6.7.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 222/28


Sag anlagt den 4. maj 2020 — Klymenko mod Rådet

(Sag T-258/20)

(2020/C 222/31)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Oleksandr Viktorovych Klymenko (Moskva, Rusland) (ved advokat M. Phelippeau)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Det af Oleksandr Viktorovytch Klymenko anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 af 5. marts 2020 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.

Første anbringende om en utilstrækkelig begrundelse af de anfægtede retsakter. Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet ikke har opfyldt sin pligt til at begrunde de anfægtede retsakter med hensyn til såvel grundlaget for foranstaltningerne som overholdelsen af retten til forsvar samt retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og de i denne forbindelse foretagne undersøgelser.

2.

Andet anbringende om et urigtigt skøn i den foreliggende sag og om magtfordrejning. Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet, henset til de oplysninger, der er blevet fremsendt til det, kun kunne konstatere, at der ikke foreligger et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for en straffesag. Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig talrige tilsidesættelser af sine grundlæggende rettigheder, hvilke Rådet ikke har draget nogen konsekvenser af.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder for så vidt som de anfægtede retsakter ikke blev udstedt under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse såvel som retten til processuel ligestilling.

4.

Fjerde anbringende om manglende retsgrundlag, for så vidt som artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union ikke kan udgøre det retsgrundlag, der lægges til grund for den restriktive foranstaltning over for sagsøgeren.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til respekt for ejendom.