12.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 94/11


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad (Bulgarien) den 27. december 2017 — Toplofikatsia Sofia EAD mod Mitko Simeonov Dimitrov

(Sag C-725/17)

(2018/C 094/14)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski rayonen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Toplofikatsia Sofia EAD

Sagsøgt: Mitko Simeonov Dimitrov

Præjudicielle spørgsmål

1)

Direktivet (1) undtager fra sit anvendelsesområde den traditionelle aftalerets bestemmelser om indgåelse af aftaler, men undtager det også reguleringen af denne yderst atypiske, lovbestemte struktur for aftaleforholds opståen?

2)

Såfremt direktivet ikke udelukker en særskilt ordning i dette tilfælde: Er der tale om en aftale som omhandlet i direktivets artikel 5 eller om noget andet? Såfremt det er en aftale, eller såfremt det ikke er en aftale: Finder direktivet anvendelse i det foreliggende tilfælde?

3)

Er denne type faktiske aftaler omfattet af direktivet, uanset hvornår de er opstået, eller gælder direktivet kun for nyerhvervede lejligheder eller — endnu snævrere — kun for nyopførte lejligheder (altså brugerinstallationer, der anmoder om tilslutning til fjernvarmenettet)?

4)

Såfremt direktivet finder anvendelse: Er den nationale bestemmelse i strid med artikel 5, stk. 1, litra f), sammenholdt med stk. 2, som fastsætter retten til henholdsvis den grundlæggende mulighed for at opsige retsforholdet?

5)

Såfremt der skal indgås en aftale: Er der foreskrevet en form herfor, og hvilket indholdsmæssigt omfang skal de oplysninger have, som skal stilles til rådighed for forbrugeren (i den foreliggende sag: den enkelte lejlighedsejer og ikke fællesskabet af lejlighedsejere)? Har manglen på oplysninger, som er stillet til rådighed rettidigt, indflydelse på retsforholdets opståen?

6)

Kræver det en udtrykkelig anmodning, altså en formelt udtrykt vilje fra forbrugerens side, at blive part i et sådant retsforhold?

7)

Såfremt der er indgået en aftale, formelt eller ej, indgår opvarmningen af bygningens fælles dele (navnlig trappeopgangen) da i kontraktens genstand, og har forbrugeren bestilt tjenesteydelsen vedrørende denne del af tjenesteydelsen, når der ikke foreligger en udtrykkelig anmodning herom fra hans side eller sågar fra hele fællesskabet af lejlighedsejere (f.eks. hvis varmeapparaterne er blevet fjernet, hvilket i de allerfleste tilfælde må lægges til grund, idet de sagkyndige ikke nævner varmeapparater i de fælles dele af bygningen)?

8)

Har det betydning for ejerens egenskab af forbruger, der har anmodet om opvarmning af de fælles dele af bygningen (eller gør det en forskel), såfremt varmeforsyningen i hans ejerlejlighed er stillet i bero?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT 2011, L 304, s. 64).