3.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 213/39


Berigtigelse til meddelelse til Tidende i sag T-197/17

( Den Europæiske Unions Tidende C 151 af 15. maj 2017 )

(2017/C 213/53)

Meddelelsen til Tidende i sag T-197/17, Abel m.fl. mod Kommissionen, affattes således:

Sag anlagt den 28. marts 2017 — Abel m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-197/17)

(2017/C 151/59)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marc Abel (Montreuil, Frankrig) og 1 428 andre sagsøgere (ved advokat J. Assous)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Det fastslås, at Europa-Kommissionens adfærd er ulovlig.

Det fastslås, at sagsøgerne er blevet forvoldt et tab som følge af vedtagelsen af Kommissionens forordning (EU) 2016/646 af 20. april 2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 6).

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale 1 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab, sagsøgerne har lidt som følge af vedtagelsen af en sådan forordning og en symbolsk erstatning på 1 EUR i erstatning for det økonomiske tab.

Det afsiges et påbud over for Europa-Kommissionen, hvorefter den tilpligtes øjeblikkeligt at nedbringe »den endelige overensstemmelsesfaktor«, som blev skabt med forordning (EU) 2016/646, til 1 og at opgive »den midlertidige overensstemmelsesfaktor« på 2,1.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført følgende anbringender:

1.

Sagsøgte har begået fejl i forbindelse med vedtagelsen af den pågældende forordning i forbindelse med udøvelsen af den kompetence, som institutionen havde fået overdraget fra Europa-Parlamentet og Rådet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT 2007, L 171, s. 1), i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen. Der er konkret tale om:

Tilsidesættelse af såvel de primære som de afledte regler i EU-retten på miljøområdet.

Tilsidesættelse af de subsidiære regler i fællesskabsretten, så som de generelle principper om forbuddet mod forringelser, forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb ved kilden og princippet om, at forureneren betaler.

Fordrejning af de processuelle regler, for så vidt som Kommissionen ikke kunne bruge forskriftsproceduren med kontrol med henblik på at ændre et væsentligt element i forordning (EF) nr. 715/2007.

Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, for så vidt som den pågældende forordning ikke var omfattet af de demokratiske garantier, der gives ved en anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure for Europa-Parlamentets og Rådets fælles afgørelser.

2.

Der foreligger et faktisk og reelt tab og der er direkte årsagssammenhæng mellem Kommissionens adfærd og det påståede tab.