DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

12. marts 2020 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2013/48/EU – artikel 3, stk. 2 – ret til adgang til advokatbistand – omstændigheder, hvorunder retten til adgang til advokatbistand skal sikres – manglende fremmøde – fravigelser i retten til adgang til advokatbistand – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til en effektiv retsbeskyttelse«

I sag C-659/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Juzgado de Instrucción no 4 de Badalona (forundersøgelsesdomstol nr. 4 i Badalona, Spanien) ved afgørelse af 19. oktober 2018, indgået til Domstolen den 22. oktober 2018, i sagen:

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne P.G. Xuereb og T. von Danwitz (refererende dommer),

generaladvokat: M. Bobek,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–	den spanske regering ved J. Ruiz Sánchez og J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtigede,

–	Europa-Kommissionen ved S. Pardo Quintillán og R. Troosters, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. november 2019,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT 2013, L 294, s. 1) og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2	Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en straffesag indledt over for VW vedrørende lovovertrædelser i form af kørsel uden kørekort og forfalskning af et offentligt dokument.

Retsforskrifter

EU-retten

Følgende fremgår af 4., 6., 19. og 30.-32. betragtning til direktiv 2013/48:

»4)

Gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager forudsætter, at medlemsstaterne har tillid til hinandens strafferetlige systemer. Omfanget af den gensidige anerkendelse hænger snævert sammen med en række parametre, herunder mekanismerne for beskyttelse af mistænktes eller tiltaltes rettigheder og fælles minimumsstandarder, der er nødvendige for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse.

[…]

Gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager kan kun fungere effektivt, når der hersker tillid, således at ikke blot retsmyndighederne, men alle aktører i strafferetsprocessen, opfatter andre medlemsstaters retsmyndigheders afgørelser som svarende til deres egne, hvilket forudsætter ikke blot tillid til tilstrækkeligheden af andre medlemsstaters regler, men også tillid til, at disse regler anvendes korrekt. Hvis den gensidige tillid skal styrkes, kræver det detaljerede regler om beskyttelse af de proceduremæssige rettigheder og garantier, som følger af chartret, [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950] og [den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, vedtaget af FN’s Generalforsamling den 16. december 1966 og trådt i kraft den 23. marts 1976]. Det kræver ligeledes en videreudvikling inden for [Den Europæiske] Union […] af minimumsstandarderne i chartret og i [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder] ved hjælp af dette direktiv og ved hjælp af andre foranstaltninger.

[…]

(19)

Medlemsstaterne bør sikre, at mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse i overensstemmelse med dette direktiv. Mistænkte eller tiltalte bør under alle omstændigheder have adgang til advokatbistand under straffesager for en domstol, såfremt de ikke har givet afkald på denne ret.

[…]

(30)

I tilfælde af den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted, f.eks. i oversøiske territorier, eller når medlemsstaten iværksætter eller deltager i militære operationer uden for dens område, har medlemsstaterne mulighed for midlertidigt at fravige den mistænktes eller tiltaltes ret til at få adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen. […]

(31)

Medlemsstaterne bør kun have mulighed for midlertidigt at fravige retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen, når der i hastetilfælde er behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet. […] Ethvert misbrug af denne fravigelse vil i princippet være til uoprettelig skade for retten til et forsvar.

(32)

Medlemsstaterne bør også have mulighed for midlertidigt at fravige retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen, når en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag, især for at undgå ødelæggelse eller ændring af vigtige beviser eller for at undgå påvirkning af vidner. […] Ethvert misbrug af denne fravigelse vil i princippet være til uoprettelig skade for retten til et forsvar.«

Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer:

»Dette direktiv fastsætter minimumsregler om de rettigheder, som mistænkte og tiltalte under straffesager og personer, som er genstand for sager i henhold til [Rådets] rammeafgørelse 2002/584/RIA [af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT 2002, L 190, s. 1)] […], har til at få adgang til advokatbistand, til at få en tredjemand underrettet om frihedsberøvelsen og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.«

Nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter i stk. 1:

»Dette direktiv finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og uanset om de er frihedsberøvet. Det finder anvendelse indtil straffesagens afslutning, dvs. den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået lovovertrædelsen, herunder efter omstændighederne domsafsigelsen og afgørelsen i en eventuel appelsag.«

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Retten til adgang til advokatbistand under straffesager« har følgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar.

2. Mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse. Under alle omstændigheder har mistænkte eller tiltalte adgang til advokatbistand fra følgende tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

a)	inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed

b)	når efterforskningsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder træffer efterforskningsmæssige eller andre bevissikrende foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 3, litra c)

c)	uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen

d)	hvis de er blevet indstævnet for en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager, i tilstrækkelig god tid inden de giver møde for denne domstol.

3. Retten til adgang til advokatbistand indebærer følgende:

a)	Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at mødes i enrum og kommunikere med den advokat, der repræsenterer dem, herunder forud for afhøringer med politiet eller med en anden retshåndhævende eller retslig myndighed.

Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse under en afhøring. En sådan deltagelse sker i overensstemmelse med procedurerne i national ret, forudsat at disse procedurer ikke er til skade for den effektive udøvelse og det væsentlige indhold af den pågældende rettighed. Deltager en advokat i en afhøring, føres det forhold, at en sådan deltagelse har fundet sted, til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning.

Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte som minimum har ret til deres advokats deltagelse i forbindelse med følgende efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger er fastsat i den pågældende nationale lovgivning, og hvis det kræves eller tillades, at den mistænkte eller tiltalte deltager i den pågældende foranstaltning:

i)	konfrontationsparader

ii)	konfrontationer

iii)	rekonstruktioner af gerningsstedet.

4. Medlemsstaterne bestræber sig på at gøre generelle oplysninger tilgængelige, således at det bliver lettere for mistænkte eller tiltalte at finde en advokat.

Uanset bestemmelserne i national lovgivning vedrørende en advokats obligatoriske tilstedeværelse træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at mistænkte eller tiltalte, der frihedsberøves, er i stand til effektivt at udøve deres ret til adgang til advokatbistand, medmindre de har givet afkald på denne ret i henhold til artikel 9.

5. Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af stk. 2, litra c), når den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted gør det umuligt at sikre retten til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen.

6. Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i stk. 3, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder er begrundet i et af følgende tvingende hensyn:

a)	der er et hastende behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet

b)	en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag.«

Artikel 8 i direktiv 2013/48 fastsætter:

»1. Enhver midlertidig fravigelse i henhold til artikel 3, stk. 5 eller 6, eller i henhold til artikel 5, stk. 3,

a)	skal være forholdsmæssig og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt

b)	skal være klart tidsbegrænset

c)	må ikke udelukkende være baseret på den påståede lovovertrædelses art eller grovhed og

d)	må ikke være til hinder for en generelt retfærdig rettergang.

2. Midlertidige fravigelser i henhold til artikel 3, stk. 5 eller 6, må udelukkende ske på grundlag af en behørigt begrundet afgørelse truffet fra sag til sag enten af en retslig myndighed eller af en anden kompetent myndighed, forudsat at afgørelsen kan underkastes domstolskontrol. Den behørigt begrundede afgørelse skal føres til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning.

3. Midlertidige fravigelser i henhold til artikel 5, stk. 3, må udelukkende tillades fra sag til sag enten af en retslig myndighed eller af en anden kompetent myndighed, forudsat at afgørelsen kan underkastes domstolskontrol.«

Spansk ret

Artikel 24 i la Constituciόn (forfatningen) bestemmer:

»1. Alle personer har ret til et effektivt forsvar ved domstolene i udøvelsen af deres rettigheder og legitime interesser, uden at der på noget tidspunkt må opstå en manglende mulighed for at forsvare sig.

2. Alle har ret til en almindelig dommer, som fastsat ved lov, forsvar og bistand fra en advokat, blive oplyst om anklagerne mod dem, en offentlig retssag uden unødig forsinkelse samt en retfærdig rettergang, ret til at anvende de nødvendige beviser i sit forsvar, ikke at skulle inkriminere sig selv, ikke at erklære sig skyldig og til en uskyldighedsformodning. […]«

Artikel 118 i Ley de Enjuiciamiento Criminal (strafferetsplejeloven), som ændret ved Ley Orgánica 13/2015 de modificación de la Ley de Enjuiciamiento Criminal para el fortalecimiento de las garantías procesales y la regulación de las medidas de investigación tecnológica (organisk lov nr. 13/2015 om ændring af strafferetsplejeloven med henblik på en styrkelse af retsplejegarantierne og regulering af foranstaltningerne til teknologisk efterforskning) af 5. oktober 2015 (BOE nr. 239 af 6.10.2015, s. 90192) (herefter »strafferetsplejeloven«) fastsætter:

»1. Alle, der tilregnes en strafbar handling, kan udøve retten til et forsvar ved at deltage i sagen fra det tidspunkt, hvor den pågældende underrettes om sagen, anholdes eller gøres til genstand for andre sikrende retsmidler, eller hvor der rejses sigtelse, i hvilken forbindelse den pågældende uden unødig forsinkelse oplyses om følgende rettigheder:

[…]

b)	retten til adgang til sagsakterne i tilstrækkelig god tid, således at retten til et forsvar beskyttes, og under alle omstændigheder inden den pågældende afgiver forklaring

[…]

d)	retten til frit at udpege en advokat med forbehold af artikel 527, stk. 1, litra a)

[…]

2. Retten til et forsvar udøves uden andre begrænsninger end de ved lov fastsatte fra tilregnelsen af den undersøgte strafbare handling til ophævelsen af straffen […]«

Strafferetsplejelovens artikel 527 bestemmer:

»1. I de i artikel 509 nævnte tilfælde kan den anholdte eller den indsatte fratages følgende rettigheder, hvis dette er begrundet af hensyn til sagens omstændigheder:

a)	udpegelse af en advokat, som den pågældende har tillid til

[…]

d)	adgang for den pågældende eller dennes advokat til sagsakterne, med undtagelse af de elementer, der er nødvendige for at anfægte anholdelsens lovlighed.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

11	Den 20. april 2018 optog politiet i Badalona (Spanien) en rapport vedrørende VW’s påståede lovovertrædelser i form af kørsel uden kørekort og forfalskning af et offentligt dokument efter en vejkontrol, i forbindelse med hvilken den sigtede fremviste et albansk kørekort.

12	Den 19. maj 2018 bekræftede en sagkyndig, at kørekortet var en forfalskning.

Ved kendelse af 11. juni 2018 besluttede Juzgado de Instrucción no 4 de Badalona (forundersøgelsesdomstol nr. 4 i Badalona, Spanien), som straffesagen mod VW er indbragt for, at afhøre sidstnævnte. Der blev derfor beskikket en forsvarer. Efter at flere forsøg på at indkalde den sigtede mislykkedes, idet sidstnævntes opholdssted var ukendt, blev der den 27. september 2018 udstedt en arrestordre over for vedkommende.

Den 16. oktober 2018 modtog retten en fax fra en advokat med ønske om at repræsentere VW i straffesagen vedlagt en erklæring undertegnet af den sigtede om udpegelse som advokat og samtykke fra den beskikkede advokat. Advokaten anmodede om, at efterfølgende sagsbehandling meddeltes hende, og om, at den udstedte arrestordre vedrørende hendes klient blev tilbagekaldt, eftersom sidstnævnte under alle omstændigheder ønskede at give møde for retten.

15	Da VW imidlertid ikke gav møde efter den første indkaldelse og er omfattet af en arrestordre, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt VW’s ret til adgang til advokatbistand i overensstemmelse med den nationale lovgivning om retten til forsvar kan forsinkes, indtil arrestordren fuldbyrdes.

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at denne lovgivning er baseret på forfatningens artikel 24, og at den tiltaltes ret til forsvar i straffesager reguleres af strafferetsplejelovens artikel 118. Den forelæggende ret har tilføjet, at disse bestemmelser af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien) og Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) fortolkes således, at retten til adgang til advokatbistand kan være betinget af kravet om, at den tiltalte giver personligt fremmøde for retten. I medfør af fast praksis fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien) kan en sådan ret navnlig nægtes, når den tiltalte udebliver eller ikke kan findes. I henhold til denne retspraksis er kravet om personligt fremmøde rimeligt og har ikke nogen væsentlig indflydelse på retten til et forsvar. Nærmere bestemt er den tiltaltes tilstedeværelse påkrævet. Den kan være nødvendig for at belyse de faktiske omstændigheder. I tilfælde af, at denne persons udeblivelse opretholdes efter afslutningen af undersøgelsen, kan retsmødet ikke afholdes, og domsafsigelsen ikke finde sted, hvilket har den virkning, at sagen går i stå til skade for såvel de berørte personer som de i sagen omhandlede offentlige interesser.

Den forelæggende ret har endvidere anført, at den nævnte retspraksis er blevet opretholdt på trods af reformen i 2015, bl.a. for at sikre gennemførelsen af direktiv 2013/48 i spansk ret. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at retten til adgang til advokatbistand i medfør af strafferetsplejelovens artikel 118 kun er begrænset i de tilfælde, der udtrykkeligt er nævnt i strafferetsplejelovens artikel 527.

18	Den forelæggende ret ønsker derfor nærmere oplysninger om rækkevidden af den ret til adgang til advokatbistand, der er fastsat i direktivet. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om denne retspraksis er i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, og chartrets artikel 47.

På denne baggrund har Juzgado de Instrucción no 4 de Badalona (forundersøgelsesdomstol nr. 4 i Badalona) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 47 i [chartret], og navnlig artikel 3, stk. 2, i [direktiv 2013/48], fortolkes således, at retten til advokatbistand retmæssigt kan forsinkes, såfremt den mistænkte eller tiltalte ikke giver fremmøde efter den første indkaldelse fra retten, og der udstedes en national, europæisk eller international arrestordre, hvilket forsinker advokatbistanden og dennes fremmøde i sagen, indtil arrestordren fuldbyrdes, og den mistænkte føres til retten ved politiets foranstaltning?«

Retsforhandlingerne for Domstolen

Den forelæggende ret har i anmodningen om præjudiciel afgørelse anmodet om anvendelse af den fremskyndede procedure, som er fastsat i artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Denne anmodning blev forkastet ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18. januar 2019, VW (retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse) (C-659/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:45).

Om det præjudicielle spørgsmål

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2013/48, herunder navnlig artikel 3, stk. 2, heri, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som fortolket i national retspraksis, hvorefter retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen kan forsinkes, såfremt den mistænkte eller tiltalte ikke giver fremmøde, og dette efter en indkaldelse til at give møde for en forundersøgelsesdomstol, indtil fuldbyrdelsen af den nationale arrestordre, der er udstedt over for den pågældende.

Om anvendeligheden af direktiv 2013/48

Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal det indledningsvis undersøges, om direktiv 2013/48 finder anvendelse på en situation som den, hvor en person, såsom VW, er blevet indkaldt til at give møde gentagne gange for en forundersøgelsesdomstol med henblik på at blive hørt for første gang vedrørende de straffelovsovertrædelser, som vedkommende er mistænkt for at have begået, og har været genstand for en national arrestordre med henblik herpå.

I denne henseende er den spanske regering i tvivl om, hvorvidt en sådan situation er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Den spanske regering har gjort gældende, at sidstnævnte, for så vidt som indkaldelserne af den pågældende til at give møde har været forgæves, ikke var blevet underrettet om, at vedkommende var mistænkt for at have begået en lovovertrædelse, som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, stk. 1.

Det bemærkes, at direktiv 2013/48 ifølge artikel 1 har til formål at fastsætte minimumsregler om de rettigheder, som mistænkte og tiltalte under straffesager har til at få adgang til advokatbistand. Dette direktivs anvendelsesområde er defineret i direktivets artikel 2, der i stk. 1 bestemmer, at dette direktiv finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold.

For det første er en person, som er blevet indkaldt for at give møde for en forundersøgelsesdomstol i forbindelse med en straffesag, der er indledt for en straffelovsovertrædelse, som den pågældende formodes at have begået, omfattet af begrebet »mistænkt« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/48. For det andet viser denne bestemmelses ordlyd, navnlig passagen »de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem«, at en officiel meddelelse fra de kompetente myndigheder i en medlemsstat til den pågældende person, er tilstrækkelig, uanset måden, hvorpå dette sker.

Som generaladvokaten har anført i punkt 31 i forslaget til afgørelse, må det derfor anses for tilstrækkeligt, at der af disse myndigheder blev taget en officiel beslutning eller et andet proceduremæssigt skridt i henhold til national ret, som var rettet mod den omhandlede person, med det formål at oplyse ham om, at han behandles som en mistænkt eller tiltalt. Omvendt er det uden betydning, hvordan oplysningerne meddeles den pågældende.

I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke blot utvetydigt af de for Domstolen fremlagte retsakter, at en sådan beslutning er blevet taget med hensyn til VW, men også, at den er kommet frem til sidstnævnte, eftersom denne har udpeget en advokat til at repræsentere sig i forbindelse med den straffesag, der er indledt imod vedkommende.

28	På denne baggrund forekommer den spanske regerings tvivl med hensyn til anvendeligheden af direktiv 2013/48 i hovedsagen ubegrundet, hvilket det ikke desto mindre påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

Om retten til adgang til advokatbistand i henhold til direktiv 2013/48

Hvad angår retten til adgang til advokatbistand som fastsat i direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal det først præciseres, at den forelæggende ret ifølge oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse ønsker oplyst, om denne ret kan forsinkes, såfremt den mistænkte eller tiltalte ikke giver møde. Denne anmodning vedrører derimod ikke indholdet af retten til adgang til advokatbistand i medfør af dette direktiv, hvis elementer er nævnt i direktivets artikel 3, stk. 3.

Nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at sikre, at mistænkte og tiltalte råder over retten til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til forsvar (dom af 5.6.2018, Kolev m.fl., C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 103).

Selv om denne artikel 3, stk. 1, opstiller det grundlæggende princip, hvorefter mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til forsvar, uddybes dette princip i stk. 2 i samme artikel, således som generaladvokaten har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse, hvad angår det tidspunkt, hvorfra denne ret skal gives.

32	I medfør af dette direktivs artikel 3, stk. 2, skal mistænkte eller tiltalte have adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder fra det tidligste af fire specifikke tidspunkter, som er angivet i denne bestemmelses litra a)-d).

Denne artikel 3, stk. 2, bestemmer, at mistænkte eller tiltalte i henhold til nævnte artikel 3, stk. 2, litra a), bl.a. har adgang til advokatbistand »inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed«, og i henhold til samme artikel 3, stk. 2, litra d), »hvis de er blevet indstævnet for en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager, i tilstrækkelig god tid inden de giver møde for denne domstol«.

I det foreliggende tilfælde er den pågældende imidlertid blevet indkaldt til at give møde for den forelæggende ret, der har kompetence i straffesager, for at blive hørt vedrørende de strafbare forhold, som vedkommende formodes at have begået. I en sådan situation bør mistænktes ret til adgang til advokatbistand i forbindelse med den straffesag, der er indledt over for vedkommende, principielt være sikret.

19. betragtning til direktiv 2013/48 bestemmer desuden, at medlemsstaterne bør sikre, at mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse i overensstemmelse med dette direktiv, og at mistænkte eller tiltalte under alle omstændigheder bør have adgang til advokatbistand under straffesager for en domstol, såfremt de ikke har givet afkald på denne ret.

Det skal herefter fastslås, om direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47, gør det muligt for medlemsstaterne at fravige den ret til adgang til advokatbistand, som en mistænkt, der er blevet indkaldt til at give møde for en forundersøgelsesdomstol, således principielt er sikret, såfremt denne ikke giver møde.

37	I denne henseende fastsætter dette direktivs artikel 3, at anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i nævnte direktiv, midlertidigt kan fraviges i tre tilfælde af omstændigheder, der er fastsat i henholdsvis artikel 3, stk. 5, artikel 3, stk. 6, litra a) og artikel 3, stk. 6, litra b), heri.

38	Nævnte artikel 3 fastsætter i stk. 5 og 6, at »[u]nder ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen« af visse bestemmelser i denne artikel.

I medfør af artikel 3, stk. 5, i direktiv 2013/48 kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af dette direktivs artikel 3, stk. 2, litra c), »når den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted gør det umuligt at sikre retten til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen«.

I henhold til artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48 kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i denne artikels stk. 3, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder er begrundet i et af to tvingende hensyn. Disse hensyn foreligger ifølge dette direktivs artikel 3, stk. 6, litra a), når »der er et hastende behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet«, eller ifølge nævnte direktivs artikel 3, stk. 6, litra b), når »en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag«.

41	I det foreliggende tilfælde henvises der i anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke til nogen af de omstændigheder, der er fastsat i artikel 3, stk. 5 og 6, i direktiv 2013/48.

42	Det fremgår imidlertid af opbygningen og formålet med direktiv 2013/48, at de midlertidige fravigelser, som medlemsstaterne kan fastsætte, i retten til adgang til advokatbistand er udtømmende opregnet i denne artikel 3, stk. 5 og 6.

Hvad angår opbygningen af direktiv 2013/48 skal dette direktivs artikel 3, stk. 5 og 6, som undtagelsesbestemmelser til de principper, der er indført i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1-3, fortolkes indskrænkende. Samme direktivs artikel 8 med overskriften »Generelle betingelser for anvendelse af midlertidige fravigelser« omhandler vedrørende retten til adgang til advokatbistand desuden udelukkende de fravigelser, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 5 eller 6. I 30.-32. betragtning til direktiv 2013/48 henvises desuden til disse enkelte fravigelser.

Hvad angår formålet med direktiv 2013/48 fremgår det af fjerde og sjette betragtning til dette direktiv, at det bl.a. har til formål at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, der forudsætter, at medlemsstaterne har tillid til hinandens strafferetlige systemer. Nævnte direktiv tilsigter bl.a. at fremme retten til at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret som fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2, og retten til forsvar, der er sikret i chartrets artikel 48, stk. 2 (dom af 5.6.2018, Kolev m.fl., C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 104).

Det ville imidlertid være i strid med dette formål og med dette direktivs opbygning og selve ordlyden i denne bestemmelse samt, således som generaladvokaten har anført i punkt 51 i forslaget til afgørelse, fratage denne ret sin effektive virkning at fortolke artikel 3 i direktiv 2013/48 således, at medlemsstaterne kunne fastsætte andre fravigelser i retten til adgang til advokatbistand end dem, der udtømmende opregnes i denne artikel.

På denne baggrund skal det for det første fastslås, at mistænktes eller tiltaltes ret til adgang til advokatbistand, som fastsat i direktiv 2013/48, der under alle omstændigheder indtræder fra det tidligste af fire specifikke tidspunkter, som er angivet i dette direktivs artikel 3, stk. 2, litra a)-d), ikke afhænger af, om den pågældende har givet møde. For det andet er det forhold, at den mistænkte eller tiltalte ikke har givet møde, ikke en del af de begrundelser for fravigelse af retten til adgang til advokatbistand, der er udtømmende opregnet i nævnte direktiv, og den omstændighed, at en mistænkt ikke er mødt op på trods af indkaldelser til at give møde for en forundersøgelsesdomstol, kan ikke begrunde, at den pågældende fratages denne ret.

Endelig skal det tilføjes, at fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48, hvorefter retten til adgang til advokatbistand ikke kan forsinkes, såfremt en mistænkt eller en tiltalt ikke giver fremmøde efter en indkaldelse til at give møde, er i overensstemmelse med de krav, der følger af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse som fastsat i chartrets artikel 47.

Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at direktiv 2013/48, herunder navnlig artikel 3, stk. 2, heri, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som fortolket i national retspraksis, hvorefter retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen kan forsinkes, såfremt den mistænkte eller tiltalte ikke giver fremmøde, og dette efter en indkaldelse til at give møde for en forundersøgelsesdomstol, indtil fuldbyrdelsen af den nationale arrestordre, der er udstedt over for den pågældende.

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen, herunder navnlig artikel 3, stk. 2, heri, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som fortolket i national retspraksis, hvorefter retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen kan forsinkes, såfremt den mistænkte eller tiltalte ikke giver fremmøde, og dette efter en indkaldelse til at give møde for en undersøgelsesdomstol, indtil fuldbyrdelsen af den nationale arrestordre, der er udstedt over for den pågældende.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: spansk.