kun til at udtale sig om fortolkningen af traktaterne og retsakter vedtaget af EU-institutionerne. I henhold til fast retspraksis kan Domstolen imidlertid som led i det retslige samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF, og på grundlag af de sagsakter, som den råder over, forsyne den forelæggende ret med de EU-retlige fortolkningselementer, der kan være hensigtsmæssige for denne ved vurderingen af den ene eller den anden EU-retlige bestemmelses virkninger (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 132 og 133 og den deri nævnte retspraksis).

81

Hvad angår de i hovedsagen omhandlede oplysninger og nærmere bestemt for det første den omstændighed, at dommer S.C.s ansøgning blev anbefalet af domstolsrådet i dets nye sammensætning, skal det bemærkes, at domstolsrådet, således som det fremgår af nærværende doms præmis 23, ifølge forfatningen udgør et organ, der er væsentligt for den dømmende magts autonomi, og som har til opgave at sikre dommeres og domstoles uafhængighed.

82

Hvad angår domstolsrådet i dets nye sammensætning har Domstolen imidlertid fastslået, at den omstændighed, at den igangværende mandatperiode, som havde en varighed på 4 år, der var fastsat i forfatningens artikel 187, stk. 3, for visse af de medlemmer, som indtil da havde udgjort domstolsrådet, var blevet forkortet, og den omstændighed, at de 15 medlemmer af domstolsrådet med dommerstatus, som tidligere blev valgt af deres dommerkolleger, som følge af de ændringer af lov om det nationale domstolsråd, der førte til lov om domstolsrådet, var blevet udnævnt af en del af den polske lovgivende magt – med den konsekvens, at 23 af de 25 medlemmer, som udgør dette organ, var blevet udpeget af den udøvende og den lovgivende magt i Polen eller var medlemmer af disse magter – kunne fremkalde rimelig tvivl om domstolsrådets uafhængighed og rolle i den udnævnelsesproces, der skulle føre til udnævnelser til dommerembeder ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 104, 105 og 108, og af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 146 og 150).

83

Det fremgår imidlertid også af Domstolens praksis, at den omstændighed, at domstolsrådet i dets nye sammensætning ikke frembyder tilstrækkelige garantier for uafhængighed til at fjerne enhver rimelig tvivl om lovligheden af de dommerudnævnelsesprocedurer, som domstolsrådet medvirker i, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at konkludere, at der foreligger en tilsidesættelse af de krav, der er uløseligt forbundet med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

84

Hvad for det andet angår den manglende ret til effektive retsmidler for deltagerne i den pågældende udnævnelsesprocedure, idet de kun har mulighed for at klage til afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, der selv er sammensat af dommere udnævnt efter indstilling fra domstolsrådet i dets nye sammensætning, skal det bemærkes, at Domstolen i præmis 77 i dom af 21. december 2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede) (C-718/21, EU:C:2023:1015) – under bedømmelsen af, om afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager havde status som en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF – fastslog, at de såvel systemiske som faktuelle forhold, som karakteriserede udnævnelsen til afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager af de dommere, der oprindeligt var blevet udnævnt til denne afdeling, samlet set har til følge, at denne instans ikke har egenskab af en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, AW T, C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 49 og 50).

85

I forlængelse af denne dom har Domstolen i øvrigt i flere kendelser med de samme begrundelser afvist anmodninger om præjudiciel afgørelse fra realitetsbehandling, der var indgivet af afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, som helt eller delvist var sammensat af medlemmer, der var udnævnt på samme betingelser som dem, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til den nævnte dom (kendelse af 9.4.2024, T. (Audiovisuelle programmer for børn), C-22/22, EU:C:2024:313, af 15.5.2024, Rzecznik Finansowy, C-390/23, EU:C:2024:419, af 29.5.2024, Prokurator Generalny (Særligt retsmiddel i Polen II), C-43/22, EU:C:2024:459, af 29.5.2024, Rzecznik Praw Obywatelskich (Særligt retsmiddel i Polen), C-720/21, EU:C:2024:489, og af 21.6.2024, Kancelaria B., C-810/23, EU:C:2024:543).

86

Som det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, forholder det sig i den konkrete sag således, at på tidspunktet for udnævnelsen af dommer S.C., hvorunder der kunne indbringes en klage for afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, var samtlige dommere med sæde i denne afdeling blevet udnævnt under de omstændigheder, der var blevet undersøgt af Domstolen i dom af 21. december 2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede) (C-718/21, EU:C:2023:1015), og som havde ført til den konstatering, der er gengivet i nærværende doms præmis 84, hvorefter den nævnte afdeling ikke har egenskab af en »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov«.

87

Med forbehold for de vurderinger, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, kan den klage, der kan indbringes for afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, således ikke anses for at være effektiv, eftersom den indbringes for en retsinstans, hvis medlemmer ikke opfylder kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2.

88

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de manglende effektive retsmidler for deltagerne i den pågældende udnævnelsesprocedure i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at den pågældende dommer ikke er »forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2, har Domstolen ganske vist fastslået, at den eventuelt manglende mulighed for domstolsprøvelse i forbindelse med en procedure for udnævnelse til dommerembeder ved en national øverste retsinstans i visse tilfælde kan vise sig ikke at være problematisk med hensyn til de krav, der følger af EU-retten, herunder navnlig af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. Det forholder sig imidlertid anderledes i en situation, hvor alle relevante omstændigheder, der kendetegner en sådan procedure i en bestemt national retlig og faktisk sammenhæng, og navnlig omstændigheder, hvorunder de hidtidigt eksisterende muligheder for domstolsprøvelse pludselig afskaffes, kan skabe tvivl af systemisk karakter i offentligheden om, hvorvidt de dommere, der udnævnes efter denne procedure, er uafhængige og upartiske (jf. i denne retning dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 129).

89

I det foreliggende tilfælde kan det derfor ikke lægges til grund, at fraværet af et sådant retsmiddel til prøvelse af udnævnelsen af S.C. til dommerembedet isoleret set er tilstrækkeligt til at udelukke hende på grund af inhabilitet.

90

Under disse omstændigheder skal det vurderes, om de to omstændigheder, der er genstand for det første spørgsmål, samlet set gør det muligt at konkludere, at den nævnte dommer ikke opfylder kravet om en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2.

91

Som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, og som det følger af Domstolens praksis, skal der i denne forbindelse med henblik på at vurdere, om dommere opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed og udgør en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i disse bestemmelser, ikke blot foretages en undersøgelse af de forhold, der vedrører deres udnævnelsesprocedure, men ligeledes tages hensyn til andre relevante kontekstuelle forhold, idet der skal foretages en samlet vurdering af samtlige forhold i forbindelse med deres udnævnelse (jf. i denne retning dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 132).

92

Som det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, fungerede dommer S.C. for det første som seniorassistent for en dommer ved Sąd Okręgowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań). For det andet afgav dommerkollegiet ved denne regionale domstol og forsamlingen af repræsentanter for kredsdommerne under den nævnte regionale domstol en positiv udtalelse om hendes ansøgning. For det tredje har de øvrige ansøgere i udnævnelsesproceduren ikke anfægtet udnævnelsen af denne dommer. For det fjerde har den forelæggende ret ikke nævnt noget andet relevant indicium angående omstændighederne omkring denne udnævnelse, som i forhold til den i nærværende doms præmis 91 omhandlede undersøgelse kunne have bidraget til at skabe rimelig tvivl hos borgerne om, at denne dommer var uimodtagelig for påvirkninger udefra.

93

Med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, synes der således ikke i det foreliggende tilfælde at kunne konstateres en anden faktisk og retlig omstændighed, der kan rejse tvivl om denne dommers uafhængighed eller upartiskhed.

94

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at et dommerkollegium kan kvalificeres som en »uafhængig og upartisk domstol«, såfremt dette er sat med en enedommer, der er blevet udnævnt til sit embede efter en udnævnelsesprocedure, der er kendetegnet ved for det første, at denne dommers ansøgning er blevet anbefalet af et organ, der ikke frembyder tilstrækkelige garantier for uafhængighed til at udelukke enhver rimelig tvivl hos borgerne om lovligheden af de dommerudnævnelsesprocedurer, som dette organ medvirker i, og for det andet, at deltagerne i denne udnævnelsesprocedure ikke havde ret til effektive retsmidler, forudsat at der ikke foreligger andre relevante omstændigheder vedrørende sammenhængen for denne procedure, som er af en sådan art og alvorlighed, at de samlet set er egnede til at skabe tvivl om den pågældende dommers uafhængighed eller upartiskhed.

95

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: