Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. SZPUNAR

fremsat den 16. juni 2022 (1)

Sag C-265/21

AB,

AB-CD

mod

Z EF

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 1) – kompetence i sager om kontraktforhold – begrebet »kontraktforhold« – søgsmål med henblik på at fastslå, at der foreligger en ejendomsret baseret på to på hinanden følgende aftaler – aftale, der skal tages hensyn til med henblik på at fastlægge opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen – lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser – forordning (EF) nr. 593/2008«

I.      Indledning

1.        De spørgsmål, som cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) har stillet, vedrører i det væsentlige fortolkningen af artikel 5, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001 (2) og artikel 4 i forordning (EF) nr. 593/2008 (3).

2.        Den første af disse bestemmelser, hvis fortolkning udgør kernen i den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, fastsætter specielle kompetenceregler i kontraktforhold, der i visse situationer gør det muligt for sagsøgeren at sagsøge sagsøgte ved retterne i en anden medlemsstat end den, hvor sagsøgte har sin bopæl, som afvigelse fra den almindelige regel i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

3.        I den foreliggende sag skal det afklares, om denne bestemmelse finder anvendelse i en tvist vedrørende en sag, baseret på to aftaler, om anerkendelse af en ejendomsret til 20 kunstværker på trods af, at der ikke foreligger noget direkte kontraktforhold mellem tvistens parter, som er efterkommere efter parterne i den første aftale.

4.        I denne sammenhæng har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse om rækkevidden af udviklingen af dens praksis på området. Den foreliggende præjudicielle forelæggelse foranlediger således Domstolen til endnu en gang at behandle begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. I den foreliggende sag skal Domstolen give den forelæggende ret de oplysninger, der giver den mulighed for at vurdere, om Domstolens seneste domme (4) skal anses for at udgøre en ændring i forhold til den tidligere praksis vedrørende fortolkningen af denne bestemmelse.

5.        Som jeg vil redegøre nærmere for, er jeg af den opfattelse, at artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede.

II.    Retsforskrifter

A.      Forordning nr. 44/2001

6.        Artikel 2, stk. 1, i kapitel II, afdeling 1, der har overskriften »Almindelige bestemmelser«, i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

7.        I forordningens kapitel II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler« indgår bl.a. artikel 5, nr. 1), hvori bestemmes:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

1)      a)      i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

b)      ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

–        ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

–        ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

c)      er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse«

B.      Forordning nr. 593/2008

8.        Artikel 4 i forordning nr. 593/2008, der vedrører spørgsmålet om, hvilken lov der finder anvendelse, når parterne ikke har foretaget et lovvalg, har følgende ordlyd:

»1.      Har parterne ikke aftalt lovvalg i overensstemmelse med artikel 3, bestemmes den lov, der finder anvendelse på aftalen, som følger, jf. dog artikel 5-8:

a)      aftaler om køb af varer er underlagt loven i det land, hvor sælger har sit sædvanlige opholdssted

b)      tjenesteydelsesaftaler er underlagt loven i det land, hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdssted

[...]

2.      Er aftalen ikke omfattet af stk. 1, eller er aftalens bestanddele omfattet af mere end et af litraerne a)-h) i stk. 1, underlægges aftalen loven i det land, hvor den part, der præsterer den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit sædvanlige opholdssted.

3.      Fremgår det klart af alle sagens omstændigheder, at aftalen hvor parterne ikke har aftalt lovvalg, har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er angivet i stk. 1 eller 2, finder loven i dette andet land anvendelse.

4.      Kan det i henhold til stk. 1 eller 2 ikke bestemmes, hvilken lov der finder anvendelse, er aftalen underlagt loven i det land, hvortil den har sin nærmeste tilknytning.«

III. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

9.        Ægtefællerne X EF og Y EF, der var forældre til Z EF, sagsøgte i hovedsagen, var tyske kunstnere, som bl.a. havde udført 20 typologiske fotopaneler (herefter »kunstværkerne«), der var del af en international udstilling, der blev afholdt i 1977.

10.      CD, der var svigermor til AB og mor til AB-CD, sagsøgerne i hovedsagen, drev et kunstgalleri i Liège (Belgien). I slutningen af 1980 eller begyndelsen af 1981 blev kunstværkerne, og efterfølgende ligeledes ægthedscertifikaterne til disse værker, overgivet til CD.

11.      Ved en aftale af 26. januar 2007 købte sagsøgerne i hovedsagen kunstværkerne af CD. CD døde den 24. november 2007, og Y EF døde samme år.

12.      I august 2013 overlod AB kunstværkerne til selskabet Christie’s med henblik på salg på auktion. I 2014 kontaktede dette selskab X EF, der oplyste, at hun var ejer af værkerne. Salget af kunstværkerne på auktion blev udsat.

13.      Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at disse værker var blevet købt af CD, mens sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at de blev deponeret hos CD’s kunstgalleri for at blive præsenteret for offentligheden med henblik på salg.

14.      Den 20. juni 2014 anlagde sagsøgerne i hovedsagen det foreliggende søgsmål med påstand om, i det væsentlige, at det fastslås, at de er eneejere af kunstværkerne, og at X EF forbydes at gøre krav på ejendomsret til disse.

15.      X EF, der blev sagsøgt ved tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien), nedlagde principalt påstand om manglende kompetence og værneting på grundlag af forordning nr. 44/2001 med den begrundelse, at hun havde bopæl i Tyskland. Subsidiært nedlagde hun påstand om afvisning eller manglende grundlag for kravet mod hende, idet hun krævede kunstværkerne tilbageleveret. X EF afgik ved døden den 10. oktober 2015, og sagsøgte i hovedsagen indtrådte i sagen.

16.      Ved en dom af 22. november 2016 fastslog tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles), at den ikke havde stedlig kompetence. Retten fastslog i denne forbindelse, at den ikke havde kompetence i medfør af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, eftersom der ikke forelå noget kontraktforhold mellem de omhandlede parter.

17.      Sagsøgerne i hovedsagen appellerede denne dom til cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien). De gjorde gældende, at CD erhvervede kunstværkerne ved en købsaftale, at sagen skal kvalificeres som »kontraktretlig«, og at de belgiske retter har kompetence, eftersom opfyldelsesstedet er beliggende i Belgien. Heroverfor gjorde sagsøgte i hovedsagen gældende, at kunstværkerne var omfattet af en deponeringsaftale, og at afgørelsen af, hvilken ret der er kompetent, eftersom der efter hans opfattelse er tale om et søgsmål om »vindikation« af ejendomsretten, henhører under artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, der tillægger de tyske retter kompetence.

18.      For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det søgsmål, som sagsøgerne i hovedsagen har anlagt, er en sag »om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, fastslog den forelæggende ret, at der ikke består et direkte kontraktforhold mellem de to parter i tvisten. Henset til Domstolens seneste domme på området (5) er den forelæggende ret imidlertid af den opfattelse, at det kan tænkes, at kravet om, at det skal fastslås, at der foreligger en frivilligt indgået forpligtelse, ikke længere, som det har været tilfældet siden Handte-dommen (6), indebærer, at denne forpligtelse er blevet indgået mellem tvistens parter, men alene indebærer, at sagsøgeren støtter sit søgsmål mod sagsøgte på en retlig forpligtelse, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden (7). Ifølge den forelæggende ret har Domstolen nemlig ikke blot præciseret, at sager om kontraktforhold omfatter alle de forpligtelser, som udspringer af den kontrakt, hvis misligholdelse påberåbes som grundlag for sagsøgerens sagsanlæg (8), men har også fastslået, at et søgsmål med påstand om kompensation (9), i lighed med et omstødelsessøgsmål, henhører under begrebet »sager om kontraktforhold«, eftersom årsagen til søgsmålet i sig selv er en frivilligt påtaget forpligtelse (10).

19.      Den forelæggende ret har anført, at selv om der har været tale om specifikke, konkrete situationer, uden for hvilke en sådan fortolkning ikke kan tiltrædes, har Domstolen ikke desto mindre bekræftet, at den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold, der er fastsat i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, ikke er baseret på parternes identitet, men på årsagen til kravet (11).

20.      På denne baggrund har cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) ved afgørelse af 1. april 2021, som indgik til Justitskontoret den 26. april 2021, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i [forordning nr. 44/2001]

fortolkes således, at dette kræver, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, også selv om sagsøgte ikke frivilligt har påtaget sig forpligtelsen og/eller ikke frivilligt har påtaget sig forpligtelsen over for sagsøgeren?

I bekræftende fald, hvilken grad af tilknytning skal der da være mellem den retlige forpligtelse, der frivilligt er påtaget, og sagsøgeren og/eller sagsøgte?

2)      Indebærer begrebet »krav«, som sagsøgeren »støtter sig på« – i lighed med det kriterium, som anvendes for at sondre mellem, om et krav henhører under sager om kontraktforhold som omhandlet i [...] artikel 5, nr. 1), i [forordning nr. 44/2001] eller under »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i samme forordnings artikel 5, nr. 3) ([dom af 24.11.2020, Wikingerhof, C-59/19, herefter »Wikingerhof-dommen«, ECLI:EU:C:2020:950,] præmis 32) – at det skal efterprøves, om en fortolkning af den retlige forpligtelse, der frivilligt er påtaget, forekommer nødvendig for at bedømme sagens realitet?

3)      Henhører et sagsanlæg, hvorunder en sagsøger ønsker at få fastslået, at denne ejer et gode, som vedkommende er i besiddelse af, på grundlag af to købsaftaler, dvs. en første, som den oprindelige medejer af godet (ægtefælle til sagsøgte, der ligeledes er oprindelig medejer) angiveligt har indgået med den person, som solgte godet til sagsøgeren, og en anden, som de to sidstnævnte har indgået, under sager om kontraktforhold som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i [forordning nr. 44/2001]?

a)      Forholder det sig anderledes, hvis sagsøgte påberåber sig, at den første aftale ikke var en købsaftale, men en deponeringsaftale?

b)      Såfremt et af disse tilfælde henhører under sager om kontraktforhold, hvilken kontrakt skal da tages i betragtning ved [fastlæggelsen af stedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen]?

4)      Skal artikel 4 i [forordning nr. 593/2008] fortolkes således, at den finder anvendelse på den situation, der er omhandlet i det tredje præjudicielle spørgsmål, og hvilken aftale skal der i givet fald tages hensyn til?«

21.      Parterne i hovedsagen, den belgiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

IV.    Bedømmelse

A.      Det fjerde præjudicielle spørgsmåls formalitet

22.      Uden formelt at nedlægge påstand om afvisning af det fjerde præjudicielle spørgsmål har Kommissionen gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har anført grundene til, at den er i tvivl om anvendelsen af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 593/2008 på de i hovedsagen omhandlede aftaler.

23.      Det skal erindres, at det i henhold til fast retspraksis, som nu afspejles i artikel 94 i Domstolens procesreglement, for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Forelæggelsesafgørelsen skal endvidere angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (12).

24.      I den foreliggende sag må det fastslås, at den forelæggende ret ikke har redegjort for grundene til forelæggelsen af det fjerde spørgsmål, og at den som følge heraf ikke har opfyldt kravet i artikel 94 i Domstolens procesreglement.

25.      Jeg foreslår, at det fjerde spørgsmål afvises.

B.      Realiteten

26.      De tre første præjudicielle spørgsmål har nærmere bestemt til formål at opnå en fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, således som den fremgår af Domstolens praksis.

27.      Den forelæggende rets tvivl, som i det væsentlige vedrører rækkevidden af udviklingen i den omfattende retspraksis fra Domstolen gennem de seneste 30 år, hænger dels sammen med, at Domstolens fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke er ensartet, og dels med den ændring af praksis, som Domstolen har foretaget, idet den har opgivet den restriktive fortolkning af dette begreb.

28.      I dette forslag til afgørelse vil jeg først kort fremsætte nogle indledende bemærkninger navnlig vedrørende opbygningen af, formålene med og tilblivelseshistorien for forordning nr. 44/2001 (første afsnit). Dernæst vil jeg undersøge den relevante praksis fra Domstolen vedrørende det selvstændige begreb »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 1), med henblik på at afklare rækkevidden af dets udvikling og foreslå et svar på det første præjudicielle spørgsmål (andet afsnit), og endelig vil jeg analysere det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål (tredje og fjerde afsnit).

1.      Indledende bemærkninger

29.      Det skal for det første erindres, at forordning nr. 44/2001, der har erstattet konventionen af 27. september 1968 (13), hviler på denne konvention og skaber kontinuitet med denne (14). Som det fremgår af fast retspraksis, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af denne konventions bestemmelser derfor også for den nævnte forordnings bestemmelser, når bestemmelserne i disse instrumenter kan »sidestilles« med hinanden (15). Dette er tilfældet for artikel 5, nr. 1), i Bruxelleskonventionen og artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, som har stort set samme ordlyd. Dette er ligeledes tilfældet for så vidt angår begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 1), idet de ændringer, der er blevet foretaget af denne bestemmelse, kun vedrører det tilknytningskriterium, som skal lægges til grund for at fastlægge, hvilken ret der har kompetence med hensyn til kontrakter om salg af varer og levering af tjenesteydelser, mens bestemmelsens substans for restens vedkommende fortsat svarer til Bruxelleskonventionen (16). For så vidt som den forelæggende ret har spurgt Domstolen om udviklingen i dens nyere praksis vedrørende dette begreb, vil jeg i dette forslag til afgørelse ligeledes henvise til den relevante retspraksis vedrørende artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, som har erstattet forordning nr. 44/2001.

30.      For det andet skal det fremhæves, at det ifølge fast praksis er nødvendigt at fortolke artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ud fra dens tilblivelseshistorie, formål og system (17). For så vidt angår begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse, skal det mere præcist erindres, at Domstolen siden Peters Bauunternehmung-dommen (18) vedrørende fortolkningen af Bruxelleskonventionen flere gange har fastslået, at dette begreb ikke kan forstås således, at der henvises til den kvalificering, som i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gives af det retsforhold, der er indbragt for den nationale ret. Dette begreb skal derimod fortolkes selvstændigt ud fra forordningens opbygning og formål med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af denne i alle medlemsstaterne (19). Selv om Domstolen således ikke har givet en generel og abstrakt definition af begrebet »sager om kontraktforhold«, har den dog opridset konturerne af dette begreb i det enkelte tilfælde, hvorved den har taget hensyn til lovændringer og har angivet, om der forelå en kontraktlig forpligtelse.

31.      I denne henseende har Domstolen bestræbt sig på at definere systematikken i og målene for forordning nr. 44/2001, siden den »kom til verden« i form af Bruxelleskonventionen, og gør det stadig. Jeg finder det vigtigt med en kort gennemgang dels af rækkevidden af betingelserne for anvendelsen af forordningens artikel 5, nr. 1), dels af de vanskeligheder, som denne bestemmelse frembyder i forbindelse med en særdeles omfattende retspraksis (20).

32.      Indledningsvis skal det med hensyn til opbygningen af forordning nr. 44/2001 erindres, at Domstolen i Peters Bauunternehmung-dommen (21) første gang udtalte sig om forholdet mellem den almindelige regel i denne forordnings artikel 2, stk. 1, hvorefter kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, og den specielle kompetenceregel i »sager om kontraktforhold« i samme forordnings artikel 5, nr. 1). I denne dom fastslog Domstolen, at »[Bruxelleskonventionens] artikel 5 indeholder som en undtagelse fra den almindelige kompetenceregel i konventionens artikel 2, stk. 1, en række specielle kompetenceregler, som sagsøgeren kan vælge imellem« (22). Denne vurdering er gentagne gange blevet fastslået af Domstolen i dens praksis (23).

33.      For så vidt dernæst angår formålene med forordning nr. 44/2001 skal det anføres, at ifølge 11. betragtning til denne forordning bør kompetencereglerne frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. I 12. betragtning til forordning nr. 44/2001 anføres det desuden, at som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.

34.      Endelig skal jeg ligeledes erindre om, at det fremgår af tilblivelseshistorien bag artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, at de særlige kompetenceregler hviler på, »at der er en snæver forbindelse mellem en retstvist og den ret, der er kompetent til at afgøre den« (24). Sagsøgerens valgmuligheder i henhold til denne bestemmelse opfylder derfor kravene vedrørende nærhedsprincippet (25).

35.      På baggrund af disse indledende bemærkninger vil jeg nu analysere de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet.

2.      Det første præjudicielle spørgsmål

36.      Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, selv når denne forpligtelse ikke er direkte bindende for tvistens parter. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilken grad af tilknytning der skal være mellem den kontraktlige forpligtelse og de pågældende parter. Med dette spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at bekræfte fortolkningen af begrebet »sager om kontraktforhold«, således som den fremgår af Domstolens nyere praksis.

37.      Hvad for det første angår de særlige forhold i den foreliggende sag har sagsøgerne i hovedsagen støttet deres søgsmål om anerkendelse af ejendomsretten på en købsaftale indgået af moderen til en af de to sagsøgere, som var galleriejer og købte kunstværkerne af et kunstnerpar, der var forældre til sagsøgte i hovedsagen. Sidstnævnte har gjort gældende, at den pågældende aftale ikke var en købsaftale, men en deponeringsaftale.

38.      Som den forelæggende ret har fastslået, blev den omhandlede aftale ikke indgået mellem parterne i hovedsagen, som derfor ikke direkte er bundet ved aftale.

39.      Hvad for det andet angår parternes skriftlige indlæg er sagsøgerne i hovedsagen og den belgiske regering af den opfattelse, at begrebet »sager om kontraktforhold« skal fortolkes bredt, således at tredjeparter også kan påberåbe sig artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Den belgiske regering har dog gjort gældende, at de kriterier, der blev opstillet i flightright-dommen, ikke skal anvendes på situationer, hvor der opstår spørgsmål om, hvem der er ejer af et gode, som det er tilfældet i den foreliggende sag, men alene på situationer, hvor kravet er baseret på selve den kontraktlige forpligtelse. Ifølge den belgiske regering er der en tendens til, at Domstolens nyere praksis fører til »forum shopping« til skade for retssikkerheden.

40.      Sagsøgte i hovedsagen og Kommissionen har bl.a. gjort gældende, at der skal foreligge et kontraktforhold mellem de omhandlede parter, for at søgsmålet kan kvalificeres som en »sag om kontraktforhold«. I denne forbindelse har sagsøgte i hovedsagen anført, at de specielle kompetenceregler skal fortolkes strengt for at sikre formålet om forudsigelighed og retssikkerhed i forordning nr. 44/2001. For så vidt angår Kommissionen har denne under hensyntagen til den praksis, som Domstolen fastsatte i Handte-dommen (26), gjort gældende, at den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold ikke finder anvendelse i en situation, hvor sagsøgeren støtter sit søgsmål på flere på hinanden følgende aftaler, idet sagsøgeren og sagsøgte ikke er parter i den samme aftale. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den almindelige regel om, at kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, skal anvendes.

41.      Henset til formuleringen af det første præjudicielle spørgsmål og parternes indlæg finder jeg det nødvendigt at analysere Domstolens relevante praksis.

a)      Domstolens relevante praksis vedrørende begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001

42.      I artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 bestemmes, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om kontraktforhold ved retten »på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«. Med henblik på at fastslå den retlige kompetence i henhold til denne bestemmelse og besvare spørgsmålet om, hvorvidt en tvist kan kvalificeres som en tvist »i sager om kontraktforhold«, har Domstolen foretaget en selvstændig fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold«, hvorved den i første omgang tog udgangspunkt i en restriktiv fortolkning af dette begreb og dernæst i anden omgang i en bredere fortolkning af begrebet. Med disse to tilgange fastlægges den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, og dermed opfyldelsesstedet for den pågældende forpligtelse, på forskellig vis. Domstolen har ganske vist fastslået, at »den forpligtelse, hvis opfyldelsessted er afgørende for, hvilken ret der i medfør af artikel 5, nr. 1, [i forordning nr. 44/2001] har kompetencen, er den, der følger af kontrakten, og hvis misligholdelse påberåbes som grundlag for sagsanlægget« (27). På trods af dette udsagns klarhed er det imidlertid ikke altid let at identificere denne forpligtelse, hvilket fremgår at de vanskeligheder, der opstår i forbindelse med fortolkningen af begrebet »sager om kontraktforhold« (28).

43.      I denne sammenhæng opstår spørgsmålet, om Domstolen har opgivet den restriktive fortolkning til fordel for en bredere fortolkning og dermed har foretaget en ændring i forhold til sin tidligere praksis. Dette spørgsmål er kernen i den tvivl, der ligger til grund for de foreliggende præjudicielle spørgsmål. For få bedre indblik i rækkevidden af denne retspraksis og kunne foreslå et brugbart svar forekommer det mig nødvendigt at identificere disse to fortolkningslinjer og deres udvikling i den nævnte retspraksis og målene om forudsigelighed og/eller nær tilknytning i forordning nr. 44/2001, som Domstolen har lagt til grund for at anlægge den ene eller den anden fortolkning.

1)      Den restriktive fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold«: kravet om, at der skal foreligge en aftale mellem tvistens parter

44.      Begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 udgør et selvstændigt begreb i EU-retten, der har til formål at afgrænse denne bestemmelses anvendelsesområde (29).

45.      Med henblik på at opridse konturerne af dette selvstændige begreb anlagde Domstolen i begyndelsen af 1980’erne en restriktiv fortolkning af den specielle kompetenceregel, som sagsøgeren kan gøre brug af i sager om kontraktforhold (herefter den »restriktive fortolkning«). Peters Bauunternehmung-dommen og Handte-dommen var starten på denne linje i retspraksis.

46.      I Peters Bauunternehmung-dommen (30), udtalte Domstolen sig om forholdet mellem de specielle kompetenceregler og den almindelige kompetenceregel (31). I den juridiske litteratur er opfattelsen, at Domstolen i denne dom udtalte sig »til fordel for en restriktiv fortolkning af alt, hvad der fremstår som en undtagelse til Bruxelleskonventionens artikel 2« (32).

47.      Dernæst fastslog Domstolen i Kalfelis-dommen (33), at de specielle kompetenceregler som undtagelser fra det almindelige princip må fortolkes snævert (34), idet den derefter præciserede, at disse regler »ikke [kan] føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, [Bruxelles]konventionen har for øje« (35). Selv om denne tilgang efter min opfattelse ikke havde til formål at begrænse anvendelsesområdet for »sager om kontraktforhold« (36) ved at anlægge en streng fortolkning af »kontraktlig forpligtelse«, anlagde Domstolen i senere domme ikke desto mindre en restriktiv fortolkning af sidstnævnte begreb, idet den støttede sig på den omstændighed, at der var tale om en af undtagelserne fra den almindelige kompetenceregel.

48.      I Handte-dommen (37) udtalte Domstolen sig for første gang om begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), idet den fastslog, at dette begreb »ikke kan fortolkes således, at det omfatter en situation, hvor der ikke foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden«. Med henvisning til princippet om forudsigeligheden af det værneting, hvor sagsøgeren kan anlægge sag (38), fastslog Domstolen, at »bestemmelsen i konventionens artikel 5, nr. 1), skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på en sag, der af en senere køber af en genstand anlægges mod producenten, som ikke er sælgeren, som følge af, at genstanden lider af defekter eller er uegnet til det formål, den skal anvendes til« (39).

49.      På grundlag af denne dom stod det klart, at den restriktive fortolkning, som Domstolen havde anlagt, begrænsede begrebet »sager om kontraktforhold« således, at denne bestemmelse kun fandt anvendelse på forholdet mellem den omhandlede aftales kontrahenter, dvs. alene på tvister mellem aftaleparterne. Med henblik på kvalificeringen af søgsmålet var det afgørende element, som Domstolen lagde vægt på, nemlig kontraktforholdet mellem tvistens parter.

50.      I denne forbindelse finder jeg det vigtigt at fremhæve, at Domstolen i denne linje i retspraksis (40) ved fortolkningen af artikel 5, nr. 1), i Bruxelleskonventionen eller forordning nr. 44/2001 i lyset af denne konventions eller denne forordnings formål og opbygning først og fremmest lagde målet om forudsigelighed til grund for begrebet »sager om kontraktforhold« (41).

51.      Selv om denne restriktive fortolkning af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 og dermed af begrebet »sager om kontraktforhold«, som længe blev opretholdt i retspraksis (42), blev vel modtaget i en del af den juridiske litteratur (43), blev den imidlertid også kritiseret af visse forfattere, ikke blot med hensyn til den strenge tilgang til forholdet mellem den almindelige regel og de specielle regler, men også med hensyn til den restriktive definition af begrebet »sager om kontraktforhold« og dermed af »kontraktlig forpligtelse« i Domstolens praksis.

52.      For så vidt angår opbygningen af forordning nr. 44/2001 var modstanderne af denne tilgang for det første af den opfattelse, at den omstændighed, at forordningens artikel 2 indeholder en almindelig regel, ikke i sig selv må føre til en snæver, dvs. restriktiv, fortolkning af forordningens artikel 5, og at en sådan fortolkning ikke må håndhæves til skade for den pågældende forordnings overordnede sammenhæng (44), nemlig i videst muligt omfang at sikre samme og ensartede rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning (45). En række forfattere har bl.a. fremhævet, at det, som Domstolen har fastslået, alene drejer sig om at undgå »en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde«, som opbygningen af forordning nr. 44/2001 har for øje (46), og at det derfor ville være fejlagtigt at udlede af formuleringen i denne forordnings artikel 5, nr. 1), at den pågældende bestemmelse er en undtagelse, der skal anvendes mindre hyppigt end forordningens artikel 2 (47). Alene den omstændighed, at der findes specielle kompetenceregler som de foreliggende, styrker nemlig muligheden for, at sagsøgte sagsøges for en ret i en anden medlemsstat end den, hvor sagsøgte har sin bopæl. Denne mulighed gør det muligt at sikre en afvejning af sagsøgerens og sagsøgtes interesser (48).

53.      Jeg deler denne opfattelse. En sådan tilgang fremgår klart af Peters Bauunternehmung-dommen, hvori Domstolen allerede præciserede, at »begrundelsen for, at [Bruxelleskonventionens] artikel 5 opstiller en række specielle kompetenceregler, som sagsøgeren kan vælge imellem, er hensynet til en hensigtsmæssig sagsbehandling, [i] visse nærmere angivne tilfælde, hvor der består en særlig nær tilknytning mellem en tvist og den domstol, for hvilken den kan indbringes« (49). Heraf fremgår det klart, at Domstolen i sin fortolkning af denne bestemmelse navnlig henholdt sig til hensynet om nærhed.

54.      Dette foranlediger mig for det andet til at erindre om, at definitionen af begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, således som den blev skitseret af Domstolen i Handte-dommen (50), også har været genstand for kritik. Flere forfattere er nemlig af den opfattelse, at denne restriktive fortolkning tillægger kontraktværnetinget for lidt vægt til skade for, bl.a., nærhedsprincippet (51), og at der bør anlægges »en bredere fortolkning, der er tilpasset de underliggende økonomiske interesser« (52).

55.      Af de grunde, der er anført i de foregående punkter (53), er jeg dermed af den opfattelse, at den strenge fortolkning af forholdet mellem den almindelige regel og de specielle regler ikke må føre til, at der anlægges en restriktiv fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold« og dermed ej heller af begrebet »kontraktlig forpligtelse« (54). En bredere fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold« giver mulighed for at tage hensyn til målet om nærhed og god retspleje (55). Som det er blevet anført i den nyere retslitteratur, er der risiko for, at en fortolkning, der er for dogmatisk og i overdreven grad lægger vægt på retssikkerheden og dermed på målet om forudsigelighed frem for god retspleje og målet om nærhed, kan undergrave systemets funktion (56). Efter min opfattelse indebærer den overordnede sammenhæng i forordning nr. 44/2001 nemlig, at der ved fortolkningen af denne forordnings artikel 5, nr. 1), skal foretages en afvejning af målet om nærhed og god retspleje og målet om forudsigelighed og retssikkerhed (57). Denne afvejning af den nævnte forordnings mål giver ligeledes mulighed for at sikre en afvejning af sagsøgerens og sagsøgtes interesser. Med hensyn hertil er det tilstrækkeligt at erindre om, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det selvstændige begreb »sager om kontraktforhold« skal fortolkes ud fra forordningens opbygning og formål med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af denne i alle medlemsstaterne (58). Under alle omstændigheder må fortolkningen af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke berøve denne bestemmelse dens indhold og skal give mulighed for, at den specielle kompetenceregel, der er fastsat heri, får den tilsigtede virkning (59). På dette trin er spørgsmålet, om udviklingen i Domstolens praksis i retning af en bredere fortolkning af den nævnte bestemmelse giver mulighed herfor. Dette mener jeg er tilfældet.

2)      Udviklingen i Domstolens praksis i retning af en bredere fortolkning: kravet om, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg

56.      Det skal erindres, at Domstolen i sine første domme vedrørende fortolkningen af Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), fastslog, at denne bestemmelse også finder anvendelse, »når der mellem parterne er tvist om eksistensen af den aftale, som det indtalte krav støttes på« (60). Som generaladvokat Jacobs senere har anført (61), fremgår det allerede af denne betragtning, at Domstolen ikke lagde til grund, at anvendelsesområdet for denne bestemmelse skal fortolkes snævert. I dennes forslag til afgørelse erindrede generaladvokaten om, at Domstolen allerede havde fastslået, at den pågældende bestemmelses anvendelsesområde omfatter »en nær forbindelse af samme art som mellem parterne i en kontrakt«, derunder forholdet mellem en forening og dens medlemmer (62). Ifølge nævnte generaladvokat synes en sådan fortolkning at afspejle hensigten bag de ord, der anvendes i bestemmelsens forskellige sproglige versioner (63).

57.      Nogle år senere fastslog Domstolen klart i Tacconi-dommen (64), at »artikel 5, nr. 1[)], [i forordning nr. 44/2001] ikke stiller som betingelse, at der er indgået en kontrakt« (65), idet den præciserede, at »det dog [er] nødvendigt, at der kan identificeres en forpligtelse, fordi det ved fastlæggelsen af en national rets kompetence i sager om kontraktforhold er afgørende, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes« (66). Denne dom synes imidlertid stadig at begrænse anvendelsen af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 til situationer, hvor der foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden, dvs. en forpligtelse mellem tvistens parter.

58.      En sådan begrænsning blev opgivet i Engler-dommen (67), hvori Domstolen bekræftede, at artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke kræver, at der er indgået en kontrakt (68). Domstolen tilkendegav klart, henset til sin tidligere praksis (69), at anvendelsen af den specielle kompetenceregel for sager om kontraktforhold i den pågældende bestemmelse »ikke fortolkes snævert af Domstolen« (70). Domstolen fastslog, at anvendelsen af denne bestemmelse »forudsætter, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg« (71). Denne bredere definition af begrebet »sager om kontraktforhold« har siden da været Domstolens faste praksis (72). Denne definition kræver, at to kumulative betingelser skal være opfyldt, for at et søgsmål er omfattet af dette begreb. Det skal for det første vedrøre en retlig forpligtelse, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden person, og for det andet være baseret på denne forpligtelse.

i)      Den første betingelse: Søgsmålet skal vedrøre en retlig forpligtelse, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden person

59.      Det fremgår af Domstolens praksis, at denne første betingelse vedrører flere typer af retlige forpligtelser (73). For det første præciserede Domstolen i Kareda-dommen (74) denne første betingelse set i lyset af dens tidligere praksis (75). Inden for rammerne af en bredere fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold« fastslog den, at de retlige forpligtelser omfatter alle de forpligtelser, som udspringer af en kontrakt (76).

60.      Dernæst har Domstolen ligeledes inddraget de forpligtelser, der udspringer af »en nær forbindelse [...] af samme art som mellem parterne i en kontrakt« (77).

61.      Eftersom det er en forudsætning for, at et søgsmål henhører under »sager om kontraktforhold«, at den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, kan identificeres, uden at der nødvendigvis skal foreligge en kontrakt (78), har Domstolen endelig navnlig fastslået, at forpligtelser, som ikke opstår som følge af en sådan viljesoverensstemmelse, men som følge af et ensidigt tilsagn, som en person frivilligt har afgivet over for en anden (79), og stiltiende kontraktforhold (80) henhører under »sager om kontraktforhold«.

62.      Eftersom de to omhandlede betingelser er kumulative, afhænger anvendelsen af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 dog ikke udelukkende af, at der kan identificeres en forpligtelse. Søgsmålet skal også være baseret på denne forpligtelse.

ii)    Den anden betingelse: Søgsmålet skal være baseret på den pågældende forpligtelse

63.      I flightright-dommen (81) præciserede Domstolen, at den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold, der er fastsat i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 og i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, ikke er baseret på parternes identitet, men på årsagen til kravet (82).

64.      Som generaladvokat Saugmandsgaard Øe har anført i denne forbindelse, »[har Domstolen m]ed denne betingelse [...] [begrænset anvendelsen til] krav af kontraktmæssig karakter, dvs. krav, som i forbindelse med realiteten hovedsageligt rejser kontraktretlige spørgsmål [...] eller med andre ord spørgsmål, der henhører under kontraktretten (eller lex contractus) [som omhandlet i forordning nr. 593/2008]. Domstolen sikrer således, i overensstemmelse med det mål om nærhed, der ligger til grund for denne bestemmelse, at den ret, som skal træffe afgørelse om kontraktforholdet, hovedsageligt tager stilling til sådanne spørgsmål« (83). Generaladvokaten fremhævede, at eftersom disse bestemmelser om den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold ikke kun finder anvendelse på kontrakter, tænkte han her på »alle retsregler, der indebærer forpligtelser som følge af et tilsagn, som en person frivilligt har afgivet over for en anden« (84).

b)      Foreløbig konklusion

65.      På baggrund af de ovenstående betragtninger skal det for det første fastslås, at Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke kan anses for ensartet, hvilket er grunden til de vanskeligheder, som de nationale retter den dag i dag støder på, med henblik på at afgøre, hvorvidt tvister er omfattet af dette begreb (85).

66.      Indledningsvis tog Domstolen nemlig udgangspunkt i en restriktiv fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold«, hvorved den lagde til grund, at kun de tvister, der udsprang af en aftale mellem tvistens parter, var omfattet af dette begreb (86). I forbindelse med denne fortolkning henviste Domstolen i det væsentlige til målet om forudsigelighed og retssikkerhed i Bruxelleskonventionen eller forordning nr. 44/2001 (87).

67.      Domstolen gik derefter over til en bredere fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold«, hvorved den lagde til grund, at en tvist er omfattet af dette begreb, når sagsøgeren støtter sit søgsmål mod sagsøgte på en retlig forpligtelse, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden. I Engler-dommen (88) tilkendegav Domstolen for første gang klart, at den ikke fortolkede artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 »snævert«. I Kareda-dommen (89) og flightright-dommen (90), som blev bekræftet i senere praksis (91), opgav Domstolen definitivt den restriktive fortolkning af denne bestemmelse, der var baseret på den »personorienterede« tilgang til sager om kontraktforhold (92) og udsprang af Handte-dommen (93), og anlagde en bredere fortolkning.

68.      For det andet fremgår det af denne bredere fortolkning, at sagsøgerens søgsmål, selv hvis det anlægges mod en tredjepart, skal kvalificeres som en sag om et »kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, når det støttes på en retlig forpligtelse, som en person har påtaget sig over for en anden (94). Den omstændighed, at de to parter i tvisten i den foreliggende sag ikke direkte er bundet af en aftale, kan derfor ikke rejse tvivl om, at dette søgsmål skal kvalificeres som »sag om kontraktforhold«. Det eneste væsentlige er nemlig, at den retlige forpligtelse, som sagsøgerne i hovedsagen påberåber sig, udspringer af en kontrakt, forstået som en aftale mellem to personer, eller en retlig relation, der kan sidestilles med en kontrakt, for så vidt som det skaber »en nær forbindelse af samme art som mellem parterne i en kontrakt« (95).

69.      I forbindelse med denne bredere fortolkning fremgår det af Kareda-dommen og flightright-dommen, at Domstolen ikke blot henviste til målet om forudsigelighed og retssikkerhed, men også til målet om nærhed og god retspleje (96).

70.      Når den kontraktlige forpligtelse, hvorpå sagsøgeren støtter sit søgsmål, er identificeret, skal det således fastslås, om der foreligger en særligt snæver tilknytning mellem en påstand og den ret, som påstanden kan fremsættes for, eller om artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 gør det muligt at sikre god retspleje (97). Efter min opfattelse skal der derfor sikres en afvejning af målet om forudsigelighed og retssikkerhed og målet om nærhed og god retspleje i denne forordning (98).

71.      I denne henseende skal jeg erindre om, at Domstolen på den ene side har fastslået, at det er tvingende nødvendigt i videst muligt omfang at undgå, at der opstår flere værneting for én og samme kontrakt, således at man modvirker risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser, og at man dermed letter anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser uden for den stat, hvor de er afsagt (99). Kompetencekriteriet i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er således blevet indført af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen, idet det normalt er retten på det sted, hvor den forpligtelse, som er fastlagt i kontrakten, og som ligger til grund for søgsmålet, skal opfyldes, der er bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes (100).

72.      På den anden side har Domstolen ligeledes fastslået, at dette retssikkerhedsprincip kræver, at kompetenceregler, der fraviger den hovedregel, der er fastsat i artikel 2 i forordning nr. 44/2001, herunder de regler, der følger af forordningens artikel 5, nr. 1), fortolkes således, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret – ud over retten i den stat, hvor han har bopæl – han kan blive sagsøgt (101).

73.      I den foreliggende sag kan det af sagsøgte i hovedsagen anførte argument, hvorefter han ikke kunne forudse at blive sagsøgt ved den forelæggende ret, der er retten på opfyldelsesstedet for forpligtelserne, hvor kunstværkerne befandt sig i over 30 år, ikke tiltrædes.

74.      Denne vurdering er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og retssikkerhedsprincippet og sikrer en afvejning af sagsøgerens og sagsøgtes interesser. En sådan løsning giver desuden mulighed for, at kompetencereglen i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 kan få sin tilsigtede virkning.

75.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det første præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, selv når denne forpligtelse ikke er direkte bindende for tvistens parter. Ved fortolkningen af denne bestemmelse skal den nationale ret sikre en afvejning af målet om forudsigelighed og retssikkerhed og målet om nærhed og god retspleje.

3.      Det andet præjudicielle spørgsmål

76.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om et søgsmål henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, når det fremstår som nødvendigt at undersøge den kontraktlige forpligtelse eller i givet fald indholdet af den eller de omhandlede aftaler for at bedømme realiteten i sagsøgerens søgsmål med henblik på at fastslå den retlige karakter af denne forpligtelse. Med dette spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at bekræfte, om det kriterium, der er fastsat i præmis 32 i Wikingerhof-dommen, kan anvendes analogt til at bedømme realiteten i en sag om anerkendelse af en ejendomsret som det i hovedsagen omhandlede. Henset til den omstændighed, at sagsøgeren i den sag, der gav anledning til den pågældende dom, i sin stævning påberåbte sig en overtrædelse af en forpligtelse pålagt ved lov, nærmere bestemt ved konkurrenceretten (102), er jeg af den opfattelse, at dette kriterium ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. På denne baggrund anser jeg det for nødvendigt at omformulere dette spørgsmål, for at Domstolen kan give en hensigtsmæssig besvarelse.

77.      Jeg er derfor af den opfattelse, at den forelæggende rets andet spørgsmål skal omformuleres således, at den forelæggende ret med dette spørgsmål ønsker oplyst, om den ret, for hvilken sagen er anlagt, på tidspunktet for efterprøvelsen af rettens kompetence for at bedømme realiteten i sagsøgerens søgsmål med henblik på at fastslå, om det henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, er forpligtet til at undersøge den kontraktlige forpligtelse eller i givet fald den eller de omhandlede aftaler.

78.      Det er min opfattelse, at retspraksis besvarer dette spørgsmål. Domstolen har nemlig fastslået, at retssikkerhedshensyn kræver, at den nationale ret, som har fået en sag forelagt, uden vanskeligheder kan tage stilling til, om den er kompetent, uden at skulle undersøge sagen i realiteten (103). Hvad angår anvendelsen af dette krav inden for rammerne af den specielle kompetence, som omhandlet i hovedsagen, har Domstolen for det første fastslået, at den ret, som skal afgøre en tvist vedrørende en kontrakt, kan prøve – også af egen drift – om de grundlæggende betingelser for dens kompetence er opfyldt, når henses til de af den pågældende part fremlagte afgørende og relevante momenter, som beviser, hvorvidt der foreligger en kontrakt (104).  Domstolen har for det andet præciseret, at den ret, for hvilken sagen verserer, på tidspunktet for efterprøvelsen af rettens kompetence hverken undersøger, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, eller berettigelsen heraf i henhold til national ret, men alene identificerer tilknytningsmomenterne til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Denne ret kan derfor – alene med det formål at efterprøve, om den har kompetence i medfør af denne bestemmelse – lægge til grund, at sagsøgerens relevante anbringender for så vidt angår den retlige karakter af de forpligtelser, hvorpå dennes sagsanlæg støttes, er godtgjort (105). Domstolen har endvidere præciseret, at den ret, for hvilken en tvist er indbragt, inden for rammerne af efterprøvelsen af kompetencen i medfør af forordning nr. 44/2001 skal vurdere alle de oplysninger, som den råder over, herunder i givet fald sagsøgtes anfægtelser (106).

79.      Den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede sagsanlæg er et søgsmål om anerkendelse af en ejendomsret er uden betydning for den kendsgerning, at dette sagsanlæg henhører under »sager om kontraktforhold« og derfor er omfattet af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Det eneste væsentlige er nemlig, at den retlige forpligtelse, hvorpå sagsøgerne i hovedsagens søgsmål er støttet, udspringer af en oprindelig aftale, således som jeg har anført i punkt 68 i dette forslag til afgørelse. Jeg erindrer også om, at det søgsmål, som sagsøgerne i hovedsagen har anlagt, er støttet på en påstand om, at CD ved den første aftale erhvervede ejendomsretten til kunstværkerne.

80.      Jeg foreslår derfor, at dette spørgsmål besvares således, at den ret, for hvilken sagen er anlagt, på tidspunktet for efterprøvelsen af rettens kompetence, for at bedømme realiteten i sagsøgerens sagsanlæg med henblik på at fastslå, om det henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, ikke er forpligtet til at efterprøve den kontraktlige forpligtelse eller i givet fald den eller de omhandlede aftaler. Med henblik på at efterprøve, om de grundlæggende betingelser for dens kompetence er opfyldt, identificerer den pågældende ret alene tilknytningsmomenterne til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af denne bestemmelse, og vurderer alle de oplysninger, som den råder over, herunder sagsøgerens relevante anbringender for så vidt angår karakteren af de forpligtelser, hvorpå dennes sagsanlæg støttes, og i givet fald sagsøgtes anfægtelser. Den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede sagsanlæg er et søgsmål om anerkendelse af en ejendomsret, er uden betydning for den kendsgerning, at dette sagsanlæg henhører under »sager om kontraktforhold« og derfor er omfattet af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.

4.      Det tredje præjudicielle spørgsmål

81.      Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et søgsmål om anerkendelse af en ejendomsret til en løsøregenstand, når det støttes på to aftaler, der ikke binder nogen af parterne i tvisten, henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse, og i bekræftende fald hvilken af disse aftaler der da skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af stedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen.

82.      I den foreliggende sag ønsker sagsøgerne i hovedsagen med deres søgsmål at få anerkendt deres ejendomsret til kunstværkerne. Som jeg allerede har anført, er de særlige forhold i denne sag knyttet til den omstændighed, at sagsøgerne i hovedsagens søgsmål vedrørende anerkendelse af deres ejendomsret er baseret på to aftaler på trods af, at der ikke foreligger noget direkte kontraktforhold mellem dem og sagsøgte i hovedsagen.

83.      Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvori de aftaler, der danner grundlag for sagsøgerens søgsmål, ikke binder tvistens parter, henhører under »sager om kontraktforhold«, er jeg, som det fremgår af mit forslag til besvarelse af det første spørgsmål, af den opfattelse, at dette er tilfældet. Det fremgår desuden af den argumentation, som den forelæggende ret har fremført, at det er muligt at identificere en retlig forpligtelse, der er indgået frivilligt mellem to personer, nemlig CD og kunstnerparret, og som danner grundlag for sagsøgerne i hovedsagens søgsmål. Denne forpligtelse foreligger uanset hvilken type aftale (købsaftale eller deponeringsaftale), der blev indgået mellem CD (107) og kunstnerparret. Den retlige art af den oprindelige aftale, der blev indgået mellem disse to parter, er derfor uden betydning, når det skal fastslås, om den forelæggende ret kan identificere en kontraktlig forpligtelse som omhandlet i Domstolens praksis.

84.      Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvilken aftale der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af stedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, skal det erindres, at tvisten i hovedsagen udspringer af den første aftale, således at kvalificeringen af denne er tvistens kerne. Denne første aftale er med andre ord den oprindelige kilde til de omtvistede rettigheder og forpligtelser. Selv om kvalificeringen af den pågældende aftale, som »købsaftale« eller »deponeringsaftale«, er væsentlig med henblik på at afgøre, om ejendomsretten til kunstværkerne blev overdraget til CD, tilkommer det ikke Domstolen, men den forelæggende ret at tage stilling hertil. Analysen af denne aftale med henblik på at fastslå dens retlige art henhører nemlig under sagens realitet.

85.      Det er ganske vist ikke nødvendigt at afgøre, om den første aftale er en købsaftale eller en deponeringsaftale for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt tvisten i hovedsagen er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Kvalificeringen af denne aftale viser sig imidlertid at være nødvendig med henblik på at fastslå, hvilken bestemmelse der finder anvendelse i den foreliggende sag, forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), eller artikel 5, nr. 1), litra b), idet sidstnævnte bestemmelse alene vedrører salg af varer og levering af tjenesteydelser. Sondringen mellem disse to bestemmelser er desuden ikke uden betydning for fastlæggelsen af, hvilke retter der har kompetence i sager om kontraktforhold (108).

86.      Den forelæggende ret har ikke specifikt berørt spørgsmålet om de pågældende bestemmelsers anvendelighed i den foreliggende sag, ligesom den heller ikke har anmodet Domstolen om at afklare dette punkt. Parterne har heller ikke beskæftiget sig med dette spørgsmål, som ikke har været genstand for drøftelse mellem dem. Jeg vil derfor nøjes med at fremsætte nedenstående bemærkninger.

87.      Indledningsvis skal det anføres, at den forelæggende ret med henblik på at afgøre, om artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal vurdere, om den første aftale i den foreliggende sag kan kvalificeres som »aftale om salg af varer« eller som »aftale om levering af tjenesteydelser«. I bekræftende fald skal retten fastlægge det sted, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet eller skulle have været leveret (109), eller i givet fald, hvor tjenesteydelserne er blevet eller skulle have været leveret (110). I denne forbindelse skal jeg erindre om, at den pågældende bestemmelse selvstændigt definerer tilknytningskriterierne for aftaler om salg af varer og levering af tjenesteydelser (111).

88.      Hvis den forelæggende ret er af den opfattelse, at forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (112), skal den i så fald anvende samme forordnings artikel 5, nr. 1), litra a), som vedrører alle typer af aftaler med undtagelse af dem, der er opregnet i forordningens artikel 5, nr. 1), litra b). I så fald skal den forelæggende ret med henblik på at fastlægge opfyldelsesstedet for den omhandlede forpligtelse som omhandlet i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), anvende det princip, der følger af dommen i sagen Industrie Tessili Italiana Como (113), hvorefter der for det første kan anlægges sag ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, og dette sted for det andet skal fastlægges i overensstemmelse med den lov, der finder anvendelse på denne omtvistede aftaleforpligtelse i medfør af lovvalgsreglerne ved den ret, sagen er indbragt for (114).

89.      Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det tredje præjudicielle spørgsmål således, at et søgsmål om anerkendelse af en ejendomsret til en løsøregenstand, når det støttes på to aftaler, der ikke binder parterne i tvisten direkte, henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Den aftale, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af stedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er den oprindelige aftale, der er genstand for tvisten.

V.      Forslag til afgørelse

90.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) har forelagt, som følger:

»1)      Artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, selv når denne forpligtelse ikke er direkte bindende for tvistens parter. I forbindelse med fortolkningen af denne bestemmelse skal den nationale ret sikre en afvejning af målet om forudsigelighed og retssikkerhed og målet om nærhed og god retspleje.

2)      For at bedømme realiteten i et sagsanlæg med henblik på at fastslå, om det henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, er den ret, for hvilken sagen er blevet anlagt, på tidspunktet for efterprøvelsen af rettens kompetence ikke forpligtet til at efterprøve den kontraktlige forpligtelse eller i givet fald den eller de omhandlede aftaler. Med henblik på at efterprøve, om de grundlæggende betingelser for dens kompetence er opfyldt, identificerer den pågældende ret alene tilknytningsmomenterne til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af denne bestemmelse, og vurderer alle de oplysninger, som den råder over, herunder sagsøgerens relevante anbringender for så vidt angår karakteren af de forpligtelser, hvorpå dennes sagsanlæg støttes, og i givet fald sagsøgtes anfægtelser. Den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede sagsanlæg er et søgsmål om anerkendelse af en ejendomsret, er uden betydning for den kendsgerning, at dette sagsanlæg henhører under »sager om kontraktforhold« og derfor er omfattet af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.

3)      Søgsmålet om anerkendelse af en ejendomsret til en løsøregenstand, når det støttes på to aftaler, der ikke binder parterne i tvisten direkte, henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Den aftale, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af stedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er den oprindelige aftale, der er genstand for tvisten.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1). Forordning nr. 44/2001 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). Med forbehold af visse undtagelser finder forordning nr. 1215/2012 i medfør af dens artikel 81 først anvendelse fra 10.1.2015. Henset til datoen for anlæggelsen af søgsmålet i hovedsagen er denne reguleret af forordning nr. 44/2001.

3 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6).

4 –      Dom af 15.6.2017, Kareda (C-249/16, herefter »Kareda-dommen«, EU:C:2017:472), af 7.3.2018, flightright m.fl. (C-274/16, C-447/16 og C-448/16, herefter »flightright-dommen«, EU:C:2018:160), af 4.10.2018, Feniks (C-337/17, herefter »Feniks-dommen«, EU:C:2018:805), og af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia (C-215/18, herefter »dommen i sagen Primera Air Scandinavia«, EU:C:2020:235).

5 –      Dom af 8.5.2019, Kerr (C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

6 –      Dom af 17.6.1992 (C-26/91, herefter »Handte-dommen«, EU:C:1992:268, præmis 15).

7 –      Dom af 8.5.2019, Kerr (C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

8 –      Kareda-dommen (præmis 30 og 31).

9 –      flightright-dommen (præmis 57-63).

10 –      Feniks-dommen (præmis 42 og 43).

11 –      flightright-dommen (præmis 61), og dommen i sagen Primera Air Scandinavia (præmis 44).

12 –      Jf. bl.a. dom af 25.3.2021, Obala i lučice (C-307/19, EU:C:2021:236, præmis 49), og af 24.2.2022, Suzlon Wind Energy Portugal (C-605/20, EU:C:2022:116, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

13 –      Konvention indgået af medlemsstaterne på grundlag af artikel 220, fjerde led, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (nu artikel 293, fjerde led, EF), om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), senere ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«).

14 –      Jf. 19. betragtning til forordning nr. 44/2001.

15 –      Dom af 14.3.2013, Česká spořitelna (C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 27).

16 –      Dom af 7.2.2013, Refcomp (C-543/10, EU:C:2013:62, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

17 –      Jf. bl.a. dom af 3.5.2007, Color Drack (C-386/05, EU:C:2007:262, præmis 18).

18 –      Dom af 22.3.1983 (34/82, herefter »Peters Bauunternehmung-dommen«, EU:C:1983:87, præmis 9 og 10).

19 –      Jf. bl.a. Handte-dommen (præmis 10), dom af 14.3.2013, Česká spořitelna (C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 27), og Feniks-dommen (præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

20 –      Domstolens omfattende praksis vedrørende artikel 5, nr. 1), i Bruxelleskonventionen og i forordning nr. 44/2001 er udtryk for kompleksiteten af denne bestemmelse og vanskelighederne med dens gennemførelse. Jf. navnlig professor Fausto Pocars forklarende rapport vedrørende konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet den 30.10.2007 i Lugano (EUT 2009, C 319, s. 1, herefter »Pocar-rapporten«), punkt 44 ff., og navnlig denne rapports punkt 46, hvori det anføres, at »[u]anset fortolkningen i retspraksis, der har udjævnet nogle af vanskelighederne, har mange skønnet ovennævnte regler utilstrækkelige«.

21 –      Præmis 10 i den pågældende dom. Den sag, der gav anledning til den nævnte dom, drejede sig om et søgsmål vedrørende inddrivelse af beløb, som det var blevet pålagt et tysk selskab, der var medlem af en nederlandsk forening, at udrede, under anvendelse af en intern bestemmelse, der var udstedt af foreningens organer og var bindende for dens medlemmer.

22 –      Peters Bauunternehmung-dommen (præmis 7).

23 –      Jf. for nylig Wikingerhof-dommen (præmis 26).

24 –      Jf. rapport udarbejdet af M.P. Jenard om Bruxelles-konventionen af 1968 (EFT 1979, C 59, s. 1), navnlig s. 22.

25 –      Jf. i denne henseende H. Gaudemet-Tallon, Compétence et exécution des jugements en Europe. Règlement 44/2001. Convention de Bruxelles (1968) et de Lugano (1988 et 2007),  4. udg., LGDJ, Paris, 2010, s. 159 og 160: »Forklaringen på de valgmuligheder, der gives i teksten, er således tanken om den nære tilknytning (det være sig områdemæssig eller processuel).«

26 –      Præmis 15 i den pågældende dom.

27 –      Jf. bl.a. dom af 14.12.1977, de Bloos (59/77, EU:C:1977:207, præmis 14 og 15), og af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 44).

28 –      Jf. bl.a. Pocar-rapporten, punkt 42.

29 –      Jf. bl.a. Peters Bauunternehmung-dommen (præmis 10), dom af 8.3.1988, Arcado (9/87, EU:C:1988:127, præmis 10), og for nylig Wikingerhof-dommen (præmis 25).

30 –      Præmis 11 i denne dom: »[B]egrundelsen for, at [Bruxelleskonventionens] artikel 5 opstiller en række specielle kompetenceregler, som sagsøgeren kan vælge imellem, er hensynet til en hensigtsmæssig sagsbehandling, [i] visse nærmere angivne tilfælde, hvor der består en særlig nær tilknytning mellem en tvist og den domstol, for hvilken den kan indbringes.«

31 –      Jf. punkt 32 i dette forslag til afgørelse.

32 –      Jf. f.eks. H. Gaudemet-Tallon, op.cit., s. 161.

33 –      Dom af 27.9.1988 (189/87, EU:C:1988:459, præmis 19).

34 –      Kalfelis-dommen vedrørte begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt«, men Domstolen har efterfølgende anvendt denne bekræftelse analogt i domme vedrørende begrebet »sager om kontraktforhold«. Jf. bl.a. dom af 14.7.2016, Granarolo (C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 18), og Feniks-dommen (præmis 37).

35 –      Handte-dommen (præmis 14), dom af 27.10.1998, Réunion européenne m.fl. (C-51/97, EU:C:1998:509, præmis 16), og af 5.2.2004, Frahuil (C-265/02, EU:C:2004:77, præmis 23).

36 –      Jf. i denne henseende Peters Bauunternehmung-dommen (præmis 13): »Ved indmeldelse i en forening opstår der [...] en nær forbindelse mellem foreningens medlemmer af samme art som mellem parterne i en kontrakt; med henblik på anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1), er det derfor berettiget at betragte de forpligtelser, der er beskrevet i forelæggelseskendelsen, som forpligtelser i kontraktforhold.« Min fremhævelse. Jf. i denne retning punkt 52-55 i dette forslag til afgørelse.

37 –      Præmis 15 i den pågældende dom.  Den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte et søgsmål, der var anlagt af den senere køber af en vare, der var købt af en mellemhandler, mod producenten med henblik på at opnå erstatning for skade som følge af produktets manglende overensstemmelse. Der var derfor tale om en række internationale kontrakter, hvori parternes kontraktlige forpligtelser var forskellige fra den ene kontrakt til den anden (den nævnte doms præmis 17).

38 –      Jf. 11. betragtning til forordning nr. 44/2001.

39 –      Handte-dommen (præmis 21).

40 –      Domstolen har fastslået, at »det for at opnå den retsbeskyttelse af de i Fællesskabet bosiddende personer, som [Bruxelles-]konventionen bl.a. har til formål at gennemføre, er nødvendigt, at de kompetenceregler, som fraviger konventionens hovedregel, fortolkes således, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret — ud over retten i den stat, hvor han har bopæl — han kan blive sagsøgt. Imidlertid kan producenten [...] ikke forudse anvendelsen af den specielle kompetenceregel [...] i en sag, som en senere køber af en genstand anlægger mod ham, og det er derfor uforeneligt med retssikkerhedsprincippet at anvende denne regel« (Handte-dommen, præmis 18 og 19). Min fremhævelse.

41 –      Jf. bl.a. i denne henseende dom af 27.10.1998, Réunion européenne m.fl. (C-51/97, EU:C:1998:509, præmis 34 og 36), og af 17.9.2002, Tacconi (C-334/00, EU:C:2002:499), hvor der i præmis 20 henvises til præmis 25 og 26 i dom af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99), der omhandler målet om forudsigelighed, men ikke nævner præmis 27 vedrørende hensynet til nærhed og god retspleje.

42 –      Jf. bl.a. dom af 27.10.1998, Réunion européenne m.fl. (C-51/97, EU:C:1998:509, præmis 17), af 17.9.2002, Tacconi (C-334/00, EU:C:2002:499, præmis 23), og af 5.2.2004, Frahuil (C-265/02, EU:C:2004:77, præmis 24). Jf. ligeledes generaladvokat Cosmas’ forslag til afgørelse Réunion européenne m.fl. (C-51/97, EU:C:1998:45, punkt 24).

43 –      Jf. f.eks. H. Gaudemet-Tallon, op.cit., s. 161 og 170.

44 –      Jf. i denne henseende P. Mankowski, i Brussels Ibis Regulation – Commentary, U. Magnus og P. Mankowski (red.), Otto Schmidt, Köln, 2016, s. 155, punkt 26.

45 –      Jf. bl.a. den retspraksis, der er anført i fodnote 19 i dette forslag til afgørelse.

46 –      Jf. bl.a. dom af 27.10.1998, Réunion européenne m.fl. (C-51/97, EU:C:1998:509, præmis 16).

47 –      M. Lehmann, »Special jurisdiction«, i The Brussels I Regulation Recast, A. Dickinson, og E. Lein (red.), Oxford University Press, 2015, s. 140, punkt 4.25.

48 –      Jf. P. Mankowski, i Brussels Ibis Regulation – Commentary, op.cit., s. 155, navnlig punkt 26.

49 –      Præmis 11. Min fremhævelse.

50 –      Præmis 15 i den pågældende dom.

51 –      Jf. senest I. Pretelli, »La bonne foi dans la pondération de la proximité et la fonction résiduelle du for spécial en »matière contractuelle« dans le règlement Bruxelles I«, Revue critique de droit international privé, nr. 1, Dalloz, 2020, s. 80-82: »Den betydning, der tillægges nærheden i forhold til den absolutte retssikkerhed [...], fremgår af den omstændighed, at sagsøgtes bopæl som kompetencekriterium og de specielle kriterier er ligestillede i Bruxelles I-forordningens systematik og tilsammen har til formål at sikre god retspleje i Europa. [...] Den nærmeste ret er den ret, der kan antages at træffe den bedste afgørelse. Denne større forståelse af retstvister udgør det aksiologiske grundlag for nærhedskompetencer.«

52 –      Jf. bl.a. P. Mankowski, i Brussels Ibis Regulation – Commentary, op.cit., s. 164, punkt 43. Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse i Kolassa-sagen (C-375/13, EU:C:2014:2135, punkt 49).

53 –      Jf. punkt 52 ff. i dette forslag til afgørelse.

54 –      Jf. bl.a. analogt generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse Gabriel (C-96/00, EU:C:2001:690, punkt 44-47): »En undtagelse, som er fastsat i lovgivningen skal, i lighed med andre lovfæstede bestemmelser, gives sin egen betydning og fortolkes ud fra dens formål og ordlyd og ud fra systematikken i og formålet med den retsakt, i hvilken den indgår.«

55 –      For en bred fortolkning af begrebet »kontraktlig forpligtelse« jf. generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Wikingerhof (C-59/19, EU:C:2020:688, punkt 38): »Det er således efter min opfattelse – af hensyn til behandlingen af internationale tvister – berettiget at fortolke kategorien »kontraktforhold« på en sådan måde, at den omfatter kontraktlignende retsinstitutter.« Jf. ligeledes M. Minois, Recherche sur la qualification en droit international privé des obligations, LGDJ, Paris, 2020, s. 174-180.

56 –      Jf. i denne retning, I. Pretelli, op.cit., s. 80-82.

57 –      Jeg vender tilbage til dette aspekt senere i min gennemgang med henblik på at fastslå, hvilken fortolkningstilgang der er relevant med henblik på at opnå denne afvejning af de forskellige formål med forordning nr. 44/2001. Jf. punkt 73 og 74 i dette forslag til afgørelse. I denne henseende er det på det seneste blevet anført i retslitteraturen, at manglen på et hierarki mellem de forskellige formål med forordning nr. 1215/2012 gør det umuligt at give en af fortolkningerne forrang. Det følger heraf, at enhver fortolkning af begrebet »sager om kontraktforhold«, hvad enten den er restriktiv eller bred, dialektisk set kan afvise synspunktet ud fra den anden fortolkning. Jf. i denne henseende M. Poesen, »From Mirages to Aspirations – The Periphery of »Matters Relating to a Contract« in Regulation (EU) N^o 1215/2012«, Yearbook of Private International Law, vol. 22, Otto Schmidt, 2021, s. 511-545, navnlig s. 518 og den i fodnote 34 og 35 anførte retslitteratur.

58 –      Jf. bl.a. Handte-dommen (præmis 10), dom af 14.3.2013, Česká spořitelna (C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 27), og Feniks-dommen (præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

59 –      Jf. analogt bl.a. dom af 16.7.2009, Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 31). Jf. i denne henseende M. Lehmann, »Special Jurisdiction«, i The Brussels I Regulation Recast, op.cit., s. 140, punkt 4.25, og P. Mankowski, i Brussels Ibis Regulation – Commentary, op.cit., s. 156, punkt 27.

60 –      Dom af 4.3.1982, Effer (38/81, EU:C:1982:79, præmis 7 og 8).

61–      Jf. generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse Engler (C-27/02, EU:C:2004:414, punkt 38).

62 –      Peters Bauunternehmung-dommen (præmis 13). Jf. desuden punkt 58 i dette forslag til afgørelse. For så vidt angår forholdet mellem aktionærerne i et selskab og forholdet mellem aktionærerne og det selskab, som de opretter, jf. navnlig dom af 10.3.1992, Powell Duffryn (C-214/89, EU:C:1992:115, præmis 16). Med hensyn til forholdet mellem en forretningsfører og det selskab, der ledes af vedkommende leder, som fastsat i selskabsretten, jf. dom af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl. (C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 53 og 54). For så vidt angår de forpligtelser, som ejerne af en bygning i henhold til lovgivningen påtager sig over for ejerforeningen, jf. dom af 8.5.2019, Kerr (C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 27-29).

63–      Jf. generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse Engler (C-27/02, EU:C:2004:414, punkt 38).

64 –      Dom af 17.9.2002, (C-334/00, EU:C:2002:499, præmis 22). Der erindres om, at den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte et søgsmål, hvorunder sagsøgtes ansvar forud for kontraktindgåelse var gjort gældende. Domstolen fastslog derfor, at dette søgsmål ikke henhørte under »sager om kontraktforhold«.

65 –      Min fremhævelse.

66 –      Dom af 17.9.2002, Tacconi (C-334/00, EU:C:2002:499, præmis 22). På linje hermed bekræftede Domstolen i dom af 5.2.2004, Frahuil (C-265/02, EU:C:2004:77, præmis 26), på mere nuanceret vis, at der ikke var krav om en aftale, der forbandt parterne. Domstolen fastslog således, at »begrebet »sager om kontraktforhold« ikke omfatter et krav, som en kautionist – som i overensstemmelse med en kautionsaftale indgået med en speditør har betalt en toldskyld, og som er indtrådt i toldmyndighedernes krav – gør gældende for domstolene inden for rammerne af et regressøgsmål iværksat mod ejeren af de indførte varer, hvis sidstnævnte, som ikke er part i kautionsaftalen, ikke har givet tilladelse til indgåelse af kautionsaftalen« (min fremhævelse). Som det er blevet anført i retslitteraturen, ville kautionistens regressøgsmål mod ejeren nemlig have været omfattet af begrebet »sager om kontraktforhold«, hvis ejeren havde givet tilladelse til indgåelse af kautionsaftalen, selv om denne ikke var part i den pågældende aftale. Jf. H. Gaudemet-Tallon, op.cit., s. 170.

67 –      Dom af 20.1.2005 (C-27/02, herefter »Engler-dommen«, EU:C:2005:33, præmis 45 og 50). Den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte et tilsagn om gevinst, som en erhvervsdrivende havde afgivet over for en forbruger.

68 –      Jf. i denne henseende ligeledes dom af 14.3.2013, Česká spořitelna (C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 46).

69 –      Handte-dommen (præmis 15), dom af 27.10.1998, Réunion européenne m.fl. (C-51/97, EU:C:1998:509, præmis 17), af 17.9.2002, Tacconi (C-334/00, EU:C:2002:499, præmis 23), og af 5.2.2004, Frahuil (C-265/02, EU:C:2004:77, præmis 24).

70 –      Engler-dommen (præmis 48). Jf. også generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i denne sag (C-27/02, EU:C:2004:414, punkt 38). Jf. desuden punkt 56 i dette forslag til afgørelse.

71 –      Engler-dommen (præmis 51). Min fremhævelse. Jf. desuden generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i denne sag (C-27/02, EU:C:2004:414, punkt 38). Jf. senest Feniks-dommen (præmis 48) og dommen i sagen Primera Air Scandinavia (præmis 44).

72 –      Jf. bl.a. dom af 28.1.2015, Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 39); flightright-dommen (præmis 60), Feniks-dommen (præmis 39), og Wikingerhof-dommen (præmis 23).

73 –      De retlige forpligtelser, som denne første betingelse omfatter, således som de fremgår af Domstolens praksis, blev sammenfattet af generaladvokat Saugmandsgaard Øe i hans forslag til afgørelse Wikingerhof (C-59/19, EU:C:2020:688, punkt 37).

74 –      Præmis 30 i den pågældende dom. Sagen, der gav anledning til den nævnte dom, vedrørte et regressøgsmål mellem solidarisk hæftende meddebitorer i en kreditaftale.

75 –      For så vidt angår et erstatningssøgsmål vedrørende krænkelse af en eneforhandlingsaftale, jf. dom af 6.10.1976, De Bloos (14/76, EU:C:1976:134, præmis 16 og 17). Om en tvist vedrørende retsstridig ophævelse af en kontrakt om selvstændigt handelsagentur og betaling af provision i henhold til kontrakten, jf. dom af 8.3.1988, Arcado (9/87, EU:C:1988:127, præmis 13).

76 –      Jf. ligeledes flightright-dommen (præmis 59). I denne forbindelse skal det erindres, at Domstolen definerer en aftale som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 som en viljesoverensstemmelse mellem to personer. Jf. bl.a. den i punkt 58 i dette forslag til afgørelse nævnte retspraksis. Jf. ligeledes dom af 11.7.2002, Gabriel (C-96/00, EU:C:2002:436, præmis 49).

77 –      Engler-dommen (præmis 47). Jf. den retspraksis, der er anført i fodnote 62 i dette forslag til afgørelse.

78 –      Jf. punkt 56 ff. i dette forslag til afgørelse.

79 –      For så vidt navnlig angår vekseludstederens forpligtelser i forbindelse med en egenveksel over for indehaveren af denne veksel, jf. dom af 14.3.2013, Česká spořitelna (C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 48 og 49).

80 –      Jf. dom af 14.7.2016, Granarolo (C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 24-27).

81 –      Præmis 59 i den pågældende dom. Det skal erindres, at den sag, der gav anledning til den nævnte dom, vedrørte flypassagerers søgsmål med påstand om kompensation for en lang forsinkelse på en direkte tilsluttet flyforbindelse mod et transporterende luftfartsselskab, som ikke var den berørte passagers medkontrahent. Jf. ligeledes generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse flightright m.fl. (C-274/16, C-447/16 og C-448/16, EU:C:2017:787, punkt 54).

82 –      Jf. navnlig Feniks-dommen (præmis 44). Jf. ligeledes dom af 14.12.1977, de Bloos (59/77, EU:C:1977:207, præmis 11, 13, 15 og domskonklusionen).

83 –      Generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Wikingerhof (C-59/19, EU:C:2020:688, punkt 40). Min fremhævelse. Jf. artikel 12 i forordning nr. 593/2008.

84 –      Generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Wikingerhof (C-59/19, EU:C:2020:688, fodnote 52).

85 –      Jf. fodnote 21 i dette forslag til afgørelse.

86 –      Jf. den i dette forslag til afgørelses punkt 48 nævnte retspraksis.

87 –      Jf. den i dette forslag til afgørelses punkt 48 og 50 nævnte retspraksis. Når dette er sagt, synes ønsket om at sikre en afvejning af de forskellige mål i forordning nr. 44/2001 i visse domme at have været retningsgivende for fortolkningen af dette begreb. Jf. i denne henseende dom af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 26, 27, 31 og den deri nævnte retspraksis).

88 –      Præmis 48 og 51 i den pågældende dom.

89 –      Præmis 31 og 33 i den pågældende dom.

90 –      Præmis 59 og 61 i den pågældende dom.

91 –      Jf. Feniks-dommen (præmis 39 og 48) og dommen i sagen Primera Air Scandinavia (præmis 44).

92 –      Jf. i denne henseende B. Haftel, »Revirement et extension du champ de la »matière contractuelle« dans les relations à trois personnes«, Revue des contrats, vol. 5, nr. 115, 2019, s. 85: »Efter to afgørelser synes ethvert personorierenteret kriterium at være forsvundet fuldstændigt.«

93 –      Præmis 15 i den pågældende dom.

94 –      Engler-dommen (præmis 45 og 50). Jf. desuden punkt 58 i dette forslag til afgørelse.

95 –      Jf. Peters Bauunternehmung-dommen (præmis 13).

96 –      I forbindelse med fortolkningen af artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 henvises til Kareda-dommen (præmis 44), flightright-dommen (præmis 74 og 75), og Feniks-dommen (præmis 34, 36, 44 og 47). Domstolen har dog undertiden kun henvist til enten det første formål (dommen i sagen Primera Air Scandinavia, præmis 62 og 63) eller det andet formål (Wikingerhof-dommen, præmis 28 og 37).

97 –      Jf. i denne retning Feniks-dommen (præmis 36) og Wikingerhof-dommen (præmis 28). Jeg skal i denne forbindelse erindre om, at anvendelsen af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 for det første afhænger af sagsøgerens valg om at påberåbe sig denne specielle kompetenceregel, og for det andet af prøvelsen, der foretages af den ret, for hvilken sagen er anlagt, af de særlige betingelser, der er fastsat i disse bestemmelser, jf. Wikingerhof-dommen (præmis 29).

98 –      Efter min opfattelse fremgår det nemlig af Domstolens praksis, at en sådan afvejning, i det mindste i en række af dommene, synes at have spillet en afgørende rolle i forbindelse med den fleksible fortolkning, som Domstolen har anlagt i sin praksis. Nogle forfattere er dog af den opfattelse, at Domstolen ikke klart har angivet grundene til, at den har valgt én fortolkning frem for en anden. Jf. bl.a. M. Poesen, op.cit., s. 523 og den i fodnote 64 anførte retslitteratur: »Det har vist sig umuligt at forklare, hvorfor [Domstolen] har foretrukket én fortolkning frem for den anden.«

99 –      Jf. i denne retning bl.a. dom af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

100 –      Jf. i denne retning bl.a. dom af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes dom af 14.7.2016, Granarolo (C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 16), og Feniks-dommen (præmis 34). Jf. i denne retning, I. Pretelli, op.cit., s. 61-82.

101 –      Jf. i denne retning bl.a. dom af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

102 –      Jf. i denne forbindelse M. Poesen, »Regressing into the right direction: Non-contractual Claims in Proceedings between Contracting Parties under Article 7 of the Brussels Ia Regulation«, Maastricht Journal of European and Comparative Law, vol. 28, nr. 3, 2021, s. 390-398, og navnlig s. 394-395.

103 –      Jf. dom af 3.7.1997, Benincasa (C-269/95, EU:C:1997:337, præmis 27), og af 28.1.2015, Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 61).

104 –      Jf. dom af 4.3.1982, Effer (38/81, EU:C:1982:79, præmis 7 og 8), og af 28.1.2015, Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 61), og mit forslag til afgørelse i denne sag (C-375/13, EU:C:2014:2135, punkt 74). Jf. desuden punkt 56 i dette forslag til afgørelse.

105 –      Jf. analogt dom af 28.1.2015, Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 62).

106–      Dom af 28.1.2015, Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 64 og 65), og af 16.6.2016, Universal Music International Holding (C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 45 og 46).

107 –      Hvad enten det var på egne vegne eller i egenskab af galleriejer.

108 –      Jf. mit forslag til afgørelse Ellmes Property Services (C-433/19, EU:C:2020:482, punkt 74).

109 –      Jf. i denne henseende dom af 25.2.2010, Car Trim (C-381/08, EU:C:2010:90, præmis 54-60).

110 –      Jf. i denne henseende dom af 8.5.2019, Kerr (C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

111 –      Jf. dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch (C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 54), hvori det anføres, at »[d]et følger [...] af såvel forarbejderne til forordning nr. 44/2001 som af opbygningen af forordningens artikel 5, nr. 1[)], at det kun er for så vidt angår aftaler om salg af varer og aftaler om levering af tjenesteydelser, at [EU-]lovgiver har ønsket for det første ikke længere at henvise til den omtvistede forpligtelse, men derimod at henvise til disse aftalers karakteristiske forpligtelse, og for det andet selvstændigt at definere opfyldelsesstedet som tilknytningskriterium for den kompetente ret hvad angår kontrakter«. Min fremhævelse.

112 –      Navnlig hvis det viser sig at være vanskeligt eller umuligt for den forelæggende ret at fastlægge det sted, hvor kunstværkerne blev leveret, eller det sted, hvor galleriet leverede tjenesteydelser, i forbindelse med den første indgåede aftale. Jeg skal erindre om, at Domstolen allerede har fastslået, at »stedet, hvor varerne er blevet eller skulle have været leveret i henhold til aftalen [...], skal fastlægges på grundlag af kontraktbestemmelserne. Hvis det ikke er muligt at fastlægge leveringsstedet på dette grundlag uden at henholde sig til den materielle ret, som finder anvendelse på kontrakten, er dette sted det sted, hvor varerne fysisk overdrages til køberen, hvorved han får eller skulle have fået den faktiske råderet over disse varer på salgstransaktionens endelige bestemmelsessted« (dom af 25.2.2010, Car Trim, C-381/08, EU:C:2010:90, præmis 62 og domskonklusionen; min fremhævelse). På den anden side indebærer begrebet »tjenesteydelser« ifølge fast retspraksis, at den part, som præsterer tjenesteydelserne, udøver en nærmere bestemt virksomhed mod vederlag, hvorfor anvendelsen af artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 44/2001 forudsætter, at vederlagselementet ikke mangler. Når dette er sagt, må jeg indrømme, at jeg er i tvivl om, hvorvidt tvisten i hovedsagen omhandler salg af varer eller levering af tjenesteydelser.

113 –      Dom af 6.10.1976 (12/76, EU:C:1976:133).

114 –      Dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch (C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 46-57).