1.

For knap to årtier siden i november 2002 gik M/T Prestige (herefter »fartøjet«), et enkeltskroget olietankskib, der var registreret i Bahamas, i to stykker og sank ud for den galiciske kyst (Spanien). Fartøjet fragtede på det tidspunkt 70000 tons tung fyringsolie, og det olieudslip, der opstod som følge af forliset, forvoldte betydelig skade på strande, byer og landsbyer langs den nordlige spanske kystlinje og den vestlige franske kystlinje. Som forklaret i punkt 13-26 i dette forslag til afgørelse medførte fartøjets forlis en længerevarende tvist mellem det forsikringsselskab, som forsikrede fartøjet, og den spanske stat ved to forskellige procedurer i to medlemsstater. Tvisten førte til to retsafgørelser: en truffet af Audiencia Provincial de A Coruña (den regionale domstol i La Coruña, Spanien) og den anden truffet af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Commercial Court) (retten i første instans (England og Wales) (handelssager) Det Forenede Kongerige). Den spanske stat forsøgte i sidste ende at få retsafgørelsen fra Audiencia Provincial de A Coruña (den regionale domstol i La Coruña) anerkendt af retterne i England og Wales. I de sidste dage i overgangsperioden efter Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union indgav High Court of Justice (England & Wales) (appeldomstolen (England og Wales)) en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, hvori retten anmodede om Domstolens fortolkning af artikel 1, stk. 2, litra d), og artikel 34, nr. 1) og 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ).

2.

Artikel I, stk. 1, i konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, indgået i New York den 10. juni 1958 ( 3 ) (herefter »New York-konventionen af 1958«), bestemmer:

»Denne konvention finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, som er afsagt i en anden stat end den, hvor afgørelsen søges anerkendt og fuldbyrdet, og som angår tvister mellem fysiske eller juridiske personer. Den finder også anvendelse på voldgiftskendelser, som ikke anses for indenlandske i den stat, hvor de søges anerkendt og fuldbyrdet.«

3.

Artikel III i New York-konventionen af 1958 bestemmer:

»Enhver kontraherende stat skal på de vilkår, som er fastsat i de følgende artikler, anerkende voldgiftskendelser som bindende og fuldbyrde dem i overensstemmelse med procesreglerne på det territorium, hvor kendelsen påberåbes. Der må ikke fastsættes væsentligt mere tyngende vilkår eller pålægges højere gebyrer eller afgifter for anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, som omfattes af denne konvention, end for anerkendelse eller fuldbyrdelse af indenlandske voldgiftskendelser.«

4.

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer, at den finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. I henhold til artikel 1, stk. 2, litra d), finder den ikke anvendelse på voldgift.

5.

Artikel 32 i forordning nr. 44/2001 bestemmer, at »[…] »retsafgørelse« [betyder] enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten«.

6.

Artikel 33 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»1.   Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2.   Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i afdeling 2 og 3 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.

3.   Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.«

7.

Artikel 34 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

[…]

8.

Artikel 71, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer, at den ikke berører konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.

9.

Eftersom den i artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001 anvendte ordlyd ikke har ændret sig, siden Bruxelleskonventionen trådte i kraft, forekommer 12. betragtning til forordning nr. 1215/2012 at være relevant ved vurderingen af anvendelsesområdet for den deri fastsatte undtagelse ( 4 ). Betragtningen har følgende ordlyd:

»Denne forordning bør ikke finde anvendelse på voldgift. Intet i denne forordning bør være til hinder for, at retterne i en medlemsstat, hvor en sag er blevet anlagt vedrørende et forhold, hvorom parterne har indgået en voldgiftsaftale, henviser parterne til voldgift, udsætter eller afviser sagen eller undersøger, hvorvidt voldgiftsaftalen er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

En afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat om, hvorvidt en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør ikke være underlagt bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse i denne forordning, uanset om retten afgjorde dette som et hovedspørgsmål eller som et bispørgsmål.

På den anden side, såfremt en ret i en medlemsstat, der har udøvet sin kompetence i henhold til denne forordning eller national lovgivning, har besluttet, at en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør dette ikke være til hinder for, at rettens afgørelse om sagens realitet anerkendes eller alt efter omstændighederne fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning. Dette bør ikke berøre den kompetence, som medlemsstaternes retter har til at træffe afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser i overensstemmelse med [New York-konventionen af 1958], som har forrang i forhold til denne forordning.

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på søgsmål eller tilknyttede sager navnlig vedrørende etablering af en voldgiftsret, voldgiftsmændenes beføjelser, varetagelse af en voldgiftsprocedure eller af andre aspekter af en sådan procedure, eller på sager eller afgørelser vedrørende annullering, fornyet prøvelse, appel, anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse.«

10.

section 66 i Arbitration Act 1996 (lov om voldgift af 1996) ( 5 ), der har overskriften »Fuldbyrdelse af voldgiftsafgørelsen«, bestemmer:

11.

Section 73 i Arbitration Act 1996, der har overskriften »Fortabelse af retten til at fremsætte indsigelse«, bestemmer:

12.

Artikel 117 i Ley Orgánica 10/1995 del Código Penal (organisk lov nr. 10/1995 om straffeloven) af 23. november 1995 ( 6 ) bestemmer, at »forsikringsselskaber, som påtaget sig risikoen for finansielle forpligtelser, der opstår som følge af brugen eller udnyttelsen af et formuegode, en industri, en virksomhed eller en aktivitet i tilfælde, hvor den begivenhed, som udgør den forsikrede risiko, indtræffer som følge af en i loven fastsat omstændighed, pådrager sig direkte civilt ansvar op til grænsen for den ved lov eller aftale fastsatte erstatning uden, at det berører retten til regres mod den pågældende person«.

13.

På det tidspunkt, hvor fartøjet forliste, havde dets ejere (herefter »ejerne«) Protection & Indemnity (beskyttelse og erstatning, herefter »P&I«) forsikring hos The London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association Limited (herefter »den gensidige forsikringsforening«) ( 7 ) i medfør af en forsikringsaftale indgået ved et indtrædelsescertifikat af 20. februar 2002 (herefter »forsikringsaftalen«). Den gensidige forsikringsforening havde i henhold til aftalen påtaget sig at yde P&I dækning for ejerne for bl.a. hver enkelt skadesbegivenhed op til et samlet maksimumsbeløb på 1 mia. USD ved forurening. Forsikringsaftalen var underlagt den gensidige forsikringsforenings vilkår, dvs. standardbetingelserne i forsikringspolicen, der var en del af indtrædelsesbeviset. Vilkår 3, der havde overskriften »Retten til dækning«, indeholdt en »betalingsklausul« ( 8 ) med følgende ordlyd:

[…]«

14.

Vilkår 43 i den gensidige forsikringsforenings vilkår, der har overskriften »Jurisdiktion og lovvalg«, indeholdt en voldgiftsklausul, som bestemte, at »såfremt der opstår en uenighed eller tvist mellem et medlem og sammenslutningen«, skulle en »sådan uenighed eller tvist« afgøres ved voldgift i London (Det Forenede Kongerige) for en enkelt voldgiftsdommer i henhold til engelsk ret og Arbitration Act 1996.

15.

I slutningen af 2002 blev der indledt en straffesag i Spanien mod bl.a. fartøjets fører, overstyrmand og maskinchef.

16.

I eller omkring juni 2010, da den efterforskningsmæssige del af straffesagen blev afsluttet, anlagde flere retlige enheder, herunder den spanske stat, civile erstatningssøgsmål mod en række sagsøgte, herunder den gensidige forsikringsforening i dens egenskab af ejernes ansvarsforsikringsselskab i henhold til forsikringsaftalen, i medfør af en direkte søgsmålsret i den spanske straffelovs artikel 117. Den gensidige forsikringsforening gav ikke møde i den spanske retssag.

17.

Den 16. januar 2012 indledte den gensidige forsikringsforening en voldgiftssag i London, hvor den nedlagte påstand om, at det i medfør af voldgiftsklausulen i forsikringsaftalen blev fastslået, at den spanske stat skulle gøre sine krav i henhold til den spanske straffelovs artikel 117 gældende i London, og at den gensidige forsikringsforening ikke var erstatningsansvarlig over for den spanske stat for sådanne krav i henhold til engelsk ret og/eller i henhold til aftalen. Den spanske stat deltog ikke i voldgiftssagen ( 9 ).

18.

Ved en voldgiftsafgørelse afsagt den 13. februar 2013 (herefter »voldgiftsafgørelsen«) udtalte voldgiftsretten, at eftersom de pågældende krav var kontraktmæssige i henhold til engelske lovvalgsregler, fandt engelsk ret anvendelse på aftalen. Den spanske stat kunne dermed ikke drage fordel af ejernes kontraktmæssige rettigheder uden at overholde både voldgiftsklausulen og »betalingsklausulen«. Endvidere burde den spanske stat have indledt en voldgiftssag i London om betaling fra den gensidige forsikringsforening. Voldgiftsafgørelsen fastslog også, at når ejerne ikke havde foretaget forudgående betaling af det af ejerne forsikrede ansvar, var den gensidige forsikringsforening ikke erstatningsansvarlig over for den spanske stat for disse krav. Under alle omstændigheder kunne den gensidige forsikringsforenings ansvar ikke overstige 1 mia. USD.

19.

I marts 2013 anlagde den gensidige forsikringsforening sag ved den forelæggende ret i henhold til section 66(1) og (2) i Arbitration Act 1996 med påstand om, at den fik tilladelse til at fuldbyrde voldgiftsafgørelsen i jurisdiktionen på samme måde som en retsafgørelse eller ‑kendelse, og om, at der træffes en retsafgørelse i henhold til voldgiftsafgørelsen. Den spanske stat modsatte sig fuldbyrdelsen. Den spanske stat nedlagde påstand om, at voldgiftsafgørelsen skulle ophæves og/eller erklæres virkningsløs i medfør af Section 67 og/eller 72 i Arbitration Act 1996. Disse sections bestemmer, at en engelsk voldgiftsafgørelse kan anfægtes på grund af bl.a., at retten ikke havde kompetence til at påkende sagens realitet, og at den relevante tvist ikke behørigt kunne afgøres ved voldgift. Den spanske stat anførte også, at den forelæggende ret burde afslå at udøve sit skøn til at træffe en afgørelse.

20.

Efter en syv dage lang domsforhandling, hvor vidner afgav forklaring om faktiske omstændigheder og sagkyndige om spansk ret, afsagde den forelæggende ret dom den 22. oktober 2013. Retten udtalte, at den spanske stats påstande skulle forkastes, at den gensidige forsikringsforening i medfør af section 66(1) i Arbitration Act 1996 fik tilladelse til at fuldbyrde voldgiftsafgørelsen, og at der skulle træffes en afgørelse mod den spanske stat i henhold til voldgiftsafgørelsen. Retten traf den samme dag en særskilt formel afgørelse, som udtalte, at »[i] medfør af section 66(2) i Arbitration Act 1996 afsiges afgørelse mod [den spanske stat] i henhold til voldgiftsafgørelsen« ( 10 ).

21.

Den spanske stat iværksatte appel til prøvelse af section 66-afgørelsen til Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstolen (England og Wales) (afdelingen for civile sager) Det Forenede Kongerige). Ved dom af 1. april 2015 forkastede retten appellen.

22.

Den 13. november 2013 afsagde Audiencia Provincial de A Coruña (den regionale domstol i La Coruña) dom i den spanske sag. Retten traf ikke afgørelse om ejernes eller den gensidige forsikringsforenings civile ansvar. Flere af parterne iværksatte appel til prøvelse af dommen til Tribunal Supremo (den øverste domstol, Spanien). Ved dom af 14. januar 2016 fandt retten bl.a., at skibsføreren og den gensidige forsikringsforening var erstatningsansvarlige for de civile krav, og at den gensidige forsikringsforening var direkte erstatningsansvarlig i medfør af den spanske straffelovs artikel 117 op til den samlede beløbsgrænse på 1 mia. USD. Retten hjemviste sagen til Audiencia Provincial de A Coruña (den regionale domstol i La Coruña) med henblik på at fastlægge ansvarsfordelingen mellem de sagsøgte i den spanske sag. Ved dom af 15. november 2017 (berigtiget den 11.1.2018) fandt retten, at skibsføreren, ejerne og den gensidige forsikringsforening som følge af ulykken var erstatningsansvarlige over for 200 særskilte parter (herunder den spanske stat) med et beløb på mere end 1,6 mia. EUR, for den gensidige forsikringsforenings vedkommende dog op til den samlede beløbsgrænse på 1 mia. USD. Der blev iværksat appel til prøvelse af den sidstnævnte dom af flere af parterne til Tribunal Supremo (den øverste domstol), som ved dom af 19. december 2018 (ændret den 21.1.2019) stadfæstede dommen på alle væsentlige punkter.

23.

Den 1. marts 2019 afsagde Audiencia Provincial de A Coruña (den regionale ret i La Coruña) en fuldbyrdelsesafgørelse, som fastsatte de beløb, hvoraf hver af sagsøgerne, herunder den spanske stat, kunne kræve fuldbyrdelse over for de respektive sagsøgte, herunder den gensidige forsikringsforening (herefter »den spanske retsafgørelse«).

24.

Den 25. marts 2019 anlagde den spanske stat sag ved High Court of Justice (England & Wales) (retten i første instans (England og Wales)) med påstand om, at den spanske retsafgørelse skulle anerkendes i henhold til artikel 33 i forordning nr. 44/2001. Retten tog påstanden til følge ved afgørelse af 28. maj 2019 (herefter »fuldbyrdelsesafgørelsen«) ( 11 ).

25.

Den 26. juni 2019 har den gensidige forsikringsforening iværksat appel til prøvelse af fuldbyrdelsesafgørelsen i henhold til artikel 43 i forordning nr. 44/2001. Den gensidige forsikringsforening gjorde to anbringender gældende. Den har for det første anført, at den spanske retsafgørelse i medfør af artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 var uforenelig med section 66-afgørelsen, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstolen (England og Wales) (afdelingen for civile sager)) havde stadfæstet den 1. april 2015. Den har for det andet under henvisning til artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 gjort gældende, at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af den spanske retsafgørelse åbenbart ville stride mod engelske grundlæggende retsprincipper. Den spanske stat anfægtede den gensidige forsikringsforenings appel. Den anmodede den forelæggende ret om at forelægge seks spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af forordning nr. 44/2001.

26.

Under disse omstændigheder har High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Commercial Court) (appeldomstolen (England og Wales) (handelssager)) den 22. december 2020 besluttet at forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

27.

Den gensidige forsikringsforening, den tyske, den spanske, den franske og den polske regering, Det Forenede Kongerige og Det Schweiziske Forbund samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

28.

I retsmødet den 31. januar 2022 afgav den gensidige forsikringsforening, den spanske, den franske og den polske regering, Det Forenede Kongerige samt Kommissionen mundtlige indlæg og besvarede Domstolens spørgsmål.

29.

Den 31. januar 2020 trådte Det Forenede Kongerige ud af Den Europæiske Union. I henhold til artikel 86, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab ( 12 ) har Domstolen fortsat kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb, defineret i aftalens artikel 126 som fra den 31. december 2020. Herudover er Domstolens dom i henhold til aftalens artikel 89, stk. 1, uanset om de er afsagt inden overgangsperiodens udløb eller på et senere tidspunkt, bindende i dens helhed for og i Det Forenede Kongerige. Eftersom denne anmodning om præjudiciel afgørelse blev indgivet den 22. december 2020, har Domstolen kompetence til at træffe afgørelse herom, og den forelæggende ret er bundet af den af Domstolen afsagte dom.

30.

Indledningsvis vil jeg fremsætte to bemærkninger.

31.

For det første søgte nogle af parterne i retsmødet at stille spørgsmålstegn ved problemstillinger, som den forelæggende ret allerede har afgjort. De omfatter konstateringer om, at den spanske stats krav mod den gensidige forsikringsforening i henhold til den spanske straffelovs artikel 117 ifølge engelsk ret skulle kendetegnes som påstande om at håndhæve forpligtelser i henhold til bestemmelsen snarere end uafhængige krav afledt af spanske lovregler, at disse engelske retlige forpligtelser kun kunne håndhæves i overensstemmelse med vilkårene herfor, dvs. ved voldgift og betinget af »betalingsklausulen«, og at disse krav kunne pådømmes ved voldgift.

32.

I procedurer i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, er det alene den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende national ret ( 13 ). Det tilkommer ikke Domstolen at tage stilling til fortolkningen af national ret eller at afgøre, hvorvidt den fortolkning, den nationale ret lægger til grund, er korrekt ( 14 ). Det følger heraf, at Domstolen ved udøvelsen af den kompetence, som den er tildelt, ikke kan tage de argumenter, der er beskrevet i det umiddelbart ovenstående punkt i dette forslag til afgørelse, under overvejelse.

33.

For det andet har den franske regering gjort gældende, at den spanske retsafgørelse og section 66-afgørelsen ikke er uforenelige. Det forhold, at en national ret har kompetence, er ikke nødvendigvis og kategorisk til hinder for, navnlig i forbindelse med et erstatningssøgsmål, at en anden national ret eller en voldgiftsret forfægter, at den har kompetence, og vice versa. Regeringen har anført, at den gensidige forsikringsforening ikke anså det for nødvendigt at deltage i den spanske sag, og at en domstol i henhold til spansk eller international ret ikke af egen drift skal tage stilling til en manglende kompetence på grund af en voldgiftsklausul. Det var dermed åbenbart på grund af det forhold, at dens kompetence ikke var blevet anfægtet på grund af en sådan klausul, at den spanske ret accepterede, at den havde kompetence i tvisten. Det forhold, at section 66-afgørelsen fastslår, at den voldgiftsret, hvorved den gensidige forsikringsforening anlagde sagen, har kompetence på grund af en voldgiftsklausul i forsikringsaftalen, gør den dermed ikke uforenelig med den spanske retsafgørelse.

34.

Den franske regering har også gjort gældende, at det forhold, at voldgiftsretten fandt, at »betalingsklausulen« kunne håndhæves over for tredjemænd, som den forsikrede havde forvoldt skade, uden forudgående betaling, ikke er til hinder for, at en national ret anvender klausulen, så meget desto mindre, når – som her – den berørte part hverken påberåbte sig den eller nogen manglende betaling for retten. Et part kan ikke forfægte, at en retsafgørelse er uforenelig med en retsafgørelse fra en anden medlemsstat på grund af, at parten undlod at give møde for den ret, som traf den anden retsafgørelse, som søges anerkendt i den medlemsstat, hvor den første afgørelse blev truffet.

35.

Den franske regerings argumenter er ikke korrekte af de følgende to grunde.

36.

For det første, som Det Forenede Kongerige anførte i retsmødet, og som den franske regering selv har påpeget i dens skriftlige indlæg, bygger de præjudicielle spørgsmål på den forudsætning, at den spanske retsafgørelse og section 66-afgørelsen er uforenelige. Herudover, som Det Forenede Kongerige også anførte i retsmødet, fremgår det klart af den forelæggende rets dom af 18. december 2020, hvori den tog stilling til de spørgsmål, der skulle forelægges til præjudiciel afgørelse, at den forkastede den spanske stats udtrykkelige opfordring til at forelægge Domstolen ethvert spørgsmål om uforenelighed. Det er tilstrækkeligt at erindre om, at det alene tilkommer den forelæggende ret at udvælge og formulere de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for at træffe afgørelse om tvisten i hovedsagen ( 15 ). Selv om den forelæggende ret kan opmuntre parterne i tvisten til at foreslå formuleringer, som kan anvendes i de præjudicielle spørgsmål, tilkommer det denne ret alene at afgøre spørgsmålenes form og indhold ( 16 ). Det fremgår også klart af Domstolens praksis, at såfremt den forelæggende ret i sin forelæggelsesafgørelse udtrykkeligt har anført, at den ikke har fundet det nødvendigt at stille et spørgsmål, eller såfremt den implicit har nægtet at forelægge Domstolen et spørgsmål rejst af en af parterne, kan Domstolen hverken besvare dette spørgsmål eller tage hensyn hertil inden for rammerne af den præjudicielle forelæggelse ( 17 ). På baggrund af det ovenstående kan den franske regerings argumenter vedrørende problemstillingen om uforenelighed åbenlyst ikke antages til realitetsbehandling.

37.

For det andet er argumenterne under alle omstændigheder irrelevante. I Hoffmann-dommen udtalte Domstolen, at det skal undersøges, om to retsafgørelser er uforenelige, ved at spørge, om de har retsvirkninger, som gensidigt udelukker hinanden ( 18 ). Uforeneligheden afgøres dermed under henvisning til retsvirkningerne af retsafgørelser; den vedrører hverken den retlige begrundelse, som de bygger på, eller de processuelle tiltag, som førte til, at de blev truffet ( 19 ). Retsafgørelsers uforenelighed afhænger heller ikke af parternes adfærd, som den franske regering har foreslået. I denne sag har de omtvistede retsafgørelser diametralt modsatrettede retsvirkninger, i det mindste for så vidt angår den gensidige forsikringsforening: Mens den spanske retsafgørelse anså den gensidige forsikringsforening for ansvarlig, udtalte section 66-afgørelsen, at den gensidige forsikringsforening ikke var ansvarlig på grund af »betalingsklausulen«.

38.

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål afklaret, om en afgørelse, der er truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse i henhold til section 66(2) i Arbitration Act 1996, kan udgøre en relevant »retsafgørelse« truffet i en medlemsstat, som ønskes anerkendt for så vidt angår artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. Den forelæggende ret har med det andet spørgsmål spurgt, om en sådan retsafgørelse, som ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 på grund af dennes artikel 1, stk. 2, litra d), er til hinder for, at den anses for at udgøre en »retsafgørelse« som omhandlet i forordningens artikel 34, nr. 3).

39.

Eftersom disse to spørgsmål er nært forbundne, foreslår jeg at behandle dem sammen.

40.

Indledningsvis vil jeg forkaste Det Forenede Kongeriges forslag om, at Domstolen afslår at besvare de første to spørgsmål, eftersom de »i det væsentlige vedrører en konflikt om, hvorvidt tvisten udelukkes skal løses ved voldgift«, og at deres genstand følgelig er omfattet af det, der er undtaget fra anvendelsesområdet ved artikel 1, stk. 2, litra d). For det første søger de to spørgsmål en fortolkning af artikel 1, stk. 2, litra d), artikel 32 og artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. Indtil denne fortolkning er fremkommet, er det ikke muligt at sige, om den underliggende tvist mellem parterne er blevet løst udelukkende ved voldgift. Det Forenede Kongeriges indsigelse i denne kategori er dermed et eksempel på, at vognen spændes for hesten. For det første vedrørte de første to af de tre spørgsmål, som Domstolen blev forelagt i Owens Bank-dommen ( 20 ), Bruxelleskonventionens anvendelse på retsforhandlinger i kontraherende stater omhandlende anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt i ikke-kontraherende stater, mens det tredje spørgsmål søgte at få afklaret de fællesskabsretlige principper, der fandt afgørelse på lis pendens. Domstolen besvarede de to første spørgsmål benægtende, på baggrund af hvilket svar den anså det for ufornødent at besvare det tredje spørgsmål. Det følger heraf – i modsætning til det af Det Forenede Kongerige anførte – at Domstolen ikke afslog at besvare de præjudicielle spørgsmål i Owens Bank-sagen, idet de ikke var omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde.

41.

Grundene til – og omfanget af – undtagelsen af voldgift i anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 findes i lovforarbejderne til den tidligere affattelse af artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001, der findes i Bruxelleskonventionen ( 21 ), nemlig artikel 1, stk. 2, nr. 4), i den såkaldte »Heidelberg-rapport« ( 22 ), i visse generaladvokaters forslag til afgørelse og i flere af Domstolens domme.

42.

Det fremgår af Jenard-rapporten ( 23 ) samt Evrigenis og Kerameus-rapporten ( 24 ), at voldgift blev undtaget fra Bruxelleskonventionens anvendelsesområde på grund af eksistensen af mange multilaterale internationale overenskomster om voldgift. Schlosser-rapporten ( 25 ) henviser navnlig til New York-konventionen af 1958, hvori alle medlemsstater på daværende tidspunkt, med undtagelse af Irland og Luxembourg, var parter. Tilsvarende er det i Heidelberg-rapporten ( 26 ) anført, at undtagelsen historisk set forklares af forholdet mellem »Bruxellesordningen« og New York-konventionen af 1958. Det er i rapporten anført, at »[d]a [Bruxelles]konventionen blev forhandlet i 1960’erne, var der bred enighed om, at anerkendelsen af voldgiftsaftaler og ‑afgørelser fungerede effektivt i henhold til New York-konventionen af 1958, og der skulle følgelig ikke tages stilling til voldgift ved dette europæiske instrument«, og at »Europa-Rådet herudover var ved at udarbejde et parallelt instrument om voldgift på det tidspunkt, hvilket i sidste ende ikke blev til noget« ( 27 ). Det forhold, at Bruxelleskonventionen omfattede voldgiftsundtagelsen for at overholde internationale overenskomster, som allerede fandtes på området, navnlig New York-konventionen af 1958, blev bekræftet af Domstolen i Rich-dommen ( 28 ), af generaladvokat Léger i hans forslag til afgørelse i Van Uden-sagen ( 29 ) og af generaladvokat Kokott i hendes forslag til afgørelse i sagen Allianz og Generali Assicurazioni Generali ( 30 ).

43.

Bruxelleskonventionen og dens efterfølger, forordning nr. 44/2001, tilsigtede dermed ikke at indvirke på funktionen af New York-konventionen af 1958 i medlemsstaterne ( 31 ). Navnlig tager ingen af disse instrumenter stilling til retssager om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsafgørelser, som reguleres af den nationale og internationale ret, der finder anvendelse i de medlemsstater, hvor der anmodes om en sådan anerkendelse og fuldbyrdelse.

44.

Som Kommissionen med rette har påpeget, spiller New York-konventionen af 1958 ingen rolle i den retssag, hvorfra denne anmodning om præjudiciel afgørelse stammer, af den grund, at retssagen ikke omhandler, som det kræves i konventionens artikel I, stk. 1, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, som er afsagt i en anden stat end den, hvor afgørelsen søges anerkendt og fuldbyrdet. Endvidere er den spanske retsafgørelse klart omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, hvis bestemmelser dermed regulerer anerkendelsen og fuldbyrdelsen heraf i en anden medlemsstat.

45.

Selv om ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001 [og dens forgænger, Bruxelleskonventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4),] ikke indeholder en klar angivelse af det omfang, hvori voldgift er undtaget fra anvendelsesområdet, er det fastslået, at undtagelsen er »omfattende« ( 32 ), og at den skal fortolkes bredt.

46.

Det fremgår dermed klart af Jenard-rapporten ( 33 ), at voldgiftsundtagelsen ikke er begrænset til sager for en voldgiftsdommer, men omfatter retsforhandlinger vedrørende voldgift. Det er i Schlosser-rapporten anført, at Bruxelleskonventionen ikke vedrører retssager, der er underordnet en voldgiftssag ( 34 ), eller retsafgørelser, der skal tage stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller som på grund af aftalens ugyldighed påbyder parterne ikke at fortsætte voldgiftssagen ( 35 ). Det er også i rapporten anført, at Bruxelleskonventionen ikke finder anvendelse på sager og afgørelser vedrørende krav om annullering, ændring, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsafgørelser eller på »retsafgørelser, der inkorporerer voldgiftsafgørelser, hvilket er almindelig anerkendelsesteknik i [Det Forenede Kongeriges] ret« ( 36 ). Tilsvarende er det i Evrigenis og Kerameus-rapporten ( 37 ) anført, at Bruxelleskonventionen ikke omfatter sager, der umiddelbart og hovedsageligt angår voldgift, som f.eks. tilfælde, hvor en domstol griber ind i forbindelse med voldgiftsorganets oprettelse eller sager om annullation af en voldgiftsafgørelse, eller om anerkendelse af dens gyldighed.

47.

I overensstemmelse med det ovenstående fandt Domstolen i Rich-dommen, som vedrørte en national rets udpegning af en voldgiftsdommer, at »de kontraherende parter […] havde til hensigt at undtage voldgiftsområdet som helhed, herunder sager indbragt for de nationale retter« ( 38 ). Domstolen udtalte videre, at der ved afgørelsen af, om en sag er omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, kun bør tages hensyn til sagens genstand. Hvis en sag dermed på grund af sin genstand er undtaget fra Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, kan det ikke tjene som begrundelse for at anvende konventionen, at der foreligger et præjudicielt retsspørgsmål – uanset hvad spørgsmålet går ud på – retten skal tage stilling til for at kunne afgøre sagen ( 39 ). I Van Uden-dommen, som vedrørte en begæring om foreløbige retsmidler i forbindelse med betaling af gæld opstået i henhold til en aftale, som indeholdt en voldgiftsklausul, udtalte Domstolen, at foreløbige retsmidler principielt ikke tager sigte på iværksættelse af en voldgiftsprocedure, men træffes parallelt med en sådan procedure og skal virke til støtte herfor, at de ikke angår voldgiften, som retsområde, men er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig karakter, og at det ikke er retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de rettigheder, de skal beskytte, der er afgørende for, om de er omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde. Domstolen konkluderede derfor, at i det omfang genstanden for et krav om anvendelse af foreløbige retsmidler angår et spørgsmål, der er omfattet af Bruxelleskonventionens materielle anvendelsesområde, finder konventionen anvendelse ( 40 ). Endelig skulle Domstolen i Gazprom-dommen ( 41 ) tage stilling til, om forordning nr. 44/2001 forhindrer en ret i en medlemsstat i at anerkende og fuldbyrde eller i at afslå at anerkende og fuldbyrde en voldgiftsafgørelse truffet af en voldgiftsret i en anden medlemsstat, som forbød en af voldgiftssagens parter i at indbringe visse krav for en ret i den første medlemsstat. Domstolen besvarede spørgsmålet benægtende, idet den påpegede, at forordning nr. 44/2001 ikke regulerer anerkendelse og fuldbyrdelse i en medlemsstat af en voldgiftskendelse afsagt af en voldgiftsret i en anden medlemsstat.

48.

Efter min opfattelse fremgår det klart af ovenstående, at en afgørelse truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse, såsom en afgørelse i henhold til section 66(2) i Arbitration Act 1996, er omfattet af voldgiftsundtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001. Det fremgår endvidere, at den forelæggende ret og alle sagens parter for Domstolen er enig i denne fortolkning.

49.

Som den gensidige forsikringsforening, Det Forenede Kongerige og Kommissionen med rette har gjort gældende, har undtagelsen af voldgift fra det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 den virkning, at det gøres umuligt at anvende forordningen til at fuldbyrde en voldgiftsafgørelse i en anden medlemsstat ved først at omdanne den til en retsafgørelse og derefter anmode retterne i den anden medlemsstat om at fuldbyrde retsafgørelsen i henhold til kapitel III deri ( 42 ).

50.

Dette er imidlertid ikke situationen her. Dette er ikke et forsøg på at få en engelsk afgørelse truffet i henhold section 66 i Arbitration Act 1996 anerkendt eller fuldbyrdet i en anden medlemsstat. Den foreliggende sag vedrører retsvirkningen af en sådan afgørelse under omstændigheder, hvor den er uforenelig med en retsafgørelse fra en anden medlemsstat, som søges anerkendt og fuldbyrdet i England og Wales.

51.

Spørgsmålet opstår så, om denne situation er omfattet af det anvendelsesområde, der er forudsat i artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

52.

Jeg er ligesom den gensidige forsikringsforening, Det Forenede Kongerige og Kommissionen af de følgende tre grunde af den opfattelse, at en afgørelse truffet i henhold til section 66 i Arbitration Act 1996 ganske enkelt udgør en »retsafgørelse« i den anmodede stat for så vidt angår artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

53.

For det første definerer artikel 32 i forordning nr. 44/2001 begrebet en »retsafgørelse« meget bredt ( 43 ). Definitionen finder anvendelse på alle forordningens bestemmelser, hvor begrebet benyttes ( 44 ), herunder artikel 34, nr. 3).

54.

For det andet udtalte Domstolen i præmis 17 i Solo Kleinmotoren-dommen, at en retsakt – for at kunne kvalificeres som en retsafgørelse i Bruxelleskonventionens forstand – skal være udstedt af et judicielt organ, der har sæde i en kontraherende stat, og som har kompetence til at træffe afgørelse i stridsspørgsmål mellem parterne ( 45 ).

55.

En afgørelse truffet i medfør af section 66(2) i Arbitration Act 1996 opfylder fuldt ud disse betingelser. Det fremgår af beskrivelsen i forelæggelsesafgørelsen af den proces, hvorved de engelske retter afsiger en afgørelse om fuldbyrdelse af en voldgiftsafgørelse i medfør af section 66 i Arbitration Act 1996, at der ikke er tale om en automatisk godkendelse af afgørelsen eller et gummistempel. Retten hører argumenter og foretager en juridisk bedømmelse af en række materielle problemstillinger, såsom voldgiftsdommerens kompetence, om retfærdigheden sker fyldest ved at træffe afgørelsen (betragtninger vedrørende det praktiske og nyttige i at træffe afgørelsen), hensyn til grundlæggende retsprincipper og tredjemænd. Retten kan, når den foretager denne bedømmelse, beslutte at undersøge og prøve forskellige retlige og faktiske problemstillinger ( 46 ). Det følger heraf, som det er antydet i forelæggelsesafgørelsen, at en ret, som behandler en section 66-stævning, kan afgøre vigtige materielle problemstillinger som mellem parterne, selv om de ikke er sammenfaldende med spørgsmål eller problemstillinger afgjort af voldgiftsretten og omfattet af voldgiftsafgørelsen.

56.

Det fremgår også, som Det Forenede Kongerige og Kommissionen med rette har påpeget i deres skriftlige indlæg, at beføjelsen til at beslutte, om der skal træffes en afgørelse i henhold til en voldgiftsafgørelse, ikke er afledt af voldgiftsafgørelsen eller parternes aftale om at underlægge tvisten voldgift, men af den kompetence, som de engelske retter er tildelt i denne henseende, og som omfatter løsningen af materielle problemstillinger mellem parterne. I modsætning til det af den tyske og den franske regering anførte indtager den engelske ret ikke den samme stilling som en ret, der ratificerer et forlig, parterne har indgået, som under de omstændigheder, der gav anledning til dommen i Solo Kleinmotoren-sagen, hvor Domstolen fandt, at »[r]etsforlig […] i det væsentlige [har] kontraktmæssig karakter i den forstand, at forligsindholdet først og fremmest beror på parternes vilje« ( 47 ). Som det med rette er anført i Kommissionens skriftlige indlæg, er en voldgiftsafgørelse ikke udtryk for en aftale mellem parterne vedrørende de problemstillinger, som den vedrører, men er snarere pådømmelsen af en tvist vedrørende disse problemstillinger.

57.

For det tredje er jeg enig med den gensidige forsikringsforening og Det Forenede Kongeriges skriftlige indlæg, hvori de har anført, at det forhold, at en afgørelse truffet i medfør af section 66 i Arbitration Act 1996 ikke tager stilling til alle problemstillinger for voldgiftsretten, ikke er til hinder for, at den er en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ( 48 ). Der er navnlig intet krav om, at en ret skal afgøre alle de materielle forhold i en tvist for at træffe en retsafgørelse, som opfylder bestemmelsens formål. F.eks. fastslog Domstolen i Gambazzi-dommen, at det var tilstrækkeligt for, at afgørelser udgør »retsafgørelser«, at de er »retsafgørelser, der […] i domsstaten på den ene eller anden betingelse er blevet truffet eller har kunnet træffes efter en kontradiktorisk sagsbehandling« ( 49 ). I den nævnte sag blev en udeblivelsesdom afsagt af en engelsk ret, da den sagsøgte var blevet udelukket fra retsforhandlingerne på grund af sagsøgtes manglende opfyldelse af et retligt påbud, anset for en »retsafgørelse«, selv om retten ikke havde behandlet det materielle indhold i sagsøgerens påstande, men havde begrænset bedømmelsen til, om kravene til afsigelse af en dom var blevet overholdt.

58.

Det er korrekt, at der i præmis 17 i Solo Kleinmotoren-dommen ( 50 ) henvises til »stridsspørgsmål mellem parterne«. Det fremgår imidlertid af dommens præmis 21, som henviser til »et stridsspørgsmål« mellem parterne, og af affattelsen af præmis 17 på processproget, dvs. tysk, at anvendelsen af den bestemte form i den engelske affattelse ikke skulle tillægges nogen vægt ( 51 ).

59.

Jeg deler også den gensidige forsikringsforenings, den tyske regerings ( 52 ), Det Forenede Kongeriges og Kommissionens opfattelse af, at artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på enhver uforenelig afgørelse truffet i en tvist mellem de samme parter i den medlemsstat, hvori der anmodes om anerkendelse, uanset om dens genstand er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001. Undtagelsen af voldgift ved forordningens artikel 1, stk. 2, litra d), finder med andre ord ikke anvendelse således, at sådanne afgørelser ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

60.

Artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 er ikke afgørende for, om en afgørelse i henhold til forordningens artikel 34, nr. 3), er omfattet af forordningens anvendelsesområde af den simple grund, at disse bestemmelser blev udarbejdet med forskellige formål og forfølger forskellige mål.

61.

Hvad angår formålet med og målet for artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 kan en »retsafgørelse« som defineret i forordningens artikel 32, der er omfattet af forordningens materielle anvendelsesområde, drage fordel af gensidig anerkendelse og kan dermed »rejse«. Med den beskrivelse, som den gensidige forsikringsforening har støttet sig til: »Art[ikel] 1 tager stilling til forordningens anvendelse på retsforhandlinger, hvilket for så vidt angår sagen om en anmodning om fuldbyrdelse inden for kapitel III afgøres i henhold til genstanden for den afgørelse, der skal fuldbyrdes (her den spanske retsafgørelse)«, og »[n]år det først er fastslået, at forordningen finder anvendelse på retsforhandlingerne, spiller art[ikel] 1 ikke længere nogen rolle«.

62.

Som den gensidige forsikringsforening, den tyske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har påpeget, tjener artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 et andet formål og har forskellige mål, nemlig at beskytte integriteten i en medlemsstats interne retsorden og at sikre, at dens retstilstand ikke forstyrres ved at blive pålagt at anerkende en udenlandsk afgørelse, som er uforenelig med en afgørelse fra statens egne retter. Jenard-rapporten identificerede dette grundlæggende princip i Bruxelleskonventionen ( 53 ). Domstolen fremførte princippet til støtte for sin begrundelse i Solo Kleinmotoren-dommen ( 54 ). Fortolkningen af artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 vejledes dermed af kravet om, at retstilstanden i den medlemsstat, hvor der anmodes om anerkendelse, ikke bør forstyrres ( 55 ).

63.

Eftersom undtagelsen af visse anliggender fra det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 skabte risiko for uforenelige afgørelser, skulle der vedtages regler for at regulere disse omstændigheder. Generaladvokat Darmons forslag til afgørelse i Rich-sagen og generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen Allianz og Generali Assicurazioni Generali ( 56 ) anerkender udtrykkeligt denne risiko på voldgiftsområdet. I medfør af forordningens artikel 1, stk. 2, anses mange vigtige anliggender for ikke at være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, herunder fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, arv efter loven eller testamente, konkurs, akkord og social sikring. Jeg er derfor enig med indlæggene fra den gensidige forsikringsforening, den tyske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen i, at medlemsstaters retstilstand og interne retsorden vil blive væsentligt forstyrret, hvis deres retter er forpligtet til at se bort fra afgørelser vedrørende alle disse anliggender truffet inden for kompetencen for andre retter i den samme medlemsstat, som kan have opnået res judicata-virkning, til fordel for en – potentielt efterfølgende – afgørelse fra en ret i en anden medlemsstat, som pådømmer den samme problemstilling. Når der ikke er klare modsatrettede bestemmelser, er det rimeligt at konkludere, at EU-lovgiver ikke tilsigtede at udarbejde bestemmelser, som ville have en sådan forstyrrende indvirkning på retstilstanden i medlemsstaterne.

64.

Domstolens dom i Hoffmann-sagen ( 57 ) gør det også klart, at der bør tages behørigt hensyn til en afgørelse truffet af en ret i den stat, hvor en udenlandsk afgørelse søges anerkendt, uanset at genstanden for den første afgørelse ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. I Hoffmann-dommen blev en ægtemand ved en tysk dom pålagt at betale et underholdsbidrag til sin hustru, som han var separeret fra i Tyskland. Han fik derefter en skilsmissedom fra en nederlandsk ret, som ikke var blevet anerkendt i Tyskland. På det relevante tidspunkt undtog Bruxelleskonventionen fysiske personers retlige status fra anvendelsesområdet, men medtog underholdsbidrag til en ægtefælle. I forbindelse med en sag om fuldbyrdelse af den tyske dom i Nederlandene blev Domstolen spurgt, om fuldbyrdelse skulle afslås i henhold til Bruxelleskonventionens artikel 27, nr. 3) ( 58 ), idet den var uforenelig med den nederlandske skilsmissedom. Domstolen fandt, at den nederlandske ret skulle afslå at fuldbyrde den tyske afgørelse. Domstolen bemærkede bl.a., at »de omhandlede retsafgørelser [har] retsvirkninger, som gensidigt udelukker hinanden«, og at »[d]en udenlandske retsafgørelse, som nødvendigvis forudsætter et ægteskabeligt forhold, skulle […] fuldbyrdes, skønt ægteskabet er opløst ved en retsafgørelse afsagt i den stat, begæringen rettes til, i en sag mellem de samme parter« ( 59 ).

65.

Jeg er enig med Kommissionen i, at Domstolens standpunkt i Hoffmann-dommen ( 60 ) opfylder kravene i jurisdiktionsordningen i forordning nr. 44/2001, som er skabt ved at fremme gyldigheden af afgørelser i de jurisdiktioner, hvor de er truffet. Den tyske dom og den nederlandske skilsmissedom kunne ikke eksistere i det samme retssystem. Hvis Bruxelleskonventionen havde tilladt en sådan situation, ville det have skadet den nederlandske retstilstand ( 61 ). Eftersom der for så vidt angår denne bedømmelse ikke er grund til at sondre mellem de forskellige undtagelser i artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, er det endvidere irrelevant, at Hoffmann-dommen ikke omhandler artikel 1, stk. 2, litra d).

66.

Endelig er jeg også overbevist af den gensidige forsikringsforenings, Det Forenede Kongeriges og Kommissionens argument om, at en fortolkning af artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, hvorefter afgørelser fra nationale retter, der er truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse, såsom den omtvistede section 66(2)-afgørelse, ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, skaber mindst to misforhold.

67.

For det første kan en tidligere retsafgørelse truffet i en tredjestat, som pr. definition ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde, i medfør af artikel 34, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 være til hinder for anerkendelse af en retsafgørelse, der træffes senere i en anden medlemsstat end den, hvor der er anmodet om anerkendelse. På den anden side vil en uforenelig retsafgørelse, der er truffet i den medlemsstat, hvor der er anmodet om anerkendelse, og hvis genstand ikke anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, ikke have den virkning. F.eks. kan en retsafgørelse, der er truffet af en ret i Bolivia, som er en tredjestat, forhindre en retsafgørelse truffet af en ret i Irland, som er en medlemsstat, i at blive anerkendt i Frankrig, som er en anden medlemsstat, mens en retsafgørelse truffet af en fransk ret ikke kan påberåbes for at forhindre, at den irske retsafgørelse anerkendes i Frankrig.

68.

For det andet vil en ikke-national voldgiftsafgørelse være overordnet i retsordenen i den medlemsstat, hvor der er anmodet om anerkendelse, sammenlignet med en national voldgiftsafgørelse, som er blevet fuldbyrdet i denne medlemsstats retter. Når en medlemsstat anerkender en ikke-national voldgiftsafgørelse i henhold til New York-konventionen af 1958, kan den ikke derefter påberåbe sig forordning nr. 44/2001 for at fuldbyrde en retsafgørelse fra en medlemsstat, som er i modstrid med den ikke-nationale voldgiftsafgørelse. En national voldgiftsafgørelse, der er fuldbyrdet ved en retsafgørelse i den medlemsstat, hvor der er anmodet om anerkendelse, vil stå i en værre situation, eftersom den hverken har status af en retsafgørelse i henhold til New York-konventionen af 1958 ( 62 ) eller er berettiget til beskyttelse i henhold til artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. I den foreliggende sag bør section 66-afgørelsen ikke være til hinder for fuldbyrdelsen af den spanske retsafgørelse i England, idet voldgiftsafgørelsen ellers vil blive frataget retsvirkningerne i den jurisdiktion, hvor voldgiftsretten sad, men ikke desto mindre kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat i stedet for den spanske retsafgørelse. Tag det eksempel, som Kommissionen har givet i sine skriftlige indlæg. Hvis de franske retter er af den opfattelse, at New York-konventionen af 1958 pålægger dem at anerkende voldgiftsafgørelsen, er forordning nr. 44/2001 ikke til hinder for fuldbyrdelse af voldgiftsafgørelsen i Frankrig, og de franske retter har ingen forpligtelse til at anerkende den spanske retsafgørelse, for så vidt som den er uforenelig med voldgiftsafgørelsen.

69.

Afslutningsvis er jeg enig med den gensidige forsikringsforening, Det Forenede Kongerige og Kommissionen i, at en afgørelse truffet i henhold til section 66(2) i Arbitration Act 1996 kan udgøre en »retsafgørelse truffet […] i den medlemsstat, som anmodningen rettes til« for så vidt angår artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, uanset at den ikke er omfattet af forordningens materielle anvendelsesområde.

70.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det første og andet spørgsmål ved at udtale, at en afgørelse, der er truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse i medfør af section 66(2) i Arbitration Act 1996, kan udgøre en relevant »retsafgørelse« i den medlemsstat, hvortil anmodningen om anerkendelse er rettet, som omhandlet i artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, uanset at en sådan retsafgørelse ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde på grund af dennes artikel 1, stk. 2, litra d).

71.

Den forelæggende ret ønsker med det tredje spørgsmål, såfremt Domstolen måtte finde, at artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse, oplyst, om der kan støttes ret på forordningens artikel 34, nr. 1), til at afslå at anerkende eller at fuldbyrde en retsafgørelse fra en anden medlemsstat på grund af en tidligere national voldgiftsafgørelse eller retsafgørelse, der er truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse, fra en ret i den medlemsstat, hvortil anmodningen er rettet. Den forelæggende ret har navnlig spurgt, om den under sådanne omstændigheder kan anvende artikel 34, nr. 1), eller om artikel 34, nr. 3 og 4), udtømmende opregner grundene til, at anerkendelse eller fuldbyrdelse kan afslås på grund af res judicata og/eller uforenelighed.

72.

Henset til det svar, som jeg har foreslået, at Domstolen giver på de første to spørgsmål, der tager sig af de i hovedsagen rejste problemstillinger og gør den forelæggende ret i stand til at løse konflikten mellem section 66-afgørelse og den spanske retsafgørelse, foreslår jeg, at det er ufornødent at besvare det tredje spørgsmål. For fuldstændighedens skyld og under hensyntagen til den mulighed, at Domstolen kan være af en anden opfattelse for så vidt angår det foreslåede svar på de første to spørgsmål, vil jeg kortfattet tage stilling til det tredje spørgsmål.

73.

I henhold til Domstolens praksis skal artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 fortolkes strengt, idet den indebærer en hindring for at realisere et af forordningens grundlæggende mål. Den kan kun spille en rolle i undtagelsestilfælde ( 63 ). Selv om medlemsstaterne som følge af undtagelsen i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 som udgangspunkt frit kan fastlægge, hvilke krav der i overensstemmelse med deres nationale opfattelse stilles ifølge deres grundlæggende retsprincipper, må grænserne for begrebet fastlægges ved en fortolkning af forordningen ( 64 ). Skønt det ikke tilkommer Domstolen at fastlægge indholdet af en medlemsstats grundlæggende retsprincipper, skal denne derfor ikke desto mindre efterprøve de grænser, inden for hvilke en ret i en medlemsstat kan anvende begrebet som begrundelse for ikke at anerkende en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat ( 65 ).

74.

Det fremgår også af Domstolens praksis, at en anvendelse af undtagelsen om grundlæggende retsprincipper kun kan komme på tale i tilfælde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af den retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, på helt uantagelig måde vil være i strid med retsordenen i den medlemsstat, anmodningen rettes til, idet dette ville udgøre et indgreb i et grundlæggende princip ( 66 ). I Hoffmann-dommen ( 67 ) fandt Domstolen, at »ordre public«-klausulen, der kun kan spille en rolle i undtagelsestilfælde, under ingen omstændigheder kan gøres gældende, når der som her skal tages stilling til, om en udenlandsk retsafgørelse er forenelig med en indenlandsk retsafgørelse. Dette spørgsmål skal afgøres på grundlag af Bruxelleskonventionens artikel 27, nr. 3) ( 68 ).

75.

Der kan også henvises til Jenard-rapporten ( 69 ), hvori er anført, at det tilfælde, at der er tale om en med en national retsafgørelse uforenelig udenlandsk dom, løses i de eksisterende konventioner enten ved hjælp af ordre public-klausulen eller ved hjælp af en særlig bestemmelse. Rapporten anfører, at »risikoen ved at anvende ordre public-reglen [er], at dette begreb fortolkes for vidt«.

76.

Endvidere, som generaladvokat Wahl anførte i sit forslag til afgørelse i sagen Salzgitter Mannesmann Handel, udgør artikel 34, nr. 2), 3) og 4), i forordning nr. 44/2001 en lex specialis i forhold til artikel 34, nr. 1), som er af generel karakter. Sidstnævnte bestemmelse finder derfor ikke anvendelse, for så vidt som de relevante hensyn til grundlæggende retsprincipper er omfattet af de øvrige undtagelser ( 70 ).

77.

Jeg er derfor enig med den franske regerings angivelse af, at EU-lovgiver tilsigtede udtømmende at regulere problemstillingen om res judicata og/eller uforenelighed ved artikel 34, nr. 3) og 4), i forordning nr. 44/2001, hvorved muligheden for at anvende grundlæggende retsprincipper blev udelukket i denne sammenhæng. Det følger heraf, at Domstolen ikke bør foretage en vid fortolkning af artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, som begrænser effektiviteten af nr. 3) og 4) deri, eller fremmer enhver omgåelse af de i disse numre opstillede betingelser.

78.

Såfremt Domstolen måtte finde, at artikel 34, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse på omstændighederne i denne anmodning om præjudiciel afgørelse, foreslår jeg derfor, at den finder, at den forelæggende ret ikke kan støtte ret på forordningens artikel 34, nr. 1), for at afslå at anerkende eller at fuldbyrde en afgørelse fra en anden medlemsstat på grund af en tidligere indenlandsk voldgiftsafgørelse eller retsafgørelse, der er truffet i henhold til voldgiftsafgørelsen, fra en ret i den medlemsstat, hvortil anmodningen er rettet, og at artikel 34, nr. 3) og 4), i forordning nr. 44/2001 udtømmende opregner de grunde, hvorpå anerkendelsen eller fuldbyrdelsen kan afslås på grund af res judicata og/eller uforenelighed.

79.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Commercial Court) (appeldomstolen (England og Wales) (handelssager), Det Forenede Kongerige) som følger:

»En afgørelse, der er truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse i medfør af section 66(2) i Arbitration Act 1996, kan udgøre en relevant »retsafgørelse« i den medlemsstat, hvortil anmodningen om anerkendelse er rettet, som omhandlet i artikel 34, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, uanset at en sådan retsafgørelse ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde på grund af artikel 1, stk. 2, litra d), deri.«