25.11.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 399/14 |
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. september 2019 – José Manuel Ortiz Mesonero mod UTE Luz Madrid Centro (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 33 de Madrid – Spanien)
(Sag C-366/18) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2010/18/EU - den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov - national lovgivning, som gør tildeling af forældreorlov betinget af en nedsættelse af arbejdstiden med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen - skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider - arbejdstagerens anmodning om at udføre sit arbejde med faste arbejdstider med henblik på at kunne tage sig af sine mindreårige børn - direktiv 2006/54/EF - lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv - indirekte forskelsbehandling - delvis afvisning)
(2019/C 399/15)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de lo Social no 33 de Madrid
Parter i hovedsagen
Sagsøger: José Manuel Ortiz Mesonero
Sagsøgt: UTE Luz Madrid Centro
Konklusion
Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse på en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en ret for en arbejdstager til, med henblik på, at arbejdstageren selv kan tage sig af mindreårige eller familiemedlemmer, som er afhængige af denne, at få nedsat sin almindelige arbejdstid, med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen, uden at arbejdstageren, når dennes almindelige arbejdsforhold er skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider, har mulighed for at drage fordel af faste arbejdstider med bibeholdelse af sit normale timetal.