1.

Vi ved, at vi nærmest ingenting ved om det fremtidige retlige forhold mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (herefter »Det Forenede Kongerige«).

2.

Men har dette betydning for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre (herefter »EAO«) sendt fra Det Forenede Kongerige til Irland, som blev udstedt før fristen for Brexit? Nej, det betyder ikke noget. En EAO bør fortsat fuldbyrdes. Akkurat som før.

3.

Dette er i en nøddeskal den løsning, som jeg foreslår i den foreliggende sag, som udspringer af en anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court (ret i første instans, Irland).

4.

Som anført i sjette betragtning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 2 ), er den EAO, som denne rammeafgørelse omhandler, »den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd ( 3 ) har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde«.

5.

Tiende betragtning til rammeafgørelsen bekræfter, at »[o]rdningen med [EAO’en] er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af den kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1 [TEU], hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til artikel 7, stk. 1 [TEU], med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel«.

6.

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en [EOA]« lyder som følger:

»1.   [EOA'en] er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver [EOA] på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

7.

Kapitel 3 i rammeafgørelsen omfatter artikel 26-30 og omhandler »Virkninger af overgivelsen«.

8.

Rammeafgørelsens artikel 26, der har overskriften »Fratrækning af varigheden af varetægtsfængslingen i den fuldbyrdende medlemsstat«, fastsætter i stk. 1:

»Den udstedende medlemsstat fradrager enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en [EAO], i den samlede varighed af den periode, den pågældende skal afsone i den udstedende medlemsstat som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.«

9.

Stk. 2 i rammeafgørelsens artikel 27, som vedrører »Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser«, indeholder hvad der almindeligvis betegnes som en »specialitetsregel«. Dette stykke har følgende ordlyd:

»[…] en person, der er overgivet, [kan] ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet«.

10.

Rammeafgørelsens artikel 28 vedrører »Overgivelse eller senere udlevering« (til et tredjeland).

11.

Rammeafgørelsen er gennemført i irsk ret ved European Arrest Warrant Act 2003 (lov om den europæiske arrestordre af 2003) med senere ændringer.

12.

Rammeafgørelsen er gennemført i Det Forenede Kongeriges ret ved Extradition Act 2003 (lov om udlevering af 2003).

13.

Det Forenede Kongeriges judicielle myndigheder anmodede om udlevering af R O på grundlag af to EAO’er, som blev udstedt den 27. januar og den 4. maj 2016 og godkendt af High Court (ret i første instans, Irland) til fuldbyrdelse henholdsvis den 1. februar og den 10. maj 2016, med det formål at indlede retsforfølgning med hensyn til lovovertrædelser i form af drab, brandstiftelse og voldtægt, som alle er forbundet med en potentiel maksimal frihedsstraf på livsvarigt fængsel.

14.

R O blev anholdt i Irland på grundlag af den første EAO den 3. februar 2016 og har været varetægtsfængslet dér siden denne dato. Han blev anholdt på grundlag af den anden arrestordre den 4. maj 2016 og varetægtsfængslet.

15.

R O gjorde indsigelse imod sin udlevering til Det Forenede Kongerige under henvisning til spørgsmål, der opstår som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union og af artikel 3 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), relateret til potentiel umenneskelig og nedværdigende behandling, som han hævdede, at han ville blive udsat for, hvis han blev fængslet i Maghaberry fængsel i Nordirland. Han gjorde gældende, at det ikke står klart, hvordan hans rettigheder efter rammeafgørelsen vil blive sikret efter Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union.

16.

Som følge af R O’s helbredstilstand kunne retsmødet i hans sag først finde sted den 27. juli 2017.

17.

Ved dom af 2. november 2017 tog High Court (ret i første instans, Irland) stilling til R O’s indsigelse om, at han ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling, hvis han blev overgivet til Nordirland, og udsatte udtrykkeligt Brexit-spørgsmålet til afgørelse på et senere tidspunkt. High Court henviste til de tilsvarende afvejninger, der skal foretages i henhold til EMRK's artikel 3 ( 4 ) og i henhold til artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ( 5 ). High Court fandt, at der var præcise og behørigt ajourførte oplysninger om forholdene for frihedsberøvede i Maghaberry fængsel, der gav anledning til bekymring for, at der var en reel risiko for, at R O grundet sin sårbarhed ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. I lyset af ovennævnte bestemmelser, som fortolket af Supreme Court (øverste domstol, Irland) og Domstolen, og en analyse af sagens beviser anmodede High Court om yderligere oplysninger fra Det Forenede Kongerige om de forhold, under hvilke R O ville blive tilbageholdt, hvis han blev overgivet til Det Forenede Kongerige.

18.

Den 16. april 2018 gav den udstedende judicielle myndighed, Laganside Court, Belfast (retten i første instans i Laganside, Belfast, Nordirland), oplysninger om, hvordan det nordirske fængselsvæsen vil imødegå risici for, at R O udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling i Nordirland.

19.

High Court (ret i første instans, Irland) har afsagt kendelse mod R O i forhold til alle de fremførte indsigelsesgrunde med undtagelse af det udsatte spørgsmål om konsekvenserne af Brexit, sammenholdt med EMRK's artikel 3.

20.

High Court (ret i første instans, Irland) har anført, at Det Forenede Kongerige den 29. marts 2017 gav Det Europæiske Råd meddelelse i henhold til artikel 50, stk. 2, TEU, om dets hensigt om at udtræde af Den Europæiske Union. Med forbehold af andre aftaler er virkningen af denne meddelelse, at Det Forenede Kongerige udtræder af Den Europæiske Union i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 50 TEU fra og med den 29. marts 2019.

21.

High Court (ret i første instans, Irland) anser det for højst sandsynligt, at R O, hvis han bliver overgivet, vil forblive fængslet i Det Forenede Kongerige efter den 29. marts 2019, dvs. efter at Det Forenede Kongerige er udtrådt af Den Europæiske Union. Der kan blive vedtaget overgangsbestemmelser med henblik på at regulere den situation, der indtræder umiddelbart derefter, og Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige kan i sidste ende vedtage bestemmelser, der regulerer det fremtidige forhold mellem parterne på de områder, der er omfattet af rammeafgørelsen.

22.

Der er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt klarhed om, hvorvidt der vil blive vedtaget sådanne bestemmelser og i givet fald karakteren af de relevante foranstaltninger, der måtte blive vedtaget. Det er navnlig uklart, hvorvidt en unionsborger, der henhører under Det Forenede Kongeriges retters kompetence, efter Det Forenede Kongeriges udtræden fortsat vil være berettiget til at få relevante EU-retlige spørgsmål endeligt afgjort af Domstolen i tilfælde af tvister.

23.

I sin anmodning om præjudiciel afgørelse har High Court (ret i første instans, Irland) tillige anført, at den i forbindelse med den foreliggende sag i det væsentlige stiller de samme spørgsmål, som Supreme Court (øverste domstol, Irland) gjorde i marts 2018 i sagen KN mod Minister for Justice and Equality ( 6 ), der i øjeblikket verserer ved Domstolen ( 7 ), men at den har behov for et hurtigere svar, idet R O er varetægtsfængslet.

24.

Det er på denne baggrund, at High Court (ret i første instans, Irland) ved afgørelse af 17. maj 2018, indgået til Domstolen den 18. maj 2018, har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Under henvisning til

25.

Ved samme afgørelse af 17. maj 2018 har den forelæggende ret anmodet Domstolen om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren i henhold til artikel 107 i Domstolens procesreglement.

26.

Den forelæggende ret har fremhævet, at forelæggelsen rejser spørgsmål inden for et område, der er omfattet af tredje del, afsnit V, i EUF-traktaten, dvs. retligt samarbejde i straffesager (kapitel 4), at R O i øjeblikket er varetægtsfængslet alene på grundlag af de EAO’er, som Det Forenede Kongerige har udstedt, og at en afgørelse fra Domstolen er nødvendig for, at der kan afsiges endelig dom i sagen.

27.

Som begrundelse for sagens hastende karakter er angivet det forhold, at anvendelsen af den almindelige, eller endog den fremskyndede, præjudicielle procedure indebærer en væsentlig forlængelse af det tidsrum, som R O – for hvilken der gælder en uskyldsformodning med hensyn til EAO’er udstedt med henblik på gennemførelse af straffesager – vil være frihedsberøvet.

28.

Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, at der er otte andre sager, hvor personer holdes varetægtsfængslet i Irland alene på grundlag af EAO’er udstedt af Det Forenede Kongerige, og hvor et »Brexit-spørgsmål« er blevet rejst som grundlag for at anføre, at retten ikke skal samtykke til overgivelsen. Den forelæggende ret har videre anført, at der er andre personer, som er tilbageholdt, og som afsoner nationale straffe, der snart udløber, og som derefter vil kunne blive varetægtsfængslet, indtil de kan overgives til Det Forenede Kongerige, men hvis sager må udsættes, indtil der er truffet afgørelse om Brexit-spørgsmålet. Derudover er der et antal andre personer, som er blevet anholdt på grundlag af EAO’er udstedt af Det Forenede Kongerige, men som er blevet midlertidigt løsladt, indtil der er truffet afgørelse om overgivelse, og som også har påberåbt sig dette Brexit-spørgsmål. Endelig har Irland modtaget et »betydeligt antal« EAO’er fra Det Forenede Kongerige, som endnu ikke er blevet fuldbyrdet, hvorfor yderligere anholdelser af »eftersøgte personer« er meget sandsynlige.

29.

Rettens Første Afdeling har den 11. juni 2018, på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren. Parterne i hovedsagen, Det Forenede Kongerige og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Samme parter og Rumænien har deltaget i retsmødet den 12. juli 2018.

30.

Det for Domstolen forelagte spørgsmål går nærmere bestemt ud på, om der i en situation, hvor en medlemsstat (1) i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, TEU har givet meddelelse til Det Europæiske Råd om dennes hensigt om at udtræde af Den Europæiske Union, og (2) i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i rammeafgørelsen har udstedt en EAO med henblik på overgivelse fra en anden medlemsstat af en eftersøgt, som følge af ovennævnte meddelelse om udtræden ændres ved den retlige vurdering, der skal foretages af denne anden medlemsstat i forbindelse med fuldbyrdelsen af EAO’en, og i givet fald i hvilket omfang.

31.

Det vil derfor være op til Domstolen at afgøre, om EAO-systemet skal fortsætte med at finde anvendelse, så længe Det Forenede Kongerige handler som udstedende medlemsstat, selv om de rettigheder, som den berørte person kan udlede af rammeafgørelsen, formentlig ikke længere vil være beskyttet på samme måde efter den 29. marts 2019, navnlig hvis de nationale domstole ikke længere har mulighed for at foretage en præjudiciel forelæggelse.

32.

Det bør indledningsvis fremhæves, at der ikke hersker tvivl om, hvorvidt den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling.

33.

Domstolens kompetence til i henhold til 267 TEUF at træffe præjudicielle afgørelser vedrører fortolkningen af traktaterne og gyldigheden og fortolkningen af institutionernes retsakter.

34.

I spørgsmålene henvises der direkte til artikel 50 TEU. Set i sammenhæng med de klare beskrivelser og redegørelsen for de juridiske spørgsmål, som den forelæggende står over for ( 8 ), er dette tilstrækkeligt til, at sagen kan realitetsbehandles. Den foreliggende sag er navnlig ikke af hypotetisk karakter som omhandlet i Domstolens relevante praksis ( 9 ), henset til, at artikel 50 TEU allerede har retsvirkninger.

35.

Hertil kommer, at såfremt tingene forsætter med at forholde sig akkurat som i dag, hvilket jeg vil gå mere i detaljer omkring nedenfor, følger det af artikel 50, stk. 3, at EU-retten vil ophøre med at gælde for Det Forenede Kongerige pr. 29. marts 2019. Denne dato ligger i en overskuelig fremtid og under alle omstændigheder på et tidspunkt, hvor rammeafgørelsens bestemmelser om situationen efter udlevering stadig vil udfolde deres virkninger.

36.

Selv om en anmodning om præjudiciel afgørelse som den foreliggende således ikke er af hypotetisk karakter, betyder dette derfor ikke, at vi ikke kan arbejde ud fra antagelser, selv hvis disse antagelser går på, at tingene juridisk set vil forblive, som de er i øjeblikket.

37.

Den forelæggende ret søger et svar fra Domstolen, som denne retsinstans anser for nødvendigt ( 10 ) for at kunne vurdere, om den bør fuldbyrde en arrestordre. Et sådant svar bør gives.

38.

Vurderingen af sagens realitet er struktureret som følger: Som det første redegøres der for standardproceduren for overgivelse mellem to medlemsstater efter rammeafgørelsen. Dernæst vil jeg behandle de mulige konsekvenser af artikel 50 TEU for en procedure for overgivelse, hvor den udstedende myndighed er i Det Forenede Kongerige. Efterfølgende vil jeg komme ind på specifikke problemstillinger, som R O har rejst i forbindelse med proceduren for overgivelse, før jeg til sidst går over til at behandle spørgsmålet om Domstolens kompetence.

39.

Som Domstolen konsekvent har fremhævet, er formålet med rammeafgørelsen at erstatte det multilaterale system for udlevering mellem medlemsstaterne med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, hvilken ordning er baseret på princippet om gensidig anerkendelse ( 11 ). Domstolen har for nylig præciseret, at det multilaterale udleveringssystem var »baseret på den europæiske udleveringskonvention [ ( 12 )] af 13. december 1957« ( 13 ).

40.

De grundlæggende karakteristika ved rammeafgørelsen hvad angår grunde til at afslå fuldbyrdelse af en EOA er allerede velkendte for Domstolen ( 14 ): Rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, fastsætter reglen om, at medlemsstaterne skal fuldbyrde enhver EAO på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse. De fuldbyrdende judicielle myndigheder må derfor alene afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre af de grunde, som er udtømmende opregnet i rammeafgørelsen ( 15 ), og fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre må kun underlægges en af de betingelser, der udtømmende er opregnet deri ( 16 ). I overensstemmelse hermed udgør fuldbyrdelsen af en EOA reglen, mens afslag på fuldbyrdelse er beregnet til at være en undtagelse, som skal fortolkes strengt ( 17 ).

41.

Rammeafgørelsens artikel 3 fastsætter obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en EAO, mens rammeafgørelsens artikel 4 og 4a opregner fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en EAO ( 18 ). Desuden kan fuldbyrdelsen af en EAO kun underlægges ( 19 ) en af de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 5 ( 20 ).

42.

Rammeafgørelsen bygger på princippet om gensidig anerkendelse, et princip, som oprindeligt blev udviklet i forbindelse med det indre markeds friheder ( 21 ), som selv – som en »hjørnesten« i det retlige samarbejde – er baseret på den gensidige tillid ( 22 ) mellem medlemsstaterne med henblik på at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ( 23 ). Dette princip kræver generelt af medlemsstaterne, navnlig med hensyn til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at disse antager, at alle andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder ( 24 ). Man kan med sikkerhed sige, at gensidig anerkendelse formentlig er Den Europæiske Unions mest markante bidrag til det retlige samarbejde mellem myndighederne i EU-medlemsstaterne, og at rammeafgørelsen udgør det vigtigste instrument på dette område ( 25 ). Da gensidig tillid ikke er det samme som blind tillid ( 26 ), har Domstolen anerkendt, at princippet om gensidig tillid og dermed gensidig anerkendelse under særlige omstændigheder kan gøres til genstand for begrænsninger ( 27 ).

43.

Som det følger af den skelsættende dom i Aranyosi og Căldăraru-sagen ( 28 ), kan sådanne begrænsninger med hensyn til rammeafgørelsen navnlig komme på tale, hvor der er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 ( 29 ) på grund af forholdene for frihedsberøvede i den udstedende medlemsstat. I denne forbindelse skal den fuldbyrdende judicielle myndighed som det første basere sig på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger om de forhold for frihedsberøvede, der hersker i den udstedende medlemsstat, og som påviser reelle mangler, der kan være systemiske eller generelle, eller som kan berøre visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede ( 30 ). Som det næste skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i alle tilfælde, hvor der konstateres en sådan risiko, foretage en yderligere, konkret og præcis vurdering af, om der er vægtige grunde til at antage, at den omhandlede person løber denne risiko på grund af de forhold under dennes frihedsberøvelse, som kan påregnes i den udstedende medlemsstat ( 31 ).

44.

Hvis vi nu vender os imod den foreliggende sag, fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at ingen af de obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af EAO’en er til stede. Derudover ser det med hensyn til forholdene for frihedsberøvede ud til, at den forelæggende ret nøje har gennemført den to-trins analyse, som er beskrevet i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse, og er nået frem til den konklusion, at der – med undtagelse af følgerne af Brexit – ikke var noget særskilt spørgsmål med hensyn til chartrets artikel 4 ( 32 ).

45.

Dette er i øvrigt direkte afspejlet i den måde, hvorpå den forelæggende ret har formuleret sit første spørgsmål, hvor denne erklærer, at overgivelsen af den eftersøgte person ellers ville være påkrævet. Havde det ikke været for meddelelsen om udtrædelse, ville den forelæggende ret fastslå, at Irland skal foranstalte en fuldbyrdelse af de EAO’er, der vedrører RO.

46.

Dernæst bør det undersøges, om Det Forenede Kongeriges meddelelse i henhold til artikel 50 TEU til Det Europæiske Råd om dets hensigt om at forlade Den Europæiske Union har nogen betydning for det ovenstående i den forstand, at den retlige bedømmelse, som skal foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed, på nogen måde bør ændres i kraft af denne meddelelse.

47.

Artikel 50 TEU, som udgør et supplement til artikel 53 TEU, i henhold til hvilken traktaten er indgået for en ubegrænset periode, præciserer, at en medlemsstat kan beslutte at udtræde af Den Europæiske Union ( 33 ), og minder om, at Den Europæiske Union er baseret på frivillig deltagelse ( 34 ). Artikel 50, stk. 2, TEU fastlægger en procedure for dette: Først skal den pågældende medlemsstat meddele Det Europæiske Råd sin hensigt om at udtræde. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår Unionen derefter en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen ( 35 ). Denne aftale indgås herefter på Unionens vegne af Rådet for Den Europæiske Union, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter Europa-Parlamentets godkendelse.

48.

Artikel 50, stk. 3, TEU fastsætter, at traktaterne (hvilket vil sige EU-retten i dens helhed) ophører med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen i artikel 50, stk. 2, TEU, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.

49.

I mangel af en generel udtrædelsesaftale ( 36 ) og af detaljerede regler om overgivelse eller udleveringsprocedurer mellem Den Europæiske Union og specifikt Det Forenede Kongerige bliver vi nødt til at tage udgangspunkt i den toårige periode efter meddelelsen om udtræden, dvs. i tingenes tilstand den 29. marts 2019, når Det Forenede Kongerige vil forlade Den Europæisk Union. Det er denne hypotese, som vi må arbejde ud fra, da denne udgør standardsituationen. Alt andet står skrevet i stjernerne. Og det ser ikke ud til, at der er tale om stjernerne i det europæiske flag.

50.

R O har gjort gældende, at Det Forenede Kongeriges meddelelse af 29. marts 2017 om udtræden i sig selv udgør en usædvanlig omstændighed, der medfører, at de omhandlede EAO’er ikke skal fuldbyrdes ( 37 ). Ifølge R O er princippet om gensidig tillid blevet »fuldstændig udhulet« ( 38 ) med meddelelsen om udtræden. R O hævder, at dette medfører, at de af Det Forenede Kongerige udstedte EAO’er ikke længere kan håndhæves.

51.

Jeg kan ikke tilslutte mig et sådant ræsonnement, som skubber fortolkningen af de retlige virkninger af en meddelelse om udtræden ud over grænserne for enhver mulig juridisk fortolkning.

52.

Selv om udtræden af Den Europæiske Union måske ikke er nogen særligt tiltalende mulighed for nogen af de involverede parter ( 39 ), er det en mulighed, der er udtrykkeligt anerkendt i artikel 50 TEU. Selv om artikel 50 TEU i lyset af historien bag og målsætningerne i traktaterne ( 40 ), som er baseret på fælles værdier ( 41 ), bestemt udgør en undtagelse, gælder det ikke desto mindre, at denne artikel findes, og at en medlemsstat kan anvende den.

53.

Hvis en meddelelse om udtræden i sig selv skulle betragtes som en usædvanlig omstændighed, som på alvorlig vis undergraver enhver gensidig tillid, ville dette foregribe en medlemsstats begrundelse for at udtræde og fratage denne bestemmelse enhver nyttevirkning.

54.

I øvrigt synes det vilkårligt kategorisk at beslutte, at situationen i den foreliggende sag bør behandles anderledes end en situation med en EAO udstedt lige før meddelelsen om udtræden ( 42 ).

55.

Den af R O foreslåede tilgang vil reelt indebære en generel ensidig ( 43 ) suspension af rammeafgørelsens bestemmelser fra datoen for meddelelse om udtræden. Dette vil være i strid med det underliggende princip i rammeafgørelsen, som beskrevet i tiende betragtning dertil, om at gennemførelsen af EAO’en kun kan suspenderes i tilfælde af en alvorlig og vedvarende krænkelse fra en medlemsstats side af de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, TEU, som er blevet fastslået af Rådet i henhold til artikel 7, stk. 1, TEU, med de konsekvenser, der er fastsat i dennes artikel 7, stk. 2 ( 44 ). Det vil heller ikke være i overensstemmelse med det generelle princip i EU-retten, hvorefter medlemsstater ikke kan suspendere anvendelsen af EU-retlige bestemmelser.

56.

Den blotte udstedelse af en meddelelse om udtræden udgør således ikke en usædvanlig omstændighed, der giver anledning til at afslå fuldbyrdelse af en EAO.

57.

High Court (ret i første instans, Irland) har nævnt fire EU-retlige argumenter, som R O har gjort gældende, og som teoretisk set ( 45 ) kan blive aktuelle efter overgivelsen og, endnu vigtigere, efter den 29. marts 2019. Disse er: for det første, om han er berettiget til godtgørelse for den periode, som han har været varetægtsfængslet, i overensstemmelse med rammeaftalens artikel 26, for det andet, om specialitetsreglen i rammeafgørelsens artikel 27 er overholdt, for det tredje forbuddet mod Det Forenede Kongeriges overgivelse af ham til et tredjeland ( 46 ) og for det fjerde overholdelsen af hans grundlæggende rettigheder, som disse er nedfældet i chartret. R O har som en generel bemærkning tilføjet, at selv om han utvivlsomt vil få adgang til Det Forede Kongeriges domstole, hvorved han vil kunne opnå en afgørelse vedrørende disse fire punkter, såfremt de måtte opstå, vil han blive frataget muligheden for at få disse EU-retlige spørgsmål endeligt afgjort af Domstolen.

58.

I modsætning hertil ser Irlands Minister, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen ikke nogen hindring for fuldbyrdelse af EAO’en. Det gør den rumænske regering heller ikke.

59.

Når en medlemsstat forlader Den Europæiske Union og i mangel af bestemmelser på området, ophører rammeafgørelsen med at gælde for denne medlemsstat ( 48 ). Den naturlige konsekvens heraf er, at den pågældende stat hverken er bundet af de forpligtelser, der følger heraf, eller kan drage fordel af de rettigheder, der er nedfældet heri. En anden naturlig konsekvens er, at enkeltpersoner ikke længere kan påberåbe sig de rettigheder, der er tildelt dem i rammeafgørelsen i forhold til den medlemsstat, som rammeafgørelsen ikke længere finder anvendelse på ( 49 ).

60.

Dette er et generelt fænomen, som er iboende i, at en medlemsstat forlader en organisation, en konvention eller en anden form for samarbejde. De rettigheder og forpligtelser, der er forbundet med et medlemskab af en organisation, følger medlemskabet. Eftersom et EU-medlemskab i princippet er udformet på ubestemt tid ( 50 ), er varigheden af de rettigheder (og forpligtelser), der følger af EU-retten, i princippet den samme som varigheden af EU-medlemskabet. Således kan fysiske og juridiske personer f.eks. ikke længere påberåbe sig de grundlæggende friheder på det indre marked i forhold til de pågældende tidligere medlemsstater. De kan ikke længere handle, arbejde eller rejse, som de kunne før. Dette er formentlig hele hensigten med en medlemsstats udtræden af en organisation som Den Europæiske Union: ikke længere at være bundet af forpligtelser. Den anden side af medaljen er, at rettigheder uundgåeligt og potentielt uigenkaldeligt går tabt.

61.

Rammeafgørelsen udgør ingen undtagelse til dette generelle fænomen ( 51 ).

62.

Omvendt finder EU-retten anvendelse, så længe en stat stadig er medlem af Den Europæiske Union. Hvad angår den foreliggende sag kan jeg ikke se, hvorfor bestemmelserne i rammeafgørelsen og navnlig overgivelsesforpligtelsen ikke bør finde anvendelse.

63.

Indledningsvis vil jeg her gerne fremhæve, at de af R O fremførte argumenter ikke er understøttet af konkrete beviser. Det er ikke muligt at fastslå, om hans bekymringer er reelle eller hypotetiske. Dette har den forelæggende ret selv anerkendt.

64.

Den retlige situation mellem Det Forenede Kongerige og Irland, når det kommer til overgivelse, er fortsat reguleret af rammeafgørelsen, der, som det er blevet tilstrækkeligt præciseret ovenfor og fastslået gentagne gange af Domstolen, er baseret på gensidig tillid ( 52 ). Kun hvis denne gensidige tillid blev undergravet, ville situationen være en anden.

65.

Der er ingen konkrete tegn på, at de politiske omstændigheder, som gik forud for, gav anledning til, eller efterfulgte meddelelsen om udtræden, er af en sådan karakter, at det materielle indhold af rammeafgørelsen og de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, ikke bør overholdes ( 53 ). Som Irlands Minister med rette har gjort gældende, har Det Forenede Kongerige besluttet at udtræde af Den Europæiske Union, ikke at opgive retsstaten eller beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Der er derfor ikke noget grundlag for at stille spørgsmålstegn ved Det Forenede Kongerige fortsatte ønske om at overholde grundlæggende rettigheder ( 54 ).

66.

Hvis en medlemsstat er ophørt med at være medlem af Den Europæiske Union og ikke længere er bundet af bestemmelserne i rammeafgørelsen, betyder dette i øvrigt ikke, at andre regler ikke finder anvendelse. Bestemmelserne i Extradition Act 2003 ( 55 ) vil fortsat gælde som (ren) national lovgivning ( 56 ). Derudover er Det Forenede Kongerige eksempelvis part i Europarådets konvention fra 1957 om udlevering ( 57 ) og desuden bundet af EMRK. Udleveringskonventionen indeholder en specialitetsregel ( 58 ) samt en bestemmelse, der i princippet forbyder videreudlevering til et tredjeland ( 59 ).

67.

I denne forbindelse må det ikke glemmes, at bestemmelserne i rammeafgørelsen, der vedrører situationen efter overgivelse, empirisk betragtet kun sjældent har været genstand for en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national retsinstans ( 60 ).

68.

Det bør endvidere fremhæves, at Domstolen anvendte de samme principper i forhold til udlevering til en stat uden for Unionen ( 61 ) i Aranyosi og Căldăraru-dommen ( 62 ) ved fortolkningen af traktatens bestemmelser om unionsborgerskab, ikke-forskelsbehandling og chartret ( 63 ).

69.

At anvende en strengere test i denne sag vil nødvendigvis indebære, at R O nyder en bedre beskyttelse, end han ville, hvis han var blevet udleveret til en stat uden for Unionen. Dette ville ikke være konsistent.

70.

Den test, som jeg foreslår anvendt, er derfor som følger: På tidspunktet for fuldbyrdelsen af en EAO kan de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat forvente, at den udstedende medlemsstat overholder det materielle indhold af bestemmelserne i rammeafgørelsen med hensyn til den person, der faktisk blev overgivet, herunder reglerne for situationer efter overgivelse, efter at den udstedende medlemsstat har forladt Den Europæiske Union. En sådan formodning kan lægges til grund, hvis andre internationale instrumenter fortsat finder anvendelse på den medlemsstat, der har forladt Den Europæiske Union. Kun hvis der er konkrete beviser for det modsatte, kan de judicielle myndigheder i en medlemsstat beslutte ikke at fuldbyrde arrestordren.

71.

Det påhviler de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat at foretage ovennævnte vurdering. Ud fra de klare oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt i sin anmodning om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag, synes der ikke at være nogen grund til ikke at fuldbyrde den pågældende EAO.

72.

Endelig bør konsekvenserne af, at Domstolen ikke har kompetence, når det drejer sig om fortolkning af bestemmelserne i rammeafgørelsen, undersøges.

73.

Dette spørgsmål er forholdsvis ligetil og analyseres bedst ved at se tilbage og ikke frem ( 64 ).

74.

Rammeafgørelsen blev vedtaget den 13. juni 2002 i henhold til de relevante retlige bestemmelser i EU-traktaten ( 65 ), som senest ændret ved Amsterdam-traktaten ( 66 ), dvs. inden for hvad der tidligere var kendt som den »Tredje Søjle«. Procedurerne efter denne søjle var overvejende af mellemstatslig karakter. Sammenholdt med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab var Kommissionens rolle således stærkt begrænset, der blev i Rådet overvejende anvendt enstemmige afstemninger, og Domstolens kompetence var indskrænket og i øvrigt, i medfør af den dagældende artikel 35 TEU, afhængig af en erklæring fra hver enkelt medlemsstat om, hvorvidt den godkendte kompetencen ( 67 ). Hverken Det Forenede Kongerige eller Irland har i øvrigt fremsat en sådan erklæring ( 68 ).

75.

Følgelig kunne denne sag før ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten ikke være nået til Domstolen ( 69 ). En domstol i Det Forenede Kongerige kunne heller ikke have fremsat en anmodning om præjudiciel afgørelse. Den Europæiske Union var dog stadigvæk, selv i denne ikke så fjerntliggende fortid, dybt forankret i retsstatsprincippet, herunder adgang til domstolsprøvelse.

76.

Det var først med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten ( 70 ), dvs. den primære ret på nuværende tidspunkt, eller mere præcist fem år efter dennes ikrafttræden ( 71 ), at Domstolen fik fuld kompetence med hensyn til fortolkningen af rammeafgørelsen. Som bekendt afskaffede denne traktat tresøjlestrukturen og konstitutionaliserede ( 72 ) området med frihed, sikkerhed og retfærdighed – i den forstand, at grundlæggende, overnationale principper nu finder anvendelse på dette område, såsom den almindelige lovgivningsprocedure ( 73 ) og fuld kompetence for Domstolen ( 74 ).

77.

Sammenfattende kan jeg ikke se, at indsigelsen vedrørende Domstolens kompetence efter den 29. marts 2019 udgør en hindring for R O’s overgivelse til Det Forenede Kongerige.

78.

Det fremgår af ovenstående vurdering, at fuldbyrdelsen af en EAO fra Det Forenede Kongerige på grundlag af rammeafgørelsen bør fortsætte på samme måde, som det ville have været tilfældet, hvis Det Forenede Kongerige ikke i medfør af artikel 50 TEU havde meddelte Det Europæiske Råd, at det har besluttet at forlade Den Europæiske Union. Den foreliggende sag handler derfor ikke om de mulige vanskeligheder ved en overgangsordning eller en gennemførelsesperiode, ganske enkelt fordi der (endnu) ikke er en sådan periode i den aktuelt gældende lovgivning. Følgelig kan Den Europæiske Unions rige erfaringer med overgangsperioder, som i deres mange former ( 75 ) ikke er noget nyt inden for EU-retten ( 76 ), ikke anvendes på dette tidspunkt ( 77 ).

79.

Brexit udgør »terra incognita« i henseende til EU-retten ( 78 ). Der vides kun lidt om de ordninger, der skal indføres mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige efter den 29. marts 2019, både på det mere generelle plan og med hensyn til EAO-systemet i særdeleshed ( 79 ). Hvad vi kan være sikre på, er, at efter udtræden af Den Europæiske Union vil udviklingen på et tidspunkt vende. EU-retten vil flyde med floderne og ud af flodmundingerne ( 80 ).

80.

Men med hensyn til den foreliggende sag er der stadig tale om »business as usual«.

81.

Det bør tilføjes, at Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) i en afgørelse af 2. maj 2018 heller ikke så nogen grund til at udsætte en sag på modtagelse af et svar fra Domstolen i forbindelse med (endnu) en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende Brexits konsekvenser for rammeafgørelsen ( 81 ).

82.

Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at den forelæggende ret på nogen måde bør ændre sin retlige vurdering alene som følge af Det Forenede Kongeriges meddelelse om udtræden af 29. marts 2017.

83.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af High Court (Irland) forelagte spørgsmål således:

»I en situation, hvor en medlemsstat (1) i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, TEU har givet meddelelse til Det Europæiske Råd om dennes hensigt om at udtræde af Den Europæiske Union, og (2) i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, har udstedt en europæisk arrestordre (EAO) med henblik på overgivelse fra en anden medlemsstat af en eftersøgt, ændres den retlige vurdering, der skal foretages af de judicielle myndigheder i denne anden medlemsstat i forbindelse med fuldbyrdelsen af EAO’en, ikke som følge af ovennævnte meddelelse om udtræden.«