–

KL ved avvocato A. Barletta samt avocats C. Glon og P. Mathonnet,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azema og S. Grünheid, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), samt af artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Frankrig af en europæisk arrestordre, som de italienske judicielle myndigheder har udstedt mod KL med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf på 12 år og 6 måneder for forhold, der er blevet retligt beskrevet som væbnet røveri i forening, hærværk og plyndring, våbenbesiddelse samt anvendelse af sprænganordninger, og som blev begået i Genova (Italien) i 2001.

3

6. og 12. betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

[…]

4

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

5

Rammeafgørelsens artikel 2, der har overskriften »Anvendelsesområde for den europæiske arrestordre«, fastsætter følgende i stk. 1, 2 og 4:

»1.   En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.

2.   Følgende lovovertrædelser som defineret i den udstedende medlemsstats lovgivning medfører fuldbyrdelse på grundlag af en europæisk arrestordre på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de i den udstedende medlemsstat kan straffes med frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år:

[…]

4.   For andre end de i stk. 2 nævnte lovovertrædelser kan overgivelse være betinget af, at de forhold, der ligger til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af det.«

6

Rammeafgørelsens artikel 3, 4 og 4a opregner de obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Særligt bestemmer artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« følgende i nr. 1):

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

7

Artikel 5 i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde.

8

Artikel 695-23 i code de procédure pénale (strafferetsplejeloven) bestemmer:

»Fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre afslås ligeledes, hvis det forhold, der er genstand for den nævnte arrestordre, ikke udgør en lovovertrædelse efter fransk ret.

Uanset stk. 1 kan en europæisk arrestordre fuldbyrdes, uden at de påtalte forhold undergives kontrol af dobbelt strafbarhed, når de pågældende handlinger i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsberøvelse af en varighed på mindst tre års fængsel eller en frihedsberøvende foranstaltning af tilsvarende varighed, og når de er omfattet af en af de kategorier af lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 694-32.

Når bestemmelserne i det foregående stykke finder anvendelse, er det udelukkende den udstedende medlemsstats judicielle myndighed, der har kompetence til at foretage den retlige beskrivelse af forholdene og fastsætte den dertilhørende straf. […]«

9

Artikel 419 i codice penale (straffeloven) fastsætter følgende i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen:

»Den, der uden for de i artikel 285 omhandlede tilfælde begår hærværk eller plyndring, straffes med fængsel i 8-15 år. Denne straf forhøjes, hvis overtrædelsen vedrører våben, ammunition eller fødevarer på et salgs- eller opbevaringssted.«

10

Den 6. juni 2016 udstedte de italienske judicielle myndigheder en europæisk arrestordre mod KL med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf på 12 år og 6 måneder, som Corte d’appello di Genova (appeldomstolen i Genova, Italien) havde idømt ved dom af 9. oktober 2009, og som blev endelig den 13. juli 2012, efter at Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) ved dom af samme dag havde forkastet hans appel.

11

Den nævnte straf er resultatet af en sammenlægning af fire straffe, der er idømt for fire lovovertrædelser, nemlig for det første væbnet røveri i forening, som er blevet straffet med et års fængsel, for det andet hærværk og plyndring, der er blevet straffet med ti års fængsel, for det tredje våbenbesiddelse, som er blevet straffet med ni måneders fængsel, og for det fjerde anvendelse af sprænganordninger, der er blevet straffet med ni måneders fængsel.

12

Hvad særligt angår den lovovertrædelse, der blev retligt beskrevet som »hærværk og plyndring«, indeholder den europæiske arrestordre følgende beskrivelse af omstændighederne omkring udførelsen heraf:

»[V]ed i forening med mere end fem andre personer og i forbindelse med deltagelse i demonstrationen mod G8-topmødet har [KL] udført handlinger i form af hærværk og plyndring under omstændigheder, hvor der geografisk og tidsmæssigt bestod en objektiv fare for den offentlige orden, flere tilfælde af ødelæggelse af anlæg i byer og offentlige ejendomme, i hvilken forbindelse skadernes størrelse ikke har kunnet opgøres nøjagtigt, men mindst beløber sig til flere hundrede millioner lire, og beskadigelse på, plyndring af og ødelæggelse ved brandstiftelse af [et] finansinstitut[…], biler og andre forretning[er], med den skærpende omstændighed, at de berørte personer har lidt betydelig økonomisk skade.«

13

Ifølge de for Domstolen fremlagte oplysninger fremgår det af dommen afsagt af Corte d’appello di Genova (appeldomstolen i Genova) den 9. oktober 2009, at KL blev tilregnet syv handlinger, der blev retligt beskrevet som »hærværk og plyndring« som fastsat i straffelovens artikel 419, og som blev anset for at udgøre en og samme lovovertrædelse, nemlig ødelæggelse af anlæg i byer og offentlige ejendomme, ødelæggelse og plyndring af en byggeplads, fuldstændig ødelæggelse af lokaler tilhørende Credito Italiano SpA, fuldstændig ødelæggelse ved afbrænding af et køretøj af mærket Fiat Uno, fuldstændig ødelæggelse ved brandstiftelse af lokaler tilhørende Banca Carige SpA, fuldstændig ødelæggelse ved afbrænding af et køretøj af mærket Fiat Brava og fuldstændig ødelæggelse og plyndring af et supermarked.

14

KL gav ikke samtykke til at blive overgivet med henblik på fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, der er nævnt i nærværende doms præmis 10.

15

Ved dom af 23. august 2019 besluttede forundersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes, Frankrig) at indhente yderligere oplysninger, bl.a. med henblik på fremlæggelse af dommen afsagt af Corte d’appello di Genova (appeldomstolen i Genova) den 9. oktober 2009 og den i nærværende doms præmis 10 omhandlede dom af 13. juli 2012 fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol).

16

Ved dom af 15. november 2019 afslog forundersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes) at overgive KL af processuelle grunde. Den nævnte dom blev ophævet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), og sagen blev hjemvist til cour d’appel d’Angers (appeldomstolen i Angers, Frankrig).

17

Ved dom af 4. november 2020 afslog forundersøgelsesafdelingen ved cour d’appel d’Angers (appeldomstolen i Angers) for det første at overgive KL til de italienske myndigheder på grundlag af den europæiske arrestordre, for så vidt som denne arrestordre var blevet udstedt med henblik på fuldbyrdelse af den straf på ti års fængsel, som var blevet idømt for de forhold, der var blevet retligt beskrevet som »hærværk og plyndring«, og anmodede for det andet om yderligere oplysninger, hvorved den italienske judicielle myndighed blev spurgt, om den ønskede, at idømmelsen af straffen på to år og seks måneders fængsel idømt for de tre øvrige lovovertrædelser, der var omhandlet i den nævnte arrestordre, skulle fuldbyrdes i Frankrig.

18

Procureur général près la cour d’appel d’Angers (anklagemyndigheden ved appeldomstolen i Angers) og KL har iværksat kassationsappel til prøvelse af den nævnte dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol), som er den forelæggende ret.

19

Sidstnævnte er af den opfattelse, at den sag, der er blevet indbragt for den, rejser spørgsmål om fortolkningen af den betingelse om forholdets dobbelte strafbarhed, som er fastsat i artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 (herefter »betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed«).

20

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at for at afslå overgivelsen af KL med henblik på fuldbyrdelse af den fængselsstraf på ti år, der var blevet idømt for forhold, der var blevet retligt beskrevet som »hærværk og plyndring«, anførte forundersøgelsesafdelingen ved cour d’appel d’Angers (appeldomstolen i Angers), at to af de handlinger, der er lagt til grund for denne lovovertrædelse, ikke ville udgøre lovovertrædelser i Frankrig, nemlig dels ødelæggelsen af Credito Italianos lokaler, dels ødelæggelsen ved afbrænding af køretøjet af mærket Fiat Brava. Forundersøgelsesafdelingen udledte heraf, at eftersom Corte d’appello di Genova (appeldomstolen i Genova) og Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) havde »udtrykt en utvetydig vilje« til at anse disse syv forhold, for hvilke der var blevet indledt retsforfølgelse under den retlige beskrivelse »hærværk og plyndring«, for at udgøre en uadskillelig helhed, indebar betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed derfor, at der skulle ses bort fra alle disse uadskillelige forhold, der var blevet straffet under denne retlige beskrivelse.

21

I denne sammenhæng har den forelæggende ret anført, at det følger af den praksis fra Domstolen, der kan udledes af dom af 11. januar 2017, Grundza (C-289/15, EU:C:2017:4), at det i forbindelse med vurderingen af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed påhviler den fuldbyrdende judicielle myndighed at efterprøve, om de forhold, der er lagt til grund for den pågældende lovovertrædelse, således som de er gengivet i dommen afsagt af den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat, også som sådan ville være strafbare på den fuldbyrdende medlemsstats område, såfremt de havde fundet sted på dette område. En fuldstændig overensstemmelse er hverken påkrævet mellem lovovertrædelsens gerningsindhold, således som det er retligt beskrevet i den udstedende medlemsstats lovgivning og i den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, eller mellem denne lovovertrædelses betegnelse eller retlige beskrivelse i de pågældende nationale lovgivninger.

22

Den forelæggende ret har gjort gældende, at selv om denne retspraksis er udviklet i forbindelse med fortolkningen af Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27), synes denne retspraksis – på grund af ligheden i de to rammeafgørelser mellem bestemmelserne om dobbelt strafbarhed – at kunne overføres til de betingelser, som prøvelsen af forholdets dobbelte strafbarhed skal foretages under på området for europæiske arrestordrer.

23

Den forelæggende ret har anført, at det i italiensk ret forholder sig således, at lovovertrædelsen »hærværk og plyndring« omfatter flere handlinger i form af omfattende ødelæggelser og tilfælde af vandalisme, der ikke blot medfører tab for ejerne af goderne, men også en krænkelse af den offentlige orden, som bringer det normale samfundsliv i fare. I fransk strafferet er den omstændighed, at den offentlige orden bringes i fare ved masseødelæggelse af løsøre eller fast ejendom, ikke specifikt strafbar. Specifikt strafbare er kun forhold i form af ødelæggelse, vandalisme og tyveri i kombination med vandalisme, eventuelt udført i forening med andre, der kan medføre tab for ejerne af sådanne goder.

24

Selv om det ikke kræves, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem gerningsindholdet af den pågældende lovovertrædelse i italiensk ret og gerningsindholdet af den tilsvarende lovovertrædelse i fransk ret, fremstår krænkelsen af den offentlige orden imidlertid som værende et væsentligt element med henblik på den retlige beskrivelse af lovovertrædelsen som »hærværk og plyndring«, således at anvendelsen af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed efter den forelæggende rets opfattelse ikke synes at være så åbenbar, at den ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl.

25

Såfremt betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed ikke er til hinder for overgivelsen af KL, er den forelæggende ret af den opfattelse, at der i så fald opstår spørgsmål om forholdsmæssigheden af den straf, for hvilken der ansøges om overgivelse, på grundlag alene af de faktiske forhold, med hensyn til hvilke denne betingelse er opfyldt.

26

I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at rammeafgørelse 2002/584 ikke indeholder nogen bestemmelse, der gør det muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå at overgive den pågældende med den begrundelse, at den straf, der er idømt i den udstedende medlemsstat, ikke synes at stå i forhold til de faktiske forhold, som ligger til grund for overgivelsen.

27

Selv om rammeafgørelsens artikel 5 fastsætter, at den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at en europæisk arrestordre kun må fuldbyrdes på betingelse af, at den udstedende medlemsstat i sin lovgivning har bestemmelser om, at den idømte straf kan tages op til fornyet prøvelse, gælder dette for det andet kun i det tilfælde, hvor den lovovertrædelse, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, kan straffes med livsvarig fængselsstraf eller med en anden livsvarig frihedsberøvende foranstaltning.

28

Selv om den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at der er alvorlige vanskeligheder med hensyn til forholdsmæssigheden af den europæiske arrestordre, kan den derfor ikke af denne grund afslå at foranstalte overgivelse af den eftersøgte person med henblik på fuldbyrdelse af den straf, som er blevet idømt i den udstedende medlemsstat. Eftersom det principielt tilkommer den udstedende judicielle myndighed at efterprøve, om en europæisk arrestordre er forholdsmæssig, inden den udstedes, kan det – i det tilfælde, hvor en sådan arrestordre er blevet udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf for en enkelt lovovertrædelse, der er karakteriseret ved flere handlinger, men hvoraf kun nogle udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning – desuden tænkes, at denne arrestordre ikke længere er forholdsmæssig på trinnet for fuldbyrdelsen heraf, skønt den var det på trinnet for udstedelsen heraf.

29

Henset til de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, som i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal respekteres i forbindelse med en europæisk arrestordre, ønsker den forelæggende ret på denne baggrund oplyst, om chartrets artikel 49, stk. 3 – der fastsætter princippet om, at straffens omfang skal stå i rimeligt forhold til den pågældende lovovertrædelse – pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når denne for det første er blevet udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en enkelt straf for en enkelt lovovertrædelse, og når en del af de forhold, for hvilke denne straf er blevet idømt, for det andet ikke udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

30

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed er opfyldt i en situation, hvor en europæisk arrestordre udstedes med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som er blevet idømt for forhold, der i den udstedende medlemsstat henhører under en lovovertrædelse, hvis gerningsindhold kræver, at disse forhold krænker en i denne medlemsstat beskyttet retlig interesse, når sådanne forhold ligeledes er strafbare efter lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, men hvor krænkelse af denne beskyttede retlige interesse ikke udgør et element i gerningsindholdet.

32

I henhold til Domstolens faste praksis skal der med henblik på at fastlægge rækkevidden af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed ikke blot tages hensyn til ordlyden af artikel 2, stk. 4, og af artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, men også til den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af (jf. i denne retning dom af 28.1.2021, Spetsializirana prokuratura (Meddelelse om rettigheder), C-649/19, EU:C:2021:75, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

33

For det første fremgår det af ordlyden af artikel 2, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, at vurderingen af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed kræver, at det efterprøves, om de forhold, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, »uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af det«. Tilsvarende bestemmer nr. 1) i rammeafgørelsens artikel 4, der vedrører de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis det forhold, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, i et af de tilfælde, der er nævnt i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, ikke udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

34

For at afgøre, om betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed er opfyldt, er det således nødvendigt og tilstrækkeligt, at de forhold, der har givet anledning til udstedelsen af den europæiske arrestordre, også udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning. Det følger heraf, at det ikke er påkrævet, at lovovertrædelserne er identiske i begge de omhandlede medlemsstater (jf. analogt for så vidt angår anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager dom af 11.1.2017, Grundza, C-289/15, EU:C:2017:4, præmis 34).

35

Det fremgår nemlig klart af ordene »uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse« af lovovertrædelsen, således som den er fastsat i den fuldbyrdende medlemsstat, at EU-lovgiver ikke har opstillet et krav om en fuldstændig overensstemmelse hverken mellem gerningsindholdet af lovovertrædelsen, således som denne er retligt beskrevet i henholdsvis den udstedende medlemsstats og den fuldbyrdende medlemsstats lovgivninger, eller mellem denne lovovertrædelses betegnelse eller kvalificering i disse nationale lovgivninger (jf. analogt dom af 11.1.2017, Grundza, C-289/15, EU:C:2017:4, præmis 35).

36

Det følger heraf, at det ved vurderingen af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed og med henblik på at afgøre, om der foreligger en grund til at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i henhold til artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, påhviler den fuldbyrdende judicielle myndighed at efterprøve, om de til lovovertrædelsen knyttede faktiske forhold, der har givet anledning til udstedelsen af denne europæiske arrestordre, ligeledes som sådan ville udgøre en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, såfremt de havde fundet sted på sidstnævntes område (jf. analogt dom af 11.1.2017, Grundza, C-289/15, EU:C:2017:4, præmis 38).

37

For det andet taler den sammenhæng, hvori artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 indgår, samt formålene med denne rammeafgørelse ligeledes for en sådan fortolkning.

38

I denne henseende skal det bemærkes, at den nævnte rammeafgørelse med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, tilsigter at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Den Europæiske Unions erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

39

Princippet om gensidig anerkendelse, som ifølge sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, finder udtryk i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det følger heraf, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder principielt kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, og at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kun kan underlægges en af de betingelser, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

41

Princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for den overgivelsesordning, som er indført ved rammeafgørelse 2002/584, har bl.a. ført til, at der i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, er opstillet en liste over strafbare handlinger, som medfører overgivelse af den pågældende person på grundlag af en europæisk arrestordre uden kontrol af forholdets dobbelte strafbarhed.

42

Hvad angår lovovertrædelser, der ikke er opført på den nævnte liste, fastsætter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, en mulighed for den fuldbyrdende medlemsstat for at gøre fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre betinget af, at betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed er opfyldt.

43

Denne betingelse udgør i medfør af den nævnte rammeafgørelses artikel 4, nr. 1), en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og dermed en undtagelse til reglen om, at den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, således at anvendelsesområdet for denne grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal fortolkes strengt for at begrænse tilfældene af afslag på fuldbyrdelse af denne europæiske arrestordre (jf. analogt dom af 11.1.2017, Grundza, C-289/15, EU:C:2017:4, præmis 46).

44

Selv om artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 tildeler den fuldbyrdende judicielle myndighed beføjelse til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, når betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed ikke er opfyldt, kan denne bestemmelse, for så vidt som den fastsætter en undtagelse til det i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, indeholdte princip om gensidig anerkendelse, derfor ikke fortolkes på en måde, der ville føre til en neutralisering af det formål, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 38-40, og som består i at lette og fremskynde overgivelsen mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder i lyset af den gensidige tillid, der skal eksistere mellem disse (jf. analogt dom af 24.9.2020, Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof (Specialitetsprincippet), C-195/20 PPU, EU:C:2020:749, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

45

Såfremt betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed skulle fortolkes således, at denne betingelse kræver, at der er fuldstændig overensstemmelse dels mellem gerningsindholdet af lovovertrædelsen, således som den er retligt beskrevet i den udstedende medlemsstats lovgivning, og gerningsindholdet af den lovovertrædelse, der er fastsat i den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, dels med hensyn til den retlige interesse, som er beskyttet i disse to medlemsstaters lovgivninger, ville dette imidlertid være til skade for overgivelsesprocedurens effektivitet.

46

Henset til minimumsharmoniseringen på det strafferetlige område på EU-plan ville der nemlig med hensyn til en lang række lovovertrædelser ikke foreligge en sådan fuldstændig overensstemmelse. Den fortolkning, der er anlagt i den foregående præmis, ville følgelig i væsentlig grad begrænse de situationer, hvor betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed kan være opfyldt, hvilket således bringer det med rammeafgørelse 2002/584 forfulgte formål i fare.

47

Desuden, og som følge heraf, ville denne fortolkning ligeledes tilsidesætte det formål, der består i at bekæmpe straffrihed for en eftersøgt person, som befinder sig i et andet land end det, hvor personen har begået en lovovertrædelse, og som også udgør et formål med rammeafgørelse 2002/584 (jf. i denne retning dom af 17.12.2020, Openbaar Ministerie (Den udstedende judicielle myndigheds uafhængighed), C-354/20 PPU og C-412/20 PPU, EU:C:2020:1033, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

48

Såfremt betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed fortolkes således, at denne betingelse kræver, at den beskyttede retlige interesse, hvis krænkelse er omfattet af lovovertrædelsens gerningsindhold i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning, skal være omfattet af lovovertrædelsens gerningsindhold efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, ville dette nemlig kunne føre til et afslag på overgivelse af den pågældende person med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skønt denne person er blevet dømt i den udstedende medlemsstat, og skønt de forhold, på grundlag af hvilke denne europæiske arrestordre er blevet udstedt, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

49

Det kan derfor ikke være et krav for anvendelsen af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed efterprøver, om krænkelsen af den retlige interesse, der er beskyttet af den udstedende medlemsstats lovgivning, ligeledes er omfattet af lovovertrædelsens gerningsindhold efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

50

Det er følgelig uden betydning, at de forhold, der har givet anledning til udstedelsen af den europæiske arrestordre, i den udstedende medlemsstat er omfattet af en lovovertrædelse, som opstiller et krav om, at disse forhold kan krænke en retlig interesse, der er beskyttet i henhold til denne medlemsstats lovgivning, såsom i det foreliggende tilfælde en krænkelse af den offentlige orden, mens dette element i henhold til den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning ikke er en betingelse for, at forholdene kan udgøre en lovovertrædelse.

51

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed er opfyldt i en situation, hvor en europæisk arrestordre udstedes med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som er blevet idømt for forhold, der i den udstedende medlemsstat henhører under en lovovertrædelse, hvis gerningsindhold kræver, at disse forhold krænker en i denne medlemsstat beskyttet retlig interesse, når sådanne forhold ligeledes er strafbare efter lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, men hvor krænkelse af denne beskyttede retlige interesse ikke udgør et element i gerningsindholdet.

52

Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 3, skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når denne straf i den udstedende medlemsstat er blevet idømt for en enkelt lovovertrædelse, som den eftersøgte person har begået, og som består af flere forhold, hvoraf kun nogle udgør en strafbar handling i den fuldbyrdende medlemsstat.

53

Indledningsvis skal det fastslås, at artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 ikke udtrykkeligt omhandler det tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan afslås med den begrundelse, at kun en del af de forhold, der har givet anledning til den enkelte lovovertrædelse i den udstedende medlemsstat, hvorpå denne europæiske arrestordre er støttet, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

54

Under disse omstændigheder skal der tages hensyn til den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og til de formål, der forfølges med rammeafgørelse 2002/584.

55

For det første følger det af besvarelsen af det første spørgsmål, at det med henblik på vurderingen af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed ikke er relevant, at de forhold, for hvilke den europæiske arrestordre er blevet udstedt, er blevet retligt beskrevet som en enkelt lovovertrædelse efter den udstedende medlemsstats lovgivning.

56

Som det fremgår af nærværende doms præmis 51, begrænser denne vurdering sig nemlig til at afgøre, om de pågældende forhold, såfremt disse havde fundet sted på den fuldbyrdende medlemsstats område, ligeledes ville have udgjort en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, uafhængigt af det gerningsindhold af lovovertrædelsen og den retlige beskrivelse, der er lagt til grund i den udstedende medlemsstat.

57

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbyrdende judicielle myndighed kan finde en grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i den situation, hvor kun nogle af de nævnte forhold udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, skal det bemærkes, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 43, at betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed henhører under de i rammeafgørelsens artikel 4 opregnede fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, og disse skal fortolkes strengt med henblik på at begrænse de tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke fuldbyrdes.

58

Følgelig, og således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse, kan den omstændighed, at kun en del af de forhold, som udgør en lovovertrædelse i henhold til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, også udgør en lovovertrædelse efter lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, ikke gøre det muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, idet den i artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584 omhandlede grund til at afslå fuldbyrdelse ellers udvides til at omfatte den del af forholdene, der udgør en lovovertrædelse efter den udstedende medlemsstats lovgivning, og som således ikke er omfattet af anvendelsesområdet for den nævnte grund.

59

Denne fortolkning understøttes af rammeafgørelsens opbygning.

60

Hvis det antages, at overgivelsen i den situation, der er omhandlet i nærværende doms præmis 58, er betinget af, at den pågældende person ikke afsoner straffen i den udstedende medlemsstat for den del af forholdene, som ikke udgør en lovovertrædelse i den fuldbyrdende medlemsstat, skal det nemlig bemærkes, at en sådan betingelse ikke fremgår af artikel 5 i rammeafgørelse 2002/584. Domstolen har imidlertid gentagne gange fastslået, at den europæiske arrestordres fuldbyrdelse kun kan underlægges de betingelser, der er udtømmende fastsat i nævnte artikel 5 (jf. i denne retning dom af 3.3.2020, X (Europæisk arrestordre – Dobbelt strafbarhed), C-717/18, EU:C:2020:142, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

61

Den fortolkning af artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, der fremgår af de foregående præmisser i nærværende dom, bekræftes i øvrigt af den analyse af de med rammeafgørelse 2002/584 forfulgte formål, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 38-40 og 47, nemlig dels formålet om at lette og fremskynde overgivelsen mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder, henset til den gensidige tillid, der skal eksistere mellem disse myndigheder, dels formålet om at bekæmpe straffrihed for en eftersøgt person, som befinder sig i et andet land end det, hvor personen angiveligt har begået en lovovertrædelse.

62

Således som den franske regering i det væsentlige har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, ville en fortolkning af betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed, hvorefter fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan afslås med den begrundelse, at en del af de forhold, der er strafbare i den udstedende medlemsstat, ikke udgør en lovovertrædelse i den fuldbyrdende medlemsstat, skabe hindringer for den pågældende persons faktiske overgivelse og føre til personens straffrihed for samtlige de omhandlede forhold. Denne fortolkning ville nemlig føre til, at der gives afslag på overgivelse, skønt en del af disse forhold opfylder denne betingelse.

63

Det skal derfor fastslås, at betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed er opfyldt, når den europæiske arrestordre er blevet udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, selv når denne straf i den udstedende medlemsstat er blevet idømt som følge af, at den eftersøgte person har begået en enkelt lovovertrædelse, der består af flere forhold, hvoraf kun nogle udgør en strafbar handling i den fuldbyrdende medlemsstat.

64

En sådan fortolkning er ligeledes i overensstemmelse med det princip om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf, der er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 3, og som den forelæggende rets spørgsmål vedrører.

65

For det første forholder det sig nemlig således, at i den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, sikres overholdelsen af princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf af de judicielle myndigheder i den udstedende medlemsstat. Domstolen har fastslået, at ansvaret for at sikre overholdelsen af de rettigheder, der tilkommer en person, som anmodes udleveret, først og fremmest ligger hos den udstedende medlemsstat (dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 50, og af 6.12.2018, IK (Fuldbyrdelse af en tillægsstraf), C-551/18 PPU, EU:C:2018:991, præmis 66).

66

Således som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, er den omstændighed, at den straf, der er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, eventuelt er uforholdsmæssig, for det andet ikke omfattet af de obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der fremgår af artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584.

67

Det fremgår desuden af nærværende doms præmis 36, at betingelsen om forholdets dobbelte strafbarhed alene indebærer, at det skal efterprøves, om de til lovovertrædelsen knyttede faktiske forhold, der har givet anledning til udstedelsen af den pågældende europæiske arrestordre, ligeledes som sådan ville udgøre en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, såfremt de havde fundet sted på sidstnævntes område.

68

Det tilkommer derfor ikke den fuldbyrdende judicielle myndighed inden for rammerne af undersøgelsen af denne betingelse at vurdere den straf, der er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, i lyset af chartrets artikel 49, stk. 3.

69

På baggrund af det ovenstående skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 3, skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når denne straf i den udstedende medlemsstat er blevet idømt for en enkelt lovovertrædelse, som den eftersøgte person har begået, og som består af flere forhold, hvoraf kun nogle udgør en strafbar handling i den fuldbyrdende medlemsstat.

70

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: