9

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

10

EUIPO og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

11

Sagsøgeren har i det væsentlige fremført tre anbringender vedrørende for det første tilsidesættelse af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, for så vidt som visse beviser blev fremlagt for sent for appelkammeret, for det andet tilsidesættelse af samme forordnings artikel 7, stk. 1, for så vidt som det tidligere design med urette blev anset for at have været genstand for en offentliggørelse, og for det tredje tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med denne forordnings artikel 6, for så vidt som de omtvistede design med urette blev anset for at give det samme helhedsindtryk hos den informerede bruger, og det anfægtede design derfor med urette blev anset for at savne individuel karakter.

12

Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret har tilsidesat artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 ved at fastslå, at visse beviser vedrørende rullen med R5015-mærkater, som intervenienten for første gang fremlagde under klagesagen til prøvelse af ugyldighedsafdelingens afgørelse, kunne antages til realitetsbehandling.

13

EUIPO og intervenienten har anfægtet denne argumentation.

14

I henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 kan EUIPO se bort fra kendsgerninger eller beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.

15

Det følger af ordlyden af denne bestemmelse, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 6/2002, og at det på ingen måde er forbudt for EUIPO at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent (dom af 14.3.2018, Crocs mod EUIPO – Gifi Diffusion (Fodtøj), T-651/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:137, præmis 31).

16

Ved at præcisere, at EUIPO i sådanne tilfælde »kan« beslutte at se bort fra for sent fremlagte beviser, giver artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 således EUIPO en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse (dom af 14.3.2018, Crocs mod EUIPO – Gifi Diffusion (Fodtøj), T-651/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:137, præmis 32).

17

Hvad derudover angår EUIPO’s udøvelse af denne skønsbeføjelse med henblik på en eventuel hensyntagen til for sent fremlagte beviser kan en sådan hensyntagen fra EUIPO’s side, når EUIPO skal træffe afgørelse i forbindelse med en ugyldighedssag, navnlig være berettiget, når EUIPO er af den opfattelse dels, at de for sent fremførte elementer umiddelbart kan have afgørende betydning for udfaldet af ugyldighedsbegæringen, dels at tidspunktet for proceduren, hvorpå denne sene fremlæggelse sker, og omstændighederne omkring den ikke er til hinder for en sådan hensyntagen. Sådanne betragtninger viser sig på tilsvarende måde især at kunne begrunde EUIPO’s hensyntagen til beviser, som, selv om de ikke er blevet fremlagt inden for den af EUIPO fastsatte frist, blev fremlagt på et senere tidspunkt i proceduren som et tillæg til de beviser, der blev fremlagt inden for fristen (dom af 14.3.2018, Crocs mod EUIPO – Gifi Diffusion (Fodtøj), T-651/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:137, præmis 34).

18

I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne og navnlig af den anfægtede afgørelses punkt 14, at intervenienten for første gang for appelkammeret fremlagde bilag 32-34 med henblik på at godtgøre, at det tidligere design var blevet offentliggjort. Bilag 32 indeholder navnlig en erklæring afgivet under ed den 18. februar 2019 fra A, der er direktør for et selskab, der driver virksomhed inden for trykning af mærkater, og hvoraf fremgår, at dette selskab siden 2003 har fremstillet ruller med R5015-mærkater for intervenienten, hvortil der er vedlagt fakturaer og afbildninger af de nævnte ruller. Bilag 33 og 34 indeholder to erklæringer afgivet under ed og dateret henholdsvis den 11. februar 2019 fra B, der er medlem af bestyrelsen i et selskab, der fra 1999 til 2003 fremstillede fleksible matricer (»flexible dies«) for intervenienten, og den 19. februar 2019 fra C, der er intervenientens maskiningeniør, og som bl.a. indeholder afbildninger af de ruller med 8853-mærkater, som intervenienten anvender, og som bekræfter A’s erklæring.

19

Appelkammeret er af den opfattelse, at det er nødvendigt at tage hensyn til de supplerende beviser, som intervenienten har fremlagt for appelkammeret. Ifølge appelkammeret er beviserne relevante og understøtter de beviser, der blev fremlagt for ugyldighedsafdelingen. Appelkammeret har navnlig fremhævet, at bilag 32 blev fremlagt med henblik på at påvise, at R5015-mærkatet, der fremgår af bilag 8, som blev indgivet sammen med ugyldighedsbegæringen, var blevet offentliggjort. Appelkammeret har ligeledes anført, at disse beviser blev meddelt sagsøgeren, som fremsatte bemærkninger hertil, at der ikke er fastsat nogen frist til at indgive en ugyldighedsbegæring, og at en hensyntagen hertil kan bidrage til at sikre, at et registreret EF-design, hvis gyldighed efterfølgende med succes vil kunne anfægtes i en anden ugyldighedssag, ikke forbliver opført i registret. Appelkammeret har endelig tilføjet, at disse beviser blev fremlagt med henblik på at anfægte ugyldighedsafdelingens afgørelse, hvorefter beviserne for offentliggørelsen var utilstrækkelige. Appelkammeret antog dem derfor til realitetsbehandling.

20

Det skal bemærkes, at intervenienten, således som sagsøgeren selv har medgivet, for ugyldighedsafdelingen havde fremlagt dokumenter til støtte for sin ugyldighedsbegæring, herunder en erklæring afgivet under ed fra C. Ugyldighedsafdelingen var imidlertid af den opfattelse, at de fremlagte afbildninger og dokumenter ikke underbyggede C’s argumenter. Ugyldighedsafdelingen fandt ligeledes, at de beviser, der var fremlagt i forbindelse med ugyldighedsbegæringen, ikke var tilstrækkelige til at påvise en offentliggørelse med den begrundelse, at de tidligere påberåbte design ikke klart var identificeret, og at der ikke forelå bevis vedrørende de relevante kilder og datoer for offentliggørelsen. Ugyldighedsafdelingen konkluderede derfor, at det ikke var påvist, at det tidligere design var blevet offentliggjort.

21

De bilag og afbildninger, der var fremlagt for appelkammeret, supplerede dermed de bilag og afbildninger, der allerede var blevet fremlagt for ugyldighedsafdelingen. Disse bilag, der er dateret efter ugyldighedsafdelingens afgørelse, og som derfor ikke tidligere har kunnet fremlægges, har desuden navnlig gjort det muligt for intervenienten at imødegå ugyldighedsafdelingens konstateringer, der er nævnt i præmis 20 ovenfor. Selv om visse af de afbildninger af mærkatruller, der fremgår af bilag 32 og 34, som fremhævet af sagsøgeren er forskellige fra det omtvistede design, hører de ikke desto mindre til samme mærkatserie som det omtvistede design (dvs. R5012-R5020). Disse bilag var dermed relevante for sagens løsning og kunne derfor med rette supplere de allerede fremlagte beviser.

22

Disse bilag blev i øvrigt fremlagt i forbindelse med begrundelsen for klagen af 25. februar 2019. Appelkammeret kunne dermed udøve sin skønsbeføjelse objektivt og begrundet for så vidt angår en hensyntagen til disse synspunkter (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Gamet mod EUIPO – Metal-Bud II Robert Gubała (Dørhåndtag), T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 22).

23

Endelig har sagsøgeren med urette gjort gældende, at antagelsen af disse bilag til realitetsbehandling tilsidesatte selskabets ret til at blive hørt, eftersom sagsøgeren havde mulighed for at fremsætte sine bemærkninger hertil i sine skriftlige indlæg for appelkammeret af 2. maj og 6. september 2019, hvilket sagsøgeren selv har medgivet.

24

Det følger heraf, at appelkammeret ved på begrundet vis at tage hensyn til de supplerende bilag, der var fremlagt for det, på passende måde har gjort brug af den skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, og det første anbringende skal derfor forkastes.

52

Det andet anbringende skal derfor forkastes.

53

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret har anlagt et urigtigt skøn ved i strid med artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med denne forordnings artikel 6, at fastslå, at det anfægtede design savner individuel karakter, bl.a. med den begrundelse, at der med urette blev set bort fra forskellene mellem de omtvistede design.

54

EUIPO og intervenienten har anfægtet denne argumentation.

[udelades]

63

Som konstateret af appelkammeret er den informerede bruger – uden at være designer eller teknisk ekspert – i det foreliggende tilfælde bekendt med de forskellige design af printerruller som følge af det på markedet tilgængelige varesortiment, i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse mærkatruller normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når vedkommende anvender dem, hvilket ikke er blevet bestridt af parterne.

67

Den grad af frihed, som designeren af det anfægtede design har, blev således anset for at være middelstor, hvilket ikke er blevet bestridt af parterne.

68

Det skal bemærkes, at et designs individuelle karakter følger af et helhedsindtryk af forskellen i forhold til – eller fraværet af – noget, der »allerede er set«, ud fra en informeret brugers synspunkt i forhold til alle design, der hidtil er blevet anvendt, uden at der tages hensyn til forskelle, der forbliver utilstrækkeligt markante til at påvirke det nævnte helhedsindtryk, selv om det går ud over ubetydelige detaljer, men under hensyntagen til forskelle, der er tilstrækkeligt markante til at skabe indtryk af alle uligheder (jf. dom af 16.2.2017, Antrax It mod EUIPO – Vasco Group (Termosifoner til radiatorer), T-828/14 og T-829/14, EU:T:2017:87, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

69

Sammenligningen af de helhedsindtryk, der fremkaldes af de omtvistede design, skal være konstrueret og må ikke begrænse sig til en analytisk sammenligning af en opregning af ligheder og forskelle. Denne sammenligning skal anvende de egenskaber, der var angivet i det anfægtede design, og udelukkende vedrøre karakteristika, der er beskyttet, uden hensyntagen til de – bl.a. tekniske – karakteristika, der ikke kan beskyttes. Den nævnte sammenligning skal vedrøre designet, i princippet som dette er registreret, uden at der af indgiveren af ugyldighedsbegæringen kan afkræves en grafisk gengivelse af det påberåbte design, som kan sammenlignes med gengivelsen i ansøgningen om registrering af det anfægtede design (jf. dom af 13.6.2019, Visi/one mod EUIPO – EasyFix (Informationstavle til køretøjer), T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

70

Som appelkammeret har konstateret, er de omtvistede designs karakteristika i det foreliggende tilfælde sammenfaldende med de karakteristika, der kendetegner støtterullen, det gullige bånd, de hvide rektangulære mærkater og de ovale huller mellem hver mærkat. Hvad angår forskellene begrænser de sig til størrelsen af mærkaterne, der er længere og mere snæver i det anfægtede design end i det tidligere design R5015, idet der ses en tilsvarende forskel med hensyn til rullens højde og antallet, placeringen og størrelsen af de sorte trykmærker.

71

Selv om disse forskelle ikke kan anses for at være ubetydelige, således som appelkammeret har anført, var det med rette, at appelkammeret fandt, at de imidlertid ikke var tilstrækkelige til at give den informerede bruger et andet helhedsindtryk.

72

De argumenter, som sagsøgeren har fremført med henblik på at gøre gældende, at det anfægtede design ikke giver den informerede bruger det samme helhedsindtryk som det helhedsindtryk, det tidligere design giver, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

[udelades]

79

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at der med urette blev set bort fra ord- og figurbestanddelene. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til de ordmærker, der er gengivet i en særlig skrifttype på det omtvistede design (dymo) og det tidligere design R5015 (avery), samt til den figurbestanddel i form af en trekant, der er placeret ved siden af ordbestanddelen »avery«, og har gjort gældende, at disse bestanddele er dekorationsbestanddele.

80

Det skal imidlertid fastslås, at ord- og figurbestanddelene på de omtvistede design er varemærker eller særlige kendetegn, der er anbragt på produktet for at angive dets oprindelse. Disse elementer har ikke nogen ornamental eller dekorativ funktion og udgør ikke sådanne særlige træk ved produktet, der giver de pågældende produkter deres udseende som omhandlet i artikel 3, litra a) og b), i forordning nr. 6/2002. Disse ord- og figurbestanddele er således uden relevans ved sammenligningen af helhedsindtrykkene med henblik på at fastslå det anfægtede designs individuelle karakter.

81

Under alle omstændigheder skal det endvidere bemærkes, at sammenligningen af de helhedsindtryk, der fremkaldes af de omtvistede design, skal anvende de egenskaber, der var angivet i det anfægtede design, og udelukkende vedrøre karakteristika, der er beskyttet, uden hensyntagen til de – bl.a. tekniske – karakteristika, der ikke kan beskyttes (jf. dom af 13.6.2019, Visi/one mod EUIPO – EasyFix (Informationstavle til køretøjer), T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

82

Selv om disse ord- og figurbestanddele vil kunne anses for at være relevante, er det klart for den informerede bruger, at de tjener til at angive varernes oprindelse, således at vedkommende med hensyn til helhedsindtrykket ikke tillægger dem betydning, og at disse bestanddele derfor i det foreliggende tilfælde er utilstrækkelige til at ændre det helhedsindtryk, som den informerede bruger har af det anfægtede design.

[udelades]

99

Det følger af det ovenstående, at appelkammeret ikke foretog et urigtigt skøn ved at vurdere, at de omtvistede design giver den informerede bruger det samme helhedsindtryk, og ved at konkludere, at det anfægtede design i forhold til det tidligere design savner individuel karakter som omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med denne forordnings artikel 6.

100

Følgelig skal sagsøgerens tredje anbringende forkastes som ugrundet, og dermed frifindes EUIPO i det hele, uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om sagsøgerens anden påstand om, at ugyldighedsbegæringen vedrørende det anfægtede design afslås, kan antages til realitetsbehandling, eftersom denne påstand forudsætter, at der gives medhold i annullationssøgsmålet, og at den derfor kun er nedlagt for det tilfælde, at der gives medhold i den første påstand (jf. i denne retning dom af 27.2.2019, Aytekin mod EUIPO – Dienne Salotti (Dienne), T-107/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:114, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):