25.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 399/77


Sag anlagt den 20. september 2019 – L. Oliva Torras mod EUIPO – Mecánica del Frío (koblinger til køretøjer)

(Sag T-629/19)

(2019/C 399/96)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: L. Oliva Torras, SA (Manresa, Spanien) (ved advokat E. Sugrañes Coca)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Mecánica del Frío, SL (Cornellá de Llobregat, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Mecánica del Frío, SL

Det omtvistede design: EF-design (koblinger til køretøjer) – EU-design nr. 2217 588-0004

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. juli 2019 af Tredje Appelkammer ved EUIPO i sag R 1399/2017-3

Påstande

Om ugyldighedsgrunden: Appelkammerets konklusioner herom tiltrædes, og ugyldighedssagen anses for at være anlagt vedrørende ugyldighedsgrundene for et EF-design hvad angår EF-designforordningens artikel 4-9 om »Betingelser for beskyttelse«.

Om eksistensen af et tidligere design påberåbt til støtte for argumenterne om manglende nyhed og individuel karakter: Den sammenligning, som ugyldighedsafdelingen og appelkammeret har foretaget alene på grundlag af billede A (renderet billede fra kataloget), er ukorrekt, og der nedlægges påstand om, at sammenligningen skal foretages under hensyntagen til alt bevismateriale, som er fremlagt, og de særlige omstændigheder i den foreliggende sag.

Om realiteten: Det registrerede EF-design savner nyhed. Det erklæres ugyldigt, eftersom det er næsten identisk med og dermed består i en i praksis identisk og uhjemlet kopi af det design, som sagsøgeren markedsfører. Det anfægtede EF-design opfylder derfor ikke det krav om nyhed, som er nødvendigt for at opnå beskyttelse gennem registrering af et EF-design.

Om realiteten: Det registrerede EF-design savner individuel karakter. Det registrerede EF-design erklæres ugyldigt på grund af manglende individuel karakter i forhold til de design, som tidligere er offentliggjort af L. Oliva Torras, S.A., henset til den lille grad af kreativ frihed, som er en konsekvens af den tekniske funktionalitet af emnet, der skal være monteret i en bestemt motor til et køretøj, den informerede brugers karakter og ligheden mellem de sammenlignede emner.

Om realiteten: Det registrerede EF-design er udelukket fra beskyttelse i henhold til EF-designforordningens artikel 8. Det anfægtede design erklæres ugyldigt, fordi det er omfattet af forbuddet i artikel 8, stk. 1 og 2, eftersom designets udseende alene er bestemt af dets tekniske funktion, og fordi det er omfattet af det absolutte forbud i EF-designforordningens artikel 4, idet det udgør en komponent af et sammensat produkt.

Om realiteten: Det registrerede EF-design er i strid med designforordningens artikel 9. Appelkammerets afgørelse stadfæstes på dette punkt.

I overensstemmelse med artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement, »Almindelige bestemmelser om fordeling af sagsomkostninger«, nedlægges der påstand om, at den tabende part pålægges at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

I overensstemmelse med artikel 68 i Rettens procesreglement anmoder sagsøgeren om, at sagen forenes med sag T-100/19, hvori sagsøgeren har anmodet om afholdelse af retsmøde, og hvori der endnu ikke er truffet afgørelse. I samme artikel 68 bestemmes det, at flere sager, der har samme genstand, fordi de har forbindelse med hinanden, af Rettens egen drift eller efter anmodning fra en hovedpart til enhver tid kan forenes med henblik på retsforhandlingernes skriftlige eller mundtlige del, hver for sig eller samtidig, eller med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

Anbringende

Tilsidesættelse af artikel 4 til 9 og artikel 61 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.