20.9.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 382/2


Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. juli 2021 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-791/91) (1)

(Traktatbrud - disciplinærordning, der finder anvendelse på dommere - retsstat - dommeres uafhængighed - effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten - artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU - artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - disciplinærforseelser, som skyldes retsafgørelsers indhold - uafhængige disciplinære retsinstanser, som er oprettet ved lov - overholdelse af en rimelig frist og af retten til forsvar i disciplinærsager - artikel 267 TEUF - begrænsning af de nationale retters ret og forpligtelse til at forelægge Domstolen anmodninger om præjudiciel afgørelse)

(2021/C 382/02)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (først ved K. Banks, S.L. Kalėda og H. Krämer, derefter ved K. Banks, S.L. Kalėda og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen (ved B. Majczyna, D. Kupczak, S. Żyrek, A. Dalkowska og A. Gołaszewska, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgeren: Kongeriget Belgien (ved C. Pochet, M. Jacobs og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede), Kongeriget Danmark (først ved M. Wolff, M. Jespersen og J. Nymann-Lindegren, derefter ved M. Wolff og J. Nymann-Lindegren, som befuldmægtigede), Kongeriget Nederlandene (ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede), Republikken Finland (ved M. Pere og H. Leppo, som befuldmægtigede) og Kongeriget Sverige (ved C. Meyer-Seitz, H. Shev, A. Falk, J. Lundberg og H. Eklinder, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU

idet den ikke har sikret uafhængighed og upartiskhed for Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdelingen) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), som det tilkommer at kontrollere de afgørelser, der træffes i disciplinærsager mod dommerne (artikel 3, nr. 5, artikel 27 og artikel 73, stk. 1, i ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) af 8.12.2017, i sin konsoliderede udgave som offentliggjort i Dziennik Ustaw Rzeczypospolitej Polskiej af 2019 (position 825), sammenholdt med artikel 9a i ustawa o Krajowej Radzie Sądownictwa (lov om det nationale råd for retsvæsenet) af 12.5.2011, som ændret ved ustawa o zmianie ustawy o Krajowej Radzie Sądownictwa oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om det nationale råd for retsvæsenet og visse andre love) af 8.12.2017)

idet den har tilladt, at indholdet i retslige afgørelser kan kvalificeres som disciplinærforseelser i forhold til dommerne ved de almindelige domstole (artikel 107, stk. 1, i ustawa — Prawo o ustroju sądów powszechnych (lov om de almindelige domstoles organisation) af 27.7.2001 i den udgave, der følger af de efterfølgende ændringer, som offentliggjort i Dziennik Ustaw Rzeczypospolitej Polskiej af 2019 (position 52, 55, 60, 125, 1469 og 1495), og artikel 97, stk. 1 og 3, i lov om den øverste domstol i sin konsoliderede udgave som offentliggjort i Dziennik Ustaw Rzeczypospolitej Polskiej af 2019 (position 825))

idet den har overdraget formanden for Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdelingen) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) en skønsbeføjelse til at udpege disciplinærdomstolen, der er første instans i sager vedrørende dommere ved de almindelige domstole (artikel 110, stk. 3, og artikel 114, stk. 7, i lov om de almindelige domstoles organisation i den udgave, der følger af de efterfølgende ændringer, som offentliggjort i Dziennik Ustaw Rzeczypospolitej Polskiej af 2019 (position 52, 55, 60, 125, 1469 og 1495)), og dermed ikke har sikret, at disciplinærsagerne behandles af en domstol, der er »oprettet ved lov«, og

idet den ikke har sikret, at disciplinærsagerne mod dommere ved de almindelige domstole behandles inden for en rimelig frist (denne lovs artikel 112b, stk. 5, andet punktum), og idet den har fastsat, at foranstaltninger i forbindelse med udpegelse af en forsvarer og dennes varetagelse af forsvaret ikke har opsættende virkning på afviklingen af disciplinærsagen (den nævnte lovs artikel 113a), og at disciplinærdomstolen gennemfører disciplinærsagen selv i den pågældende tilsagte dommers eller dennes forsvarers lovlige forfald (den samme lovs artikel 115a, stk. 3), og dermed ikke har sikret overholdelsen af retten til forsvar for de anklagede dommere ved de almindelige domstole.

2)

Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 267, stk. 2 og 3, TEUF, idet den har tilladt, at retternes beføjelse til at forelægge Den Europæiske Unions Domstol anmodninger om præjudiciel afgørelse begrænses af muligheden for at indlede en disciplinærsag.

3)

Republikken Polen bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

4)

Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Kongeriget Nederlandene, Republikken Finland og Kongeriget Sverige bærer hver deres egne omkostninger.


(1)  EUT C 413 af 9.12.2019.