1.

EU-lovgiver har med vedtagelsen af forordning (EU) nr. 650/2012 ( 2 ) sat sig som mål at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger. Med henblik på at realisere dette mål besluttede EU-lovgiver bl.a., at arvinger og legatarer i princippet kan afgive erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv, legat eller tvangsarv eller om begrænsning af hæftelse for gælden i boet ( 3 ) i den form, som følger af loven i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted. EU-lovgiver har dog ikke indført nogen løsning for så vidt angår videresendelse af sådanne erklæringer til de retter, der er kompetente til at behandle arvesagen, som befinder sig i en anden medlemsstat. Endvidere har EU-lovgiver i en af betragtningerne til forordningen anført, at underretning af disse retter om afgivelse af sådanne erklæringer er en forpligtelse, der påhviler de personer, som afgiver dem.

2.

Det er i denne sammenhæng, at der er opstået tvivl om gyldigheden af erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv, som er afgivet til retten på det sædvanlige opholdssted for den person, der afgiver erklæringen, og som ikke er blevet videresendt til den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen, i egnet form eller på et bestemt sprog inden for den fastsatte frist. Domstolens afgørelse i den foreliggende sag bør bidrage til at fjerne denne tvivl.

3.

Efter min opfattelse vedrører hovedspørgsmålet, hvis løsning gør det muligt at fjerne ovenstående tvivl, fastlæggelsen af rækkevidden af de elementer, der vedrører formen af erklæringen om vedgåelse af eller afkald på arv. Der er med andre ord tale om at afgrænse – i henhold til forordning nr. 650/2012 – anvendelsesområdet for den lov, der finder anvendelse på arven, samt rækkevidden af den lov, der finder anvendelse på formen. Som jeg vil redegøre for i mit forslag til afgørelse, vil en afgørelse i denne sag muliggøre en løsning på den forelæggende rets fortolkningsproblemer.

4.

Følgende fremgår af 7., 32. og 33. betragtning til forordning nr. 650/2012:

[…]

5.

Artikel 13 i forordning nr. 650/2012 med overskriften »Vedgåelse af eller afkald på arv, legat eller tvangsarv« er affattet således:

»Ud over den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen i medfør af denne forordning, er retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for enhver, der i henhold til den lov, som skal anvendes på arven, kan fremsætte en erklæring for en ret om, hvorvidt arven, legatet eller tvangsarven vedgås, eller der gives afkald herpå, eller en erklæring med det formål at begrænse den pågældendes hæftelse med hensyn til boets passiver, kompetente til at modtage sådanne erklæringer, når disse i henhold til denne medlemsstats lov kan fremsættes for en ret.«

6.

Det følger bl.a. af artikel 23 i forordning nr. 650/2012 med titlen »Anvendelsesområdet for den lov, der skal anvendes«, at:

»1.   Den lov, der udpeges i medfør af artikel 21 eller artikel 22, finder anvendelse på hele arven.

2.   Denne lov finder navnlig anvendelse på spørgsmål som:

[…]

[…]«

7.

Det følger bl.a. af artikel 28 i forordning nr. 650/2012 med titlen »Formel gyldighed af erklæringer vedrørende vedgåelse af eller afkald på arv«, at:

»Erklæringer om, hvorvidt arven, legatet eller tvangsarven vedgås, eller der gives afkald herpå, eller erklæringer med det formål at begrænse ansvaret for den person, der indgiver erklæringen, er gyldige for så vidt angår formen, når de opfylder kravene i:

8.

Bestemmelserne i Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog, BGB) har følgende ordlyd:

»§ 1942. Overgang af og afkald på arv.

(1) Arven overgår til den bemyndigede arving med forbehold for dennes ret til at give afkald på arven (overgang af arven) […]

§ 1943. Vedgåelse af og afkald på arv.

Arvingen kan ikke give afkald på arven, hvis den er blevet vedgået, eller hvis fristen for at give afkald er udløbet; ved fristens udløb anses arven for at være vedgået.

§ 1944. Frist for at give afkald på arv.

(1) Der kan alene gives afkald på arv inden for en frist på seks uger.

(2) Fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor arvingen har fået kendskab til arvefaldet og årsagen til fastlæggelsen.

(3) Fristen udgør seks måneder, såfremt arveladeren kun havde sin sidste bopæl i udlandet, eller såfremt arvingen havde bopæl i udlandet på det tidspunkt, hvor fristen begyndte at løbe.

§ 1945. Formen, hvorpå der gives arveafkald.

(1) Der gives afkald på arv ved at afgive erklæring til skifteretten; erklæringen indgives til protokollen eller i en offentligt bekræftet form.

[…]«

9.

§ 184 Gerichtsverfassungsgesetz (lov om domstolenes organisation) som affattet den 9. maj 1975 ( 4 ) bestemmer:

»Retssproget er tysk. […]«

10.

Den 21. maj 2018 døde arvelader W.N. i Bremen (Tyskland). Sagsøgeren i hovedsagen, E.G. (sagsøger), er arveladers enke, og T.N. og N.N. (procesdeltagere) er efterkommere efter arveladers afdøde bror.

11.

Den 21. januar 2019 anmodede sagsøgeren, E.G., ved et dokument oprettet for notar om udstedelse af en fælles arveattest (Erbschein), som bekræfter, at E.G. arver 3/4 af arven, og T.N. og N.N. hver arver 1/8 af arven.

12.

Ved skrivelse af 19. juni 2019 oplyste Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen), som er skifteretten i sagen, T.N. og N.N. om den indgivne anmodning om arveattest og bad om fremsendelse af visse dokumenter.

13.

Den 13. september 2019 afgav T.N. og N.N. en erklæring om afkald på arv efter arvelader til rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene), som den 30. september 2019 blev registreret i det derværende arveregister.

14.

Efter sagsøgeren, E.G.’s fremskaffelse af dokumenterne, fremsendte Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) ved skrivelse af 22. november 2019 anmodningen til T.N. og N.N. og anmodede dem om at afgive udtalelse i sagen.

15.

Ved skrivelse af 13. december 2019 – affattet på nederlandsk – indgav T.N. og N.N. til Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) kopier af de dokumenter, som rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) havde udstedt i forbindelse med afgivelsen af deres erklæring om afkald på arven, til Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen).

16.

Ved skrivelse af 3. januar 2020 meddelte Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) T.N. og N.N., at deres skrivelser og dokumenter ikke kunne behandles, da der ikke forelå en oversættelse til tysk.

17.

Som svar herpå meddelte N.N. Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) ved skrivelse af 15. januar 2020, affattet på tysk, at der var givet afkald på arven, og at erklæringen i overensstemmelse med EU-retten var registreret ved retten på nederlandsk, og at der derfor ikke var behov for en oversættelse. Heroverfor henviste Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) til den manglende oversættelse af dokumenterne og de gældende frister for at give afkald.

18.

Ved kendelse af 27. februar 2020 fastlagde Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) de nødvendige faktiske omstændigheder for at udstede arveattesten i henhold til § 352e, stk. 1, i Gesetz über das Verfahren in Familiensachen und in den Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit (lov om proceduren i familieretlige sager og anliggender omfattet af den frivillige retspleje) af 17. december 2008 ( 5 ). Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) fandt, at arven efter arveladeren også tilfaldt T.N. og N.N.

19.

T.N. og N.N. anfægtede denne afgørelse ved skrivelse af 19. marts 2020. Heri anmodede de om en forlængelse af fristen for at fremlægge yderligere beviser. Den 30. juli 2020 indgav de farvekopier af de af rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) udstedte dokumenter samt oversættelsen af disse til tysk. Dernæst indgav de originale dokumenter den 17. august 2020.

20.

Ved kendelse af 2. september 2020 forelagde Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) sagen for Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) til afgørelse. Som begrundelse anførte Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen), at T.N. og N.N. var blevet (med)arvinger til arvelader, da de ikke havde overholdt fristen for arveafkald. For et gyldigt arveafkald er det hverken tilstrækkeligt blot at påberåbe sig arveafkaldet over for den nederlandske ret eller at fremsende af kopi af dokumenterne. Erklæringen bliver først gyldig ved skifterettens modtagelse af de originale dokumenter. Disse blev dog først forelagt efter udløbet af fristen for at give arveafkald på seks måneder.

21.

Den forelæggende ret har anført, at der foreligger en tvist om gyldigheden af erklæringer om afkald på en arv, der er indgivet til en ret i en anden medlemsstat end den, hvori skifteretten er beliggende. Efter dette synspunkt betyder den blotte afgivelse af en erklæring om afkald på arv til retten på det sædvanlige opholdssted for den person, der afgiver erklæringen, at erklæringen om afkald på arv er gældende ved skifteretten, dvs. ved såkaldt substitution. Efter det modsatte synspunkt er det et krav for gyldighed, at erklæringen videresendes i behørig form til skifteretten eller under alle omstændigheder, at der gives underretning herom. Dette andet synspunkt kan støtte ret på 32. betragtning til forordningen, hvoraf det kan udledes, at lovgiver har lagt til grund, at en erklæring om afkald på arv, der er afgivet til retten på det sædvanlige opholdssted for den person, der afgiver erklæringen, først skal have retsvirkninger, når skifteretten er blevet underrettet herom. Den omstændighed, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 – i modsætning til bestemmelsen i tysk ret – ikke fastsætter en forpligtelse for retten på det sædvanlige opholdssted for den person, der afgiver erklæringen, til at underrette skifteretten om modtagelsen af erklæringen om afkald på arv, taler i særdeleshed for dette synspunkt.

22.

Den forelæggende ret har påpeget, at såfremt man fulgte den herskende opfattelse i juridisk litteratur, som taler til fordel for substitution af erklæringer om afkaldet på arv, ville erklæringen om afkald på arv allerede blive gyldig ved afgivelsen af denne for rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) den 13. september 2019. Den lovbestemte frist i BGB’s § 1944, stk. 3, ville være blevet overholdt, og T.N. og N.N. ville ikke være blevet arvinger. Hvis det derimod på grundlag af 32. betragtning antages, at der ikke var sket en fuldstændig substitution, ville gyldigheden af arveafkaldet yderligere afhænge af skifterettens kendskab hertil. I dette tilfælde opstår der dog et spørgsmål om, hvilke formkrav der skal være opfyldt for at anerkende arveafkaldet som gyldigt, herunder om det er tilstrækkeligt blot at underrette skifteretten, at afgive almindelige kopier af dokumenterne, at afgive oplysninger på det sprog, som anvendes af skifteretten, eller om det er nødvendigt at fremsætte de originale dokumenter samt en oversættelse heraf til det sprog, der anvendes af skifteretten.

23.

Under disse omstændigheder har Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om fortolkning af artikel 13 og 28 i forordning nr. 650/2012 med følgende præjudicielle spørgsmål:

24.

Den spanske og den italienske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der har ikke været afholdt retsmøde.

25.

Som det fremgår af de skriftlige indlæg, der er indgivet af den spanske og den italienske regering samt af Kommissionen, kan den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål læses forskelligt.

26.

Den spanske regering synes at opfatte dem som ikke primært at vedrøre gyldigheden af selve erklæringen om afkald på arv, men snarere dens specifikke virkninger i sagen ved den ret, som træffer afgørelse i arvesagen; en sådan erklæring, selv en gyldig en, vil ikke udfolde retsvirkninger, hvis ikke retten i arvesagen underrettes herom rettidigt og i passende form.

27.

Det er den italienske regerings opfattelse, at den forelæggende rets spørgsmål vedrører den formelle gyldighed af erklæringen om afkald på arv, og navnlig om den er gyldig, såfremt den ikke er blevet affattet på det officielle sprog på det sted, hvor arvesagen blev indledt.

28.

Kommissionen har derimod, henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, fortolket den forelæggende rets første og andet spørgsmål således, at den ønsker oplyst, om fristen – i en situation, hvor den lov, der finder anvendelse på arven, fastsætter en frist for indgivelse af en erklæring om afkald på arven – skal anses for at være overholdt på tidspunktet for afgivelsen af erklæringen ved den kompetente ret i henhold til artikel 13 eller på det tidspunkt, hvor retten, hvori arvesagen har sit værneting, er blevet underrettet om afgivelsen af en sådan erklæring.

29.

Inden for rammerne af den procedure, der er omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF, tilkommer det Domstolen at give et svar på fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, som er nyttige for den forelæggende ret i den sag, som har givet anledning til anmodningen om præjudiciel afgørelse.

30.

Det fremgår af begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende rets afgørelse af den verserende sag afhænger af fastlæggelsen af, om T.N. og N.N. har overholdt den frist for arveafkald, som følger af den lov, der finder anvendelse på arven: a) allerede ved at indgive erklæringen om afkald på arven ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag), b) først ved at underrette Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) om de afgivne erklæringer, c) først ved at fremlægge kopier af dokumenter, der bekræfter afgivelsen af erklæringerne, til sidstnævnte ret, eller d) først ved at fremlægge originalerne af de sidstnævnte dokumenter til sidstnævnte ret samt deres oversættelse til tysk. Den forelæggende ret kvalificerer det retlige spørgsmål, som er genstand for det præjudicielle spørgsmål, som et spørgsmål om gyldigheden af erklæringen om afkald på arv, og antager, at nøglen til at løse dette problem ligger i fortolkningen af bestemmelserne i artikel 13 og artikel 28, litra b), i forordning nr. 650/2012 samt ved afgørelsen af, om der er i situationer, som nævnt i artikel 13 i forordning nr. 650/2012, er tale om substitution.

31.

Det skal i øvrigt, i lighed med det af Kommissionen anførte, nævnes, at det følger af tysk ret, at en erklæring om afkald på arv er en viljeserklæring, der kræver modtagelse af adressaten (dvs. »empfangsbedürftig«, eller »amtsempfangsbedürftig«). Den tyske retslitteratur synes derfor at antage, at erklæringen skal afgives til skifteretten inden for den lovbestemte frist for at være gyldig ( 6 ), og at kravet om at afgive denne erklæring til skifteretten kvalificeres som en betingelse vedrørende retshandlingens materielle gyldighed og ikke den formelle gyldighed ( 7 ).

32.

Det er i ovenstående kontekst, at jeg læser de præjudicielle spørgsmål. Jeg antager derfor, at de ikke vedrører måden, hvorpå det skal bevises, at der er afgivet en gyldig erklæring om afkald på arv i en hvilken som helst sag ( 8 ). Jeg forstår spørgsmålene således, at de vedrører gyldigheden af en erklæring om afkald på arv, som er afgivet for retten i den medlemsstat, hvor arvetageren har sit sædvanlige opholdssted, og hvor den lov, som finder anvendelse på arven, fastsætter, at det er et krav for den materielle gyldighed af en sådan erklæring, at den er afgivet rettidigt for skifteretten ( 9 ).

33.

Da den forelæggende ret har gjort spørgsmålet om substitution til omdrejningspunktet for det første spørgsmål, lægger jeg til grund, at retten går ud fra, at kravet i tysk ret om at afgive en erklæring til skifteretten ikke udgør et krav for så vidt angår den formelle gyldighed af erklæringen som omhandlet i artikel 28 i forordning nr. 650/2012. Spørgsmålet om en eventuel substitution er imidlertid kun begrundet, såfremt denne antagelse bekræftes. Først og fremmest skal det således undersøges, om dette krav er en betingelse for retshandlingens formelle eller materielle gyldighed ( 10 ).

34.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen omformulerer spørgsmålene, og i første række fastslår, om bestemmelserne i artikel 13 og artikel 28 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at kravet, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på skiftet, om at afgive en erklæring om afkald på arv til skifteretten, dvs. til retten på det sted, hvor den afdøde havde sin bopæl på dødstidspunktet, skal anses for at være et krav for retshandlingens formelle gyldighed som omhandlet i artikel 28 i forordning nr. 650/2012.

35.

Det er allerede for længe siden blevet bemærket, at alle verdens retssystemer er enige om, at en arving kan være en person, som har overlevet arveladeren – men lighederne mellem disse systemer stopper dog ved dette princip ( 11 ). Derfor bør man gå frem med varsomhed, når man definerer EU-rettens begreber på arveretsområdet, som ikke udtrykkeligt er defineret af EU-lovgiver. Et sådant begreb er vedgåelse af og afkald på arv.

36.

I princippet er en arvings erklæring om vedgåelse af eller afkald på arv en ensidig retshandling, hvorved den person, som har krav på visse arverettigheder efter arvelader, bestemmer, om den pågældende vil være genstand for rettigheder og pligter, som tilkommer denne på grundlag af arven, eller ej, og eventuelt om denne vil være genstand for disse rettigheder med en begrænsning af hæftelsen for så vidt angår arveladers forpligtelser ( 12 ).

37.

Da disse erklæringer ikke blot er af betydning for personer, som har erhvervet bestemte rettigheder på baggrund af arvefaldet, men også for arveladers kreditorer, fastsætter de forskellige retsordener visse gyldighedsbetingelser for sådanne erklæringer. Hensynet til retssikkerheden og beskyttelsen af kreditorer begrunder først og fremmest fastsættelsen af en lovbestemt frist, inden for hvilken sådanne erklæringer kan afgives af arvingerne; hvis de ikke afgives inden for denne frist, medfører det i almindelighed en endelig erhvervelse af arven. Dette taler ligeledes for, at der skal stilles særlige krav til sådanne erklæringers form, herunder en domstols eller en notars medvirken.

38.

Den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål vedrører erklæringer om afkald på arv, som er afgivet for den ret, som er kompetent i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012, og på hvilke forordningens artikel 28 også finder anvendelse. Jeg mener, at man bør tilslutte sig de synspunkter, som følger af retslitteraturen, navnlig at bestemmelserne i artikel 13 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at de alene finder anvendelse på erklæringer, som afgives straks efter arvefaldet ( 13 ), samt at de ikke finder anvendelse i situationer, når det for at have visse retsvirkninger, som er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven, er nødvendigt for retten at træffe foranstaltninger, der går videre end en simpel modtagelse af erklæringen, såsom f.eks. en afgørelse eller indledningen af en anden sagsbehandling ( 14 ).

39.

Det bør derfor antages, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 finder anvendelse på erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv, hvorefter en person, som har erhvervet en vis ret til arv, i overensstemmelse med den lov, der finder anvendelse på arven, ved sin ensidige viljeserklæring, som ikke kræver godkendelse af retten eller indledningen af en senere sagsbehandling, endeligt ( 15 ) bliver, eventuelt endeligt opgiver at blive, genstand for rettigheder og pligter på grund af arven, eller bliver genstand for disse rettigheder med en begrænsning af hæftelsen for så vidt angår arveladerens forpligtelser.

40.

Overholdelsen af de betingelser, som er nødvendige for at have de retsvirkninger, som er oplistet i foregående punkt, kan kvalificeres forskelligt i forskellige retsordener. Det kan overvejes, om den retshandling, der sigter på at opnå disse virkninger, er blevet udført, om den er gyldig, og om den er effektiv. For at undgå terminologisk forvirring vil jeg i det følgende anvende begrebet gyldighed. Med begrebet gyldighed af en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arv forstår jeg opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven, for, at den ensidige viljeserklæring kan udløse de virkninger, som er opregnet i punkt 39 i dette forslag til afgørelse, i form af en endelig erhvervelse eller et endeligt afkald på de rettigheder, der følger af arven, eventuelt en erhvervelse med en begrænsning af hæftelsen for så vidt angår arveladerens forpligtelser.

41.

Betingelsen om, at en erklæring om afkald på arv skal afgives til skifteretten, hører til et af de krav, der følger af tysk ret.

42.

Blandt betingelserne for gyldigheden af en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arv kan der sondres mellem de materielle gyldighedsbetingelser og de formelle gyldighedsbetingelser, som er fastsat i arvelovgivningen. For så vidt angår de materielle gyldighedsbetingelser er der her alene tale om dem, som følger af bestemmelser i arvelovgivningen, og ikke om dem, der følger af andre love, f.eks. lov om personlig status ( 16 ).

43.

Hvis både den materielle og formelle gyldighed bestemmes af den samme retsorden, har det ikke den store betydning at overveje, hvilke betingelser i en sådan erklæring der er betingelser, som vedrører materiel gyldighed, og hvilke der vedrører formel gyldighed. Det forholder sig anderledes, når der i de faktiske omstændigheder optræder et fremmed element, og de gældende normer, modsat den internationale privatret, bestemmer, at betingelserne for den materielle gyldighed og betingelserne for den formelle gyldighed af denne retshandling vil være reguleret af forskellige retsordener (lovgivninger).

44.

I tilfælde af, at den materielle gyldighed af en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arv underlægges en bestemt lovgivning (arvelovgivningen) og dens formelle gyldighed en anden lovgivning (loven, der regulerer formen), vil den foretagne retshandling være gyldig, hvis de materielle gyldighedsbetingelser, der er fastsat i den første lovgivning, og de formelle gyldighedsbetingelser, der er fastsat i den anden, er opfyldt.

45.

I henhold til artikel 23, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 650/2012 finder den lov, der er udpeget i medfør af artikel 21 eller 22 i forordning nr. 650/2012, anvendelse på overdragelse af arven, vilkårene for og virkningerne af vedgåelse af eller afkald på arven eller legatet.

46.

Samtidig er erklæringen om vedgåelse af eller afkald på arv i henhold til artikel 28 i forordning nr. 650/2012 gyldig for så vidt angår formen, når den opfylder: a) kravene i den lov, der finder anvendelse på arven (lex successionis), eller b) kravene i loven i den medlemsstat, hvor den person, der indgiver erklæringen, har sit sædvanlige opholdssted.

47.

Derudover fastsætter artikel 13 i forordning nr. 650/2012 subsidiær kompetence for modtagelse af erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv af retterne, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted.

48.

Kombinationen af artikel 23, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 650/2012 på den ene side og forordningens artikel 13 og artikel 28, litra b), på den anden side betyder, at såfremt erklæringer er indgivet til de retter, der har kompetence i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012, vil det i princippet være nødvendigt at foretage en bedømmelse af deres materielle gyldighed ud fra den lov, der finder anvendelse på arven, og en bedømmelse af den formelle gyldighed ud fra loven på arvingens sædvanlige opholdssted, som samtidig er loven ved den ret, der modtager dennes erklæring.

49.

I henhold til international privatret er det ikke let at definere grænsen mellem formen på en retshandling og den materielle del af en retshandling, da forskellige retssystemer har forskellige syn på sagen ( 17 ).

50.

Hvad angår de internationale privatretlige normer, som er harmoniseret i EU-retten, skal disse spørgsmål afgøres selvstændigt. I henhold til Domstolens faste praksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til ikke alene bestemmelsens kontekst, men ligeledes til det med den pågældende lovgivning forfulgte mål ( 18 ).

51.

I mangel af en udtrykkelig henvisning til en medlemsstats ret skal der således foretages en selvstændig kvalificering, og der skal foretages en ensartet fastlæggelse af rækkevidden af elementerne vedrørende den materielle gyldighed og de forhold, der vedrører den formelle gyldighed af den pågældende retshandling. ( 19 ) Kvalificeringen i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven – som i den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse tysk ret – er ikke relevant i denne henseende.

52.

En eventuel fastlæggelse af, at en given gyldighedsbetingelse vedrører formen for en retshandling, medfører automatisk, at den udelukkes fra gruppen af materielle gyldighedsbetingelser. Det samme element kan ikke samtidigt vurderes i lyset af to forskellige lovgivninger (her arvelovgivningen og loven, der regulerer formen)

53.

Rækkevidden af dette forslag til afgørelse bestemmes af den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål og af genstanden for tvisten i hovedsagen. Grænserne for det retlige spørgsmål, som er genstand for forslaget til afgørelse, bestemmes af to spørgsmål: typen af den afgivne erklæring og betingelsen for dens gyldighed som fastsat i tysk ret. Den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål vedrører nærmere bestemt erklæringer om afkald på arv, som er afgivet af arvinger, samt kravet om gyldighed af erklæringen om afkald på arv, som hidrører fra tysk ret, hvilket er afgivelsen af en sådan erklæring til skifteretten inden for den lovbestemte frist, dvs. retten på det sted, hvor arvelader havde sædvanlig bopæl på dødstidspunktet.

54.

Derfor vil jeg i den videre del af min analyse begrænse mig til betragtninger om arvingers erklæring om afkald på arv og kravet om dens gyldighed, som følger af national ret, og som består i pligten til at afgive erklæringen til skifteretten ( 20 ).

55.

Besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål afhænger således af en selvstændig fortolkning af begrebet »formen«, som lovgiver har anvendt i artikel 28 i forordning nr. 650/2012, og nærmere bestemt af fastlæggelsen af, om kravet om afgivelse af en erklæring om afkald på arv til skifteretten udgør en gyldighedsbetingelse, der er knyttet til denne retshandlings form.

56.

Lovgiver har foretaget en sådan selvstændig kvalificering af gyldighedsbetingelserne i artikel 26, stk. 1, og artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 650/2012 ved – for så vidt angår dødsdispositioner – at foregribe, hvilke elementer af disse retshandlinger der vedrører materiel gyldighed, og hvilke der vedrører formel gyldighed. Forordning nr. 650/2012 indeholder derimod ikke en bestemmelse, der specificerer, hvilke elementer der knytter sig til den materielle gyldighed af erklæringen om vedgåelse af eller afkald på arv, og hvilke der vedrører dens formelle gyldighed. Det er derfor et spørgsmål, der skal besvares ved fortolkning af forordningen.

57.

I princippet forstås der ved »formen« på en retshandling de fremgangsmåder, hvorved en given person viser sin vilje til at frembringe retsvirkninger, og som kræves i henhold til loven, og hvor den manglende overholdelse heraf betyder, at disse virkninger ikke vil udfoldes ( 21 ). Indgivelsen af en erklæring til skifteretten udgør et middel til at udtrykke viljen hos den person, som afgiver erklæringen. Som hovedregel anerkendes det dog, at selve kravet om, at erklæringen skal nå frem til adressaten, ikke er et formkrav ( 22 ). Dette ville være et argument imod at kvalificere det pågældende krav i tysk ret som en betingelse for erklæringens formelle gyldighed.

58.

Udgangspunktet for en selvstændig fortolkning er bestemmelsens ordlyd, den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med lovgivningen. Ordlyden af artikel 28 i forordning nr. 650/2012 giver dog ikke noget entydigt svar på spørgsmålet om kvalifikationen af dette krav. Imidlertid er forordningens artikel 28 tæt forbundet med dens artikel 13, selv om dens anvendelsesområde ikke er begrænset til erklæringer, som afgives til retterne, som har kompetence i henhold til den sidstnævnte bestemmelse. Bestemmelsen i artikel 13 i forordning nr. 650/2012 foreskriver, at betingelsen for, at den ret, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted, har kompetence, er, at den arvelovgivning, som finder anvendelse i den medlemsstat, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted, giver mulighed for at indgive en erklæring om afkald på arv. Det følger heraf, at kompetence i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012 forudsætter, at der findes to parallelle retsordener, som i princippet indeholder den samme løsning, navnlig at give retterne mulighed for at modtage erklæringer om afkald på arv.

59.

Bestemmelsen i artikel 13 i forordning nr. 650/2012 henviser derfor udtrykkeligt, selv om den kun gør det for at fastslå grundene for rettens kompetence, til loven ved retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for arvingen. Dette udgør en indikation for, at fastlæggelsen af omfanget af de retshandlinger, som skal udføres for retten, bør foretages i lyset af loven ved retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for arvingen. En løsning, som er i overensstemmelse hermed, fremgår af artikel 28 i forordning nr. 650/2012, hvoraf det følger, at omfanget af handlinger, som skal foretages ved retten i forbindelse med afgivelse af erklæringen, alternativt kan afgøres enten efter den lov, der finder anvendelse på arven, eller efter loven i den medlemsstat, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted. Det følger heraf, at alle handlinger, der skal foretages ved en ret, bør bestemmes af enten den ene eller den anden retsorden. Sammenlagt definerer disse handlinger dens form. Retternes medvirken i foretagelsen af disse handlinger udgør et nøgleelement af formen.

60.

Hvad angår formålet med ordningen fremgår dette udtrykkeligt af første del af 32. betragtning til forordning nr. 650/2102. Formålet er at lette arvingers og legatarers tilværelse ved at muliggøre deres fremsættelse af erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv i den form, som er fastsat i loven i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, over for retterne i den pågældende medlemsstat.

61.

Med henblik på at realisere dette mål har EU-lovgiver i artikel 13 i forordning nr. 650/2012 fastsat en subsidiær kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted, til at modtage erklæringer om afkald på arv. Dernæst er det fastsat i forordningens artikel 28, litra b), at en erklæring om afkald på arv også er gyldig for så vidt angår formen, såfremt den opfylder de krav, der er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor den person, der afgiver erklæringen, har sit sædvanlige opholdssted ( 23 ).

62.

I tilfælde af erklæringer om afkald på arv, der er afgivet for den ret, som har kompetence i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012, sikrer bestemmelsen i forordningens artikel 28, litra b), at den særlige ret for personer, der har ret til at fremsætte erklæringer som omhandlet i 32. betragtning, og som gennemføres ved at fastsætte en særlig kompetence i henhold til forordningens artikel 13, ikke er illusorisk. Ved at anmode retten i den stat, hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted, om at modtage en erklæring om afkald på arv, opnår arvingen vished for, at den formelle gyldighed af retshandlingen, som er foretaget for denne ret, ikke vil være afhængig af formelle krav for en sådan erklæring, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven ( 24 ).

63.

Jeg vil gøre opmærksom på den særlige situation, der gælder for personer, som giver afkald på arv. I modsætning til situationen ved vedgåelse af arv forventer disse personer som udgangspunkt ikke at skulle foretage yderligere handlinger i fremtiden. Ved at afgive deres erklæring bestræber de sig på definitivt at give afkald på deres arverettigheder og at frigøre sig fra deres forpligtelser i denne forbindelse. Ofte vil der være tale om personer, som ikke har haft kontakt til arveladeren i dennes levetid, og som derfor ikke ønsker at arve efter vedkommende, idet de sætter deres retssikkerhed (ingen risiko for ansvar for arveladerens eventuelle gæld) over mulige materielle fordele (som følge af erhvervelsen af den arvede formue) ( 25 ).

64.

Formålet med forordning nr. 650/2012, der består i at gøre det muligt for arvingerne at indgive erklæringer om afkald på arven i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, kræver, at disse personer ved at henvende sig til den ret, der har særlig kompetence til at modtage deres erklæringer, og ved at foretage handlinger ved denne ret og således opfylde formkravene i den lov, der finder anvendelse på det sted, hvor handlingerne foretages, ikke behøver at foretage yderligere handlinger ved retterne i andre stater for, at handlingen skal være gyldig.

65.

I modsat fald ville det betyde, at den person, der giver afkald på arven, ville skulle foretage en række handlinger for at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på arven, herunder ved at fastlægge, hvor arveladeren havde sit sædvanlige opholdssted (artikel 21 i forordning nr. 650/2012) ( 26 ), samt om vedkommende har foretaget lovvalg for så vidt angår arven (artikel 22 i forordning nr. 650/2012). Efterfølgende ville det være nødvendigt at afgøre, hvilke af retterne i en given medlemsstat der har stedlig kompetence til at modtage erklæringen, at foretage en oversættelse af de relevante dokumenter til skifterettens officielle sprog og at sende dem til denne ret. Alle disse handlinger ville skulle foretages inden udløbet af den frist, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven. En sådan byrde ville være fuldstændig uforholdsmæssig for en person, der ikke ønsker at arve efter arveladeren, uanset hvilken lov der finder anvendelse på arven ( 27 ).

66.

Det er umuligt ikke at være enig med Kommissionen i, at – henset til det begrænsede omfang af rettens kompetence som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 650/2012 – en antagelse om, at afgivelsen af erklæringen for retten ikke er tilstrækkelig, ville betyde, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 ikke ville være af nogen nytte for arvingerne. Anvendelsen af den deri fastsatte mulighed ville sandsynligvis forlænge sagsbehandlingen i stedet for at forkorte den for en arving, som giver afkald på arven. Der er endog risiko for, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 ville give anledning til en misforståelse hos arvingen om gyldigheden af de handlinger, der er foretaget for retten på dennes sædvanlige opholdssted, og dermed være til skade for vedkommende. Som konsekvens heraf ville ikke alene formålene med forordning nr. 650/2012 som anført i 7. og 32. betragtning ikke blive nået, men forordning nr. 650/2012 ville tværtimod øge usikkerheden for så vidt angår arvingens retsstilling.

67.

Henset til EU-lovgivers mål, som er at lette arvingernes tilværelse, må det antages, at det følger af overdragelsen af subsidiær kompetence til retterne på arvingens sædvanlige opholdssted i artikel 13 i forordning nr. 650/2012, at pågældende arving bør have mulighed for endeligt at give afkald på de rettigheder, der tilkommer denne på grundlag af arven, ved alene at foretage handlinger for retten på sit eget sædvanlige opholdssted. Betingelsen for at opnå virkning af arveafkaldet for arvingens rettigheder med hensyn til arv må derfor ikke være, at arvingen skal foretage yderligere handlinger ved en ret i en anden medlemsstat.

68.

Ovenstående forhold taler for, at kravet om, at en erklæring om afkald på arv skal afgives til skifteretten, hvilket krav er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven, skal kvalificeres som en betingelse for erklæringens formelle gyldighed. Den effektive virkning (effet utile) af bestemmelserne vedrørende muligheden for at afgive en erklæring om afkald på arv til skifteretten på arvingens sædvanlige opholdssted kræver dette ( 28 ).

69.

Under disse betingelser er fristen for afgivelse af en erklæring om afkald på arv, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven, overholdt, såfremt alle de skridt, der skal tages før fristens udløb, er taget ved retten på arvingens sædvanlige opholdssted, i overensstemmelse med den pågældende stats lovgivning for, at erklæringen kan anses for afgivet. Det er ikke nødvendigt at afgive en erklæring til skifteretten i en anden medlemsstat med henblik på at overholde fristen, såfremt et sådant krav kun følger af den lov, der finder anvendelse på arven.

70.

Der opstår i denne forbindelse tvivl – hvilket i øvrigt ligger til grund for den forelæggende rets spørgsmål – om, hvordan det sidste punktum af 32. betragtning til forordning nr. 650/2012 skal forstås. Det fremgår udtrykkeligt heraf, at personer, som fremsætter erklæringer i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, selv bør underrette den ret eller myndighed, der behandler eller vil behandle arvesagen, om, at der findes sådanne erklæringer, inden for den frist, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven.

71.

Betydningen af sidste punktum af 32. betragtning til forordning nr. 650/2012 er omdiskuteret i retslitteraturen. Ifølge visse forfattere indeholder forordningens bestemmelser, navnlig dens artikel 13 og 28, ikke en forpligtelse til at underrette retten i en anden medlemsstat om den afgivne erklæring om afkald på arv eller en forpligtelse til at videresende sådanne erklæringer. En sådan forpligtelse, især såfremt dens gennemførelse skulle være en betingelse for erklæringens gyldighed, kan ikke følge af en simpel betragtning til forordningen ( 29 ).

72.

Betragtningerne til forordningen udgør nemlig ikke i sig selv en retskilde, som tildeler rettigheder og pålægger forpligtelser for private ( 30 ). De spiller en væsentlig rolle med henblik på fortolkningen af bestemmelserne i selve teksten ved at angive lovgivers mål og ved at give et overblik over de foranstaltninger, der kan iværksættes for deres gennemførelse. Disse foranstaltninger fastsættes imidlertid som sådan i selve forordningens tekst.

73.

Den omstændighed, at forpligtelsen til at underrette den ret, som er omhandlet i sidste punktum i 32. betragtning til forordning nr. 650/2012, ikke udtrykkeligt er nævnt i selve forordningens tekst, betyder ikke, at en sådan forpligtelse ikke opstår. Artikel 28 i forordning nr. 650/2012 findes i forordningens kapitel III med titlen »Lovvalg«, som indeholder lovvalgsregler. I henhold til artikel 23, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 650/2012 finder den lov, der udpeges i medfør af artikel 21 eller artikel 22, anvendelse på overdragelsen af arven, vilkårene for og virkningerne af vedgåelse af eller afkald på arven eller legatet. Den lov, der finder anvendelse på arven, finder således anvendelse på den materielle gyldighed af erklæringen om afkald på arv. Hvis forpligtelsen i loven til at underrette skifteretten om den afgivne erklæring skulle udgøre en betingelse for erklæringens materielle gyldighed, ville det kunne hævdes, at sidste punktum i 32. betragtning henviser til den forpligtelse, som følger af den lov, der finder anvendelse på arven, som omhandlet i artikel 21 og 22 i forordning nr. 650/2012. Dette ville være tilfældet, hvis man anvendte kvalificeringen af erklæringen om afkald på arv som omhandlet i tysk ret – retsgrundlaget for forpligtelsen ville da være artikel 21 i forordning nr. 650/2012, sammenholdt med BGB’s § 1945 ( 31 ).

74.

Som det fremgår af dette forslag til afgørelse, er anvendelsen af denne kvalificering imidlertid i strid med bestemmelserne i forordning nr. 650/2012. I en sådan situation – i mangel af en ensartet EU-retlig ordning for modtagelse af erklæringer om afkald på arv, som stiller krav om videresendelse af arveretlige erklæringer efter en given arvelader til en skifteret – skal sidste punktum i 32. betragtning forstås således, at det er nødvendigt for en person, som har afgivet erklæring om afkald på arven, at foretage handlinger, hvorved den ret, der behandler arvesagen, får kendskab til eksistensen af en gyldig erklæring. Foretagelsen af disse handlinger vil gøre det muligt at undgå risikoen for, at der på et fejlagtigt grundlag træffes afgørelse om, at erklæringen om afkald på arv ikke er indgivet. En manglende udførelse af disse handlinger og den manglende underretning af den ret, som behandler arvesagen, kan dog ikke betyde, at den afgivne erklæring er ugyldig.

75.

I lyset af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at bestemmelserne i artikel 13 og 28 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at det krav, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven, om, at der skal afgives en erklæring om afkald på arv til skifteretten, udgør en betingelse for erklæringens formelle gyldighed. I en situation, hvor gyldigheden af den afgivne erklæring for så vidt angår formen vurderes i lyset af den lov, der er anført i forordningens artikel 28, litra b), vil en manglende overholdelse af denne betingelse ikke medføre, at den erklæring, der er afgivet for den ret, der er kompetent i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012, er ugyldig.

76.

Den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål kan ligeledes forstås således, at de vedrører nødvendigheden af og bevismåden for – i en sag, der verserer i en anden medlemsstat – at der er afgivet en erklæring om afkald på arv til den ret, der har kompetence i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012. Denne problemstilling er genstand for store dele af den spanske regerings skriftlige indlæg.

77.

Ovenstående udgør et væsentligt problem af stor praktisk betydning. Hvad sker der eksempelvis, hvis arvingen afgiver en gyldig erklæring om afkald på arv, som ikke bliver taget i betragtning, når retten i en anden medlemsstat træffer afgørelse, henset til den manglende overholdelse af de proceduremæssige krav, der særligt gælder for bevisførelsen af den pågældende omstændighed?

78.

I lyset af begrundelsen for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse må det imidlertid antages, at problemet med hovedsagens T.N. og N.N.’s manglende overholdelse af de proceduremæssige krav efter den forelæggende rets opfattelse ikke foreligger i hovedsagen. Den forelæggende ret er således ikke i tvivl om, at T.N. og N.N. har udført alle de handlinger, der følger af nederlandsk ret, for så vidt angår afkald på arv inden for fristen. Der er heller ikke tvivl om, at alle de dokumenter, som kræves af skifteretten, i sidste ende er blevet afgivet til skifteretten sammen med en oversættelse på det sprog, som anvendes af den ret, der behandler arvesagen. Endelig må det i lyset af indholdet af forelæggelsesafgørelsen antages, at Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen) ikke har afsagt den anfægtede kendelse med det omhandlede indhold på grund af det manglende bevis for, at der er blevet givet afkald på arven, eller henset til den manglende overholdelse af de proceduremæssige krav ved afgivelsen af afkaldet for rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag), men henset til T.N. og N.N.’s manglende indlevering af relevante dokumenter inden for fristen fastsat i BGB’s § 1944, hvilket var en betingelse for at anse afkaldet for gyldigt.

79.

I en sådan situation er det min opfattelse, at det ikke er nødvendigt at tage hensyn til omstændighederne omkring betingelsen om at indlevere kopier, originaler og oversættelser af dokumenter, som er udarbejdet i en anden medlemsstat, for at fastslå, om der er afgivet en erklæring om arveafkald, for at give den forelæggende ret et brugbart svar med henblik på at træffe afgørelse.

80.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen, Tyskland) forelagte spørgsmål således:

»Bestemmelserne i artikel 13 og 28 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis skal fortolkes således, at det krav om at afgive en erklæring om afkald på arv til skifteretten, som følger af den lov, der finder anvendelse på arven, dvs. retten på det sted, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, udgør en betingelse for erklæringens formelle gyldighed. I en situation, hvor gyldigheden af den afgivne erklæring for så vidt angår formen herfor vurderes i lyset af den lov, der er angivet i forordningens artikel 28, litra b), medfører en manglende overholdelse af dette krav ikke, at den erklæring, der er afgivet for den ret, der er kompetent efter nævnte forordnings artikel 13, er ugyldig.«