–

Bankia SA ved abogados J.M. Fatás Monforte, J. Salinas Aguirre og D. Sarmiento Ramírez-Escudero,

–

Unión Mutua Asistencial de Seguros (UMAS) ved abogada L. Lozano García,

–

den spanske regering ved L. Aguilera Ruiz og J. Rodríguez de la Rúa Puig, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og J. Očková, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved T. Scharf og J. Rius Riu, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, og artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (EUT 2003, L 345, s. 64), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/11/EF af 11. marts 2008 (EUT 2008, L 76, s. 37, herefter »direktiv 2003/71«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Bankia SA og Unión Mutua Asistencial de Seguros (UMAS) vedrørende Bankias erstatningsansvar som udsteder af et tilbud om tegning af aktier som følge af oplysningerne givet i et prospekt offentliggjort forud for dette tilbud.

3

Direktiv 2003/71 blev ophævet med virkning fra den 20. juli 2019 ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked (EUT 2017, L 168, s. 12). Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen finder bestemmelserne i direktiv 2003/71 imidlertid fortsat anvendelse.

4

Følgende fremgik af 10., 16., 18., 19., 21. og 27. betragtning til direktiv 2003/71:

[…]

[…]

[…]

[…]

5

Følgende fremgik af dette direktivs artikel 2, stk. 1:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

6

Det nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Forpligtelse til at offentliggøre et prospekt« fastsatte følgende:

»1.   Medlemsstaterne giver ikke tilladelse til udbud af værdipapirer til offentligheden inden for deres område, før der er offentliggjort et prospekt.

2.   Forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt finder ikke anvendelse på følgende former for udbud:

[…]

3.   Medlemsstaterne sikrer, at optagelse til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller er aktivt inden for deres område, er betinget af offentliggørelsen af et prospekt.«

7

Samme direktivs artikel 4 fastsatte undtagelser fra forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt for visse kategorier af værdipapirer.

8

Artikel 5 i direktiv 2003/71 bestemte:

»1.   Med forbehold af artikel 8, stk. 2, skal prospektet indeholde samtlige de oplysninger, som afhængigt af de karakteristiske træk ved udstederen og ved de værdipapirer, der udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, er nødvendige for, at investorerne kan danne sig et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater, forventede udvikling samt en eventuel garant og over de rettigheder, der er knyttet til disse værdipapirer. Sådanne oplysninger skal fremlægges i en let analyserbar og forståelig form.

2.   Prospektet skal indeholde oplysninger om udstederen og de værdipapirer, der skal udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked. Det skal også indeholde et resumé. I dette resumé, der skal være kortfattet og i et ikke-teknisk sprog, fremlægges de vigtigste forhold og risici i forbindelse med udstederen, en eventuel garant og værdipapirerne på det sprog, som prospektet oprindelig blev udarbejdet på. Resuméet skal ligeledes indeholde en advarsel om:

[…]

[…]«

9

Dette direktivs artikel 6 med overskriften »Ansvar i tilknytning til prospektet« fastsatte følgende:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansvaret for de oplysninger, der gives i et prospekt, som minimum påhviler udstederen eller dennes bestyrelses-, direktions- eller tilsynsorganer, udbyderen, den person, der anmoder om optagelsen til handel på et reguleret marked, eller garanten, alt efter omstændighederne. De ansvarlige personer angives tydeligt i prospektet med navn og stillingsbetegnelse, eller når det drejer sig om juridiske personer, navn og vedtægtsmæssige hjemsted, samt en erklæring fra dem om, at oplysningerne i prospektet efter deres bedste overbevisning stemmer overens med virkeligheden, og at der i prospektet ikke er udeladt oplysninger, der vil kunne berøre betydningen af dets indhold.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at deres love og administrative bestemmelser om civilretligt ansvar finder anvendelse på de personer, der er ansvarlige for oplysningerne i prospektet.

Medlemsstaterne sikrer dog, at der ikke skal påhvile nogen person noget civilretligt ansvar udelukkende på grundlag af resuméet, herunder eventuelle oversættelser heraf, medmindre det er misvisende, ukorrekt eller uoverensstemmende med andre dele af prospektet.«

10

Artikel 28 i Ley 24/1988, de 28 de julio del Mercado de Valores (lov nr. 24/1988 om værdipapirhandel) af 28. juli 1988 (BOE nr. 181 af 29.7.1988, s. 23405) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsatte følgende:

»1.   Ansvaret for de oplysninger, der gives i et prospekt, skal som minimum påhvile udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til handel på et officielt sekundært marked, og ledelsen i disse, i overensstemmelse med de betingelser, som fastsættes ved bekendtgørelse.

[…]

2.   De personer, som er ansvarlige for de oplysninger, der gives i et prospekt, angives tydeligt i prospektet med navn og stillingsbetegnelse, eller når det drejer sig om juridiske personer, navn og vedtægtsmæssige hjemsted. Derudover skal de erklære, at oplysningerne i prospektet efter deres bedste overbevisning stemmer overens med virkeligheden, og at der i prospektet ikke er udeladt oplysninger, der vil kunne berøre betydningen af dets indhold.

3.   I overensstemmelse med de betingelser, som fastsættes ved bekendtgørelse, er alle ovennævnte personer, alt efter omstændighederne, ansvarlige for enhver skade og ethvert tab, som de har forvoldt indehaverne af de erhvervede værdipapirer som følge af urigtige oplysninger eller udeladelse af relevante oplysninger i prospektet eller dokumentet, som garanten i givet fald skal udarbejde.

[…]

4.   Der skal ikke påhvile nogen af de ovennævnte personer noget ansvar på grundlag af resuméet eller oversættelser heraf, medmindre det er misvisende, ukorrekt eller uoverensstemmende med andre dele af prospektet, eller det, læst i sammenhæng med de andre dele af prospektet, ikke bidrager med væsentlige oplysninger, der kan hjælpe investorerne med at træffe afgørelse om, hvorvidt de skal investere i værdipapirerne eller ej.«

11

Lovens artikel 30a, stk. 1, bestemte følgende:

»Et udbud til offentligheden om salg eller tegning af værdipapirer er enhver henvendelse til personer i enhver form og ad enhver vej med tilstrækkelige oplysninger om udbudsbetingelserne og de udbudte værdipapirer, således at en investor bliver i stand til at træffe afgørelse om køb eller tegning af disse værdipapirer.

Forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt finder ikke anvendelse på de følgende former for udbud, som følgelig, i henhold til den nævnte lov, ikke betragtes som et udbud til offentligheden:

[…]«

12

I 2011 iværksatte Bankia et udbud til offentligheden med henblik på tegning af aktier i forbindelse med selskabets børsintroduktion, der var inddelt i to trancher. En første tranche var rettet til andre investorer end kvalificerede investorer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2003/71 (herefter »detailinvestorer«) og dette selskabs ansatte og bestyrelsesmedlemmer, mens en anden tranche, en såkaldt »institutionel tranche«, var rettet til »kvalificerede investorer«.

13

De to trancher af det offentlige udbud blev udbudt, da prospektet blev registreret hos Comisión Nacional del Mercado de Valores (den nationale kommission for værdipapirmarkedet, Spanien), dvs. den 29. juni 2011. Mellem den nævnte dato og den 18. juli 2011 fandt den såkaldte »tegningsperiode« sted, under hvilken potentielle kvalificerede investorer kunne fremsætte tegningstilbud. Den 18. juli 2011 blev aktiekursen fastsat til 3,75 EUR for både detailinvestorer og den institutionelle tranche. Tegningstilbuddene blev udvalgt og uigenkaldelige efter at være blevet bekræftet. Tildeling af de dertil hørende aktier til investorerne fandt sted den samme dag, og officiel optagelse til handel den følgende dag.

14

I forbindelse med udbuddet kontaktede Bankia UMAS, et selskab, der varetager gensidige forsikringsaktiviteter, og som blev anset for en kvalificeret investor. Den 5. juli 2011 underskrev UMAS en købsordre på 160000 aktier à 3,75 EUR pr. aktie, svarende til et samlet beløb på 600000 EUR.

15

Som følge af en omformulering af Bankias årsregnskab mistede dette selskabs aktier næsten al deres værdi på det sekundære marked, og selskabets børsintroduktion blev opgivet.

16

UMAS anlagde sag mod Bankia med principal påstand om ugyldighed som følge af mangler ved samtykket i forbindelse med købet af aktierne og subsidiært om, at det blev fastslået, at Bankia var ansvarlig for emissionsprospektets manglende pålidelighed. Retten i første instans erklærede købet af aktier ugyldigt og traf afgørelse om tilbagebetaling af de beløb, som UMAS havde betalt, uden at tage stilling til Bankias ansvar.

17

Bankia iværksatte appel til prøvelse af den nævnte dom ved Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid, Spanien), som i modsætning til retten i første instans ikke gav medhold i den af UMAS nedlagte påstand om ugyldighed, men gav medhold i påstanden om ansvar i tilknytning til et prospekt.

18

Det var i forlængelse af denne dom, at Bankia iværksatte appel ved den forelæggende ret, Tribunal Supremo (øverste domstol Spanien), som i sager anlagt af detailinvestorer allerede havde fastslået, at emissionsprospektet udarbejdet af Bankia indeholdt alvorlige unøjagtigheder vedrørende dette selskabs faktiske økonomiske situation.

19

Den forelæggende ret har anført, at den tranche af udbuddet, der var rettet til detailinvestorer, havde gjort offentliggørelsen af prospektet, som uden at være rettet til kvalificerede investorer kunne påvirke disse sidstnævntes investeringsbeslutning, obligatorisk. Ifølge denne ret giver hverken direktiv 2003/71 eller spansk ret udtrykkeligt kvalificerede investorer mulighed for at gøre udstederen ansvarlig for et ukorrekt prospekt, når det offentlige tegningstilbud er blandet, dvs. rettet mod såvel detailinvestorer som kvalificerede investorer. Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/71 fritager udstedere af tilbud, der udelukkende er rettet mod kvalificerede investorer, fra forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt, idet disse anses for at have kapacitet og informationskilder, der gør det muligt for dem at træffe deres afgørelse på et oplyst grundlag, mens det fremgår af 27. betragtning til dette direktiv, at investorerne bør beskyttes ved at sikre offentliggørelse af pålidelige oplysninger, uden at der sondres mellem de forskellige kategorier af investorer.

20

På denne baggrund har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

UMAS har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, for det første med den begrundelse, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, ikke er blevet rejst af parterne i hovedsagen, og at de ikke kan rejses af egen drift af den forelæggende ret. For det andet opfylder anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kravene i artikel 94 i Domstolens procesreglement på grund af dens undladelser og mangler ved fremstillingen af de faktiske omstændigheder samt i fremstillingen af de grunde, der har ført den forelæggende ret til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål. For det tredje giver den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke anledning til nogen tvivl med hensyn til de personer, som har mulighed for at anlægge det i artikel 6 i direktiv 2003/71 omhandlede søgsmål med påstand om ansvar.

22

Det skal for det første bemærkes, at den ordning, som er indført med artikel 267 TEUF, med henblik på at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten i medlemsstaterne indfører et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter inden for rammerne af en procedure, hvor parterne ikke kan gribe ind i sagsbehandlingen. Selv om den nationale ret kan opmuntre parterne i den tvist, som den skal træffe afgørelse i, til at foreslå formuleringer, som kan anvendes i de præjudicielle spørgsmål, tilkommer det følgelig i sidste ende denne ret alene at afgøre spørgsmålenes form og indhold (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 28-30).

23

Såfremt det antages, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører spørgsmål, som ikke er blevet rejst af parterne i hovedsagen, således som UMAS har gjort gældende, kan denne omstændighed derfor ikke føre til en afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse.

24

For det andet gælder der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 43). Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål, der er forelagt af en national ret, når navnlig de krav til indholdet af anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er indeholdt i procesreglementets artikel 94, ikke er opfyldt, eller når det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-retlig bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter (jf. i denne retning dom af 3.9.2020, Supreme Site Services m.fl., C-186/19, EU:C:2020:638, præmis 42).

25

De af UMAS fremførte argumenter med hensyn til den spanske lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, kan imidlertid ikke sætte spørgsmålstegn ved formodningen for, at den forelæggende rets spørgsmål er relevante. Desuden har sidstnævnte overholdt kravene i procesreglementets artikel 94, idet den med tilstrækkelig nøjagtighed har redegjort for de faktiske og retlige omstændigheder, der er omhandlet i tvisten i hovedsagen, dennes genstand samt forbindelsen mellem denne og den ønskede fortolkning af de EU-retlige bestemmelser.

26

Følgelig kan anmodningen om en præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.

27

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6 i direktiv 2003/71, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at når et udbud til offentligheden med henblik på tegning af aktier både er rettet mod detailinvestorer og kvalificerede investorer, kan et søgsmål med påstand om ansvar som følge af oplysningerne givet i et prospekt anlægges ikke blot af detailinvestorer, men ligeledes af kvalificerede investorer.

28

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd og de mål, den forfølger, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til EU-rettens bestemmelser som helhed (dom af 11.3.2020, X (Opkrævning af tillægsimporttold), C-160/18, EU:C:2020:190, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det skal i denne henseende bemærkes, at direktiv 2003/71 ikke identificerer de investorer, der kan anlægge et sådant erstatningssøgsmål. Dette direktiv begrænser sig nemlig til i direktivets artikel 6, stk. 1, at identificere de personer, som kan ifalde ansvar som følge af prospektets urigtige indhold eller mangelfulde indhold.

30

Hvad angår de med dette direktiv forfulgte formål fremgår det navnlig af 10. betragtning hertil, at beskyttelsen af investorer og markedernes funktion og udvikling udgør kernen heri (jf. i denne retning dom af 17.9.2014, Almer Beheer og Daedalus Holding, C-441/12, EU:C:2014:2226, præmis 31 og 33).

31

Det følger endvidere af en samlet læsning af 18., 21. og 27. betragtning til direktiv 2003/71, at komplette, pålidelige og let tilgængelige oplysninger om værdipapirer og udstedere sikrer investorerne beskyttelse og udgør et effektivt middel til at styrke offentlighedens tillid, og de bidrager således til at sikre, at værdipapirmarkederne fungerer tilfredsstillende, og til at fremme udviklingen af disse, idet det undgås, at den bringes i fare af uregelmæssigheder (jf. i denne retning dom af 17.9.2014, Almer Beheer og Daedalus Holding, C-441/12, EU:C:2014:2226, præmis 33).

32

I denne sammenhæng bidrager offentliggørelse af et prospekt, således som det fremgår af 19. betragtning til dette direktiv, til iværksættelse af foranstaltninger til beskyttelse af faktiske og potentielle investorers interesser, så disse sættes i stand til at vurdere de risici, som investeringer i værdipapirer indebærer, og dermed kan træffe deres investeringsbeslutninger på et kvalificeret grundlag.

33

Det følger af det ovenstående, at en investor, der har deltaget i et udbud af værdipapirer, inden for rammerne af hvilket et prospekt er blevet offentliggjort, med føje kan støtte sig på de oplysninger, der gives i dette prospekt, og at investoren derfor har ret til at anlægge et søgsmål med påstand om ansvar som følge af disse oplysninger, uanset om prospektet er rettet til investoren eller ej.

34

Denne fortolkning af artikel 6 i direktiv 2003/71 afkræftes ikke af den sondring mellem detailinvestorer og kvalificerede investorer, som følger af direktivs artikel 3.

35

Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, fastsætter ganske vist en række undtagelser fra den generelle forpligtelse til at offentliggøre et prospekt, der fremgår af denne artikels stk. 1, bl.a. når udbuddet af værdipapirer udelukkende er rettet mod kvalificerede investorer. Således som det er anført i 16. betragtning til det samme direktiv, har EU-lovgiver tilsigtet at tage hensyn til de forskellige beskyttelsesbehov, som de forskellige investorkategorier har, og deres sagkundskaber. Udbud af værdipapirer, der udelukkende er forbeholdt kvalificerede investorer, er således ikke omfattet af forpligtelsen til forudgående offentliggørelse af et prospekt, idet disse sidstnævnte – til forskel fra detailinvestorer – selv kan få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for deres investeringsbeslutninger, på anden måde end gennem prospektet.

36

Det kan imidlertid ikke udledes af artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/71, der, som en undtagelse fra det i dette direktivs artikel 3, stk. 1, fastsatte princip, skal fortolkes strengt (jf. analogt dom af 29.7.2019, Funke Medien NRW, C-469/17, EU:C:2019:623, præmis 69, og af 3.3.2020, Gómez del Moral Guasch, C-125/18, EU:C:2020:138, præmis 30), at kvalificerede investorer ikke har mulighed for at anlægge det i artikel 6 i direktiv 2003/71 omhandlede søgsmål med påstand om ansvar som følge af oplysningerne givet i et prospekt, der er offentliggjort i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1.

37

I tilfælde af et blandet udbud som det i hovedsagen omhandlede, der er rettet mod såvel kvalificerede investorer som detailinvestorer, råder samtlige investorer, uanset deres kategori, nemlig over dette dokument, der, som anført i denne doms præmis 33, må antages at indeholde komplette og pålidelige oplysninger, som de med føje kan støtte sig på. Som generaladvokaten har præciseret i punkt 30 i forslaget til afgørelse, er de i det samme direktivs artikel 3, stk. 2, omhandlede undtagelser fra forpligtelsen til offentliggørelse af et prospekt i øvrigt ikke til hinder for, at et sådant dokument til samtlige investorer frivilligt offentliggøres.

38

Således som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 38 i forslaget til afgørelse, må den omstændighed, at artikel 3 og 4 i direktiv 2003/71 i detaljer fastsætter adskillige undtagelser fra forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt, mens dette direktivs artikel 6 fastsætter et princip om civilretligt ansvar, hvorfra der ikke kan gøres undtagelse i tilfælde af et ukorrekt prospekt, således føre til en fortolkning af denne sidstnævnte bestemmelse, hvorefter der, når et prospekt er blevet offentliggjort, skal kunne anlægges et civilretligt erstatningssøgsmål som følge af oplysningerne givet heri, uanset hvilken kategori den investor, der mener at have lidt skade, tilhører.

39

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6 i direktiv 2003/71, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at når et udbud til offentligheden med henblik på tegning af aktier både er rettet mod detailinvestorer og kvalificerede investorer, kan et søgsmål med påstand om ansvar som følge af oplysningerne givet i et prospekt anlægges ikke blot af detailinvestorer, men ligeledes af kvalificerede investorer.

40

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/71 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale bestemmelser, som i forbindelse med et søgsmål med påstand om ansvar anlagt af en kvalificeret investor som følge af oplysningerne givet i et prospekt giver retten mulighed for at tage hensyn til den omstændighed, at denne investor var eller burde have været bekendt med den økonomiske situation i det selskab, som har udstedt udbuddet til offentligheden på tegning af aktier, som følge af investorens relationer med dette selskab, ud over prospektet.

41

I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at det i artikel 6, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2003/71 er fastsat, at medlemsstaterne sikrer, at deres love og administrative bestemmelser om civilretligt ansvar finder anvendelse på de personer, der er ansvarlige for oplysningerne i prospektet. Denne artikel 6, stk. 2, kræver derfor ikke vedtagelse af særlige bestemmelser i national ret på dette område, med forbehold for – i overensstemmelse med dette stykkes andet afsnit – at der ikke skal påhvile »nogen person« noget civilretligt ansvar udelukkende på grundlag af resuméet, herunder eventuelle oversættelser heraf, medmindre det er misvisende, ukorrekt eller uoverensstemmende med andre dele af prospektet.

42

Det følger heraf, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/71, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 44, 47 og 49 i forslaget til afgørelse, giver medlemsstaterne en vid skønsmargen med hensyn til at fastsætte de nærmere regler for iværksættelse af erstatningssøgsmål som følge af oplysningerne givet i et prospekt.

43

Det fremgår i øvrigt af dette direktivs artikel 3, stk. 2, litra a), sammenholdt med 16. betragtning hertil, at selv om prospektet for salg af værdipapirer indeholder de væsentlige oplysninger, så detailinvestorerne kan træffe deres investeringsbeslutninger på et kvalificeret grundlag, har kvalificerede investorer, henset navnlig til deres sagkundskaber, derimod normalt adgang til andre oplysninger, der kan afklare deres beslutningstagning.

44

Medlemsstaterne kan derfor principielt, idet de i givet fald vedtager særlige bestemmelser om civilretligt ansvar i deres nationale ret, tillade eller endog kræve, at den kvalificerede investors sagkundskaber og investorens relationer med den pågældende værdipapirudsteder tages i betragtning ved gennemførelsen af ansvaret som følge af oplysningerne givet i prospektet i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/71.

45

Selv om medlemsstaterne råder over en vid skønsmargen ved gennemførelsen af det i dette direktivs artikel 6 fastsatte søgsmål med påstand om ansvar i henhold til princippet om institutionel og processuel autonomi, skal dette princip imidlertid anvendes under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet for at bevare den effektive virkning af de relevante EU-retlige bestemmelser (jf. analogt dom af 19.12.2013, Hirmann, C-174/12, EU:C:2013:856, præmis 40).

46

Ækvivalensprincippet kræver, at nationale processuelle bestemmelser, der gælder for situationer, som er underlagt EU-retten, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, der er underlagt national ret, hvorimod effektivitetsprincippet kræver, at sådanne bestemmelser ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Deutsche Umwelthilfe, C-752/18, EU:C:2019:1114, præmis 33).

47

I det tilfælde, hvor bestemmelser i national ret i forbindelse med et søgsmål med påstand om ansvar i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/71 tillader eller endog kræver, at der tages hensyn til det kendskab til udstederens økonomiske situation, som en kvalificeret investor råder eller skal råde over, som følge af investorens relationer med denne udsteder, tilkommer det følgelig en national ret, ved hvilken der er anlagt et sådant søgsmål med påstand om ansvar, at efterprøve, om disse bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og bestemmelserne må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anlægge et sådant søgsmål med påstand om ansvar.

48

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/71 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for bestemmelser i national ret, der i forbindelse med et søgsmål med påstand om ansvar anlagt af en kvalificeret investor som følge af oplysningerne givet i et prospekt giver retten mulighed for at tage hensyn til den omstændighed, at denne investor var eller burde have været bekendt med den økonomiske situation i det selskab, som har udstedt udbuddet til offentligheden på tegning af aktier, som følge af investorens relationer med dette selskab, ud over prospektet, forudsat at disse bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anlægge et sådant søgsmål.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: